Forskere: Nationalmuseets påstande om vores forskning i Egtvedpigens oprindelse er misvisende

Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden er nogle af Danmarks bedst bevarede bronzealderfund.

De senere år har Nationalmuseet publiceret nogle opsigtsvækkende studier, der tydede på, at ingen af de to 16-18-årige nationalklenodier faktisk var danske.

Tværtimod var de indvandret fra Sydtyskland og Tjekkiet (læs Videnskab.dk-artiklerne ’Sensationel afsløring: Egtvedpigen er ikke dansk’ og ’Nyt bronzealder-chok: Skrydstrupkvinden var også indvandrer’).

13. marts publicerede vi et studie i Science Advances, som vender op og ned på disse konklusioner.

Vores undersøgelser viser nemlig, at Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden sagtens kan stamme fra Danmark. Det baserer vi på nye analyser af grundstoffet strontium fra de områder, hvor de to unge kvinder blev begravet.

Vi har nemlig fundet strontium-forhold, der matcher kvindernes, i umiddelbar nærhed af deres gravhøje. Og dermed viser vi, at de sagtens kan være lokale piger frem for at være indvandret langvejs fra.

Nationalmuseet har reageret ved at angribe vores studie på deres hjemmeside – det angreb vender vi tilbage til. Først skal vi se nærmere på strontium-metoden, for det er den, det hele handler om.

Hvad kan strontium-metoden vise?

Strontium-metoden består af at måle forholdet mellem strontium isotoperne ⁸⁶Sr og ⁸⁷Sr. Dette kan gøres meget præcist med 5 decimalers nøjagtighed.

I naturen varierer forholdet mellem de to isotoper, også kaldet strontium-signaturen, afhængigt af den lokale geologi.

Signaturen optages i mennesker via vand og planter, og man kan derfor i mange tilfælde spore forhistoriske menneskers oprindelse og rejseaktiviteter .

Det kræver dog, at man ved hvilken strontium-signatur, de forskellige områder havde på det tidspunkt, de forhistoriske mennesker levede.

Da vi ikke kan rejse tilbage i tiden, må vi bruge prøver indsamlet i nutiden. Udfordringen er så at finde de steder, der bedst repræsenterer forholdene i fortiden.

Hvis man ikke passer på, kan prøveindsamlingen nemt snyde. Og det er det, vi mener kan være sket i forbindelse med Karin Freis studier.

Forskelle mellem vores og Karin Freis prøveindsamling.

Karin Freis kortlægning af strontiumsignaturen er især baseret på store vandløb og søer. De målte værdier giver derfor et gennemsnit af et relativt stort område. De vil være påvirket af landbrugsaktiviteterne i området.

Vores undersøgelser viser, at man må skelne mellem jord påvirket af landbrug – især i forhold til landbrugets anvendelse af jordbrugskalk – og jord der er upåvirket af landbrugsaktiviteter.

Årsagen er, at jordbrugskalk indeholder store mængder strontium med en karakteristisk lav signatur.

Så selvom jordbrugskalk altså tilfører mere strontium, bliver strontium-signaturen lavere, da den type strontium, der er i jordbrugskalk, har en lav signatur.

Vi kan kun bruge værdier fra områder, der ikke er påvirkede af jordbrugskalk, og de udgør i Midt- og Vestjylland kun 5-6 procent af det totale areal (læs mere i Videnskab.dk’s artikel om vores nye studie: ’Nyt studie sår tvivl om Egtvedpigen og Skrydstrupkvindens oprindelse’).

I forbindelse med vores undersøgelse af strontiumsignaturen omkring Egtvedpigens og Skrydstrupskvindens gravhøje har vi målt vandprøver fra uforstyrrede områder.

Strontium-signaturerne her er langt højere end i de landbrugspåvirkede områder, som Karin Freis prøver stammer fra (læs mere om forskellene i værdierne i boksen: ’Strontium-værdier i Danmark’ under artiklen her).

Nationalmuseet fastholder imidlertid sin fortolkning og kritiserer vores forskning.

Nationalmuseet har opsummeret kritikken i tre punkter på deres hjemmeside, der også indeholder en video. I vores tilbagevisning af kritikken følger vi denne opdeling.

Punkt 1: ’Det er ikke nyt at kigge på kalkgødning’

Første punkt i Nationalmuseets kritik er én lang påstand om, at vor forskning ikke ’på nogen måde’ indeholder noget nyt.

Det hævdes, at alle, der forsker med strontium, i mange år har været opmærksomme på problemet med ’kalkgødning’.

For at forstå vores afvisning af disse påstande, er det nødvendigt at vide, at ’kalkgødning’ ikke er et normalt produkt på det danske marked.

Her skelner man klart mellem jordbrugskalk og kunstgødning, og det er da også disse termer, vi bruger.

Jordbrugskalk er naturligt forekommende kalksten, der knuses og spredes på landbrugsjord primært for at justere pH. Kunstgødning dækker over mange forskellige typer af NPK-gødning med forskelligt indhold af nitrogen (N), fosfor (P), og kalium (K).

Afgørende forskel på kunstgødning og jordbrugskalk

Den sammenhæng, Karin Frei bruger ordet kalkgødning i, viser dog, at hun mener kunstgødning; ellers giver påstandene i videoen nemlig ingen mening.

Der har nemlig i mange år været forsket i strontium fra kunstgødning. Hun har selv gjort det i et studie fra 2011. I vores artikel citerer vi også adskillige studier om betydningen af kunstgødning.

Men vores undersøgelser handler ikke om kunstgødning, de handler om jordbrugskalk.

Det er helt afgørende at holde de to produkter adskilt.

Vi viser i vores studie, at jordbrugskalk kan have en betydelig indflydelse på strontiumindhold og -signaturer i vandløb og søer.

Vi viser også i en sideundersøgelse, at kunstgødning kun har en beskeden indflydelse på strontium-signaturerne.

Påstanden i Nationalmuseets video om, at vores resultater ikke repræsenterer noget nyt, må vi derfor på det kraftigste tilbagevise.

Dokumentation, tak

Hvis Nationalmuseets har ret i, at alle forskere, der arbejder med strontium-metoden, er opmærksomme på problemet med jordbrugskalk, hvorfor var der så ingen undersøgelser af emnet, før vores blev publiceret?

Bortset fra et par studier, der kort fraråder, at man indsamler prøver fra kalkede marker, kender vi ingen andre undersøgelser af jordbrugskalk.

Selv hvis Karin Frei mener jordbrugskalk, når hun i videoen siger, at hun har studeret gødningens/kalkgødningens potentielle effekt på strontiumisotop-sammensætningen i miljøet, er denne effekt ikke er beskrevet én eneste gang i hendes publikationer.

Alle de påstande, som Nationalmuseet fremfører for at vise, at vores afhandling ikke indeholder ’noget nyt på nogen måde’ bygger altså på studier af gødning, ikke af jordbrugskalk.

Hvis Nationalmuseets forskere mener noget andet, må de dokumentere det.

Punkt 2: ‘Gødning påvirker ikke vandmiljøet i stort omfang’

Den anden påstand i videoen er, at ’gødning ikke ser ud til at påvirke strontium i vandmiljøet i stort omfang’. Vi kan ikke kommentere på Karin Freis beregninger på vores data – som skulle vise, at kalkens betydning ikke er stor – da hun ikke har fremlagt sine beregninger.

Vores egne beregninger er med i vores studie af strontiumindholdet i Karup Å. Her kvantificerer vi – som de første – jordbrugskalkens effekt på strontiumsignaturer.

Fordi geologien omkring Karup Å er nogenlunde ens, kunne vi tydeligt måle effekten. Da det geologiske signal forventes at være det samme i hele området, kan ændringer tilskrives påvirkning udefra – enten menneskelige eller naturlige.

I det øvre løb Karup Å viser vores målinger et naturligt strontium indhold på 11 tons per år – uden påvirkning fra landbruget.

Landbruget i oplandet tilsætter cirka 12 tons strontium om året. Det målte strontiumindhold nedstrøms i åen er 23 tons per år – altså ret præcist svarende til 11 + 12 tons.

Det viser, at landbruget er den klart dominerende kilde til menneskelig strontium påvirkning af vandmiljøet. Det viser også, at strontium-metoden virker – vi kan kvantificere, hvor strontium kommer fra i miljøet.

I den nedre del af åen målte vi præcis de samme værdier som Karin Frei fandt i sine tre prøver, som hun publicerede i 2011. Den store forskel på vores studier er, at vi også har taget prøver i det uberørte kildeområde i flodens øvre løb.

Irrelevant henvisning til studie

Nationalmuseet henviser til et studie fra Aarhus Universitet fra 2015, hvor man ud fra cirka 150 vandprøver ikke kunne se, at strontiumindholdet i grundvandet var påvirket af 100 års gødskning.

Men det pågældende studie er ikke et studie af grundvand. Det er et studie af drikkevand med fokus på folkesundhed og undersøger drikkevandsprøver, efter vandet er blevet behandlet og har forladt vandværket.

Forholdene i undergrunden kan være ret anderledes, og studiet er derfor hverken relevant for vores artikel eller for studier om præhistorisk mobilitet generelt.

Punkt 3: ’For lidt strontium til at påvirke et menneskes værdi’

Nationalmuseets tredje påstand er, at ’de nye målinger har for lave strontium-koncentrationer til at påvirke værdierne i et menneske’.

Koncentrationen af strontium, altså hvor meget strontium, der er et givet sted, skal ikke forvekles med strontium-signaturen (hvordan forholdet er mellem de to strontium-isotoper).

I mange af vores prøver måler vi strontium-koncentrationer på mellem 20 og 30, enkelte endda op til 64 mikrogram per liter. Det er lavere, men ikke voldsomt forskelligt fra de 140 mikrogram per liter, som forskerne fra Nationalmuseet har fundet i landbrugspåvirkede åer i Jylland.

Og det har en helt naturlig forklaring: Landbruget påvirker koncentrationen af strontium, og vi har målt i områder, der er uberørte af landbruget.

Vi har netop fokuseret på forskellen mellem uberørt natur og områder, hvor der er tilsat jordbrugskalk. Da kalk indeholder store mængder strontium, vil det nødvendigvis hæve koncentrationen (men faktisk sænke strontium-signaturen).

I de landbrugspåvirkede områder, vi har målt på, finder vi samme strontium-koncentrationer, som Nationalmuseets forskere fandt.

Men hele diskussionen om, hvorvidt koncentrationerne er store nok er et røgslør fra Karin Freis side.

Enhver organisme – plante, okse eller menneske – får sin strontium-signatur fra det miljø, den befinder sig i. Det er det, der gør strontium-metoden så god. Og 20 mikrogram strontium per liter er mere end nok strontium til en signatur.

Har Nationalmuseet udeladt relevant data?

Endelig fortæller Nationalmuseet, at de strontium-værdier, vi finder i Egtved og omegn, som ligner Egtvedpigens, ikke er noget nyt for dem.

Hvis Nationalmuseets forskere har kendt til høje strontium-signaturer i Egtvedområdet i flere år, således som det nævnes i videoklippet, burde de have været offentliggjort.

Selv hvis man mener, at værdierne er irrelevante, skal man rapportere dem, da de viser, at det er muligt, at hun kunne stamme fra lokalområdet.

Man burde også have fremlagt beregningerne på, hvor relevante, man synes, at de data er, så det videnskabelige tidsskrifts fagfælle-bedømmere og læsere selv får mulighed for at vurdere det.

Udeladelse af data, specielt på et så kontroversielt og profileret område som dette, mener vi er dybt problematisk. Vi anmoder Nationalmuseet om at fremlægge disse data for offentligheden.

Den simpleste forklaring er ofte den rigtige

Endelig påpeger Nationalmuseet, at også andre nyere europæiske studier, blandt andet baseret på DNA- og strontiumforskning, vidner om en høj grad af mobilitet i bronzealderen.

Vi betvivler ikke, at der var mobilitet i Bronzealderen. Vi sætter blot spørgsmålstegn ved de hidtidige tolkninger af Egtvedpigens og Skrydstrupkvindens oprindelse og rejseaktivitet.

Vores fund af områder med høje strontium-signaturer, der matcher dem, der er målt for både Egtvedpigens og Skrydstrupkvindens inden for få kilometer fra deres gravhøje, viser, at de begge kan have fået deres signaturer lokalt.

Der er således ikke noget videnskabeligt belæg for at tolke langdistance-migration på baggrund af disse strontiumdata.

Den simpleste forklaring og enkleste tolkning på både Egtvedpigens og Skrydstrupkvindens strontium-signaturer er, at de kommer fra lokalområdet.

Den forklaring fastholder vi.

Respons fra Karin Frei: »Vi har ikke ønsket at angribe nogen«

Forskerzonen har været i dialog med Karin Frei med henblik på at få en kommentar til argumenterne i Erik Thomsen og Rasmus Andreasens artikel. Hun skriver:

»Vi – Karin Frei, Nationalmuseet og Robert Frei, Københavns Universitet – har ikke ønsket at angribe nogen. Vi har blot argumenteret for, hvorfor vi tolker, som vi gør. Vi har ej heller undladt at offentliggøre eller rapportere vores resultater.«

»Vi betragter videnskaben som en meget dynamisk størrelse. Vi lærer nyt hele tiden, og vi bygger videre på den viden, vi allerede har. Alt dette på en respektfuld måde, hvor der skulle også være plads til uenighed. Vi vil fortsætte diskussionen i faglige fora,« lyder det fra Karin Frei.

LÆS OGSÅ: ‘Nyt studie sår tvivl om Egtvedpigens oprindelse‘