Buh-råb og barnemords-beskyldninger: Politikere bliver afbrudt af vrede demonstranter, men det er faktisk helt okay ifølge forskere

På en restaurant i Kødbyen i København deltager regeringens topministre i en EU-quiz, da de bliver afbrudt af højlydte tilråb: »Stop med at sende våben til Israel!«, »Barnemorder!«, »Våbenhvile nu!«

En statsminister bliver buhet ud af spillestedet Vega under sin tale til kvindernes internationale kampdag. Løbesedler kastes fra balkonen og et banner med ordene 'Folkemord er ikke feminisme' rulles ud over gelænderet.

I den seneste tid er danske politikere blevet afbrudt med protester fra vrede pro-palæstinensiske demonstranter. Aktionerne har fået masser af medieopmærksomhed og affødt stærke reaktioner.

»Et trist lavpunkt for dansk demokrati,« sagde finansminister Troels Lund Poulsen til DR om afbrydelsen af EU-quizzen, som han var en del af.

Vega-demonstranterne blev af en Politiken-journalist sammenlignet med Vladimir Putin, fordi de »med vold tager ytringsfriheden fra andre«.

Men ifølge to forskere, som Videnskab.dk har talt med, kan man se protesterne som det helt omvendte: Et sundhedstegn.

. Mette Frederiksens tale afbrudt ved @KVINFO kampdagsarrangement i Vega kl. 19:30. Statsministeren udvandrer. Løbesedler kastet ned fra balkonen med budskab om frit Palæstina. Vagter forsøger at fjerne demonstranter#dkpol pic.twitter.com/b3bIHq714y

— Mathias Mencke (@MathiasMencke) March 8, 2024

Tegn på demokratisk deltagelse og stærk ytringsfrihed

På Københavns Universitet forsker ph.d.-stipendiat og retoriker Frida Hviid Broberg i protestretorik og brugen af følelser i politik.

»For mig at se er aktionerne ikke et demokratisk lavpunkt eller et tegn på demokratisk forfald. Man kan lige så godt argumentere for, at aktionerne er et tegn på demokratisk deltagelse,« siger hun til Videnskab.dk.

Ejvind Hansen, der er docent og forsker i ytringsfrihed og demokrati på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ser ligeledes protesterne »som et tegn på, at vi har en stærk ytringsfrihed«, fortæller han til Videnskab.dk.

»I samfund, hvor vi ikke har en stærk ytringsfrihed, vi borgere ikke turde lave den slags protester i frygt for at blive taget i fængsel og tortureret.«

»Jeg ser det som en mild form for civil ulydighed, der bryder lidt med reglerne,« siger han og tilføjer, at man skal have »de meget kortsynede briller på« for, som Troels Lund Poulsen, at se aktionerne som et lavpunkt for det danske demokrati.

En kendt metode

At afbryde eller obstruere politiske taler er en metode, der har en lang historie bag sig, fortæller ph.d.-studerende Frida Hviid Broberg. Fænomenet bliver populært kaldt for ‘heckling’:

»Det er en kendt aktivistisk metode, og den er eksempelvis blevet brugt af kvinderettighedsbevægelser tilbage i tiden,« forklarer hun og tilføjer:

»Det er også vigtigt at understrege, at når det kommer til den sociale forandring, som forskellige bevægelser søger gennem metoder som ‘heckling’, er det jo ikke en popularitetskonkurrence. Selvom aktioner er upopulære, kan de være succesfulde, når det kommer til at lægge pres på magthaverne.«

De såkaldte suffragetter, der kæmpede for kvinders stemmeret i Storbritannien, var kendte for at afbryde politiske taler og kaste med løbesedler. Om det styrkede deres sag er ifølge historikere til debat, men faktum er, at de fik deres stemmeret i 1918.

De danske rødstrømper gjorde også brug af metoden. For eksempel overtog de talerstolen ved et 1. maj-arrangement på Rådhuspladsen i 1970, hvorfra de krævede ligeløn.

De blev ekspederet ned fra talerstolen, men fortsatte med at holde talen ved hjælp af en megafon.

Teorien om den radikale flanke

Om det er en gavnlig metode for aktivisternes sag er til gengæld ikke let at vurdere.

»Det er jo svært at måle effekten isoleret af en enkelt aktivistisk handling,« påpeger Frida Hviid Broberg, men nævner, at der er teorier, der peger på, at afbrydelser og civil ulydighed kan have en effekt.

En teori bliver kaldt for ‘radical flank effect’ - hvilket kan oversættes lidt groft til en radikal flankeeffekt.

»Aktionerne virker på den her måde, at de skaber en masse - ofte ret negativ - opmærksomhed, fordi folk bliver sure over forstyrrelserne, og det bliver betragtet som uciviliseret og så videre,« siger Frida Hviid Broberg.

»Men selvom den brede offentlighed ikke sympatiserer med metoden, kan det alligevel have en positiv effekt for den overordnede sag,« fortsætter hun og nævner et nyligt eksempel:

Ved tennisturneringen U.S. Open i september 2023 blev en af kvindernes semifinalekamp afbrudt af råb fra en håndfuld klimaaktivister, hvoraf én af dem limede sine fødder fast til sin plads på tribunen.

I et efterfølgende interview fortalte én af tennisspillerne, Coco Gauff, at hun støttede klimakampen, og at det ikke gjorde hende så meget at blive afbrudt, selvom hun ikke var fan aktivisternes metode.

»Om Coco Gauff havde udtalt sig om klimakampen uden den afbrydelse, kan vi ikke vide, men spørgsmålet var foranlediget af aktionen,« fortæller Frida Hviid Broberg.

Et amerikansk-canadisk studie fra 2022 indikerer også, at sociale bevægelsers radikale flanker kan have en positiv effekt på en samlet social bevægelses sag, fordi resten af medlemmerne fremstår mere moderate i lyset af de mere radikale medlemmer.

»Resultaterne taler for, at aktivistiske grupper kan gøre brug af upopulære taktikker for at øge støtten til andre grupper indenfor den samme bevægelse,« skriver forskerne bag, der kalder virkningen for en 'kontrast-effekt'.

Nogle følelser er mere okay end andre

Går vi et skridt dybere ned i de retoriske teorier, så kan de saboterende aktioner også forsvares, argumenterer Frida Hviid Broberg.

I sin forskning beskæftiger hun sig med såkaldt ‘affekt-teori’, der blandt andet beskriver, hvordan nogle følelser er mere okay at have end andre i forskellige sociale sammenhænge.

Lidt karikeret kan man sammenligne det med, at det bliver opfattet som fint - hvis ikke ligefrem velset - at være vred og lidt aggressiv på en fodboldbane, mens de følelser ikke hører hjemme i saunaklubben, hvor man til gengæld gerne må tale om følelser og være blød.

Affekt-teorien løfter den logik op på et politisk niveau og beskriver, hvordan nogle følelser bliver regnet som mere okay end andre i eksempelvis den demokratiske samtale.

»Der foregår hele tiden en forhandling om, hvilke følelser der er legitime i politik. Sådan en følelse som vrede er eksempelvis ildeset - og det er generelt en meget udskældt følelse i vestlig tænkning,« siger Frida Hviid Broberg.

Det er heller ikke ligegyldigt, hvem der er vrede, påpeger forskeren:

»I den offentlige debat er det ofte kvinder og minoriteter, som får kritik for at være meget vrede. Og det ser vi også i forbindelse med den pro-palæstinensiske bevægelse, vi taler om her. Der er et billede af, at den har været drevet af vrede, unge, brune mænd, som får kritik for at være vrede og bliver fremstillet som farlige og ekstreme,« fortsætter hun.

Men det er ikke et sandfærdigt billede?

»Jeg har fulgt bevægelsen såvel som mediedækningen af den tæt og systematisk siden oktober. Realiteten er, at det er en meget bred og sammensat bevægelse,« siger Frida Hviid Broberg og fortsætter:

»Hvis vi kigger på, hvem der faktisk deltager i demonstrationer og aktioner tegner der sig et billede af en bevægelse, der rummer garvede aktivister fra forskellige miljøer - som klimaaktivister, gamle fredsaktivister og LGBT+-aktivister - men som også har fået mange mennesker, der ikke plejer at gå til demonstration, til at bruge deres demokratiske ret til at forsamle sig.«

»Bevægelsen benytter sig af metoder, der grænser til civil ulydig, men anklager om vold og terrorbilligelse har vist sig gang på gang at være en stråmand. Bevægelsen gør desuden meget ud af at tage afstand fra antisemitisme, som de bliver anklaget for i danske medier, og rummer også jødiske borgere.«

Ulige muligheder for at komme orde

De fleste herhjemme har nok en idé om, hvordan en god demokratisk debat fungerer: Man lytter til sin modstanders argumenter, lader vedkommende tale ud, og fremfører så sine modargumenter. Respektfuldt, fredeligt og civiliseret.

»Det er en idé, der bygger på Jürgen Habermas’ (tysk filosof og sociolog, red.) deliberative demokrati-begreb,« påpeger Frida Hviid Broberg.

»Det er et ideal om, at hvis vi taler og argumenterer rationelt, så når vi frem til en enighed, hvor det bedste argument vinder. Det er et fint ideal, men det er også netop dét; et ideal. Teorien er efterhånden blevet kritiseret af mange,« fortæller hun.

Kritikken går blandt andet på, at det ikke er alle, der har lige adgang til den demokratiske debat:

»Idéen om det deliberative demokrati bliver kritiseret for at være blind overfor, at magt og ulighed spiller ind på, hvem der har muligheden for at deltage, og hvis argumenter der bliver regnet som fornuftige,« siger Frida Hviid Broberg.

Føler sig ikke repræsenteret

Frida Hviid Broberg nævner, at kvinder og minoriteter historisk set - og til stadighed i dag - bliver opfattet som mindre fornuftige eller civiliserede end det såkaldte 'establishment'.

»På den måde er idealerne om det deliberative demokrati blevet brugt til at regulere kvinder, minoriteter og marginaliserede bevægelser. De opleves hurtigere som følelsesladede og rammesættes som vrede eller farlige,« siger hun.

Frida Hviid Broberg står netop bag en videnskabelig artikel, hvor hun viser, at de danske Black Lives Matter-demonstrationer fra sommeren 2020 blev fremstillet som farlige og illegitime i danske medier.

Men hvad har det så med de konkrete pro-palæstinensiske demonstranters afbrydelser af danske politikere at gøre?

»Vi skal huske, at aktionerne ikke kan forstås isoleret. Der har også været andre former for aktivisme og deltagelse i den demokratiske samtale som debatindlæg, poesi, performances, demonstrationer og meget andet.«

»Men hvis man lytter til aktivisterne, så føler de sig jo ikke hørt og ikke lyttet til. De føler nok, at de har protesteret fredeligt i over seks måneder, men stadig ikke bliver hørt,« siger Frida Hviid Broberg.

»Ville heller ikke bryde mig om at blive kaldt for barnemorder«

Samme fortolkning kommer fra demokrati- og ytringsfrihedsforsker Ejvind Hansen:

»Man må jo forstå det sådan, at der er nogen, der ikke føler sig repræsenteret i den politiske samtale eller i det politiske system. De mener ikke, at de almindelige måder at komme til orde på har virket for dem.«

Men det gør det vel ikke okay at blive hørt gennem afbrydelser af taler?

»Jeg kan sagtens se det problematiske i det, og jeg forstår frustrationen. Jeg ville heller ikke bryde mig om at blive kaldt for barnemorder. Men jeg synes grundlæggende, at et demokrati, hvis det skal være frugtbart og levedygtigt, skal indtage de impulser, der ikke passer ind i rammerne for, hvad god opførsel er,« siger Ejvind Hansen og tilføjer:

»Jeg kan da også frygte, at det er et tegn på en demokratisk krise, hvis vi ser flere og flere antiautoritære grupper, der mister tilliden til vores politikere og omvendt; at politikere i mindre grad tør møde befolkningen. Men der er vi nok ikke helt endnu.«

En grundlovssikret ret

Til sidst er spørgsmålet om ytringsfrihed: Krænker demonstranterne ikke ytringsfriheden og agerer som en slags despoter, der tager ordet med vold, som det påpeges af en Politiken-journalist?

Ikke ifølge docent Ejvind Hansen.

»Ytringsfrihed i sin essens handler om, at det skal være muligt at tale magthaverne imod.«

Ytringsfrihedens essens kan selvfølgelig forstås på forskellige måder, medgiver Ejvind Hansen:

»Men den grundlovssikrede ret til ytringsfrihed handler i bund og grund om, at vi skal kunne kritisere magthaverne uden at være bange for, at de kommer efter os. Det var det, der var på spil i debatterne og forhandlingen om grundloven fra 1848.«

Ejvind Hansen tilføjer, at man sagtens kan diskutere, om demonstranterne så bruger deres ytringsfrihed på en god eller dårlig måde, når de afbryder politiske arrangementer:

»Det høfligste ville nok være at være blevet væk frem for at ødelægge et event.«