Aktivistisk forskning er både almindeligt og nødvendigt

Debatten om forskningsaktivisme, der kulminerede med Folketingets erklæring om overdreven aktivisme og videnskab forklædt som politik, har været fokuseret på dele af humaniora og samfundsvidenskab.

Det skyldes sikkert, at kampagnen mod videnskabsaktivisme og pseudovidenskab, anført af Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, i virkeligheden var politik forklædt som videnskab – altså en politisk dagsorden serveret med et tyndt lag videnskabsteori på en bund af politisk polarisering og forsøg på intimidering af visse forskningsmiljøer.

Alligevel kan det overraske, at andre forskningsområder ikke blev inddraget i debatten. Aktivisme er almindeligt forekommende i hele forskningsverden, ikke mindst i natur-, ingeniør- og sundhedsvidenskaberne.

Klimaforskning er splittet

Klimaforskningen, hvoraf mange indtager en bevidst og målrettet aktivistisk position, er for eksempel splittet omkring den udbredte forskningsaktivisme inden for feltet.

Jens Friis Lund, klimaforsker og professor ved Sektion for Global Udvikling på Københavns Universitet, udtalte tidligere på året til Videnskab.dk, at det giver mening for demokratiet, at forskere råber politikerne op.

Forskerne er nemlig de bedst kvalificerede til at fortolke forskningens resultater i et bredere, samfundsmæssigt perspektiv, mente han. Professor på DTU Kirsten Halskov argumenterede i samme artikel for en mere forsigtig forskerrolle.

Som forsker skal man afholde sig fra at bruge forskningens autoritet i politisk øjemed, sagde hun.

Trods en vis forsigtighed omkring politisk aktivisme er der både mange forskere og mange politikere, der mener, at forskningen skal og kan spille en vigtig rolle i det politiske liv. De understreger, at forskningen skal være socialt ansvarlig, og de politiske diskussioner i endnu højere grad skal henholde sig til, hvad forskningen er nået frem til.

Mange videnskabelige tidsskrifter og organisationer fører en bevidst aktiv politisk linje. Som det fremgår længere nede, har Nature valgt at føre forskningspolitik gennem ledere og journalistik. På InsideHigherEd's blog finder man en liste over organisationer, som man som forsker kan søge til, hvis man ønsker at bruge sin forskning til at tale en sag.

Værdifri videnskab

Ønsket om at adskille politik fra videnskab – og omvendt – bygger ofte på en forestilling om videnskab som værende objektiv eller værdifri.

Videnskab søger sandheden ved hjælp af rationelle og systematiske metoder, og sandheden er i sidste ende ikke til diskussion.

Ifølge Henrik Dahl er det Karl Poppers falsifikationsprincip, der definerer, hvad videnskab er, og leder videnskaben frem mod sandheden.

Hvis man ikke prøver at udsætte sine forskningsspørgsmål eller grundlæggende antagelser for falsifikation, er det derfor ikke rigtig videnskab.

En god tommelfingerregel

Falsifikation fungerer som god tommelfingerregel i mange sammenhænge, både i videnskaben og hverdagen. Politikere skulle også prøve det selv engang imellem.

Der er dog ikke belæg for at bruge falsifikation som et kriterium til at skelne mellem videnskab og pseudovidenskab, sådan som Henrik Dahl med flere gør. Der er alt for mange forbehold, undtagelser og ad hoc-antagelser i virkelighedens videnskab, som gør, at man ikke finder falsifikation i en ren form.

Forestillingen om den værdifri videnskab baseret på kritisk falsifikation er i bedste fald et uopnåeligt ideal. I værste fald er det en misvisende beskrivelse af, hvordan videnskab i virkeligheden virker.

Videnskab kræver nemlig selv et eksplicit værdigrundlag for overhovedet at kunne fungere. Det ser man for eksempel tydeligt, når værdigrundlaget smuldrer, og videnskaben bliver uredelig.

Ansvarlig videnskab

Til videnskabens værdigrundlag – også kendt som forskningsintegritet – hører sandhedsfremmende principper som ærlighed og åbenhed, men også ansvarlighed, der har en bredere betydning.

Ansvarlighedsprincippet bygger på en relation mellem videnskaben og dens aftagere og sponsorer, altså hele det omgivende samfund med alt, hvad det rummer af borgere (skatteydere), virksomheder, myndigheder og andre offentlige institutioner, organisationer mm.

Ansvarlig videnskab handler både om at tage ansvar for den forskning, der bliver lavet, og at tage (med)ansvar for, at forskningen rent faktisk kan bruges til noget fornuftigt.

Det sidste kaldes også socialt ansvarlig forskning, og det sker for eksempel ved at tage ansvar for valg af forskningsemne og for den efterfølgende formidling af forskningens resultater.

UNESCO var i 1999 vært for en videnskabelig konference med 1.800 deltagere fra det meste af verden. Konferencens emne var videnskab i det 21. århundrede.

Her vedtogedes en erklæring, der understreger ikke videnskabens sociale medansvar for fred, udvikling, miljø, kultur og natur, men også videnskabens globale ansvar for en mere lige fordeling af de goder, der følger af videnskabelig og teknologisk udvikling.

Videnskab og politik

Selv om videnskab udgør en relativ autonom institution i samfundet, er der skabt mange forbindelsesled mellem videnskab og politik, erhvervsliv, militær, og andre samfundsinstitutioner.

Videnskab har en skabende og sandhedssikrende funktion, som er nyttig for hele samfundet.

For det politiske liv er det for eksempel afgørende, at der er en stadig strøm af videnskabelig ekspertviden, der kan bruges som del af grundlaget for at træffe de bedste beslutninger og vedtage de rigtige love.

Eftersom politik bygger på både holdninger og viden, har viden – noget viden mere end andet – en politisk dimension. Set i det lys er al videnskab politisk i større eller mindre grad.

Rollefordelingen mellem videnskab og politik

Videnskab som institution betragtet skal selvfølgelig ikke være afhængig af politik, ligesom politik ikke skal reduceres til videnskab og ekspertstyre, men det er ikke muligt at afkoble videnskab fra politik.

Forbindelsen mellem videnskab og politik er mange måder ligefrem ønskværdig. Det skaber en god vekselvirkning mellem viden og holdninger.

Det er selvfølgelig ikke let for politikerne, når videnskaben når frem til at resultater, som ikke stemmer overens med politikernes værdigrundlag og verdenssyn. Sådan kan man godt fortolke hele Dahls og Messerschmidts angreb på 'visse forskningsmiljøer'.

Videnskab er dog ikke politik, eller omvendt.

Videnskab og politik varetager meget forskellige funktioner i samfundet, henholdsvis videnproduktion og lovgivning. Begge funktioner er dybt afhængige af hinanden.

Mekanismer som forskningsintegritet, forskningspolitik, forskningsråd, forskningsbaseret myndighedsbetjening og forskningskommunikation er sat i verden til blandt andet at varetage vekselvirkningen mellem videnskab og politik.

Den offentlige debat er også et redskab til præcisere rollefordeling og udbygge forbindelser mellem videnskab og politik.

\ Læs mere

Er der virkelig en skarp modsætning mellem aktivisme og videnskab?

Nature's politik

Et af verdens mest anerkendte videnskabelige tidsskrifter, Nature, tog debatten om videnskab versus politik sidste år i en række podcasts.

Anledningen var mange kommentarer på Natures Facebook-side, der undrede sig over eller kritiserede tidsskriftets politiske engagement.

For eksempel var Natures ledere under tiden med Donald Trump som amerikansk præsident ofte ret kritiske over for Trumps forsknings-, sundheds- og miljøpolitik, og det havde stødt særligt republikanske videnskabsfolk.

'Stick to the science' – hold dig til videnskaben – var hovedbudskabet i kritikernes kommentarer.

I et historisk lys har Nature for det meste været politisk aktiv. Det var – måske overraskende – kun under 2. verdenskrig og i tiden umiddelbart efter, at redaktørerne bevidst forsøgte at holde Nature ude af politik.

Ellers har der altid været et oplevet behov fra Natures side om at engagere sig i politik. Og det gælder ikke bare på lederplads, men også i udvælgelsen af de forskningsartikler, der skal bringes i bladet.

Hold dig – ikke – til videnskaben

I podcasten kommenterer mange forskere på 'stick to the science'-ideen. Der er enighed om, at videnskab på mange måder er tæt knyttet til politik, og at det langt det meste af tiden er til fordel for både videnskab og politik.

Natures leder 6. oktober 2020 konkluderede op til det amerikanske valg, at tidsskriftet vil fortsætte sin politisk aktive redaktionelle linje, for videnskab og politik er uadskillelige.

Videnskabsfolk tænker for eksempel politisk, når de planlægger forskningsprojekter og ansøger om midler. Der er politik knyttet til de ord og begreber, som videnskabsfolk anvender.

Engang var det for eksempel umuligt at få penge til forskning i klimaforandringer – i dag er det for længst blevet et 'buzzword' inden for såvel videnskab som politik.

Videnskab flytter ikke holdninger

Endelig er der også en form for politik i den type af forskning, som ser sig helt fritaget for politik. Når forskere ikke selv forholder sig aktivt til politiske spørgsmål, overlader de nemlig al politik til politikere og undlader dermed at bruge deres demokratiske mulighed for at deltage aktivt i samfundets politiske samtale.

Daniel Sarewitz fra Arizona State University understreger i Natures podcast, at det også er nødvendigt at være mere ydmyg om videnskabens reelle politiske betydning. Videnskabsfolk skal ikke tro, at viden af sig selv flytter fastlagte politiske holdninger.

Omvendt er det vigtigt, at politikere ikke bruger videnskabelige eksperter som garant for deres politiske ståsted og ønske om politiske reformer.

Mere videnskab i politik

Mange forskere støtter Nature's politiske profil, men der er selvfølgelig også mange, der foretrækker at koncentrere sig om forskningen.

Én som David Sedlak, professor i ingeniørvidenskab ved University of California, Berkeley, og redaktør af tidsskriftet Environmental Science & Technology, advarer mod overdreven aktivisme i forskningsverden.

Sedlak støtter mange miljøforskeres ønske om at gøre en forskel i verden, men han tilføjer, at aktivistiske forskere skal sørge for at sikre sig opbakning fra forskerkolleger og ikke gøre aktivisme til en individuel kamp.

Sedlak anerkender, at forskningsaktivisme generelt er godt for både forskning og samfund, for det fremmer udbredelse af forskningsbaseret viden og større offentligt engagement i forskningen.

Det måske største eksempel på, at forskere går sammen om at vise en aktivistisk front, er bevægelsen March for Science, der kæmper for opmærksomhed og støtte til især naturvidenskaberne i en tid, hvor opbakning til forskning og kritisk diskussion synes at være nedadgående.

\ Læs mere

Humanistisk kønsforskning er politikeres nye skydeskive

På barrikaderne for videnskab

Ved første March for Science-demonstration, afholdt på Earth Day 22. april 2017, deltog anslået én million mennesker i mere end 600 byer verden over. Der var også demonstrationer i København og Aarhus.

March for Science-bevægelsen gør sig til fortaler for mere videnskab i politik. Politik skal i højere grad være evidensbaseret, og forskere skal aktivt søge at gøre opmærksom på ny viden, som kan være med til at flytte politikken i den rigtige retning.

Det er særligt inden for områderne miljø og klima, at forskere tilknyttet. March for Science synes, at politikerne gør for lidt og ikke handler fornuftigt ud fra, hvad forskningen ved.

March for Science har derfor også et ønske om at øge den offentlige finansiering af forskning og at sikre, at misinformation ikke overtager den offentlige debat.

Videnskab forklædt som politik

Videnskab tilvejebringer den bedste og mest robuste viden, vi har. Nogle gange er den viden nødvendig for politiske forandringer. Videnskab er både en udfordring for – og medspiller til – den politiske magt i samfundet.

Mange forskere er derfor ikke tilfredse med 'kun' at lave forskning. De ville også gerne gøre en forskel med den viden, de har, og med ønsket om at forbedre videnskabens vilkår.

Videnskab skal selvfølgelig ikke være forklædt som politik, og politik ikke forklædt som videnskab. Der er en vigtig forskel mellem videnskab og politik, men også en nødvendig sammenhæng.

Videnskaben klæder politikere på til at gøre deres arbejde endnu bedre. Det er der heldigvis bred opbakning til blandt forskere.

\ Læs mere

Opråb puster til debat om forskernes rolle i klimasnakken: Må forskere være aktivistiske?

\ Læs mere

Ville forskningsministeren fyre Einstein?