I filmen 'Being There' spiller den engelske komiker Peter Sellers en ældre herre, der hele sit liv har arbejdet som gartner hos en velhavende familie. Han kender kun til gartneri. Intet andet. Og han har aldrig været uden for haven.
Men da han opsiges, tvinges han ud i det pulserende liv, hvor han højest overraskende ender som økonomisk og politisk toprådgiver.
Hvordan kan dette dog lade sig gøre? Den aldrende gartner ved jo intet om økonomi eller politik.
Forklaringen er, at hver gang han modtager et spørgsmål, svarer han med et udsagn om gartneri. Når han spørges til aktiekurserne, svarer han: »Det bliver regn i morgen.«
Af en eller anden grund tror de magtfulde økonomer, at gartneren er et geni. Derfor opfatter de gartnerens udsagn som værdifulde metaforer, der foregriber politiske og samfundsmæssige tendenser.
LÆS OGSÅ: Metaforer kan hjælpe kræftpatienter
Gartneren og økonomen taler forskellige sprog
Historien om gartneren er selvfølgelig ekstrem.
Gartneren og økonomerne taler om helt forskellige ting. De taler forskellige sprog.
Men begge parter oplever faktisk, at de har en meningsfuld dialog. De oplever, at de bliver forstået, og at de forstår modparten.
Men det gør de ikke. I bund og grund er de isolerede med deres budskab uden direkte kontakt til hinanden.
Heldigvis er det anderledes for os andre. Eller er det?
LÆS OGSÅ: Verdens sprog har et fælles slægtskab
Bedstemor som et toøjet monster
Vi ved godt, at vi bliver nødt til at fortolke vores omverden, og vi ved, at det, vi tror, vi ved om vores verden, ikke nødvendigvis er sandt.
Gennem tiden har mange beskæftiget sig med dette sælsomme faktum.
En af disse er den schweiziske udviklingspsykolog Jean Piaget, som i første halvdel af 1900-tallet på skræmmende vis demonstrerede, hvordan mennesker oplever verden ud fra egne hjemmelavede forestillinger.
år et barn fødes, er disse forestillinger endnu ikke etablerede. Derfor ser det nyfødte barn ikke den verden, vi andre ser. De ser ikke mennesker, stole, bogstaver og ansigter. I stedet ser de et kaos af lys, for de ved ikke, hvad de kan forvente at se.
De to begejstrede bedsteforældre, som hånd i hånd betragter barnet, kan være et tohovedet monster med fire arme. Barnet er ikke i stand til at opfatte bedsteforældrene som to uafhængige størrelser, for det ved ikke, hvordan et menneske bør se ud.
Men efterhånden får barnet flere erfaringer, og det begynder at opdele verden i små kasser, så det ved, hvad der er en bold, et menneske, en hånd, osv.
LÆS OGSÅ: Hvordan tænker spædbørn?
Uden kategorier ser vi uhyrer overalt
Livet igennem møder vi mennesker dog igen og igen ting, som ikke umiddelbart kan kategoriseres. Det gør os forvirrede og bange. Vi ser også ting, som ikke er der.
I filmen 'Alien' fra 1979 koloniseres et rumfartøj af et fremmed væsen. Hovedpersonen Ripley må gennemsøge hele det store rumskib for at finde frem til udyret, men hun ved ikke, hvordan væsnet ser ud. Publikum ved heller ikke, hvad de kan forvente.
Pludselig forvandles rumskibets normale interiør til mulige kropsdele på en alien. Da en gummislange ryger ned fra loftet, får både Ripley og publikum et chok og tror, det er en slags alien-arm, alien-hale, alien-hugtand eller noget andet.
Det er ikke, fordi vores øjne pludselig fungerer mindre godt. Det er blot fordi, vi ikke baserer vores oplevelse på de normale forestillinger.
Vi har for en stund sat de vante kategorier i parentes, fordi vi ikke ved, hvad vi kan forvente.
Er lampen rent faktisk en lampe?
At forstå verden ud fra kategorier er både temmelig smart og temmelig uhyggeligt.
Det er smart, fordi det gør os i stand til lynhurtigt at tolke vores omgivelser. Når vi kommer ind i en fremmed stue, ved vi ret hurtigt, hvad der er i stuen. I stedet for et kaos af lys og skygge ser vi lamper, borde og billeder på væggen.
På den anden side er det også uhyggeligt, fordi vores opfattelse af verden er opdigtet. Vi ved ikke, om det, vi tror, er en lampe, rent faktisk er en lampe. Vi har ikke undersøgt det. Men vi regner med det.
På samme måde som vi regner med, at det, der står ved siden af bordet, er en stol, og det, som børnene spiller med i haven, er en bold.
Verden er fuld af optiske bedrag
Nogle vil måske indvende, at denne diskussion er spekulativ. I langt de fleste tilfælde er verden vel, som vi tror, den er.
Det er der dog intet, der tyder på.
I midten af 1800-tallet opdagede den tyske astrofysiker Johan Zöllner en optisk illusion, som senere blev kendt under navnet Zöllner-illusionen.
Synsbedraget går ud på, at beskueren præsenteres for en række streger, som forekommer at være skæve men i virkeligheden er parallelle.
Senere er mange andre optiske illusioner kommet til, bl.a. Poggendorff-illusionen, Frasers spiralillusion, og Müller-Lyer-illusionen.
Pointen er, at vores syn snydes. Vi ser pletter, der ikke er der. Vi ser spiraler, hvor der er cirkler. Figurer forsvinder for vore øjne og bliver usynlige.
'Sorte er dovne, hvide er flittige'
Endnu værre står det til, når det handler om mellemmenneskelig kommunikation.
Talrige socialpsykologiske eksperimenter viser, hvordan vi tillægger forskellige grupper bestemte karaktertræk.
I 1930’erne viste Katz og Braly, hvordan sorte mennesker dengang ofte blev opfattet som dovne og uvidende, hvorimod hvide amerikanere blev opfattet som flittige og intelligente.
I dag er lignende etnisk funderede fordomme demonstreret bl.a. af den berømte tyske journalist Günther Wallraff, som i sin karriere er gået undercover både som tyrkisk gæstearbejder og somalisk krigsflygtning.
LÆS OGSÅ: Har sorte mennesker mere rytme end hvide?
Vi ser ned på mennesker fra 'lave' kategorier
Mennesker tolkes og behandles altså ud fra den kategori, de tilhører.
Når professoren holder en længere tænkepause, ses det som et tegn på refleksion. Hvis rengøringsassistenten gør det samme, opfattes det som tegn på jævn tankevirksomhed.
Når den succesfulde teaterinstruktør lancerer en ordinær idé, ses det som 'work in progress'. Hvis kassedamen gør det samme, tolkes det som udtryk for banalitet. Listen er uendelig.
Dagligt oplever grupper af mennesker i Danmark, hvordan de konsekvent ignoreres, mistolkes og tales ned til; handicappede, sekretærer, parkeringsvagter, osv.
Præcis ligesom gartneren, der bliver opfattet som et økonomisk geni uden at være det. Bare omvendt.
LÆS OGSÅ: Det er umuligt at tale neutralt om indvandrere
Kan kunst vurderes uden kategorier?
Et eksperiment fra kunstens verden demonstrerer på spøjs vis, hvorledes vi er indsvøbt i misforståelser og illusioner om vores medmennesker.
I forsøget blev der produceret kunst af både semiprofessionelle kunstnere og lægfolk. Denne kunst blev herefter vurderet af en række fokusgrupper i en såkaldt blindtest.
Grupperne, der vurderede kunsten, vidste altså absolut intet om dem, der havde skabt værkerne, eller hvordan værkerne var blevet skabt.
Forsøget pegede på, at det ikke synes muligt for folk at forholde sig til kunst i sig selv.
I grupperne diskuterede man således heftigt, hvem der mon havde lavet værkerne og hvordan. Var det mon børn, gamle, mænd, kvinder, professionelle, amatører, et band, en computer?
Ofte blev vurderingen foretaget ud fra spekulative antagelser; »Jeg synes, det er godt, hvis det er lavet med hans egne hænder,« og »Hvis det er meningen, kan jeg lide det, men ikke hvis det er en fejl,« var nogle af kommentarerne.
LÆS OGSÅ: Hvornår er et kunstværk et kunstværk?
Er den professionelle pianist amatør?
Fokusgrupperne var altså først i stand til at evaluere kunsten, når de havde opdigtet en slags hovedperson og en sammenhæng, de kunne forholde sig til.
Til trods for hvad mange mennesker hævder, er det altså næppe muligt alene at forholde sig til et budskab. Budskabet forandres alt efter, hvilke forestillinger man har om afsenderen.
Det sjove er, at alle forestillinger viste sig at være mere eller mindre ukorrekte.
Den professionelle pianist blev regnet for amatør og beskyldt for at bruge computeren til at simulere klaverlyde. Og pigen uden musikalsk baggrund blev rost til skyerne for sit fine klaverspil.
I virkeligheden havde pianisten indspillet et meget teknisk krævende stykke musik, og pigen havde brugt computeren til at simulere klaverspillet.
Publikum forstår ikke kunstneren
Endvidere stillede studiet spørgsmålstegn ved vores grundlæggende opfattelser af kommunikation.
I forsøget blev både publikum og kunstnere bedt om at fremhæve det bedste ved værkerne. Resultatet var overraskende.
Forsøget viste meget lidt sammenhæng mellem kunstnernes og publikums vurderinger.
Således fremhævede fokusgrupperne i reglen helt andre positive detaljer ved værkerne end kunstnerne. Tilmed var der ofte tale om direkte modstridende udsagn, i den forstand at kunstnerens yndlingsdetaljer blev fremhævet af publikum som de mest mislykkede.
Med baggrund i det beskrevne forsøg, ville det være urimeligt at antage, at publikum og kunstnere som hovedregel forstår hinanden.
Naturligvis bør det indvendes, at et sådant eksperiment ikke uden videre kan sammenlignes med den virkelige verden. I forsøget kendte publikum jo intet til kunstneren, og derfor var mulighederne for misforståelser større.
LÆS OGSÅ: Asger Jorn: Hvad ville han egentlig sige med sine værker?
Madonna – talentfuld sangskriver eller halvnøgen showdanser?
Selv om forsøgspersonerne i kunstforsøget ikke kendte noget til kunstnerne, er der noget, der tyder på, at samme typer af vildfarelser præger den hverdag, vi alle er del af.
Tænk på popstjernen Madonna. I hele den første periode af hendes karriere blev hun i reglen opfattet som en slags showdanser uden evne til at skrive egne sange, selv om hun både i interviews og på CD-covers tydeliggjorde, at hun var komponist og tekstforfatter.
Men denne oplysning blev i det store og hele ignoreret. Det var tilsyneladende for svært at forestille sig en kvinde i sexet tøj på høje hæle være en ægte kunster.
I stedet blev Madonna puttet i den samme kategori, som kvinder gennem århundreder er blevet puttet i. Altså kategorien med de sexede og halvnøgne kvinder, der ikke har mange brikker at flytte rundt med.
Virkeligheden blev altså forvrænget for at passe ind i den etablerede forestilling.
Vi møder hinanden med fordomme
Vi tror, vi forstår hinanden, men det gør vi ikke. Og så alligevel. Vi prøver at forstå hinanden, og jo mere vi prøver, jo større chancer er der for, at det lykkes.
Men vi kan ikke blot forudsætte, at vi forstår og bliver forstået. Ofte lever vi i en boble, hvor vi føler os i dialog med omverdenen uden at være det. Det kan parterapeuter blandt andre bekræfte.
Men der er lys forude. Madonna blev efterhånden anerkendt for sin kunst, og etablerede fordomme blev for en stund tilsidesat.
Ligeledes giver åben dialog mulighed for, at mennesker forstår hinanden bedre. Men det kræver arbejde og energi, og det kan kun gå for langsomt.
Vi mødes alle med etablerede forestillinger – eller fordomme om man vil. Nogle er privilegerede og mødes med positive forventninger. Andre mødes med det modsatte.
Det er nødvendigt at nedbryde kategorierne
Alle har behov for at blive forstået og ikke blot defineres på forhånd.
Derfor skal kategorier som 'den stille pige', 'direktøren', 'medlemmet af Dansk Folkeparti', 'bankrådgiveren' og 'SOSU-assistenten' nedbrydes.
Vi har brug for at opbygge kategorier for at kunne agere i denne verden, men vi har også brug for at rive dem ned igen og kvalificere vores fortolkninger.
Kategorier udgør altid en forenkling, og vi har brug for løbende at nuancere de briller, vi betragter med.
Det er hverken praktisk muligt eller anvendeligt blot at opfatte verden i al dens kaos og mangfoldighed. Men det betyder ikke, at vores blik ikke kan blive gradvist skarpere i takt med, at vores kategorier udvikles og kvalificeres.
Barnet, der undersøger verden, opnår gradvist en mere adækvat forståelse af verden. Denne læreproces hører ikke blot barndommen til, men bør fortsætte hele livet.
