Ikke-voldelig civil ulydighed: Hvornår virker det?

På toppen af Langebro i København sidder flere aktivister. Fra broen hænger et banner med budskabet »black friday is fueling climate-chaos,« og politiet er mødt op for at anholde aktivisterne.

Det var i grove træk sådan det forløb tilbage i november, da klimaaktivisterne Extinction Rebellion udøvede ikke-voldelig civil ulydighed som en protest mod black friday-konceptet.

Aktionen lammede trafikken på både Knippelsbro og Langebro noget af dagen til stor irritation for blandt andet den konservative politiker Mette Abildgaard. 

Det er blot et eksempel på ikke-voldelig civil ulydighed, som klimaaktivister på det seneste har brugt verden over for at gøre opmærksom på klimakrisens alvor.

I denne uge vil forskere i bevægelsen Scientist Rebellion lave aktioner verden over. Blandt andet mødes de onsdag 6. april foran Christiansborg og laver en blokade for at opildne til handling efter udgivelsen af FN's klimapanels tredje delrapport.

Men hvad skal der til, før aktionsformen ikke-voldelig civil ulydighed har en effekt? Og kan aktivistgruppen Extinction Rebellion siges at have haft gennemslagskraft i Danmark?

Det er et par af de spørgsmål, som klimaaktivist Andreas Engholm, et medlem af Videnskab.dk’s Facebookgruppe Red Verden, gerne vil have svar på.

Vi har sendt de spørgsmål videre til forsker i demokrati og grøn omstilling, Anders Blok, der er lektor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

Symbolikken er vigtig

Begrebet civil ulydighed, som det kendes i dag, blev bragt til verden af den amerikanske forfatter Henry David Thoreau i essayet 'On Civil Disobedience' - Civil Ulydighed på dansk - i 1849.

Her indledte han et forsvar for den private samvittigheds ret over for statens krav, hvor han kort sagt argumenterede for, at man har både ret og pligt til at følge sin samvittighed og bryde uretfærdige love. Han nægtede selv at betale skat i protest mod USA’s erobringskrig mod Mexico og mod slaveriet.

I løbet af 1900-tallet begyndte ikke-voldelig civil ulydighed at blive brugt i flere sammenhænge. Blandt andet brugte Ghandi ikke-voldelige protestmetoder som et værktøj mod det britiske kolonistyre i tiden før Indiens selvstændighed i 1947.

Civil ulydighed tages typisk i brug, når dele af befolkningen føler sig svigtet af magthaverne og vil gøre opmærksom på det. Og aktionsformen har ofte været brugt som et sidste alternativ, når de mere traditionelle måder at påvirke beslutningstagerne på er blevet udtømte, uddyber Anders Blok.

Derfor foregår aktionerne - selvom de er ulovlige - i fuld åbenhed. Hvis ikke-voldelig civil ulydighed for alvor skal have gennemslagskraft i samfundet, er det nemlgi helt afgørende at nå ud til medierne, vurderer Anders Blok, der i en årrække har beskæftiget sig med klima- og miljøspørgsmål.

»Det, man ved om forskningen i civil ulydighedsaktioner, og måden de kan virke på, er, at det grundlæggende skal gå via medierne i dag for at have gennemslagskraft,« forklarer Anders Blok.

»Sådanne aktioner kan få en resonans, hvis det producerer stærke symboler og symboler, der spiller på det med, at man er med til at iscenesætte magthavernes tilsidesættelse af almindelige demokratiske hensyn,« fortsætter lektoren.

I historiebøgerne findes der flere eksempler på, at civil ulydighed kan være en effektiv metode til at søge indflydelse på ledere, som nægter at handle på en stor befolkningsgruppes krav om forandring. Et eksempel - af mange - på en bevægelse, der havde succes med en symbolsk aktion, er Chipko-bevægelsen tilbage i 1970’erne.

Inspireret af den indiske frihedskæmper Mahatma Gandhis (1869-1948) principper om ikke-vold, omfavnede Chipko-demonstranter, primært kvinder, træerne for at forhindre skovryddere i at fælde skoven i det landlige Indien.

Fisker i legitime vande

Skuer man mod forskningen, viser en undersøgelse fra 2012, at det bedst kan betale sig for protestbevægelser at holde sig til de ikke-voldelige aktioner og holde sig fra de voldelige konfrontationer.

Ved at gennemgå protestbevægelser gennem de seneste 100 år viser forskerne bag undersøgelsen Erica Chenoweth og Maria J. Stephan, at ikke-voldelige aktioner er dobbelt så tilbøjelige til at nå deres mål som voldelige aktioner.

Forskerne påpeger også, at det er nødvendigt, at omkring 3,5 procent af befolkningen aktivt deltager i protesterne, for at sikre seriøs politisk forandring. Det er blandt andet den teori, som Extinction Rebellion er inspireret af.

Set i lyset af, at vi står midt i en klimakrise, der kræver øjeblikkelig politisk handling, er der et rum for ikke-voldelig civil ulydighed i Danmark, mener Anders Blok.

»Man kan sige, at Extinction Rebellion fisker i demokratisk legitime vande, og de har gode argumenter for, at det faktisk er legitimt på det her sagsområde at bringe civil ulydighed i spil, så på den måde mener jeg ikke, at analysen er forkert.«

Kan være svært at overføre

Om Extinction Rebellion får succes med at aktivere 3,5 af befolkningen, og om det er for få eller for mange at sigte efter, er dog uvist.

Det er heller ikke givet, at Erica Chenoweths forskning sådan lige kan overføres til Extinction Rebellion, indvender Anders Blok.

Erica Chenoweths forskning har nemlig undersøgt civil ulydighed i autokratiske regimer; for eksempel People Power-kampagnen mod Marcos-regimet i Filippinerne, som tiltrak to millioner deltagere på sit højeste.

»Det, man så efter min mening har overset lidt i den sammenhæng, er, at der må antages at være meget stor forskel på den kontekst, som Erica Chenoweths forskning handler om, som meget er de her frihedsforandringsbevægelser i autokratiske regimer, og så konteksten for Extinction Rebellions aktioner. Extinction Rebellion prøver at opnå en accelereret og gennemgribende grøn omstilling af noget, der i udgangspunktet er et demokratisk samfund,« vurderer Anders Blok.

Risikerer man ikke også, at civil-ulydighedsaktioner, der forstyrrer folks dagligdag, kan få folk til at stejle og modsætte sig den grønne omstilling?

Det er nok ikke helt til at komme udenom, medgiver Anders Blok.

»Men der er faktisk amerikanske survey-eksperimenter, hvor man udsætter respondenter for en række faktorer eller aktionsformer og kigger på, hvilke typer effekter, der er. Interessant nok ser man ikke en 'bagslags-effekt' (back-fire effect red.) eller øget modstand til klimakampen ved ikke-voldelig civil ulydighed,« fortsætter han.

Mere traditionelle aktionsformer - såsom en klimamarch - har potentiale til også at påvirke ens ideologiske modstandere, mens ikke-voldelig civil ulydighed har en anden påvirkning.

»Der kan man se, at det at benytte sig af civil ulydighed sammenlignet med at benytte sig af mere afdæmpede aktionsformer har den virkning, at tilslutningen kun stiger - i en amerikansk sammenhæng - blandt demokraterne.«

»Her ser man, at en aktionsform mest af alt appellerer til den del af befolkningen, som i højere grad bakker op om klimakampen, og det flytter ikke holdninger hos ideologiske modstandere.«

Men det indikerer, at der ikke er den der bagslags-effekt hos dem, der er uinteresserede i emnet. Så det har altså ingen synlige bivirkninger.

Budskaber har ikke stået skarpt

Extinction Rebellions aktioner har ikke haft så stor gennemslagskraft i Danmark, som de har haft i Storbritannien, hvor de i højere grad har skabt en massemobilisering.

Anders Blok vurderer alligevel, at Extinction Rebellion er med til at »rykke den aktivistiske spilleplade i Danmark« og åbner for mere vidtrækkende forslag fra andre organisationer.

Sociologen og demokratiforskeren er ikke i tvivl om, at klimaaktivisme vil spille en rolle de kommende år for at holde politikerne oppe på de grønne ambitioner.

»Hvis der er noget, man ved, om, hvornår aktivisme bredt sagt virker, handler det om et sammenspil af mange former for budskaber, og mange protestformer, der tilsammen skubber til holdningsdannelsen i samfundet og lægger pres på magthaverne.«

»På den måde har Extinction Rebellion etableret sig som en del af det relevante aktivismelandskab.«

Han tygger lidt på spørgsmålet om, hvorvidt Extension Rebellion i Danmark har haft held med at komme igennem med deres budskaber:

»I bedste fald i begrænset omfang. De har formået at skabe sig et navn og etableret sig som en del af den ‘nye’ klimaaktivisme, som også er en meget ungdomsbåret aktivisme, der er vokset frem i de senere år.«

»På den måde har de etableret sig som en del af det relevante aktivismelandskab. Men jeg synes frem for alt, at de har haft svært ved at få deres budskaber til at stå symbolsk skarpt i mediebilledet og i samtalen. Man må sige, at de lidt bliver ignoreret ihjel i et samfund som det danske, selvom de har lavet en række aktioner.«