Diktaturer lever i bedste velgående

Diktaturet er historiens normal og har som styreform domineret i tusindvis af år.

Fra Ægyptens faraoer over Romerrigets kejsere til enevældens monarker har utallige samfund været underlagt autokratiets politiske spilleregler.

Historisk set er nutidens massive udbredelse af demokratiet en anormalitet. Idéen om og virkeliggørelsen af, at den stærkestes ret ikke nødvendigvis skal være det gældende princip, er altså en politisk revolution uden sidestykke.

Men det er netop også i lyset af denne demokratiske revolution, at autokratiets overlevelse og tilpasningsevne bliver særligt interessant.

I skrivende stund regeres mellem 50 og 60 procent af verdens lande som demokratier, men de er langtfra alle så dybt funderet som det danske.

Dog lever de op til minimumskravene om et meningsfuldt og konkurrencefyldt valg som grundprincip for udvælgelse og udskiftning af politiske ledere. Det gør diktaturer ikke.

Diktaturer vandt frem efter 2. verdenskrig

I perioden fra afslutningen på 2. verdenskrig i 1945 og frem til år 2010 har verden måtte døje med intet mindre end 280 forskellige autokratiske regimer. Tilsammen har disse diktaturer på tværs af denne 65-årige periode undertrykt deres befolkninger i tæt på 4.600 år.

Diktatur har eksisteret i minimum et år i 119 ud af verdens 149 nuværende uafhængige stater med en befolkning på over en million mennesker. Det svarer til 80 procent. I 116 af disse 119 lande har det eksisteret i ti år eller mere; i 110 lande har det været dagens orden i 20 år eller mere.

Antallet af autokratier på verdensplan voksede støt fra afslutningen af 2. verdenskrig, indtil det toppede med 97 autoritære regimer i 1979. Herfra gik det så den modsatte vej frem til omkring 2004, hvor tallet stabiliseres på lidt under 60 autokratier på verdensplan.

Udviklingen i andelen af autokratier er stort set den samme. Vi ser en stigning fra omkring 50 procent diktaturer i slutningen af 1940’erne frem til 1979, hvor næsten tre ud af fire lande havde diktatorer ved roret.

Herefter faldt andelen frem til 2004, hvor kun omkring to ud af fem lande kunne karakteriseres som et diktatur.

Fordelingen er groft taget den samme i dag, om end udviklingen er i diktaturernes favør. Da flere af autokratierne har store befolkningstal, er det nu helt op mod fire milliarder mennesker, som må henslæbe deres dage i diktaturets skygge.

Diktatorer vinder typisk først et demokratisk valg

Diktaturer har de seneste hundrede år vist sig overordentligt omstillingsparate.

Generelt gør diktaturer i dag sig mere umage for at efterligne demokratierne. De forsøger at gemme undertrykkelsen og kontrollen bag et pænere institutionelt ydre.

Under Den Kolde Krig – hvor supermagterne USA og Sovjetunionen velvilligt understøttede både etpartistater og militærdiktaturer – var det kun halvdelen af autokratierne, der havde et parlament og som tillod andre partier og med faste mellemrum afholdt valg.

I 2010 var det tilfældet for fire ud fem diktaturer.

I dag vinder diktatorer i stigende grad magten via et demokratisk valg for så først derefter at konsolidere sig som autokrater.

Under Den Kolde Krig brød demokratier primært sammen som følge af kup, sådan som det skete i Chile i 1973, hvor det amerikanske efterretningsvæsen CIA støttede Augusto Pinochet i afsættelsen af den demokratisk valgte, men socialistiske, Salvador Allende.

Demokratier bryder gradvist sammen

Eftersom militærkuppet som politisk redskab er mindre udbredt, dør demokratiet nu om stunder oftere som følge af en mere krybende proces. Efter en sejr i et nogenlunde frit og fair valg stækker den valgte leder én efter én de demokratiske institutioner, som netop bidrager til at begrænse den udøvende magt.

Over de seneste år har Tyrkiet under Recep Tayyip Erdoğan og Venezuela under først Hugo Chavez og sidenhen Nicolás Maduro på den vis forvandlet sig fra demokrati til diktatur. I Filippinerne under Rodrigo Duterte og i Ungarn under Viktor Orbán ser vi samme mønster.

Siden år 2000 er fire ud af fem demokratiske sammenbrud faktisk sket som følge af netop denne gradvise overgang, hvor demokratiske institutioner afmonteres. Alt tyder på, at det også vil være den måde, demokratier dør på i de kommende år.

Diktatorer er dobbelt så udsatte som demokratiske ledere

Når diktatoren først har erobret det øverste embede, forestår en strabadserende tid. En ny leder er altid ekstra sårbar.

Faktisk bliver halvdelen af alle autokrater vippet af pinden allerede før deres tredje fulde år på magten, og de er omtrent dobbelt så udsatte som demokratiske ledere i deres første halve år på posten.

Skal en ny leder overleve i det anarki, som karakteriserer et diktatur, må han (det er oftest en han) hurtigt og resolut tage livtag med en række vanskelige udfordringer. Lidt populært kan vi koge dem ned til følgende: Få styr på fjenderne, vennerne og ikke mindst de kolde kontanter.

Da Vladimir Putin overtog præsidentembedet i Rusland i marts 2000, havde han to styrker. For det første var han populær i befolkningen – han tiltalte vælgerkorpset.

I sammenligning med den hjertesyge og til tider fordrukne Boris Jeltsin repræsenterede Putin med sine kun 47 år og sin sporty fremtræden et friskt pust i en kaotisk tid, hvor den tidligere supermagt syntes tæt på opløsning.

For det andet havde han som mangeårig ansat i sikkerhedstjenesten KGB og kortvarigt som direktør for dets arvtager, FSB, gode kontakter til de såkaldte ’siloviki’ – det vil sige politisk indflydelsesrige personer med baggrund i militæret, politiet, efterretningsvæsenet og lignende.

Den baggrund havde også givet ham sans for at manøvrere i selv det mest beskidte politiske spil.

Putin skabte en magtbase i lyntempo

Til trods for disse to aktiver var den nyvalgte præsident som de fleste nye diktatorer endnu en relativt svag politisk spiller.

Det var endda Jeltsins inderkreds, som havde kørt Putin i stilling, i håbet om at han kunne tjene som marionetdukke, og de dermed fortsat kunne nyde godt af den indflydelse og de indtjeningsmuligheder, som nærheden til magtens inderste cirkel sikrede dem.

Men Putin lod sig hverken styre eller knække. I løbet af sine første år som præsident fik han i lyntempo skabt sig en solid magtbase netop ved at få styr på fjender, venner og landets ressourcer. Vennerne fandt han først og fremmest blandt gamle kollegaer, bekendte og samarbejdspartnere fra hjembyen Skt. Petersborg.

Det første halvandet år som Ruslands leder befæstede han sikkerhedsapparatet og præsidentadministrationen, som fungerede som en slags skyggekabinet, med sådanne personer. Ved at arbejde loyalt for Putin fik de til gengæld en adgangsbillet til magt og berigelse.

Fra semiautoritært regime til diktatur på kun tre år

Den gradvise magtkoncentration viste sig selvforstærkende, og modstanden mod Putin blev mere og mere omkostningsfuld.

Det dominerende oppositionsparti ’Fædrelandet – Hele Rusland’ under ledelse af Moskvas borgmester Jurij Lusjkov og den tidligere premierminister og udenrigsminister Jevgenij Primakov gik i opløsning. Og opportunistiske politikere flokkedes i stedet om Putin for at blive lukket ind i folden hos hans nye parti, Forenet Rusland.

På ny styrket vendte Putin sig mod kommunisterne og fratog dem deres positioner og indflydelse igen. Det russiske parlament Dumaen blev et gummistempelkammer for Putins politik. På tre år, fra 2000 til 2003, havde han forvandlet Rusland fra et semiautoritært regime til et veletableret diktatur, som kun skulle blive mere og mere hårdkogt med årene.

Putins konsolidering af magten kan virke skånselsløs, men er vand i forhold til Saddam Husseins, Samuel Does og Idi Amins massive udrensninger i magtapparatet i deres første år som ledere i henholdsvis Irak, Liberia og Uganda.

De fængslede, torturerede og henrettede på bestialsk vis tusindvis af højtstående medlemmer af de politiske, militære og økonomiske eliter; de heldigste slap med trusler, degraderinger og fyringer.

Diktaturer formår at tilpasse sig nye tider

Diktaturerne er altså ikke på vej ud. Snarere tværtimod. I dag lever befolkninger i mere end 40 procent af verdens lande fortsat under diktatur, og tallet synes at være stigende.

Det er derfor for tidligt at begrave autokratiet på styreformernes kirkegård. Menneskets naturlige higen efter magt og ressourcer gør det til en evigt tiltrækkende model for dem, som allerede er eller kan komme til tops i pyramiden.

Selv i vore dage, hvor demokrati, menneskerettigheder og almindelig velfærd fylder mere end nogensinde før i verdenshistorien, formår diktaturerne at tilpasse sig nye tider og nye udfordringer.