Åbner du en lærebog på et hvilket som helst sprog, eller kommer du til en hjemmeside tilknyttet en lærebog, er du ikke i tvivl om, at det er netop det: En tekst, som er udviklet for at lære nogen noget.
»Om det er norsk eller kinesisk, så genkender vi layout og præsentationsmåder,« konstaterer professor Bente Aamotsbakken ved Høgskolen i Vestfold i Norge.
Hun har undersøgt, hvordan opgaver og øvelser bliver brugt i undervisningen.
»Klynger af tekst, punktopstilling, farvet baggrund – dette er gennemgående både i begyndelsen, i midten og i slutningen af et kapitel eller et opslag.«
»Dygtige elever lærer sig hurtigt, at disse punktopstillinger giver et godt pejlemærke om, hvad der er vigtigt i teksten, mens opgaverne er vigtige som kontrol og som udgangspunkt for videre refleksion eller bearbejdning.«
Nye medier - gamle opgaver
Bente Aamotsbakken peger på, at læremidlerne er blevet meget mere multimodale og multimediale; hjemmesider er taget i brug i tilknytning til læremidlerne. Alt dette stiller helt nye krav til elevens læsekompetence og skrivekompetence, noget som fører til, at kravene både til elev og til lærer er højere end tidligere.
Nye medier udvikler sig på den ene side hurtigere end de gjorde for nogle årtier siden.
På den anden side byder nye medier på nye muligheder for læring, noget som skulle gøre dem til en fordel for undervisningen.
»Det lidt paradoksale er, at midt i alt dette ser vi, at opgaverne og øvelserne i lærebøgerne fortsat er de samme.«
Bente Aamotsbakken mener, at dette hænger sammen med tunge traditioner i uddannelsessystemet. Hun fremhæver to eksempler for at vise, hvad hun mener.
Lærebøger lever ikke op til egne beskrivelser
Tekst er i dialog med andre tekster i et enormt tekstrum; dette gælder selvfølgelig også tekster i læremidler.
Hvordan man i sin egen tekst forholder sig til andres, er meget et kulturelt spørgsmål: I nogle kulturer og sammenhænge er det vigtigt at lægge sig tæt op mod tidligere tekster, mens vi i andre sammenhænge, som i den norske skole, er optaget af, at eleverne skal lære kildekritik og kritisk tænkning.
Desto mere påfaldende er det, hvordan ens læremidler er. Ikke mindst ser opsætningen af opgaver og øvelser ud til at gå i arv, uanset medie og uanset fag.
»Vi ser for eksempel ofte, at opgaverne i lærebøgerne beder eleverne om at bruge kilder, mens lærebogen selv sjældent lever op til egne standarder og dermed ikke bliver noget godt eksempel for de studerende.«
»Det er sjældent, at lærebogsforfatterne opgiver, hvilke kilder de selv har brugt,« siger Bente Aamotsbakken.
Hun mener, at dette viser, at lærebogsforfatterne i høj grad bruger tekster, som de selv eller andre har skrevet tidligere, og at de i høj grad er bundet af traditioner og konventioner. Dette kan skyldes pres fra forlagsredaktører, fagplaner eller behov for at forny indholdet i et fag.
Forfattere er med andre ord ikke helt uafhængige, når de skaber nye lærebøger eller hjemmesider. De responderer på forventninger, krav og ønsker, som ligger indlejret i læremiddelkulturen.
Lærere bremser elevernes fantasi
Et af eksemplerne, som Bente Aamotsbakken trækker frem for at belyse traditionerne i uddannelsessystemet, er fra en 2. klasse, hvor temaet var Ikaros-myten (RLE-faget: Religion, Livssyn, Etik).
Vi husker Ikaros, som trodsede sin far kongen og fik lavet et par vinger af voks, som gjorde, at han kunne flyve. Desværre kom han for tæt på solen, vingerne smeltede og Ikaros styrtede i havet.
»Her er der meget at tage fat i: Her er der konger og mennesker, som kan flyve. Eleverne spekulerede på, om kongen havde krone på og om vandet var koldt. Læreren gjorde det hele til en opdragende historie om ulydighed.«
»For mig som forsker, som observerede timen, blev dette en oplevelse til eftertanke,« kommenterer Bente Aamotsbakken.
»Enhver brug af elevernes fantasi og viden blev som udgangspunkt stoppet her!«
Kunst-sammenligninger holdt ikke
Det andet eksempel, som Bente Aamotsbakken trækker frem, henter hun fra en 5. klasse, hvor temaet denne dag var ’Det Hellige’ (RLE-faget: Religion, Livssyn, Etik).
Lærebogen slår på den ene side fast, at ’Det Hellige’ er vældigt svært, for ikke at sige umuligt, at forstå. Det er ganske enkelt for abstrakt. Derefter forsøger bogen sig med en metafor, hvor forfatteren sammenligner det hellige med kunst.
To teoretiske begreber med en høj grad af abstraktion (det hellige og kunst) gjorde ikke eleverne meget klogere.
»Af det kunne jeg observere i klasseværelset, fungerede sammenligningen ikke sådan, at eleverne bedre kunne forstå, hvad det hellige kunne være. Den bidrog snarere til at gøre det hele endnu mere svært at forstå,« siger Bente Aamotsbakken.
Traditionerne overlever
Det er opgaverne, som ofte giver grundlag for læring, undervisning og evaluering. De vil fortsat præge undervisningen, ikke mindst fordi metodikken i undervisningen ikke ser ud til at ændre sig med nye medier, der introduceres.
»Skolerne har computeren installeret og klar til brug, men det, vi som forskere ser og observerer i klasseværelserne og gennem interview, er temmelig konventionel undervisningspraksis. Brug af opgaver på papir, samtaler om temaer fra lærebøger, hjemmearbejde ved hjælp af arbejdsbøger.«
»Det er sjældent at se, at opgaver er knyttet til interaktive eller digitale medier. Opgavetraditionen lever med andre ord videre i bedste velgående – med punktopstillinger, farvet baggrund, rammer og det hele.«
»Dette er et forhold, man er nødt til at tage fat i for at udnytte det potentiale, der ligger i brug af nye medier,« afslutter Bente Aamotsbakken.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
