Vi mennesker bliver til stadighed erstattet af maskiner, som kan udføre arbejdet billigere og mere effektivt.
Nu er denne udvikling også nået til kunstverdenen, og dem, der analyserer og tolker kunstværker, kommer måske snart til at skulle konkurrere mod computere.
Periodebestemmer malerier
Nu er det nemlig lykkedes forskere fra University of Girona og Max Planck-instituttet at vise, at computere kan programmeres til at se forskel på malerier fra forskellige perioder.
Det, at kunst placeres i kunsthistoriske perioder, som klassicismen, ekspressionismen og surrealismen, kan have stor betydning for hvordan værket opleves og hvor meget det er værd, fastslår forskerne i undersøgelsen. Dog er er computernes kunstforståelse foreløbig på et ret lavt niveau sammenlignet med menneskets.
Resultaterne er publiceret i det forrige nummer af tidsskriftet Computers and Graphics.
For at identificere og periodebestemme et maleri ser computeren på penselbredde, materialetype, farvepaletten og komposition.
Kan forenkle museumsarbejdet
Forskerne fremviste også malerier fra 11 forskellige kunsthistoriske perioder til personer uden nogen særlig viden om kunst og blev overraskede over, hvor dygtige de var til at gruppere billeder.
Ud over penselbredde og farver ser vi mennesker også efter bestemte objekter eller scener i maleriet, og om det er et portræt, landskabsmaleri eller stilleben.
De med lidt mere kunstviden vurderer også den historiske kontekst og viden om kunstneren og tendenser i kunsten, skriver forskerne.

Forskerne bag undersøgelsen forestiller sig, at deres arbejde kan anvendes i udviklingen af billedanalyseprogrammer, og at arbejdet med at klassificere værker ved museerne kan forenkles.
Afslører falske malerier
I en anden undersøgelse, foretaget ved Dartmouth College i USA, viser forskerne en ny metode, som kan afsløre falsk billedkunst. Denne undersøgelse er publiceret i det seneste nummer af tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.
Den nye metode, som forskerne har udviklet, går ud på at opdele et kunstværk i 144 kvadrater. Derefter laves et nyt sæt dele på samme størrelse som billedkvadraterne. En computer viderebearbejder disse dele, således at når to eller flere af dem kombineres, kan hvert af kvadraterne fra det originale kunstværk genskabes.
Målet med denne bearbejdning er at kunstværkerne skal kunne reproduceres ved hjælp af så få dele som muligt.
Kan give os bedre indsigt
Forskerne testede metoden på værker af den flamske kunstmaler Pieter Bruegel den ældre. Han var særdeles populær i 1500-tallet, og hans værker er kendt for at være blevet imiteret og forfalsket, blandt andet af hans egen søn.
De eksperimenter, forskerne udførte, viste, at de computergenererede dele kunne rekonstruere Brueghel den ældres ægte værker, men ikke de falske.
Professor Daniel N. Rockmore, som er en af forfatterne bag undersøgelsen, siger til BBC News, at metoden ikke blot kan bruges til at afsløre falske værker, men at den også kan give os mere indsigt i hvordan kunstneres teknik og stil forandrer sig over tid.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
































