I august 1214 den østspanske by Lérida mødtes en forsamling, hvis lige man aldrig før havde set.
Hensigten med sammenkomsten var at få den 'aragoniske krone', der omfattede de nordlige spanske provinser Aragonien og Catalonien, til at anerkende den seksårige Jakob I’s ret til tronen, efter at hans far Peter II var faldet i et stort slag i Sydfrankrig året før.
Forsamlingen havde deltagelse af adelige og gejstlige fra Aragonien og Catalonien samt delegerede fra de to områders vigtigste byer, herunder Barcelona og Zaragoza. Det var der i sig selv ikke noget nyt ved.
Det nye var, at mændene fra byerne mødte op som egentlige repræsentanter for Jakob I, baseret på romerrettens bestemmelse om, at en gruppe kunne give fuldmagt til en eller flere personer.
Lérida 1214 er dermed den første dokumenterede brug af politisk repræsentation ved en sekulær forsamling i middelalderens Europa.
Augustmødet udgør fødselsattesten for såvel Aragoniens parlament, cortes, som Cataloniens parlament, corts.
Godt to generationer senere – i 1280’erne og 1290’erne – skulle disse parlamenter blive en indgroet del af statsstyret side om side med kongemagten.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Historien skal læses forfra
Det er netop af denne grund, at middelalderens parlamenter har påkaldt sig stor interesse indenfor samfundsvidenskaben de seneste årtier.
Parlamenterne opstod i Vest- og Centraleuropa i højmiddelalderen, og vi finder dem ikke uden for dette område.
De er blevet set som en forudsætning for den efterfølgende udvikling af det repræsentative demokrati og moderne velstandsniveauer, fordi de på systematisk vis kunne tøjle, eller i hvert fald begrænse, monarkernes magt.
Forskningen har med dette in mente argumenteret for, at parlamenter blev indkaldt, når pressede monarker skulle forhandle beskatning med stærke samfundsgrupper – almindeligvis fordi førstnævnte havde behov for at rejse midler til krigsførelse fra sidstnævnte.
Dette tilbageskuende perspektiv har overset, at middelalderens parlamenter i første omgang blev skabt på kongeligt initiativ.
Én historiker kalder dem 'et barn af monarkiet', en anden skriver ironisk, at der var tale om 'politisk medbestemmelse på kongelig befaling'.
Hvorfor begyndte institutionerne at begrænse monarkens magt?
Hvis vi læser historien forfra i stedet for bagfra, er det store spørgsmål derfor:
Hvorfor begyndte institutioner, der blev skabt af monarkernes for at befordre deres magtudøvelse, med tiden at begrænse denne magtudøvelse?
Den aragoniske krone er det mest oplagte bud på et historisk tilfælde, der tillader os at besvare dette spørgsmål. Det var her, parlamenter først opstod, og det var her, parlamenterne først for alvor viste sig i stand til at yde kongemagten modspil.
Desuden har de kongelige arkiver i Barcelona overlevet, hvorfor vi har oplysninger om, hvorfor forsamlingerne blev indkaldt, hvem der deltog, og hvad der blev besluttet.
Et studie af parlamentets fødsel i den aragoniske krone
De aragoniske monarker – hertuger af Catalonien og konger af Aragonien – indkaldte i 1100-tallet med jævne mellemrum kongelige råd, latinsk curiae (heraf senere cortes og corts på henholdsvis spansk og catalansk), normalt med deltagelse af gejstlige og adelige stormænd, men undertiden også vigtige personer fra byerne.
Middelalderhistorikeren Antonio Marongiu kalder disse forløbere for egentlige parlamenter 'præ-parlamenter'.
I en analyse af perioden 1100-1327 har jeg undersøgt, hvorfor disse præ-parlamenter – som illustreret i figuren herunder – udviklede sig til egentlige parlamenter, og hvordan disse parlamenter blev i stand til at begrænse kongemagten.
Figuren længere nede viser, at præ-parlamenter hovedsageligt blev indkaldt at to grunde:
- For at regulere arvefølgen
- For at etablere ’landefred’
Det var nødvendigt at bekræfte arvefølgen, for at forhindre at kongens bortgang førte til kamp om tronen, der potentielt kunne ende i en borgerkrig mellem tronprætendenter.
Landefreden var udtryk for, at kongemagten ikke selv havde de militære ressourcer, der skulle til for at opretholde lov og orden.
Hovedformålet med disse tidlige forsamlinger var dermed at etablere et vist mål af offentlig orden i en situation, hvor monarkens magt var begrænset. Til gengæld var krig og beskatning ikke vigtig i denne fase.
Krig og beskatning bliver vigtigst
Når vi forskyder fokus til de egentlige parlamenter, der begyndte at blive sammenkaldt i årtierne efter 1214, skifter billedet.
Arvefølgen fortsætter ganske vist med at spille en rolle – som i Lérida i 1214 – men landefreden forsvinder stort set ud af oversigterne fra 1240 og frem.
I stedet begynder krigsførelse og beskatning at dominere oversigterne.
Dette giver god mening, idet hovedbegrundelsen til at indkalde repræsenter for byerne i Aragonien og Catalonien var at forpligte bystyrerne til beskatning.
Parlamenterne får mere magt
Dernæst viser analysen, at det frem for alt var krig og beskatning, der foranledigede, at parlamentet overtog prærogativer (særlige rettigheder eller kompetencer), der traditionelt havde tilhørt monarken.
Selve det at indkalde en forsamling var som nævnt et kongeligt anliggende (eller prærogativ).
Men parlamenterne i henholdsvis Catalonien og Aragonien tiltog sig i 1280’erne og 1290’erne retten til at blive sammenkaldt med bestemte mellemrum: oftest hvert år eller hvert tredje år.
Samtidig tiltvang cortes og corts sig i forskelligt omfang vetoret over krigserklæringer, indflydelse på udpegelsen af kongelige embedsmænd samt retten til at føre revision med statsregnskaberne.
Den aragoniske monark overholdt ikke altid disse løfter.
Men vi kan som minimum sige, at disse udviklinger ændrede parlamentet fra en institution, der blev indkaldt efter kongens behag, til en permanent politisk institution, der var en del af statsstyret og dermed begrænsede kongemagten.
\ Læs mere
Monarken var delvist tvunget til at afgive magt
Det interessante ved sagen er, at disse løfter normalt blev givet i perioder, hvor den aragoniske monark havde ryggen imod muren som følge af krigsførelse og derfor søgte at opnå ressourcer til at føre krig for.
Det bedste eksempel er 1280’erne og 1290’erne, hvor kong Peter III, Alfonso II og Jakob II – efter tur – stod over for en formidabel koalition bestående af Frankrig, kongeriget Napoli og nabolandet Castilien, aktivt støttet af paven i Rom.
I denne situation havde de skiftende aragoniske monarker ikke havde andet valg end at prøve at komme overens med adelen, de gejstlige og de vigtigste byer.
En god illustration er at finde i de to frihedsbreve eller håndfæstninger, Aragoniens adelsmænd og byer i 1283 (Privilegio General) og 1288 (Privilegios de la Union) tvang henholdsvis Peter II og Alfonso III til at underskrive.
Disse frihedsbreve gav Aragoniens elitegrupper en lang række indrømmelser. De to vigtigste var ombudsmandinstitutionen Justicia, som skulle sikre, at Aragoniens konge ikke dømte vilkårligt samt en bestemmelse om, at kongen fremover med faste mellemrum indkaldt parlamenter, der skulle tage stilling til eksempelvis nye skatter.
Disse politiske indrømmelser blev givet under indtryk af en truende fransk invasion, og de er mere vidtgående end det engelske Magna Carta fra 1215.
Intet nyt under Solen
I den forstand har det tilbageskuende fokus på krig og beskatning meget for sig. Men det er vigtigt at fastslå, at disse faktorer ikke skabte, men blot konsoliderede parlamenterne i Catalonien og Aragonien.
Parlamenternes ophav skal i stedet spores til et forsøg på at skabe offentlig orden i en kontekst, hvor monarkerne var svage.
Den historiske proces, der udspillede sig i den aragoniske krone, er derfor et godt eksempel på, at institutioner, der i udgangspunktet er skabt for at befordre magtudøvelse, kan ende med at begrænse magtudøvelsen.
Denne proces er lige så relevant i vores tid som i middelalderens Europa.
Siden den kolde krigs afslutning har vi således set gentagne eksempler på, at udemokratiske magthavere bruger politiske institutioner, såsom parlamenter, for at sikre deres greb om magten (for eksempel Rusland, Malaysia og Zimbabwe).
Ifølge en række forskere giver disse institutioner oppositionen mulighed for at udfordre magthaverne; ganske som tilfældet var i Aragonien og Catalonien i 1200-tallet.
Der er – som det hedder i det Gamle Testamente – intet nyt under Solen.
