Danske forskere med vild udmelding: Afgørende havstrømme kollapser omkring 2057

Hvis vi bliver ved med at udlede flere og flere drivhusgasser, varer det ifølge danske forskere blot få årtier, før vi har ødelagt et meget vigtigt system af havstrømme i Atlanterhavet.

Et kollaps af de nordatlantiske havstrømme - der transporterer varmt vand fra troperne op nordpå - vil markant ændre både temperaturer, vandstand, risikoen for ekstremt vejr og chancen for at leve af blandt andet fiskeri og landbrug i Danmark og mange andre lande.

Mere præcist vil systemet af havstrømme med det forkortede navn AMOC »sandsynligvis« kollapse i omegnen af år 2057. I allerværste fald kan kollapset finde sted så snart som 2025.

Det vurderer to professorer, der netop har udgivet en ny videnskabelig artikel med den ildevarslende titel »Warning of a forthcoming collapse of the Atlantic meridional overturning circulation« (AMOC) i tidsskriftet Nature Communications.

I studiet kalder de deres fund for «virkelig bekymrende«; en vurdering, som flere udenforstående forskere bakker op om.

Andre mener derimod, at studiet har store mangler. Det vender vi tilbage til.

Tidligere kollaps end anslået af IPCC

Du skal vide, at der under alle omstændigheder er store usikkerheder om det præcise årstal, og det er heller ikke hugget i sten, at kollapset nødvendigvis vil finde sted.

Men ifølge de to professorer bag studiet efterlader deres arbejde ingen tvivl om, at der er tegn på, at kollapset af AMOC vil ske – og langt hurtigere, end det har været formodet af blandt andre FN’s klimapanel, IPCC.

IPCC har ud fra tidligere studier vurderet, at et kollaps næppe kunne finde sted i dette århundrede.

»Vi estimerer derimod, at det formentlig vil ske i årtierne omkring 2050 og 2060, hvor vi så har valgt at stikke vores hals frem og vælge 2057 for at gøre det helt konkret,« siger Peter Ditlevsen, professor i afdelingen for Is-, Klima- og Geofysik på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

»Det præcise årstal betyder mindre i denne sammenhæng, for pointen er, at vi skal ændre vores ’business as usual’-udledninger af drivhusgasser så hurtigt som muligt for at undgå, at det overhovedet kommer til at ske,« bemærker Peter Ditlevsen.

Mere specifikt angiver forskerne i deres studie, at det ud fra omfattende statistiske beregninger er sandsynligt, at AMOC kollapser på et tidspunkt efter 2024 og senest i 2095.

Professor: Udmelding vigtig trods usikkerhed

Peter Ditlevsen har lavet studiet sammen med sin søster, Susanne Ditlevsen, der er professor i statistik ved Københavns Universitet.

Susanne Ditlevsen mener, at forudsigelsen er så god, som det nu engang kan lade sig gøre.

»Det her er notorisk svært at regne på, og det er jo altid svært at spå, især om fremtiden. Men det signal, vi ser på kollaps, er ret tydeligt, og det er min klare overbevisning, at det er det bedste estimat, man kan lave af, hvornår kollapset sker.«

»Det betyder ikke, at vi ikke kan tage fejl, og måske vil vi konkludere noget andet om fem år, når vi har flere data. Men når vi har at gøre med noget så vigtigt som klima, kan vi ikke bare sætte os ned og lade være med at melde noget ud, fordi det er svært eller usikkert. Måske er det for sent at handle, hvis vi venter 5-10 år mere,« siger Susanne Ditlevsen, professor på Institut for Matematiske Fag ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Gamle og nye målinger koblet sammen gennem statistik

Forskerne har som noget nyt i deres studie analyseret målinger af vandtemperaturen i havoverfladen i Labradorhavet sydvest for Grønland fra helt tilbage i 1800-tallet.

Dengang foretog man den type prøver ved at trække en spand vand op på et skib.

De atlantiske havstrømme bærer varmt vand mod nord i overfladen og sender koldt vand tilbage i dybderne. Derfor giver temperaturen i overfladevandet ifølge det nye studie en indikation af, om havstrømmene fungerer.

Oplysningerne er parret med andre informationer fra nyere tid. Forskere kan nu til dags måle vandstrømmene direkte i AMOC helt nede på havbunden, hvor der blandt andet ligger kabler, som skaber ganske lidt strøm, som man kan bruge til målinger.

Gennem komplekse statistiske beregninger sammenfletter og afkoder de to professorer tegn, de finder op gennem de seneste to århundreder. Man kan sammenligne det lidt med at se på skyer og luftfugtighed og på den måde se tegn på, at det trækker op til uvejr.

Deres konklusion lyder, at AMOC er i gang med at bremse op.

Professor: Ikke beroligende på nogen som helst måde

Et stop i cirkulationen mellem varmt og koldt vand kan betyde, at det kæmpestore og komplekse system af havstrømme kollapser.

Et kollaps betyder, at AMOC skifter til en tilstand, der er helt anderledes, end vi kender i dag.

Havstrømmene kan næppe bare skrues tilbage til normalen på den anden side af et kollaps.

Det er det, forskere kalder et tipping point.

Et kollaps af AMOC vil grundlæggende forandre verden, som vi kender den, på linje med hvis regnskoven i Amazonas bliver omdannet til ørken, eller hvis isen i Grønland eller på Antarktis smelter væk. Læs mere om det i næste afsnit.

»Så vidt jeg kan vurdere det, er studiet meget overbevisende, og det er altså ikke beroligende på nogen som helst måde. Hvis vi passerer det tipping point, vil det få rigtigt stor betydning for os,« konstaterer professor i biologisk oceanografi Katherine Richardson fra Globe Institute ved Københavns Universitet.

Katherine Richardson har ikke deltaget i arbejdet, men har læst studiet igennem for Videnskab.dk.

Kollaps kan ændre vores klima - men det er ikke det mest bekymrende

Katherine Richardson nævner, at Danmark og resten af Nordeuropa efter kollaps af AMOC sandsynligvis vil opleve ændret nedbør, uden at det er til at sige i hvilken retning.

Temperaturen i hele Nordeuropa vil skifte i retning af det køligere i en verden, der ellers bliver opvarmet mere og mere.

Fiskebestande i havet vil ændre sig. Nogle arter vil blive pressede eller uddø, andre vil opleve en opblomstring, mange vil flytte sig til nye områder.

Et kollaps af AMOC – uanset om ’kollaps’ dækker over, at havstrømmene lukker helt ned eller ændrer sig i retninger, vi lige nu ikke kan forudse – vil påvirke vores mulighed for både at fange fisk og dyrke landbrug, altså få mad på bordet.

Du kan læse mere om mulige konsekvenser i artiklen Svækkelse af havstrøm kan give kaotisk klima i Norden.

Følgerne af kollapset vil formentlig også påvirke, hvor vores byer kan ligge.

Katherine Richardson understreger, at vores liv på landjorden ligesom livet i havet næppe vil forsvinde med AMOC’s kollaps. Men livet vil blive markant anderledes, end vi kender det i dag.

»Det virkeligt bekymrende er dog, hvis vi først begynder at sætte gang i de her tipping points. Hver gang vi passerer ét, kan det betyde, at Jorden bliver yderligere opvarmet. Så er det ikke længere vores politikere, der tager til Paris eller Glasgow, der bestemmer, hvad Jordens temperatur bliver i fremtiden. Så er der helt andre faktorer i spil,« advarer Katherine Richardson.

Forskningsleder Steffen M. Olsen fra Danmarks Meteorologiske Institut tilføjer, at AMOC i sig selv spiller ind på mange store systemer på Jorden.

Havstrømmene i Atlanterhavet påvirker blandt andet ilt i verdenshavene, vandstand og risikoen for voldsomme uvejr.

Hvis forskerne fra Københavns Universitet virkelig har ret i, at AMOC kan kollapse – endda oven i, at verden undergår store forandringer, fordi menneskets udledning af drivhusgasser presser temperaturen højere og højere op – ville det sandsynligvis skabe en situation, som Steffen M. Olsen kalder »uønskværdig på stort set alle planer«.

Forskningsleder: Værd at bide mærke i betydelige usikkerheder

Steffen M. Olsen kalder det nye studies statistiske analyse for robust og solid.

Men han understreger samtidig, at studiet har store usikkerheder, det er værd at bide mærke i:

1. Ifølge Steffen M. Olsen har nyere viden sået tvivl om, hvor stor betydning Labradorhavet egentlig har for AMOC. Labradorhavet er det område, hvor overfladeprøverne fra 1800-tallet og frem stammer fra. De bliver brugt i det nye studie som et udtryk (en »proxy«) for, hvordan AMOC har det.
2. Selv hvis vi antager, at overfladevandet i Labradorhavet kan bruges til at lave en tidslinje hundreder af år tilbage og stille en diagnose for AMOC, kan vi ud fra det nye studie intet sige om, hvilke af mange andre faktorer i Jordens meget komplekse system, der kunne påvirke forskernes forudsigelse.
3. Vi ved samtidig reelt ikke, om AMOC overhovedet har et tipping point. Havstrømmene er ganske vist skiftet tidligere i historien, men det var i iskolde tider. I dag er situationen helt modsat med kraftig, menneskeskabt global opvarmning.
4. Hvis alle andre faktorer viser sig at falde ud som skildret i studiet, er det stadig en betingelse for forudsigelsen, at mennesket bliver ved at udlede flere og flere drivhusgasser i gigantisk skala – det, forskerne fra Københavns Universitet refererer til som ’business as usual’.

»Så jeg mener på den ene side, at det både er et yderst begrænset datamateriale, og at der er nogle betydelige elementer af usikkerhed i den grundlæggende hypotese, der gør det svært og lidt frisk at smide et årstal som 2057 på bordet,« siger Steffen M. Olsen, der selv forsker i havstrømme i blandt andet Atlanterhavet.

»På den anden side,« fortsætter Steffen M. Olsen, »er det en meget, meget vigtig problemstilling, og studiet er et opråb om at ændre på det fortsatte pres, vi lægger på centrale komponenter i klimasystemet.«

»Det håber jeg bliver modtaget derude, for lige meget, om man tror på årstallet 2057 eller ej, er det en vigtig pointe, at der er en lille, men ikke ubetydelig risiko for pludselige klimaskift også på en tidsskala, der ikke løber alt for langt frem,« siger Steffen M. Olsen til Videnskab.dk.

Dropper klimamodeller og sætter røven i klaskehøjde

De to professorer fra Københavns Universitet er i det nye studie gået helt uden om klimamodeller, som blandt andre IPCC bruger, når de vurderer tilstanden af forskellige elementer på kloden.

Klimamodeller har især tre problemer ifølge Peter og Susanne Ditlevsen:

1. De favner så mange faktorer for, hvad der påvirker klimaet, at man blot skal være en smule skævt på den inden for bare én af parametrene – for eksempel temperatur, nedbør eller skydannelse – før hele regnestykket rykker sig.
2. Forskellige klimamodeller er sjældent helt enige. Derfor bruger IPCC typisk et gennemsnit af mange modeller, hvilket kan tegne nogle grove linjer. Ifølge Peter Ditlevsen rammer de sjældent helt plet.
3. Modellerne bygger i visse dele på hypoteser om, hvordan verden hænger sammen, og hvordan den vil udvikle sig under forskellige scenarier.

»Vi mener derimod, at man finder det bedste bud på, hvordan verden hænger sammen, ved at se på verden, som den reelt ser ud. Vi kender ikke de finere detaljer i, hvornår vi rammer et tipping point, men vi mener, vi her har fundet nogle data, hvor vi statistisk kan genkende uro i systemet og tegn på, at vi nærmer os et tipping point.«

»Vi er med på, at vi sætter røven i klaskehøjde, men mange andre studier konkluderer, at der er ’noget’ i gang med AMOC ud fra andre målinger, end vi bruger. Så jeg føler mig rimelig sikker på, at det her er solidt,« lyder det fra Susanne Ditlevsen.

Peter Ditlevsen har tidligere på Videnskab.dk ridset op, hvordan klimamodeller bliver sat sammen. Det kan du læse i artiklen Derfor kan vi forudsige klimaforandringer, men ikke lave en præcis vejrudsigt 14 dage frem.

Klimaprofessor: 2057 er forbandet tæt på

Klimaprofessor Sebastian Mernild fra Syddansk Universitet har selv prøvet at stikke snuden frem med et præcist årstal for et tipping point.

Ifølge Sebastian Mernild kan den type udmeldinger være med til at fremme et budskab, for eksempel om hvor nært forestående et muligt kollaps er.

Han hæfter sig ikke så meget ved det konkrete årstal som ved tendensen og hastigheden hen mod en muligt kollaps.

»2057 synes jo at være forbandet tæt på, især når man tænker på, at AMOC er ét af de store fysiske systemer på vores klode,« siger Sebastian Mernild, professor og leder af SDU Climate Cluster, til Videnskab.dk.

Hvordan vil de store natursystemer påvirke hinanden?

Professoren gør dog også opmærksom på, at mens videnskab kan afdække, at tipping points formentlig vil finde sted, ved vi faktisk kun ganske lidt om, hvornår og ved hvilken temperatur de præcis sker.

Vi ved heller ikke, hvor lang tid det tager for konsekvenserne at indfinde sig med fuld styrke på den anden side af et tipping point.

Det skaber store usikkerheder om, hvad det reelt er, vi går i møde ved et kollaps.

»Et eksempel: Et kollaps af AMOC giver umiddelbart nedkøling, men samtidig lever vi i en verden, der måske opvarmer med 3 grader ud mod 2100, så vi får ikke nødvendigvis et meget koldere klima, bare mindre varmt. Men det kommer an på, hvordan sådan nogle store systemer vil spille med og mod hinanden. Hvor lang skala kigger vi mon på, før vi ser de alvorlige konsekvenser?«

»Det er meget relevant at spørge sig selv om i disse tider, hvor vi ser både mindre naturlige variationer og mere omfattende menneskeskabte tendenser i klimaet, for det skaber store usikkerheder,« siger Sebastian Mernild, der har stået i spidsen for arbejdet med flere store rapporter for IPCC.

Artiklen fortsætter under denne grafik, der viser, hvad IPCC anser for at være mulige konsekvenser, hvis AMOC kollapser eller bliver markant svagere:

Tør vi lade være med at gøre noget?

Katherine Richardson mener, at det er fint at melde ud med det konkrete årstal 2057.

Det er nemlig »meget kritisk«, at vi får taget snakken om, hvad vi er på vej imod, uanset at det er på et usikkert grundlag.

»Vi går rundt med en forestilling om, at de store omvæltninger i klimaet nok hverken bliver i vores eller måske endda vores børns levetid. Det bliver bare lidt varmere og varmere, og det kan vi jo bare tilpasse os. Men det kan være, det er forkert. Her er der arbejde, der tyder på, at markante ændringer ikke ligger langt ude i fremtiden.«

»Spørgsmålet er, hvor stor risiko vi tør tage i forventningen om, at det her ikke kommer til at ske – med alle de usikkerheder og ukendte følgevirkninger, det kan bringe med sig?«