Vores læser Gert er fascineret af vikinger.
Derfor blev han også begejstret, da han for nyligt læste en artikel her på Videnskab.dk om, hvor vikingernes mange skatte er blevet af.
Her kunne han blandt andet læse, at vikingerne plyndrede store dele af Europa og i det hele taget gjorde næsten, som det passede dem.
Det fik Gert til at undre sig over noget, og derfor har han sendt en mail ind til os på Spørg Videnskaben.
»Hvorfor var vikingerne egentlig så overlegne i kamp?« skriver Gert i sin mail til os.
\ Spørg Videnskaben
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Vikingerne vandt ikke alle deres kampe
For bedst muligt at kunne besvare Gerts spørgsmål, har vi igen taget fat i vikingeforsker Else Roesdahl, der er professor i middelalderarkæologi ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.
Hun fortæller dog som det første, at selvom vikingerne ganske vist var frygtede i hele Europa for deres plyndringstogter, var det ikke sådan, at de altid vandt deres kampe, sådan som mange måske tror.
Der findes også mange beretninger om, at vores forfædre fik en ordentlig omgang tæsk, når de tog på togt i andre lande.
»Mange arkæologiske og skriftlige kilder viser, at vikingerne også ofte tabte. Blandt andet kender vi til vikingemassegrave, som vidner om togter, der slog fejl,« fortæller Else Roesdahl.
Overraskelsesangreb var nøglen til vikingernes succes
Når det store regnskab skal gøres op, var vikingerne dog særdeles gode til at tage ud i verden og plyndre klostre, markeder, landsbyer og byer for alt af værdi.
Else Roesdahl forklarer, at én af årsagerne til vikingernes store succes var deres mobilitet.
Vikingeskibene gav skandinavernes krigeriske forfædre en særlig evne til at dukke op som lyn fra en klar himmel og slå til, når man mindst ventede det.
»Det var blandt det, som skete ved angrebet på Lindisfarne i England i 793. Angrebet bliver betragtet som begyndelsen på vikingetiden. Her slog vikingerne til ud af den blå luft i et overraskelsesangreb, som man ikke troede var muligt,« siger Else Roesdahl.
Professoren fortæller også, at andre succesrige folkeslag også har lukreret på deres høje mobilitet til at blive overlegne i kamp.
Det drejer sig blandt andet om det asiatiske nomadefolk hunnerne under kongen Atilla i 400-tallet, den islamiske ekspansion i århundredet efter Muhammeds død i 632 e.v.t. samt ungarerne i 900-tallet.
Vidste, hvornår de skulle slå til
Foruden at være meget mobile havde vikingerne også et fantastisk efterretningsvæsen, som gjorde, at de kunne slå til, netop når mulighederne for udbytte og succes var størst, og modstanden var mindst.
Ifølge Else Roesdahl vidste vikingerne ofte, hvor og hvornår der eksempelvis var et stort marked, som det skete i Nantes i Sydfrankrig i 843.
\ Læs mere
Her i Nantes mødtes store folkemængder årligt på Sankt Hans dag for at fejre Johannes Døberen, og gæt selv, hvilken dag vikingerne dukkede op.
»Vikingerne har vidst, hvad der foregik i de områder, som de slog til mod. Så har de blot ventet på det rettet tidspunkt. Samtidig havde vikingerne vistnok indgået en alliance med en fransk greve, der gerne ville sikre sig byen,« siger Else Roesdahl.
Angreb, når uroligheder ulmede
Vikingerne brugte også landes indre stridigheder til deres fordel.
Hvis der eksempelvis var politisk uro i et land eller et opgør omkring retten til tronen, udnyttede vikinger det i deres plyndringstogter.
Eksempelvis kom Ethelred den Rådvilde til magten i England i slutningen af 970’erne under ikke helt renskurede forhold.
\ Læs mere
Det medførte indre stridigheder i landet, og ikke alle Englands stærke mænd støttede op omkring den unge konge, og så slog vikingerne til.
Det samme gjorde de i Frankerriget i 800-tallet, da kejser Ludvig den Frommes tre sønner gjorde oprør mod deres far.
Både Ethelred og Ludvig var regenter i lande, der ikke stod stærkt, og det vidste mændene fra nord.
»Vi kan se, at lige så snart der opstod ballade i et land, kom vikinger og plyndrede. Via blandt andet deres handelsforbindelser har de vidst, hvad der foregik, og udnyttet det til deres fordel,« forklarer Else Roesdahl.
Lå på lur i nærområdet
Gert bliver måske imponeret over, at information om et marked i Nantes er nået hele vejen fra Frankerriget til Skandinavien, hvorefter vikinger har mobiliseret en flåde og ramt Nantes på præcis den bedste dag at plyndre byen.
Sådan foregik det dog ikke altid, for vikinger var formentlig allerede i området, da de besluttede at udnytte det store marked og alle de skatte, som de kunne stjæle derfra.
»Da først vikingetiden kom rigtig i gang, begyndte store vikingehære også at overvintre rundt om i Europa og kunne hurtigt slå til, når muligheden bød sig,« siger Else Roesdahl.
Vikingerne var rustet til tænderne
Så skal vi til det militære isenkram.
Også her havde vikingerne det, der skulle til for at være en frygtet modstander.
\ Læs mere
Deres økser, sværd, spyd, skjolde, rustninger, buer og pile var fuldt på højde med, hvad man brugte i Europa, og tit af den højeste standard, som datidens smede kunne præstere.
»Faktisk kom en del af vikingernes sværd fra Frankerriget, som lavede exceptionelt gode våben. Men efterhånden som frankerne kunne se deres egne sværd blive brugt mod dem selv, blev det forbudt at sælge sværd til vikingerne,« fortæller Else Roesdahl.
Derudover kendte vikingerne også til brug af belejringsmaskiner som eksempelvis rambukke og katapulter. Den slags blev blandt andet brugt ved belejringen af Paris i 800-tallet.
Taktik var en stor del af vikingernes succes
Vikingerne opretholdt desuden en stærk kommandostruktur (militær organisering) i deres angreb, hvilket også bidrog til deres succes.
Forestillingerne, om at vikingerne sejlede deres skibe op på land og løb hovedkulds ind i den nærmeste by med økser og sværd svingende over hovedet, er ifølge Else Roesdahl ikke særligt præcise.
I stedet må angrebene have været nøje planlagt og udført – både når det gjaldt en gruppe vikinger på nogle få skibe, og ikke mindst når en meget stor vikingehær var i gang.
Ved eksempelvis Svend Tveskæg og Knud den Stores angreb på England i starten af 1000-tallet, bestod vikingernes hære af flere tusinde mand og hundredvis af skibe.
Disse hære må ifølge Else Roesdahl have haft en klar kommandostruktur, og angrebene forløb efter en nøje plan med kongen som den øverste leder.
Vikingerne var gode til at bruge deres våben
Til sidst, men ikke mindst, var de fleste vikinger også ferme med deres våben.
Vikingetiden var en turbulent tid med mange stridigheder, og det krigeriske blev idealiseret.
Det var også et krav, at alle mænd havde en form for våbentræning, da de skulle stå til rådighed, i tilfælde af at hjemstavnen blev angrebet.
Vores forfædre sendte altså ikke rødmossede bondekarle med høtyve på plyndringstogter ude i verden. Det var i stedet veluddannede soldater, som vidste, hvordan man svingede et sværd.
Og så var vikingerne heller ikke bange for at dø.
»Ifølge en saga om en norsk konge, der døde som ung på et togt i Irland, skal han have sagt, at ‘konger skal være til ære, ej et langt liv’, hvilket meget godt viser mentaliteten blandt vikingetidens krigere. Det var ærefuldt at dø på slagmarken efter at have udført mindeværdige bedrifter, og et godt eftermæle var vigtigst af alt,« siger Else Roesdahl.
Vikingerne slog sig ned, og vikingetiden sluttede
Vikingernes krigeriske succeser endte dog, da folk rundt omkring i Europa lærte, hvordan de kunne fratage vikingerne overraskelsesmomentet.
Blandt andet begyndte mange lande at bygge broer over deres floder, så når vikingerne sejlede op af dem på deres togter, blev de et let mål for bueskytter og folk med andre former for kasteskyts oppe på broerne.
Efterhånden slog store vikingegrupper sig også ned rundt om i Europa, blandt andet flere steder i England, eller de lavede fredsaftaler med eksempelvis den franske konge.
En af disse aftaler gik ud på, at vikingerne fik tildelt store landområder i Normandiet, mod at de sørgede for, at andre vikinger ikke sejlede på plyndringstogter op af Seinen.
Og efter kun 250 krigeriske år var vikingetiden ovre, og vikingerne kom aldrig tilbage igen.
Tak for spørgsmålet
Vi håber, at Gert har fået det svar, som han var ude efter.
Vi sætter i hvert fald pris på spørgsmålet og kvitterer med en flot Spørg Videnskaben-T-shirt som tak for det.
Vi takker også Else Roesdahl for igen at hjælpe os med et svar omkring vikingernes liv og færden.
Sidder du inde med et spørgsmål, som, du mener, videnskaben bør kunne svare på, er du altid velkommen til at sende det ind til os på sv@videnskab.dk.
