Serampore var en glemt dansk koloni – mens den var koloni

Mange ved, at Danmark var til stede i Indien under kolonitiden, og det er ofte Trankebar på Indiens sydøstlige kyst, der får mest omtale.

Små 2.000 kilometer længere mod nordøst nær grænsen til Bangladesh findes der imidlertid andre spor af dansk tilstedeværelse, som kan løfte et par øjenbryn forud for et anerkendende nik med hovedet.

Serampore er i dag en forstad til Calcutta – eller Kolkata som byen skiftede navn til i 2001. Her havde Danmark en koloni i årene 1755 til 1845, og selvom perioden var kort, nåede man blandt andet at anlægge et af Asiens første universiteter i byen.

Nationalmuseet sætter fra 29. juni 2018 luppen over området under overskriften »Serampore – den glemte koloni«.

Hvad ville danskerne i Serampore?

Nationalmuseet sætter fokus på de danske bygninger i Serampore, som museet har været hovedaktør i at få renoveret, og hvilken betydning de har for det moderne lokalsamfund. Dette kommer vi tilbage til.

Først runder vi kolonitiden, for hvorfor i alverden var man fra dansk side interesseret i at skaffe sig en enklave i dette fjerne hjørne af Indien, i Bengalen?

Jo, Asiatisk Kompagni var blevet klar over, at fremtiden især lå i denne del af Indien, hvor der blev handlet værdifulde varer, såsom silke, bomuld og salpeter.

Kompagniet havde sit hovedsæde på Christianshavn i København, dér hvor Udenrigsministeriet i dag holder til og benytter selvsamme bygning. Herfra videreførte man nogenlunde de samme tanker, som det lukkede Ostindisk Kompagni havde forsøgt at føre ud i livet i 1600-tallet.

»Allerede i 1600-tallet forsøgte man at komme op til Bengalen for at etablere sig. Man fik etableret en lille handelsstation, som hed Danmarksnagore. Den lå en smule længere oppe ad Hooghleyfloden,« siger Simon Rastén.

Han er museumsinspektør på Nationalmuseet og forklarer videre om det danske etableringsforsøg, som kun varede fra 1625 til 1642:

»Det var en ret urolig tid i 1600-tallet, og det endte med, at danskerne blev smidt ud af Bengalen, erklærede krig mod stormogulen og begyndte at røve de bengalske skibe.«

Cricketbat og murerredskaber

Tilbage til nutiden og Nationalmuseet.

Her træder gæsten direkte ind i hjertet af nutidens Serampore, og øjnene inviteres til at gå på opdagelse blandt levende billeder, cricketbat, murerværktøj og en salgsbod på hjul.

Det meste er blevet fragtet til Nationalmuseet fra den moderne by i Indien. Selv skodderne for de imaginære vinduer er blevet købt i Serampore.

Der er skruet helt ned for enhver skoleelevs mareridt, et museum fuld af endeløse mængder af tekst. I stedet skal sanserne på arbejde.

»Vi forsøger at sætte folk i en stemning, hvor de selv begynder at tænke kolonihistorie på en ny måde. I stedet for at tænke på, at det var noget, der skete langt derude for 200 år siden, forsøger vi at skabe et indblik i, hvordan folk i dag bruger og ser på de gamle bygninger som en del af deres personlige historie og deres bys historie,« forklarer museumsinspektør Bente Wolff.

»Der er stor bevidsthed i Serampore om, at kolonitiden også var en tid, hvor nogle indere blev stenrige af at deltage i kolonihandelen med Europa, og hvor sociale reformer og uddannelse fik et gennembrud – ikke bare som moderne europæiske ideer, der blev plantet i Indien, men som ideer, der blev udviklet i ofte kritisk dialog mellem indiske og europæiske samfundstænkere,« siger hun og fortsætter:

»På den måde er der større bevidsthed i Serampore om nuancerne i kolonihistorien end i Danmark, hvor kolonialisme ofte beskrives som en enkel sort-hvid affære, hvor kun de europæiske kolonisatorer er den aktive part.«

Et pakhus blev den spæde begyndelse

Og så et nyt dyk ned i historien.

Som nævnt var det igen ved bredden af floden Hooghly, en biflod til Ganges, at danskerne i midten af 1750'erne atter søgte lykken i Bengalen. Det skete med hjælp udefra.

»Da danskerne kommer derop, sker det med hjælp fra franskmændene, som får hul igennem til at kunne forhandle med den lokale nawab, som var stormogulens forlængede arm,« fortæller Simon Rastén og fortsætter:

»Det bliver til et ret lille stykke land, cirka én kilometer på hver led, hvor man bygger en lille handelsstation. Området indeholder også et par små landsbyer, og til at begynde med er området blot et sted, hvor man kan opbevare varer.«

Den nye handelsstation blev af danskerne døbt Frederiksnagore og kendes i dag som Serampore. Som leje skulle man betale 2,5 procent i told til nawaben. I ældre litteratur omtales stedet som en handelsloge, hvilket i denne sammenhæng skal forstås som en form for et bevogtet pakhus.

»Det var et sikkert sted, hvor man kunne opbevare varerne, og så kunne man sejle dem hjem til Danmark, når der kom et skib derud. Der kunne jo gå lang tid imellem, at det skete,« siger Simon Rastén.

Selvom pakhuset var bevogtet, var det ikke decideret befæstet, for det havde man ikke ret til. Man byggede dog en lille mur omkring, men i de første 20-30 år var det kun et pakhus.

Kirke samler kristne, hinduer og muslimer

På Nationalmuseet bliver forskellige bygninger, som stammer fra den danske kolonitid, vist frem. Museet har taget initiativ til restaurering af en håndfuld bygninger i Serampore med økonomisk støtte fra blandt andre Realdania. En af de mest iøjnefaldende er den imponerende Sankt Olavs Kirke, som man også kan se i udstillingen.

Det var i sidste øjeblik, at kirken blev frelst. Allerede i 2009 blev den lukket, fordi der var fare for, at taget ville falde ned.

Kirken er ellers centrum for mange lokale menneskers barndomsminder. Det har en rundspørge blandt de lokale, som Nationalmuseet har udført, vist. Ikke mindst var den årlige julefest savnet.

»Til julegudstjenesten kom selvfølgelig menigheden, men også mange af byens bedre borgere deltog. Derudover kom folk i kvarteret forbi i løbet af juledagene for at se på juledekorationerne og drikke te og spiser kage, som den kristne menighed byder på,« siger Bente Wolff og fortsætter:

»Der var også mange ikke-kristne, som deltog i julegudstjenesten, fordi det var en festdag. Og så var der mange, der kom uden at være en del af den religiøse handling, men bare kom for at besøge kirken i løbet af juledagene, når der var pyntet op med lys og guirlander på facaden.«

»Kirken er noget særligt også for hinduerne og muslimerne i Serampore. De føler, at det er deres kirke. De var kede af, at den var ved at forfalde. Derfor blev det også markeret som en lokal festdag, da den åbnede igen for to år siden,« siger hun.

Kirken stod oprindeligt færdig i 1805 og kom altså først til efter lidt tid og efter den episode, du nu kan læse om.

Taget styrter ned

Selvom det lykkedes at købe sig lov til at anlægge Frederiksnagore, troede de danskere, der kommer derop, ikke rigtig på sagen. Danskerne var jo allerede blevet smidt ud 100 år tidligere.

Derfor havde de heller ikke særlig mange penge med, og de første huse, de fik bygget, blev bygget af ler og havde stråtag.

»En decemberaften sidder de og spiser sammen. På det tidspunkt har man endnu ikke nogen kirke i byen, så man mødes i guvernementshuset og afholder gudstjeneste og fejrer advent. På det tidspunkt er huset blevet skrøbeligt, og pludselig begynder det at knage. De må hoppe ud af vinduerne og forsøge at redde nogle af møblerne ud. Det er ret dramatisk, og bagefter styrter taget ned,« fortæller Simon Rastén og fortsætter:

»Det er ret sigende for den periode, for der er meget få danskere, og det er endnu heller ikke rigtig et sted for kvinder. Mange er taget derop og har efterladt deres kone i Trankebar, for det er lidt en udpost.«

Efter den mindeværdige juletid får man opført et ordentligt guvernementshus i mursten, som skulle komme til at fungere som centrum for Serampores administration helt frem til i dag. Det blev i årene 2011 til 2015 restaureret af Vestbengalens kommission for kulturarv, hvilket vidner om den lokale interesse for at bevare de gamle bygninger.

Stor lokal interesse for renoveringsarbejdet

Nationalmuseet fungerede som uformel konsulent under arbejdet med at renovere guvernementshuset i Serampore. Selv har museet stået i spidsen for renoveringen af flere bygninger med økonomisk støtte fra Realdania i ryggen.

Sankt Olavs Kirke var det første renoveringsprojekt, og derudover er to af byens porte, kroen 'The Denmark Tavern', en retsbygning samt hovedporten og hovedtrappen på universitetet fra danskertiden blevet taget under kærlig behandling.

Alt arbejde er udført af lokale håndværkere og lokale arkitekter med speciale i restaurering.

»De lokale fortæller, at de sætter pris på den økonomiske støtte og tekniske rådgivning fra Danmark, men at de egentlig synes, at restaureringerne burde være et lokalt offentligt ansvar at finansiere,« siger Bente Wolff, som tilføjer, at delstatsregeringen da også har bidraget væsentligt til projekterne i byens historiske kerne.

Så selvom danskerne lagde ud med bygninger af ler og strå, kommer der med tiden gang i hjulene.

En af de største byer i riget

Efter den svære begyndelse i midten af 1700-tallet begyndte det pludselig at gå stærkt fremad for Fredriksnagore eller Serampore. Der kom flere europæere til, og indiske handlende og rigmænd slog sig ned i byen.

Omkring år 1800 var Serampore en af Danmarks største byer. Charlotte Amalie i Dansk Vestindien var af nogenlunde samme størrelse, altså mellem 10.000 og 12.000 indbyggere.

København var naturligvis større, og det samme var Flensborg og Altona, men derudover var det kun Charlotte Amalie i Vestindien, der kunne måle sig med Serampore.

»Der bor dog kun meget få danskere. Det er derfor, at vi vælger at kalde den for »den glemte koloni«, for allerede dengang var den lidt glemt, kan man høre på de embedsmænd, der er udsendt. De bor i denne store by, som er tre-fire gange større end Trankebar, men alligevel er det et sted, som ingen i Danmark rigtig interesserer sig for. Så de føler sig gemt lidt af vejen, når de kommer derud,« siger Simon Rastén.

Det er svært at fastslå præcis, hvor mange danskere og nordmænd, der boede i Serampore. I de første år af 1800-tallet anslås antallet at være på sit højeste med cirka 80 personer.

I 1840 foretages den eneste folketælling i Serampore under dansk styre. Det vil med andre ord sige, at det sker blot fem år, før England får overdraget Serampore og Trankebar, som havde været dansk siden 1620'erne, for 1.125.000 rigsdaler.

På dette tidspunkt var der derfor kun tre-fire danske embedsmænd og deres familier tilbage i Serampore.

The Denmark Tavern

En af de spændende bygninger, som Nationalmuseet har stået i spidsen for at få restaureret, har museet ikke kunnet få plads til i udstillingens rum.

Den er dog værd at nævne alligevel, nemlig kroen The Denmark Taveren and Hotel, som lå helt ned til Hooghlyfloden. Bente Wolff fortæller historien:

»Dér lå der en stor ruin. Der var en sidefløj, som stadig blev brugt af politiet. Der havde de deres telefoner og deres bibliotek, men hele hovedbygningen var fuldstændig kollapset. Den havde en meget prominent beliggenhed, nemlig lige dér hvor danskerne havde deres landingsplads, deres salutkanoner og deres flagstang,« siger Bente Wolff.

Hun fortæller videre om, hvordan det lykkedes at finde ud af, hvad det var for en bygning:

»Vi faldt over en gammel omtale fra 1786 af en kro ved navn The Denmark Tavern. Her kunne gentlemen, der sejlede op og ned ad floden, komme for at holde weekend, spise god mad, drikke kaffe, læse avis og spille billard. Denne kro blev beskrevet, som om den lå lige ved flagstangen. Vi vidste, hvad der var på den anden side af flagstangen, nemlig et pakhus. Og på gamle malerier kan vi se bygningen, så fordi den lå lige ved flagstangen, måtte der være tale om The Denmark Tavern.«

I virkeligheden er navnet The Denmark Tavern en smule misvisende, for den blev ikke til på dansk initiativ. I stedet blev den navngivet og åbnet af englænderen Mr. Parr i 1786.

Datidens danskere i Serampore, omend de var relativt få, har dog sikkert brudt sig om navnet og om at kunne sidde at nyde sin kaffe og avis med udsigt til Dannebrog i flagstangen.

Det danske sprog ebber ud, og et salg er nær

Da antallet af danskere i 1800-tallets Serampore var ganske lille, kom der aldrig rigtig gang i det danske selskabsliv.

Formelt var administrationssproget dansk, men i løbet af 1800-tallet skiftede det mere og mere til engelsk. Det ses tydeligt i nogle af de private breve, der blev sendt hjem til Danmark. Her sniger der sig flere og flere engelske ord ind, og nogle mister simpelthen sproget.

»Til daglig bruger de ikke dansk, men taler engelsk. Der har heller aldrig været afholdt en gudstjeneste på dansk i kirken. På den måde er det anderledes i forhold til nogle af de andre kolonier,« siger Simon Rastén og føjer til:

»De få danskere, der er, mødes et par gange om ugen og spiser hjemme hos hinanden i weekenderne. De fleste af dem kan dog ikke lide hinanden, men da de ikke rigtig har andre muligheder, spiser de sammen. Og så fejrer de jo kongens fødselsdag hvert år, som de skal,« siger han.

»Der findes også nogle beskrivelser af, hvordan de sidder og spiser æggekage med flæsk, som de får sendt ud fra Europa. Så nogle forsøger at holde fast i det danske, mens andre gør grin med de der personer, som slet ikke kan finde ud af, at de er havnet i Indien.«

På denne facon var overgangen fra at være et dansk til engelsk område en meget naturlig udgang på Serampores danske historie.

Inden overdragelsen formåede Danmark dog at sætte et markant aftryk på byens historie, omend dette aftryk også havde et britisk skær.

Det var nemlig den britiske baptistmission, der siden slutningen af 1700-tallet havde udført et arbejde med at etablere grundskoler i Serampore, som i 1818 mundede ud i grundlæggelsen af 'College for the Instruction of Asiatic and Other Youth in Eastern Literature and European Science'.

Den danske konge, Frederik VI, donerede en grund i Serampore til læreanstalten, og 23. februar 1827 udnævnte kongen læreanstalten til universitet på linje med de to øvrige universiteter i riget beliggende i København og i Kiel. Det blev dermed et af de tidligste universiteter i Asien.

Da overdragelsen af Serampore og Trankebar i Indien endelig skete i 1845, var det efter 30 års overvejelser. Fra Danmark sendte man korvetten Galathea, som skulle på videnskabelig sejlads jorden rundt, til Indien som repræsentant for den danske stat.

Den havde dog i virkeligheden en anden mission med sejladsen til Inden og forlod Trankebar allerede før den officielle overdragelsesceremoni.

Galathea skulle nemlig gennemføre det, der skulle blive det sidste forsøg på at kolonisere øgruppen Nicobarerne i Det Indiske Ocean.

Men det er en helt anden historie.

\ Læs mere

Så stort har Danmark været

\ Læs mere

Danskere finder vand i Indien med besynderlig helikopter-teknologi