»Han ødelægger mit hus!« – eller hvorfor samarbejde ikke altid giver bedre idéer

Ofte kædes kreativitet sammen med samarbejde. Det hævdes, at kreativteten blomstrer, når mange mennesker involveres.

I en rapport fra Lego Learning Institute fra 2010 argumenteres der for eksempel for, at børn og unge ikke hæfter sig ved personligt ejerskab. Det er ikke min eller din idé. Den er vores.

Forestillingen om den kollaborative kreativitet er på mange måder inspirerende. Men denne positive tilgang til samarbejde kan betyde, at man overser nogle af de problemer, der kan opstå, når vi skal samarbejde.

Vi kan nemlig gå hen og miste motivationen, hvis vi ikke føler, at vi har ejerskab over det, vi har skabt. I denne artikel vil vi præsentere to eksperimenter, som illustrerer, at 'for mange kokke godt kan fordærve maden'.

\ Læs mere

Kreativitet er blevet allemandseje

Kreativitetsstafet som værktøj til idéudvikling

Vi udførte to eksperimenter i samarbejde med studerende på University College Absalon: Et med Lego-byggeri blandt børn på 6-9 år og et med spiludvikling blandt voksne studerende.

Målet var at undersøge, hvordan forskellige former for samarbejde kan fremme kreativitet, og hvilken rolle følelsen af ejerskab har i denne forbindelse. Først og fremmest undersøgte vi processer, hvor det kreative produkt blev overdraget gentagne gange ligesom i en stafet.

En kreativitetsstafet går ud på, at en idé udvikles og overdrages til andre, der herefter udvikler videre på idéen. Herefter overdrages idéen igen til andre, der fortsætter det kreative arbejde og så videre.

Rent teoretisk burde en stafetproces være god til at skabe flere og mere mangfoldige idéer samt nye kombinationer af idéer. Derudover kan stafetten fremprovokere uforudsete hændelser og tilfældigheder og dermed bane vejen for kreative og overraskende idéer.

Det var bare ikke det, vi så i vores to eksperimenter.

\ Læs mere

Omfavn livets tilfældighed

Eksperiment nummer 1: At bygge et hus

I det første eksperiment undersøgte vi kreative processer blandt skolebørn i alderen seks til ni år.

Vi samlede otte børn i et rum og placerede en mængde legoklodser foran dem. Børnene fik at vide, at de skulle bygge en by med en masse fantasifulde huse. Hvert barn skulle lave sit eget selvopfundne hus.

Processen varede 45 minutter. Herefter præsenterede børnene deres huse for hinanden.

Et par dage efter samledes de samme børn igen. Denne gang skulle de også lave en fantasifuld by. Men de skulle være sammen om processen.

Hvert barn startede med at bygge et hus. Efter ti minutter skulle børnene skifte plads og bygge videre på én af de andre børns huse.

Vi gentog processen tre gange, så de alle var med til at bygge på tre huse. Til sidst fortalte børnene om det hus, de havde bygget på til sidst. Eksperimentet blev udført af studerende og forskere på tre skoler.

Det er mit hus!

Vi havde i eksperimentet fokus på at følge børnenes proces og kvaliteten af det endelige resultat.

I forhold til processen udviste børnene generelt stor frustration i forbindelse med kreativitetsstafetten. Nogle børn nægtede at overlade deres hus til andre. Andre børn satte sig i et hjørne og ville ikke fortsætte arbejdet.

Nogle børn blev vrede på de andre børn, der havde overtaget deres hus, og sagde »han ødelægger mit hus!«. Andre børn gik med på legen, men uden videre entusiasme.

I forhold til det endelige produkt – det færdige Lego-hus – var forskellen også tydelig mellem den gruppe, der arbejdede ud fra en stafetmodel og den gruppe, der ikke gjorde.

I processen, hvor børnene arbejdede individuelt med deres hus fra start til slut, nåede børnene relativt langt. Men i kreativitetsstafetten gik processen snarere i stå. Derfor forekom resultatet at være mere ufærdigt.

Eksperiment nummer 2: At udvikle et spil

I det andet eksperiment undersøgte vi kreative processer blandt studerende på en videregående uddannelse.

80 pædagogstuderende blev placeret i 16 grupper. Hver gruppe blev bedt om at udvikle et læringsspil til det pædagogiske praksisfelt (skoler, børnehaver, specialskoler). Forløbet varede seks uger.

Tre gange var de studerende ude i institutioner og afprøve spillet. Efter hver gang videreudviklede de spillet med baggrund i tilbagemeldinger fra målgruppen.

Cirka halvdelen af de studerende udviklede på det samme spil fra start til slut. Den anden halvdel overdragede spillet til en ny gruppe efter hver afprøvning med målgruppen. Det vil sige, at hver af disse grupper arbejdede med tre forskellige spil.

Ved hver overlevering blev information om de seneste udgaver af spillet og målgruppens feedback videregivet. Til sidst fik grupperne deres oprindelige spil tilbage og kunne nu udarbejde spillets endelige form med baggrund i idéer og materiale produceret af de andre grupper, der undervejs havde bidraget til spillet.

\ Læs mere

Fup eller fidus: Kan strøm til hjernen øge kreativiteten?

Som at give sit barn fra sig

I starten af processen var mange studerende positive over for idéen om at skulle give deres spil videre.

Enkelte udtrykte dog frustration. For eksempel sagde en studerende, »det er som at give sit barn fra sig!«.

Undervejs i processen dalede motivationen kraftigt. Mange studerende oplevede, at de andre studerende ikke tog ordentlig hånd om videreudviklingen af deres spil.

Denne stemning spredte sig: »Når de andre ikke gør noget ud af vores spil, gider vi heller ikke at gøre noget ud af de andres spil«.

I løbet af processen opstod der trods alt spændende videreudviklinger af læringsspillene. Men de nye idéer blev sjældent taget i brug af de efterfølgende grupper.

Den begrænsede motivation blev afspejlet i det endelige resultat. Alle de udviklede læringspil blev vurderet af en ekstern jury. Generelt blev de læringsspil, som var udviklet i kreativitetsstafetten, rangeret lavere end dem, der var udviklet i sammenligningsgruppen.

Det, vi skaber, bliver en del af os selv

Organisationspsykologen Elizabeth Rouse reintroducerede i sin ph.d.-afhandling fra 2013 begrebet ’psykologisk ejerskab’. Dette opstår, når individer skaber noget, som de føler er deres kreation.

Hendes forskning tog udgangspunkt i de kreative medarbejdere i et computerspilfirma. Her var arbejdet organiseret på en måde, der minder om den kreative stafet, som vores forsøg også tog udgangspunkt i.

Gennem interviews fandt Rouse ud af, at de kreative medarbejdere i firmaet var frustrerede over stafetprocesserne. Ofte oplevede medarbejderne, at det var utilfredsstillende, når andre ændrede på deres idé.

Og fordi ingen for alvor følte sig ansvarlige for det samlede produkt, blev det faktisk forringet.

Samme tendens kan ses i forhold til brainstorming, hvor eksperimenter viser, at det enkelte individ kan miste følelsen af ansvar og ejerskab til den kollektive proces.

Meget lig vores to eksperimenter med skolebørns husbyggeri og pædagogstuderendes spiludvikling.

Dette kan kædes sammen med, at vi føler en identifikation med det, vi producerer – det bliver 'en del af os selv'. Derfor kan man høre folk, der skal videregive deres idé sige, at 'det er som at give sit barn fra sig'.

Men hvad skal vi så gøre i stedet? Skal vi helt stoppe med at arbejde kreativt sammen i stafetlignende former?

Kreativt samarbejde kan også være en god ting

Selvfølgelig er svaret ikke så simpelt. Langt fra alle stafetprocesser er problematiske.

Som Rouse pointerer, er folk forskellige, og nogle mennesker trives mere end andre i arbejdsfællesskaber, hvor man videregiver idéer til andre og deler psykologisk ejerskab med ens kollegaer.

Derudover kan psykologisk ejerskab til kreative produkter i højere grad deles mellem kollegaer, hvis de har tillid til hinanden og tror på, at deres idéer vil blive forvaltet ordentligt.

Endelig giver overdragelser af idéer mere mening, hvis det simpelthen er nødvendigt for udviklingen af det kreative produkt at inddrage forskellige eksperter. For eksempel når en filminstruktør kontakter en komponist for at få lavet et musikalsk soundtrack.

Lad både kollektivt og individuelt ejerskab komme til sin ret

Tilbage står at nogle former for samarbejde kan udfordre følelsen af psykologisk ejerskab og derved virke demotiverende.

Her er det vigtigt ikke at være fordømmende over for individets behov for ejerskab. Man bør altså ikke se folk som selvcentrerede, egoistiske, asociale eller særligt individualistiske, blot fordi de har behov for at have herredømme over deres eget kreative produkt.

Men det er også vigtigt, at forsøge at udvikle modeller og miljøer, der kan fremme succesfulde kollektive processer. Udfordringen i skole, uddannelse og arbejdsliv er at skabe et miljø, hvor der er gensidig tillid til, at idéer håndteres ordentligt og viderebringes til det næste trin på bedst mulig måde.

Her kan det være væsentligt at træne forskellige stafetlignende processer.

Målet er at udvikle et miljø, der favner forskellige typer af kreativitet, og hvor der er rum til både kollektiv og individuel psykologisk ejerskab.

\ Læs mere

Samarbejde får vores hjerter til at slå i takt

\ Læs mere

Forskere: Styret leg giver mindre kreative børn