»701 forskere i opråb: Politikerne bør behandle klimakrisen med samme alvor som covid-19.«

Sådan lød overskriften i et indlæg forleden i Politiken, hvor 701 forskere på tværs af forskningsfelter efterlyste samme politiske handling på klimadagsordenen, som man ser under coronakrisen.

Forsker-opråbet er blot et af mange de seneste år på tværs af lande og medier, og det har været med til at puste liv i debatten om forskernes rolle i den politiske debat.  

Videnskab.dk har i den forbindelse bedt to forskere om at sætte nogle ord på, hvordan de ser forskernes rolle i klimadebatten.

Professor og medinitiativertager til flere opråb Jens Friis Lund  har netop rejst debatten om ‘forsker-aktivisme’ på Twitter. Han mener, at det er en misforståelse, at forskere ikke kan anvende utraditionelle kanaler for at kommunikere bredt og kalde på politisk handling.

»På klimadagsordenen bliver omkostningerne utrolig store, og der skal handles hurtigt. Så det er i mine øjne velbegrundet, at forskerne lægger pres på politikerne og kommunikerer på mere utraditionel vis, blandt andet med de her opråb,« siger Jens Friis Lund, professor ved Sektion for Global Udvikling på Københavns Universitet.

Ifølge Jens Friis Lund er alle med en forskeruddannelse særligt kvalificerede til at vurdere videnskab - og dermed skrive under på opråb til politikerne om klimaets tilstand. 

Er det problematisk, at forskning politiseres?

Et af de kritikpunkter, der ofte går igen i forbindelse med sådanne opråb, er, at de er med til at politisere forskningen.

Jens Friis Lund lægger da heller ikke skjul på, at opråb som dem i Politiken er politiske i den forstand, at de er skrevet med henblik på at påpege et problem, som politikerne bør agere på.

Men det er ikke noget, der adskiller sig fra forskningskommunikation i øvrigt og ikke noget, der sætter hans troværdighed som forsker over styr, mener han selv. 

Faktisk føler Jens Friis Lund et ansvar for at få politikerne til at forholde sig til de problemer, som forskningen viser, og det derfor giver mening at kommunikere på måder, som gør det vanskeligt for politikerne at ignorere.

»Set fra et demokratisk perspektiv, giver det mening, at vi som forskere råber op. I forhold til klimakrisen specifikt er der endda målinger, der viser, at befolkningen er bekymret for det her, og de mener ikke, at regeringer både i Danmark - men også andre dele af verden - gør nok for at afbøde krisen,« lyder det fra Jens Friis Lund.

Jens Friis Lund: Hvis forskere er tavse, opretholdes status quo

Jens Friis Lund har forståelse for, at andre af hans kolleger foretrækker at kommunikere på en mere traditionel vis, blandt andet ved at deltage i FNs Klimapanel, som ligeledes gør opmærksom på, at klimaforandringer er reelle og alvorlige.

Men for ham giver det ikke mening at sige, at en forsker udelukkende skal holde sig til debatter i videnskabelige kredse og til at kommunikere via råd og komiteer nedsat af regeringer.

Tavshed i forhold til den bredere offentlighed kan i sig selv være med til at opretholde status quo, mener han.

»Ikke at råbe op er jo også et valg, og hvis vi alvorlig talt mener, at de her kriser er alvorlige og farlige, som jeg også personligt mener, så udstråler tavshed ikke den alvorlighed særlig tydeligt.«

Han indskyder, at han har stor respekt for sine kolleger og håber, at flere forskere vil reflektere åbent over og deltage i debatten om deres rolle i den demokratiske proces i lyset af klimakrisen.

Uenig forsker: Kan være undergravende, at roller sammenblandes

Det er imidlertid ikke alle danske klimaforskere, der deler betragtningen om, at forskere skal gå i medierne med for eksempel politiske opråb.

Overfor TV2 har professor Kirsten Halsnæs tidligere rejst kritik af et opråb fra 2019, hvor 11.258  internationale forskere advarede mod klimakrisen. Professoren kritiserede blandt andet, at en stor del af underskriverne ikke reelt forsker i klimaet. 

Grundlæggende mener Kirsten Halsnæs, at man som forsker skal afholde sig fra at bringe sin autoritet og hædersmærke som forsker ind i politiske opråb og aktiviteter.

»Jeg synes, at det er et stort problem, at de to roller sammenblandes,« siger Kirsten Halsnæs, professor i klima og økonomi fra DTU og mangeårigt ledende medlem af FN’s klimapanel, IPCC til Videnskab.dk. 

»På den ene side kan der ske en pseudolegitimering af politiske synspunkter, hvis eksperter bruger deres faglige rolle til at drage konklusioner, ud over hvad der kan begrundes rent fagligt, og ofte også ud over deres faglige kompetencefelt,« fortsætter hun. 

Professoren problematiserer ligeledes, at forskere, der ikke arbejder med klima, bruger deres forskertitel til at give erklæringer troværdighed - samme pointe fremførte flere forskere i 2018 i Kristeligt Dagblad. 

»På den anden side undergraver det også vægten i faglige udsagn, da det kan være svært at skelne mellem holdninger og videnskabsbaserede udsagn. Set fra mit synspunkt er det eksperters ansvar at sikre de klarest mulige grænser mellem deres egen faglige viden og politik. Videnskabsetisk er det et must for god og transparent praksis,« fortsætter professoren.

Debatten om forskeres roller er langt fra ny

Ifølge Frederik Appel Olsen, der lige nu er i gang med et ph.d.-projekt om netop forskningsaktivisme og videnskabsretorik på Københavns Universitet, er debatten om forskerens rolle en interessant, men gammel traver (se også faktaboksen længere oppe).

Han påpeger imidlertid, at man som forsker bliver nødt til at forholde sig til forskningens politiske position – netop fordi omverdenen gør det altid og hele tiden.

»Lige så længe der vil være universiteter, vil der være politiske fløje, der anklager dem for at have en skjult dagsorden - uanset hvor meget neutralitet forskerne efterstræber. Sådan har det været, lige siden de moderne universiteter voksede frem i det 20. århundrede, og det vil bare fortsætte.«

Der er ingen endelig facitliste på, hvordan man skal navigere som forsker i den offentlige debat. Men der vil altid være en form retorisk dilemma som forsker - særligt når forskerollen bringes ind i et opråb om politisk handling, forklarer han: 

• På den ene side er det netop forskernes etos (troværdighed) som fagpersoner, der giver sådanne opråb en gennemslagskraft og virker overbevisende på mange.
• Men modsat kan der også være en generel forståelse af, forskerne skal holde sig til at kommunikere deres forskning.

»Det er et klart dilemma for forskerne: De har noget, de gerne vil samfundet. Men når de siger det, så diskuterer de også deres egen position i samfundet. Når man for eksempel går ud og laver ’March for Science’, skaber man en masse debat indenfor videnskaben som: hvem er vi, hvad skal vi, og hvordan skal vi udtale os?«

I bunden af artiklen kan du få et yderligere perspektiv på, om der er ved at ske et skifte i måden, forskere kommunikerer om klimakrisen på. 

Forskere skal holde sig til formidling

For Kirsten Halsnæs er det helt centrale, at forskere er med til øge forståelsen for alvorligheden af klimaforandringerne, rådgive og generelt oplyse om forskningens betydning i samfundet, fremfor at gå ud med politiske opråb og »legitimere en dagsorden.« 

Og hun er ikke den eneste, der har luftet tanken om at træde varsomt som klimaforsker.

En af de andre danske klimaforskere, der heller ikke var at finde på opråbet, var prorektor ved SDU, Sebastian Mernild. Han var med i et stort opråb i 2018, men uddyber til Politiken, at han dengang fik kritik for sin deltagelse.

Sebastian Mernild er ikke uenig i opråbets budskab og udlægningen af fakta. Han henviser dog til, at klimadebatten er utrolig sensitiv, og det kan give ammunition til klimaskeptikere, der påstår, at det hele er et politisk spil - og derfor takkede han nej til at indgå i dette opråb, ifølge Politiken.    

»Det er ganske enkelt bedre for os klimaforskere at holde os til videnskabelige debatter. Det er min erfaring. Men jeg støtter, at man bruger alle virkemidler for at skabe handling,« udtaler Sebastian Mernild til Politiken.

Hvem skal udfordre rammerne? 

Jens Friis Lund anerkender, at sondringen mellem aktivisme, politik og forskning er vanskelig, og netop derfor er det værd at rejse debatten.

»Politik og forskning kan ikke bare adskilles helt, og hvis man som forsker vælger alene at ’rådgive’ regeringen og Folketinget indenfor rammer fastsat af dem, er det stadig politisk, og hvem skal så udfordre de rammer?«

»Som forskere har vi en rolle i samfundet ved at skulle fungere som uafhængige og kritiske stemmer, hvor vi på baggrund af vores faglighed også deltager samfundspolitisk,« lyder det fra Jens Friis Lund.

Ikke altid sort/hvidt

Om de her opråb forsætter med at have gennemslagskraft, har Jens Friis Lund svært ved at vurdere. Han ser dog ikke, at »der er en sort/hvid spilleplade«, der siger, hvad man skal gøre. 

»Men jeg mener, at det er problematisk, hvis man som forsker ikke råber op, når ens forskning viser, at man er på vej ind på et meget farligt territorium, og der er brug for handling.«

Der er nogle, der mener, at I politiserer forskningen ved at gå ud med den slags opråb. Burde I ikke bare fremlægge og forklare jeres forskning og lade politikerne om resten?

»I en verden, hvor den demokratiske proces gav alle en rimelig stemme – inklusive de fattige mennesker i udviklingslande, børn og fremtidige generationer, som især står til at tabe stort, hvis ikke vi handler på klimakrisen nu, så jo – så skulle vi da bare skrive et lille teknisk dokument, som påpeger de her risici. Det er bare ikke tilfældet,« mener Jens Friis Lund.

Men kan det ikke være svært for modtageren at vurdere, hvor meget af det her der er politik, og hvor meget der er forskning?

»De her opråb bygger på faglig ekspertise. Og selvom man som forsker ikke kan være ekspert i det hele, så mener jeg, at de fleste forskere kan gennemskue, om der er tale om solid og bredt anerkendt viden, og vælge, om de vil underskrive eller ej.«

Jens Friis Lund mener ligeledes, at forskere, der ikke forsker direkte i klimaet, har ekspertisen til at vurdere, om der er fagligt belæg for at råbe politikerne op. 

»Når samtalen for eksempel handler om, hvordan vi afbøder klimaforandringerne – og samspil mellem klima og pandemier – så er forskning i iskerner og klimamodeller altså bare ikke den eneste relevante faglighed til at vurdere det.«