Trækninger i øjet skaber optiske illusioner
Synsbedrag er øjnenes måde at skærpe vores sanser på, og hjernen kan godt skelne øjets synsindtryk fra virkelig fare. Men hvad er synsbedrag, og hvad er virkelighed? Se her, hvordan øjet snydes af billeder af roterende slanger.

Synscentret opfatter de røde striber som det normale, altså som baggrunden, og ser de blå striber i forhold til dem. Derfor ser de blå striber ud til at være vredet mod venstre, selv om de faktisk står lodret. (Figur: Forskning.no, efter en figur fra University of Sydney)

Når vi lader os snyde af synsbedrag, skyldes det, at øjet sørger for, at vi holder sanserne skærpede. Hvis vi får de samme synsindtryk hele tiden, sløves sanserne, og det kompenserer øjnene for ved at bilde hjernen ind, at der er bevægelse.

Men der er mange mekanismer bag synsbedrag. For nylig har to forskningsrapporter vist os, hvordan hjernen fortolker forgrunden ud fra baggrunden.

Og nogle gange lader hjernen sig bedrage – for eksempel af billeder, hvor det ser ud som om, cirklerne bevæger sig, eller som om lodrette streger tilter mod venstre.

Synscentret snyder os

Se først nøje på de blå striber i midten af den første figur. Står de lodret eller ej?

Hvis du synes, at de hælder mod venstre, er du i godt selskab med resten af menneskeheden. Nu har australske forskere fundet ud af hvorfor.

Bedraget opstår tidligt på vejen fra øjet til hjernen. Allerede i synscentret har hjernen bestemt sig for, at de blå streger er drejet.

Når disse småsvimlende synsindtryk skal fortolkes af bevidstheden, er hjernen hjælpeløs. Den går i stå, hvad enten vi vil det eller ej.

Mod det normale

Forklaringen ligger i omgivelserne. Hjernen prøver at finde ud af, hvad der skiller sig ud fra det normale.

Og det normale er omgivelserne, baggrunden, det som ikke skiller sig ud.

Ude på havet? Alt, hvad der stikker op fra vandoverfladen er af interesse, for eksempel for udkigsmanden på Titanic.

Udenfor om natten? Alt, hvad der lyser op, er af interesse. Astronomerne kigger mod de uendeligt små lyspunkter, som vi kalder stjerner, ikke mod uendeligheden af mørke.

Striber på et billede? De røde striber i baggrunden er det normale, og forgrunden skiller sig ud – de blå striber ser altså ud til at være vredet mod venstre.

Snurrende slanger

Men verden står ikke stille. Det, som er imod det normale, er ikke bare farve og form. Det kan være bevægelse.

Lige siden vi var frygtsomme dyr på savannen, har vi været på vagt. Den, som ikke er opmærksom på løvens langsomt viftende hale, bliver spist. Den mindste bevægelse i græsset kan være en giftig slange.

Japaneren Akiyoshi Kitaoka har lavet de roterende 'slanger' på den næste figur.

Her kan du se flere roterende slangefigurer af Akiyoshi Kitaoka.

Vi oplever, at figurerne roterer, fordi de store kontraster i billedet gør, at de små trækninger i øjeæblet, mikrosakkaderne, ikke kompenseres i hjernen som normalt. (Figur: Akioshi Kitaoka)

Men hvorfor snurrer de rundt? Akiyoshi Kitaoka er professor i psykologi ved Ritsumeikan-universitetet i Kyoto, og han har selv forsøgt at finde svaret.

Nu har han fået hjælp af den amerikanske neurolog Stephen Macknik og hans kollegaer. De har publiceret en artikel i tidsskriftet Journal of Neuroscience.

Se også Stephen Mackniks hjemmeside med mange spændende illusioner.

Små trækninger

Forklaringen ligger formentlig i måden, vi holder os årvågne på.

Sanserne bliver nemlig sløvede, hvis vi modtager de samme indtryk hele tiden. Dette problem har øjet fundet sin egen løsning på.

Når vi stirrer mod et punkt, stirrer vi ikke helt stift og urørligt. Uden at vi mærker det, foretager pupillerne små trækninger. De kaldes mikrosakkader.

De får billedet til at flytte sig lidt frem og tilbage over nethinden, så de lysfølsomme nerveceller får variationer at arbejde med.

Filtret fusker

Men hvad så, hvis græssets bevægelser virkelig er fra en slange? Hvordan kan øjet skille denne bevægelse fra bevægelserne, som mikrosakkaderne hele tiden laver?

Svaret ligger i hjernen. Hver gang en mikrosakkade trækker til, ved hjernen det. Ubevidst korrigerer hjernen for disse små bevægelser og filtrerer dem væk fra vores opmærksomhed.

Men den livsfarlige, lille bevægelse i græsset slipper igennem …

Og hvad så med de roterende slanger, som Akiyoshi Kitaoka har lavet? Stephen Macknik har nu fundet ud af, at det er filtreringen af mikrosakkaderne, der svigter.

Læs mere i denne artikel i Discover Magazine.

Alle kontrasterne i figuren gør hjernen forvirret: Hvad er ubevægelig baggrund? Hvad er normalt, og hvad er imod det normale? Hvad er mikrosakkader, og hvad er en livsfarlig bevægelse?

Slangen lever…

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

Videnskab.dk's manifest

5 spørgsmål, du bør stille dig selv, når du læser om forskning


Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Det sker

26/09 kl. 19:00
Oplægsholder
Adresse
Chr. Hansen Auditoriet på Center for Sundhed og Samfund, Bartholinsgade 4A, 1356 København K
I samarbejde med