Palæstina-aktion på KU: Hvorfor er den anderledes end Vietnam-protesterne og 68’er-oprøret?

»Det slog mig virkelig, at demonstranterne er drevet af en følelse af uretfærdighed, som går helt ind i knoglerne på dem.«

Sådan siger aktivismeforsker og lektor Jonas Lieberkind om de danske Gaza-demonstranter, der de seneste måneder har protesteret over Israels angreb på civile palæstinensere.

Jonas Lieberkind forsker i unges aktivisme og nye former for politisk engagement ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, DPU, på Aarhus Universitet. Som del af sin forskning har han interviewet danske unge om blandt andet Israel-Palæstina-konflikten.

Og så står han bag et studie, hvor han med ét gennemgående spørgsmål undersøger den danske aktivisme fra 68’erne og frem til i dag:

Hvad driver dem?

En fløj af den propalæstinesiske protestbevægelse vækker lige nu opsigt ved at have slået lejr på Københavns Universitet i protest mod universitetets samarbejde med israelske forskningsinstitutioner.

Aktionen kommer i kølvandet på, at amerikanske studerende i ugevis - og til ekstrem stor politisk bevågenhed - har camperet på amerikanske campusser med krav om, at deres universiteter skal sige fra over for Israels krigsførelse.

Særligt én tendens springer i øjnene på Jonas Lieberkind, når han skal beskrive den aktivisme, der lige nu engagerer demonstranter i angrebene på Palæstina: At de er en del af en større global bevægelse.

»Det er påfaldende, at denne type aktioner efterhånden er et verdensomspændende fænomen. Så der har ikke været nogen tvivl om, at det var et spørgsmål om tid, før det kom til Danmark,« siger Jonas Lieberkind til Videnskab.dk.

Du sad bare og ventede på det?

»Ja, det gjorde jeg. Der har været mange flere teltaktioner som disse i den vestlige verden, end hvad de danske medier lige har orienteret om,« siger DPU-lektoren og henviser til, at studerende i Rom og Paris den seneste måned har barrikaderet universiteter med teltlejre.

Fra 'røg, støj og møg’ til universel humanisme

Aktivisme og demonstrationer er selvfølgelig ikke et nyt begreb i danmarkshistorien.

For 100 år siden var arbejderne på barrikaderne for bedre arbejdsforhold. 1968’erne kæmpede imod patriarkatet, det borgerlige liv og omgangsformen i hjemmene. Rødstrømperne for ligestilling og ligeløn.

I 1970’erne klagede natur- og miljøbevægelse over »røg, støj og møg« i byerne, atomkraft i Danmark og ønskede bilfrie søndag. På universitetet kæmpede man mod professorvældet. Og i 1980’erne var det kartoffelkuren, arbejdsløshed og oliekrisen.

»Det var alt sammen forhold, der havde noget at gøre med demonstranternes egen hverdag; problemer de erfarede lokalt og på deres egen krop,« siger Jonas Lieberkind.

Nyere tids aktivisme, altså den vi har set de seneste 10-15 år, adskiller sig fra 1970’erne og -80’ernes aktivisme på lige netop det punkt:

»Det er abstrakte og globale bevægelser, og det, de protesterer imod, ligger langt udenfor deres egen livsverden. Der er ikke nogen lokal logik i det. Der er andre ting på spil,« mener lektoren.

Jonas Lieberkind nævner klimabevægelsen med Greta Thunberg i front, der handler mere om global CO₂-udledning end bilos i København. Occupy Wall Street, der var en reaktion på finanskrisen i 2008 og det kapitalistiske system som sådan. Og altså Gaza-protesterne:

»Krigen i Mellemøsten handler ikke om de danske demonstranters eget liv. Det handler om en mere universel humanisme og sympatien for andre mennesker. Og om en krig, som de mener er benhård og menneskeligt set urimelig,« lyder det fra Jonas Lieberkind.

Hvad med Vietnam og Apartheid?

Hvad med demonstrationerne mod Apartheid og Vietnam-krigen i 1970’erne - 80’erne? Det var vel et udtryk for, det som du kalder nyt her?

»Der har altid været aktiviteter og aktioner, hvor folk af forskellige grunde har associeret med andre menneskers armod, udbytning, krænkelser og frihedskamp.«

»Typisk har de aktiviteter knyttet sig til en politisk ideologi; Vietnam-demonstrationerne var også et opgør med amerikansk-imperialisme og kapitalisme. Og i Danmark var man begyndt at mærke kapitalisme på sin egen krop,« siger Jonas Lieberkind.

Men det er rigtig nok, indskyder han, antiapartheid-bevægelsen i 1980’erne har lagt grunden for den type aktivisme, som vi oplever i dag:

»Antiapartheid var stadig situeret i venstrefløjen, men sigtet mindre politisk og mere humanitært. Fra apartheid stopper i 1994 til i dag, sker der en udvikling, hvor den klarere politisk-ideologiske forankring forsvinder gradvist.«

Et ekko fra udlandet

Selvom de nye protestbevægelser kæmper imod uretfærdigheder, som de måske ikke selv er ved at falde over, når de åbner døren og går ud i verden, betyder det ifølge Jonas Lieberkind ikke, at deres oplevelser er mindre reelle:

»Det er klart min oplevelse, at de handler på en stærk følelse, som kommer dem meget tæt og nært, også selvom de ikke har erfaret krigens ødelæggelser på deres egen krop.«

Indignation får de gennem smartphones og sociale medier. Og det er netop Jonas Lieberkinds pointe, at aktionerne som teltlejren på Københavns Universitet bliver et ekko af lignende aktioner i udlandet, fordi de er en del af en global bevægelse:

»Der er en fælles politisk mission, hvor man lader sig inspirere af hinanden, har en bestemt udtryksform og ‘tagger’ hinanden i et bestemt sprog,« siger Jonas Lieberkind, der også hæfter sig ved, at de studerende med egne ord tilslutter sig »den globale studenterbevægelse for Palæstina«.

Men er det så også mere et identitetspolitisk projekt, hvor det handler om at blive set?

»Det synes jeg ikke, at man kan sige. De politiske emner demonstrerer fint, at det handler om noget mere overordnet end den enkelte. Det handler om humanitet, og for klimabevægelsen handler det om hele Jorden.«

Ikke så navlepillende endda

Ifølge Jonas Lieberkind er det påfaldende, at den unge generation i dag netop har et ry for, at de går ekstremt meget op i identitet og har nok i sig selv. Når han ser på de unge aktivister, oplever han nemlig det helt omvendte:

»Diskursen om de unge har været, at det er en meget individualiseret og karriereorienteret generation. Men det ser ud til, at der nu er opstået et behov for at engagere sig i verden og fællesskaber, som rækker ud over det enkelte individ.«

»Det, der også er spændende ved mange af de aktioner, der er sket indenfor nyere tid, er, at de kommer ovenpå en periode, hvor de unge har været relativt passive,« siger Jonas Lieberkind.

Efter murens fald og Sovjetunionens opløsning var Vesten præget af optimisme og ét stort økonomisk opsving. I 1990’erne og start 2000’erne var der meget lidt politisk engagement og aktivisme blandt danske unge, nævner Jonas Lieberkind:

»I 1990’erne gider man slet ikke det der politiske. Det har ikke rigtig nogen valør eller nogen mening.«

Men efter især finanskrisen i 2008 begynder den vestlige samfundsorden at slå de første sprækker. Og nu lever vi i en form for krisens tidsalder, hvor klima- og miljøkrisen, krig i Europa og i Mellemøsten skaber uro i manges bevidsthed.

Derfor tror Jonas Lieberkind også, at vi kommer til at se flere aktioner som telt-protesterne på Københavns Universitet i fremtiden:

»Jeg forventer, at de få grupper af unge, som engagerer sig meget i politiske forhold, vil fortsætte med at lave små politiske events her og der og om alle mulige forskellige emner.«

»Aktivisme er igen blevet en politisk udtryksform, som de mest radikale grupper er begyndt at bruge,« slutter aktivismeforskeren.