Har stater brug for et folk?

Uden en fælles nationalitet – hvad enten den er kulturel eller politisk eller begge dele (som er det almindeligste) – kan en stat få svært ved at hænge sammen på tværs af sociale, økonomiske, regionale, etniske og sproglige skel.

I værste fald ender den med at bryde sammen.

Men hvad er nationalitet? Det forsøger jeg at forklare i tænkepausen 'Nationalitet', som udkommer på Aarhus Universitetsforlag 7. oktober. Min tilgang er sociologisk og antropologisk og er således på linje med bøger af for eksempel Richard Jenkins (2014), Tim Edensor (2002) og Michael Billig (1995).

Mine eksempler er hentet fra såvel nationalstater som statsnationer og forbundsstater. Det følgende er et let redigeret uddrag fra bogen.

Uden nationalitet, ingen stat

Årsagen til, at mange stater i Mellemøsten er dybt splittede, er befolkningens mangel på national identitet. Det forklarer den amerikanske politiske filosof Francis Fukuyamas bog Identity fra 2018.

Allerede da Fukuyama tiltrådte et treårigt gæsteprofessorat ved Aarhus Universitet i maj 2009, fortalte han i en forelæsning, at han i mange år havde interesseret sig for nationalitetens betydning for staters sammenhængskraft.

Denne indsigt stammede især fra de år, han havde arbejdet som rådgiver for Verdensbanken og andre donororganisationer i nogle af verdens fattigste lande og stillet forslag til, hvordan for eksempel Verdensbanken kunne understøtte disse lande i deres økonomiske og sociale udvikling.

Han troede først, at det skulle ske ved at styrke staten og dens institutioner ved at fremme demokrati og retsstatsprincipper. Han lærte dog, at årsagen til korruptionen var, at der aldrig var skabt en samlende identitet i disse stater.

Hvis de skulle udvikle sig til levedygtige stater, måtte deres regeringer derfor satse på nationsbygning, altså på at få befolkningen til at opleve sig som ét folk.

Disse iagttagelser har han gjort mere teoretisk rede for i både Identity og det store værk Political Order and Political Decay. Men også mange andre politologer deler den opfattelse (se f.eks. Jackson og James 1993).

LÆS OGSÅ: Det har samfundet betydet for vores fællesskaber

Udfordringer til nationalstaten

Om nutidens indvandrere til Europa kommer til at udvikle en national tilhørsfølelse vil dels afhænge af, hvor godt de bliver integreret i samfundet, dels af hvorvidt de bliver assimileret til det liberale demokratis værdier, og dels af deres loyalitet over for staten og solidaritet med deres medborgere.

De forudsætninger må alle borgere i en moderne nationalstat forventes at opfylde.

I forbindelse med det tyrkiske præsidentvalg i 2017 henvendte den siddende præsident Recep Tayyip Erdoğan sig til tyrkere, der havde boet i flere generationer i Tyskland, Danmark og andre nordeuropæiske lande, men havde erhvervet sig dobbelt statsborgerskab. Han opfordrede dem til at stemme på ham ved valget.

Mange fulgte hans opfordring, selv om hans styre ikke lever op til de demokratiske værdier i deres nuværende hjemlande.

Hvis en dansk eller tysk statsborger stemmer ved valg i Tyrkiet og støtter en præsident, som anser den tyrkiske befolkning i et andet land for at være en del af den tyrkiske nation, er der ikke blot tale om en reel udfordring for den danske eller tyske stat, men for hele den geopolitiske orden.

Danmark og enhver anden nation bygger på princippet om national suverænitet. Det forudsætter, at en stat kan tage sine borgeres loyalitet for givet.

Men hvis en stor gruppe borgere – med eller uden dansk statsborgerskab – identificerer sig mere med en fremmed stat og dens værdier – hvad enten de er af politisk eller religiøs karakter – er denne loyalitet så at sige ikke længere en statsgaranti.

Så kan det danske samfund risikere at miste sin sammenhængskraft.

I værste fald står staten i fare for at miste sin evne til at agere som myndighed indadtil og handle som en suveræn stat udadtil.

Men betyder det, at vi skal ophøre med at identificere os med nationalstaten og opgive vores nationalitet og i stedet identificere os som europæere eller verdensborgere?

Det er et spørgsmål, man som samfundsforsker kun kan besvare ved at bevæge sig fra et beskrivende til et vurderende (normativt) plan.

Verdensborger i Danmark

I digtet 'Verdensborger i Danmark' fra 1995 mindes Benny Andersen, hvordan han som barn lærte »gode gamle danske børnedanse med fremmedartede navne« som »Rheinlænder«, »Tyrolervals«, »Lanciers«, »Engelsk vals«, »tango« og »samba«.

Han blev konfirmeret i en religion, der stammer fra Mellemøsten, og han hørte fortællinger om Aladdins vidunderlige lampe. Som teenager skrev han sine første kærlighedsbreve med latinske bogstaver, fordi han var ret sløj til runer. Og som voksen drak han kaffe fra Java, te fra Ceylon, rødvin fra Frankrig, sherry fra Spanien, whisky fra Skotland og vodka fra Rusland.

Men uanset hvor meget han drak af de stærke varer, så sejlede han dog op ad åen på dansk.

Som Benny Andersen så elegant illustrerer, består en national kultur af uendeligt mange elementer med oprindelse i andre nationer og fjerntliggende dele af verden. Samtidig påpeger han vigtigheden af at være åben over for fremmede kulturer.

Det er jeg principielt enig i. Men det betyder ikke, at alt fremmed er godt for et samfund.

Et liberalt retssamfund bør for eksempel ikke tillade sharialovgivning eller kvindelig omskæring, fordi det strider mod de principper om individets frihed og lighed for loven, som ligger til grund for det.

LÆS OGSÅ: Derfor er demokrati bedre end andre styreformer

Multikulturalister – de liberale og de radikale

Nationalitet bygger på borgernes opfattelse af at leve i et samfund med særlige træk og en særlig historie, der har frembragt værdier og institutioner, der er gode og gavnlige for staten og nationens fælles liv og derfor bør nyde forret og beskyttelse.

I Danmark gælder det danske sprog, folkestyret, visse kulturelle traditioner, den historiske kulturarv og en række civile værdier som at respektere alle borgeres frihed og lighed for loven.

Da 'nationalitet' indebærer en skelnen mellem ’os’ og ’dem’ – dvs. dem, der er inden- og udenfor nationen – står begrebet i et spændingsforhold til såkaldt multikulturalisme.

Udtrykket dækker over en teori om, hvordan man bør organisere et multietnisk samfund med mennesker af forskellig kulturel baggrund.

De fleste multikulturalistiske teoretikere opfatter sig som liberale og ønsker ikke at give køb på grundlæggende liberale og demokratiske værdier for at imødekomme alle indvandrere med anden kulturel baggrund end flertallets (f.eks. den canadiske filosof Will Kymlicka).

Nogle multikulturalister er dog mere radikale (f.eks. den indisk-britiske filosof Bhikhu Parekh). De mener, at alle kulturer i et samfund bør ligestilles, og de er modstandere af, at staten beskytter en bestemt kulturel tradition.

De ønsker at leve i en såkaldt postnational stat, hvilket blandt andet kunne indebære en afskaffelse af Dannebrog, kongehuset, det danske sprogs fortrinsret, folkekirken, nationale museer, nationale helligdage og undervisning i dansk litteratur og historie i skolen.

LÆS OGSÅ: Drømmen om et grænseløst Europa skubbet i baggrunden: Grænserne er vendt tilbage

Den globale landsby

Den radikale multikulturalisme nyder kun begrænset støtte i Danmark. Den herskende holdning i Folketinget og befolkningen synes at være, at indvandrere med anden etnisk og kulturel baggrund bør tilpasse sig livet i Danmark og bestræbe sig på at tilegne sig grundlæggende danske værdier og på den måde blive en del af den danske nation.

Mens mange såkaldt nationalkonservative sætter lighedstegn mellem dansk nationalitet og dansk etnicitet, viser nutidig forskning, at flertallet af befolkningen ikke mener, at man behøver at være etnisk dansk for at være dansker.

Nationalstaterne og deres tilhørende nationaliteter bygger på den kendsgerning, at der er kulturelle forskelle og tilmed modsætninger, der er for store til at lade sig forene.

Mange mennesker, der rejser meget, kan finde på at kalde sig verdensborgere og beskrive verden som en global landsby. Men der er ganske givet ingen af dem, som kunne drømme om at slå sig ned i en af den globale landsbys dunkle baggyder.

Turister eller vagabonder

I visse kredse flirtes der i dag også med forestillingen om, at vi alle er ved at blive en form for nomader, der nyder at være mobile og konstant på farten.

Men de fleste mennesker trives utvivlsomt bedst ved at have et hjemsted. Den polske sociolog Zygmunt Bauman noterer, at borgere i rige lande blot er 'turister', som før eller senere selv kan vælge at flytte tilbage til de lande, hvor vi føler os hjemme.

De virkelige nomader og migranter er derimod 'vagabonder' uden en sådan valgfrihed (Bauman 1996).

LÆS OGSÅ: Globalisering og nationalisme

Nationalitet er samfundets lim

Hvad tjener nationaliteten? Dette spørgsmål kræver flere svar.

For det første er nationalitet afgørende for enhver stats sikkerhed og sammenhængskraft, fordi staten takket være borgernes nationalfølelse kan gå ud fra, at befolkningen identificerer sig med den. Delte stater er svage stater.

For det andet skaber fælles nationalitet tillid mellem borgerne, og denne tillid er vigtig for trygheden, økonomien, fravær af korruption og borgernes lyst til at deltage i deres stats demokratiske processer.

For det tredje motiverer nationalitet borgerne til at samarbejde om at løse fælles problemer og sætte sig fælles mål. Den får dem til at forstå, at deres lands regering skal tjene hele nationen og ikke kun deres egne eller bestemte gruppers interesser.

For det fjerde fremmer fælles nationalitet solidariteten mellem mennesker, der hverken kender eller ligner hinanden, så de for eksempel er villige til at betale skat, fordele landets velstand og hjælpe landsmænd i nød.

Nationalitet er ikke kun en følelse

Endelig har fælles nationalitet betydning for folkestyret. Det skyldes, at det nationale fællesskab også er det demokratiske fællesskab.

Demokrati betyder, at vi som borgere må finde os i at blive stemt ned ved valg, og at vi ikke gør oprør mod dem, der har vundet regeringsmagten. Det indebærer desuden, at vi accepterer at overholde landets love – også dem, vi ikke er enige i. Disse forpligtelser kan forstærkes af følelsen af at tilhøre den samme nation.

Den afgørende værdi ved nationalitet er altså, at den styrker samfundets og statens sammenhængskraft samt borgernes bevidsthed om, at de har etiske forpligtelser over for dem, de deler samfund med.

Og dette ansvar har de også over for deres efterkommere og fremmede, der ønsker at blive en aktiv del af nationen.

Så nationalitet er altså ikke kun en følelse. Den er heller ikke kun et statsborgerskab eller en rationel overbevisning. Den er også et sindelag, som kommer til udtryk i handlinger, holdninger samt i hjertets og kroppens sprog.

LÆS OGSÅ: Er effektivitet blevet vigtigere for danskerne end fællesskab og solidaritet?

LÆS OGSÅ: Demokratiet beskytter folkets eksistens