Billeder af glade tyrkere rullede over TV-skærmene den 28. maj, da Tyrkiets siddende præsident, Recep Tayyip Erdogan, fejrede endnu en valgsejr.
Men under overfladen rumler en stigende frygt for, at den frie forskning vil lide stadigt større tab.
Det skriver tidsskriftet Nature, som har talt med tyrkiske forskere, der frygter for universiteternes fremtid.
Forskerne er bange for, at Erdogans genvalg vil føre til flere restriktioner på den akademiske frihed. Siden Erdogan og hans parti AKP kom til magten for 21 år siden, har man fyret tusindvis af universitetsansatte, topstyret budgetterne og udnævnt nye rektorer i en forfatningsstridig proces.
Mange forskere og lektorer, som havde håbet på forandring ved valget, overvejer førtidspension eller at forlade Tyrkiet, siger Yasemin Yahm, medlem af Tyrkish Bioethics Association, til Nature:
»Du kommer ikke til at høre meget fra de tyrkiske universiteter de næste fem år.«
Yalım fortæller, at frygten for en eventuel fyring har ledt flere forskere til selvcensurering i undervisningen. Emner om det kurdiske mindretal og LGBTQ+ rettigheder i Tyrkiet er emner, som man generelt undgår, forklarer hun.
For at imødekomme den stigende kritik internt i Tyrkiet, og fra blandt andre European University Association, har AKP foreslået at nedsætte nye bestyrelser for de offentlige universiteter.
Det tiltag vækker dog ikke begejstring hos blandt andre Esra Mungan, en psykolog ved Boğaziçi University i Istanbul:
»Der er helt sikkert ikke en eneste fra oppositionen, som vil få lov til at sidde i de bestyrelser.«
Mungan har fået tilbudt et job i udlandet, men hun har besluttet at blive for at kæmpe for den frie forsknings fremtid i Tyrkiet.
les

































