Det hidtil største DNA-studie på fortidsmennesker omskriver Europas forhistorie. Den moderne europæer blev født i bronzealderen ved en stor indvandringsbølge af et hestefolk kaldet Yamnaya fra de russiske stepper. Det skete i det tredje årtusinde før år nul.
»Det er her, vi bliver skabt. Vi ser, at hoveddelen af den moderne europæer genetisk set dannes her,« siger professor Eske Willerslev ved Center for GeoGenetik, Statens Naturhistoriske Museum, som har ledet studiet.
Fundet er formentlig afslutningen på over 100 års arkæologisk debat om, hvorvidt de store kulturelle omvæltninger, man ser i bronzealderen (2.700 fvt. – 500 fvt.), var drevet af idéer eller folk, som indvandrede.
»Det er fuldstændig epokegørende, og hele forhistorien skal omskrives til en historie om mobilitet og menneskelig ekspansion,« siger arkæologen Kristian Kristiansen ved Göteborg Universitet. Han har stået for den arkæologiske del af studiet.
»Det understøtter fornemt det sidste årtis arkæologiske forskning, der påpeger radikale kulturskift netop omkring 3.000-2.800 fvt. og øget mobilitet igennem hele bronzealderen,« siger professor i arkæologi ved Aarhus Universitet, Helle Vandkilde, som ikke har deltaget i forskningen.
Ved at udvinde og kortlægge arvematerialer fra 101 bronzealdermennesker, udgravet hele vejen fra Jylland i vest til Centralasien i øst, kan forskerne få et direkte indblik i, hvem bronzealdermenneskene var, og hvordan de var beslægtede.
»Det er det største studie nogensinde, der mere end fordobler alle tidligere studier sammenlagt, og for første gang kan vi lave populationsstudier på fossil genetik,« siger adjunkt Morten E. Allentoft ved Center for GeoGenetik. Sammen med Martin Sikora er han førsteforfatter på studiet.
Studiet er netop trykt i det højt ansete videnskabelige tidsskrift Nature side om side med et lignende studie, ledet af professor David Reich på Harvard Medical School, USA, som kortlægger DNA fra 69 bronzealdermennesker og underbygger de samme konklusioner.
Fossilt DNA revolutionerer arkæologien
For rundt regnet 45.000 år siden satte de første mennesker foden i istidens Europa, hvor de jagede storvildt som mammutter og overtog kontinentet fra neandertaleren. Med istidens ophør for 13.000 år siden spirede agerbruget i Mellemøsten, og nye agerbrugere ankom fra syd.
Europæerne blev over tid fastboende, fællede skove, drænede sumpe, landsbyer blev til byer, som blev hovedstæder i civilisationer. De forandrede kontinentet, men de forandredes også selv – nye genetiske træk vandt frem, og for eksempel blev nordeuropæere lysere i huden, blonde og højere.
Forskerne kender indtil nu hele den fortælling fra hovedsageligt arkæologiske fund og studier af nulevende mennesker.
Men de seneste år har genteknologiske gennembrud åbnet et helt nyt vindue ind til fortiden: Med arvematerialer udvundet fra knoglerne af mennesker, der levede for mange tusinde år siden, kan forskerne rejse tilbage i tiden og læse præcis, hvem de var og hvor de kom fra.
»Det er en naturvidenskabelig revolution, som bringer noget helt nyt ind i arkæologien,« siger Kristian Kristiansen.
»Ligesom kulstof-14-datering revolutionerede arkæologien i 1950’erne og 1960’erne, fordi man måtte omfortolke en masse ting, er DNA ved at skabe en revolution, hvor vi kan omfortolke og forklare ting bedre og mere præcist.«
Europæerne skabt af tre migrationer
De seneste par år har forskere som Willerslev og Reich ligget side om side i et rasende intenst kapløb om at nå først med at kortlægge og analysere vores europæiske forfædres arvemateriale.
Studierne er allerede ved at rede de sammenfiltrede tråde ud af det genetiske garnnøgle, som i dag er nutidens europæere arv. De har vist, at europæerne i dag genetisk set har komponenter fra de tidlige jægere, uden at jægerne dog er som nogen af os i dag.
Med agerbrugernes ankomst for ca. 8.500 år siden ses så en opblanding med nye genetiske komponenter, der kommer ind og viser sig som gradient, der gradvist bliver mindre, jo længere mod nord i Europa man kommer.
Mennesker i bondestenalderen (4.000-1.700 fvt.) ligner os lidt mere i dag, men der mangler stadig noget, og sidste år stod det klart, at der må have været en tredje indvandring.
En indvandring til Nordeuropa, som kunne forklare de manglende genetiske komponenter, som er en stor del af forskellene på nord- og sydeuropæere i dag.
Det er her de nye arvematerialer kommer ind.
Den sidste brik
Med et kæmpe arbejde har Willerslev og kollegaer opsporet knogler fra hele Centraleuropa, inklusive Danmark, Tyskland, Polen, Rumænien og Italien, mod øst til Georgien og Rusland helt over til Bajkalsøen i Sibirien, som spænder fra ca. 6.000 fvt. til 900 fvt.
»For at få de her 101 prøver har vi været igennem over 600 prøver og testet for DNA. De, der kunne bruges, har alle en velbeskrevet arkæologisk kontekst, og vi har kortlagt DNA og dateret dem,« siger Allentoft.
For at finde nok DNA har Willerslev og kolleger yderligere måttet forbedre de hidtidige metoder, men så er det også lykkedes at kortlægge fulde arvematerialer. Godt nok i en ringere version end standarden i dag, men rigelig god til at kunne sammenligne menneskene og skelne de vigtige folkevandringer.
Forskerne opdager så, at de tidlige europæiske bronzealderskeletter får en ny genetisk komponent, der ikke stammer fra agerbrugerne eller jægerne.
»Uanset om prøven er taget i Tyskland, Polen, Danmark eller Sverige ser vi komponenten, og vi kan vise, at den kommer fra Kaukasus,« siger Morten Allentoft.
Nærmere bestemt matcher komponenten det relativt ukendte steppefolk Yamnaya mange tusinde kilometer nord for Kaukasus mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav.
Reichs og Willerslevs grupper er enige i, at det skal tolkes, som om Yamnaya-folket er migreret vest ind i Nordeuropa for omtrent 5.000 år siden.
Det stemmer også med de arkæologiske forandringer, man ser i Nordeuropa på den tid.
Yamnaya’erne er en skelsættende forfader
»Yamnaya’erne bringer en helt ny social struktur,« siger Kristiansen.
»Agerbrugere er mere kollektive og bor i landsbyer, mens de her er meget mere individualistiske og organiseret i kernefamilier. Man kan se skiftet i den begravelsesform, de introducerer. Familiegravhøjen kommer med dem.«
Hvor agerbrugerne begraves i store jættestuer, der har krævet en kollektiv indsats, bliver landskabet nu fyldt af små gravhøje, som en familie selv kan bygge – i Jylland er der ifølge Kristiansen ca. 30.000 gravhøje.
Yamnaya’erne er et hyrdefolk med kvæg, som har heste til at trække alle deres ejendele på prærievogne med de ældst kendte hjul. De brænder skovene af for at skabe græsningsarealer, indtil man omtrent 2.000 fvt. igen bliver bofast.
»Men så ser vi individuelle hushold med familiegårde og ikke landsbyer,« siger Kristiansen og peger på en gennemgribende ændring af europæerne både kulturelt og genetisk.
»De er vores vigtigste forfader.«
Også store omvæltninger i Asien
Willerslev og kolleger ser også på udviklingen i Asien, som viser sig at været meget mere dramatisk end i Europa.
Her ser de først yamnaya’erne erstatte de tidligere befolkninger, og omtrent 1.000 år senere bliver yamnaya’erne i Centralasien abrupt erstattet af et krigerisk folk kaldet Sintashta, der opfandt stridsvognen.
»Det er superkrigere, som tonser ind over og nærmest fuldstændig ‘replacer’ yamnaya,« siger Willerslev.
Deres efterkommere presses så tilbage omkring slutningen af bronzealderen af asiater fra sydøst, der simpelthen oversvømmer området med en meget større befolkning, så de europæiske genetiske profiler udvandes og helt forsvinder.
»Det er helt vildt, hvor dynamisk det er og overraskende, at de centralasiatiske folk, vi i dag kalder indfødte, faktisk er et nyt fænomen og indtil for 2.000 år siden var europæisk,« siger Willerslev.
Løser gammel gåde om indoeuropæiske sprogs oprindelse
Og ikke bare det. Yamnaya-kulturens migration ser nu også ud til at kunne løse den gamle gåde om de indoeuropæiske sprogs oprindelse.
»Det hele stemmer, de indoeuropæiske sprog bliver først udbredt til Europa og siden østpå til Iran og Indien,« siger Kristian Kristiansen.
Yamnaya’ernes østlige migration knækker også gåden om, hvordan det nu uddøde indoeuropæiske sprog tokaisk kan være opstået helt inde i Kina.
Dermed vægter studiet stærkt ind i den del af debatten, der hedder ‘steppehypotesen’, som hævder, at de indoeuropæiske sprog spredtes med steppefolk så sent som 3.700-2.000 fvt.
Hvorfor spredte Yamnaya-kulturen sig?
Med de store brikker, som begynder at falde på plads, åbner sig også nye spørgsmål – eksempelvis hvad der udløste, at Yamnaya-kulturen begyndte at sprede sig.
Kristian Kristiansen fortæller, at man tankevækkende nok ser et fald i agerbrugerne i de 100-200 år forinden, og en hypotese kan være, at de bliver ramt af et eller andet som sygdom eller fejlslagen høst og hungersnød, som giver plads til yamnayerne.
De nye studier vil uden tvivl sætte scenen for fremtidige studier, hvor man både vil gå dybere tilbage i tiden og kortlægge arvemateriale – og frem i nyere tid.
»Vi kan jo for eksempel se, at dannelsen af den moderne dansker ikke er helt færdig for 2.000 år siden,« siger Willerslev.
»Så det kunne være rigtig interessant at se på, hvad der sker sidenhen i jernalderen og vikingetiden.«
