Så stort har Danmark været

Vi har alle hørt det masser af gange: Danmark var engang en stormagt, og som folk var vi frygtet i nær og fjern.

Men hvis vi lægger alle tidligere danske besiddelser sammen fra vikingetiden til i dag, hvor stor har Dannevang så været?

Regnestykket er næsten umuligt at gøre op, men Videnskab.dk forsøger her at give et overblik over danske besiddelser fra vikingetiden til i dag.

Du kan vælge imellem at tage på togt ud i verden med det interaktive kort nedenfor, eller du kan vælge at læse listen over besiddelser fra top til bund.

Da Danmark var størst

Danmarks besiddelser er vokset og skrumpet mange gange i løbet af historien. Ifølge Michaels Bregnsbo, lektor i historie på Syddansk Universitet, er det dog relativt nemt at udpege, hvornår Danmark var størst.

»Det må have været i Kalmarunionens tid fra 1397 til 1520, omend der var perioder, hvor unionen eksisterede mere på papir end i virkeligheden. Unionen rummede Danmark, Norge med Grønland, Island og Færøerne samt Sverige og dermed også Finland,« siger Michael Bregnsbo og føjer til:

»I den tidlige middelalder var England under Danmark, men arealet var større i Kalmarunionens tid.«

Handelsstationerne, faktorierne, er talt med

Til gengæld er det meget svært at gøre op, hvor stort et landområde den danske krone alt i alt har regeret over.

Vikingernes Vinland i Nordamerika er eksempelvis ikke med i denne opgørelse, fordi vikingetogterne hertil formodes primært at være udført af norske vikinger.

Modsat er faktorierne, handelsstationer, i Asien i 1600-, 1700- og 1800-tallet taget med på listen. Disse blev oprettet af Asiatisk Kompagni, men de var små og ikke særligt danske.

»Det var ikke nødvendigvis danskere, der opholdt sig dér, og der var ikke mange danskere, der kom dertil,« forklarer Michael Bregnsbo.

»I Kina var det helt og holdent kineserne, der kontrollerede det. De tillod allernådigst danskerne at leje sig ind, og handelen skulle foregå via et kinesisk handelskonsortium. I Indien var forholdene friere, omend der også her nogle gange var fyrster, som man lejede områderne af,« fortsætter han.

Det hurtige overblik

Denne artikel indeholder to interaktive kort samt tekst om alle Danmarks besiddelser siden vikingetiden. Hold tungen lige i munden, og se, om du kan holde styr på alle de egne af verden, hvor en dansk konge eller dronning på et tidspunkt har været den øverste regent.

Klik på de danske flag i det interaktive verdenskort herunder og se, hvor Danmark har haft besiddelser siden vikingetiden. Tip til mobilbrugere: Vend telefonen på siden for at gøre kortet større.

Dyk ned i historien

I det andet kort herunder kan du zoome ind og dykke ned i historien.

• Træk i det grå banner i bunden for at gå til næste besiddelse. Også på mobilen kan du stryge med fingeren i det grå felt i bunden for at bladre videre.
• Klik på nålen eller i’et øverst til højre i kortet for at læse mere om hver enkelt af Danmarks besiddelser.

1. Norge (vikingetid og 1380-1814)

Allerede i 900-tallet udnyttede den danske vikingekonge Harald Blåtand magtkampe blandt norske stormænd til at erobre store dele af landet. Dette skete i samarbejde med Håkon Jarl, som i 980'erne gjorde landet uafhængigt af Danmark.

Forbindelsen mellem de to lande fortsatte dog i perioder med at være ganske tæt. I 1042 arvede kongen Magnus den Gode således tronen i både Danmark og Norge.

I 1363 blev den 10-årige senere Margrete I som datter af den danske konge Valdemar Atterdag gift med Håkon VI af Norge og Sverige.

Norge forblev en del af det danske rige frem til 1814, da Sverige var gået sammen med England mod Danmark under Napoleonskrigene.

Danmark gik statsbankerot og afstod Norge til Sverige under fredsforhandlinger i Kiel. Norge forsøgte at opnå selvstændighed med den danske tronarving og senere konge Christian VIII som statsoverhoved. Han nåede dog kun at være konge af Norge i små fire måneder, før Sverige invaderede landet og gjorde sin ret gældende.

Norge blev i moderne tid først selvstændigt 7. juni 1905.

2. Sverige (1380-1523) med Skåne, Halland, Blekinge (970-1658) og Gotland

Skåne og Blekinge var hovedsageligt danske områder fra 970.

I 1380 blev den danske kronprins Oluf, efter sin norske far Håkon VI's død, konge over Danmark, Norge og Sverige. Oluf døde dog selv allerede 1387 i en alder af 16 år, og Margrete endte via Kalmarunionen som de tre landes overhoved, men selve Stockholm overgav sig først til den danske dronning i 1398.

Uroen ulmede dog i Sverige, og fra 1448 til 1523 lykkedes det kun danske konger at regere i Sverige i perioder. I 1523 kom Gustav Vasa til magten, hvilket atter gjorde Sverige selvstændigt og gjorde en ende på Kalmarunionen.

Skåne, Halland og Blekinge, som indtil da havde været danske, samt øen Gotland i Østersøen forblev dog på danske hænder.

Gotland blev atter erobret af Sverige i 1645 efter Torstenssonkrigen, som bundede i svensk oprør over den danske Østersø-told. Halland gik reelt også tabt ved denne lejlighed, omend det formelt først skete i 1658, da også Skåne og Blekinge kom på svenske hænder. Årsagen var, at Danmark fik prygl af svensken under Karl Gustav-krigene.

Svensken gik over isen

Året før, i 1657, var der et stort ønske om revanche efter flere tabte krige mod Sverige. Man valgte at benytte sig af, at den svenske konge Karl Gustav var travlt optaget af at føre krig mod Polen.

Den svenske konge skiftede dog hurtigt fokus og forfulgte de danske tropper gennem Jylland, over Fyn, og var takket være en streng vinter i stand til at lade sine soldater krydse Storebælt over isen.

I sidste ende indgik de stridende parter en fredstraktat i Roskilde, som resulterede i tabet af Skåne, Blekinge og Bornholm.

Svenskerne valgte dog allerede i 1659, at de ville erobre hele Danmark. Det var kun takket være københavnernes udholdenhed under den svenske belejring, og at omverdenen ikke ønskede, at Sverige skulle få endnu mere magt, at Danmark forblev en selvstændig nation.

Polen, Nederlandene og Brandenburg bidrog med militær hjælp til at drive svenskerne ud.

Bornholmerne befriede sig selv og blev ved freden i 1660 atter en del af Danmark. Grænserne, der dengang blev fastlagt mellem Danmark og Sverige, gælder endnu.

3. Finland (1380-1523)

Håkon VI var norsk konge i sidste halvdel af 1300-tallet. Han var ligeledes blevet valgt til konge af Sverige, som Finland på dette tidspunkt var en del af.

Den norske konge var gift med den senere Magrete I af Danmark, og da han døde i 1380, arvede deres søn, Oluf II, Håkons riger. Han blev dermed konge af Danmark, Norge og Sverige, inklusive Finland.

Da Oluf II døde kun 16 år gammel, overtog Margrete I magten.

Fra 1448 til 1523 var det kun muligt for danske konger at regere over Sverige og Finland i perioder. I 1523 kom Gustav Vasa til magten i Sverige og bragte samtidig Danmarks herredømme over Finland til ende.

4. Grønland (1380- )

Grønland hørte ligesom Island og Færøerne under den norske krone, da Oluf blev konge over Danmark og Norge i 1380.

Allerede i 1400-tallet ophørte dog kontakten til Grønland. Den blev først genoptaget i 1721, da den norske præst Hans Egede på vegne af Frederik IV drog mod nord og kristnede grønlænderne.

Modsat Færøerne fik Grønland ikke stemmeret til rigsdagen i 1849. Til gengæld fik grønlænderne i 1857 mulighed for at vælge forsamlinger i form af såkaldte forstanderskaber til at administrere lokale forhold.

I forbindelse med salget af Dansk Vestindien til USA i 1917 sikrede Danmark sig USA's anerkendelse af, at Danmark kunne hævde sin suverænitet over hele Grønland.

Første skridt mod hjemmestyre og selvstyre

I 1972 blev Grønland tvunget ind i EF, det senere EU, selvom 70 procent af den grønlandske befolkning havde stemt imod at blive optaget i Fællesmarkedet.

Dette blev første skridt imod Grønlands hjemmestyre, som trådte i kraft i 1979. Herefter meldte Grønland sig ud af EF.

I 2009 blev hjemmestyret i Grønland udskiftet til at blive et selvstyre. Forskellen ligger blandt andet i, at Grønland dermed har fået råderet over sine egne ressourcer og råstoffer. Grønland er stadig en del af det danske rigsfællesskab.

5. Island (1380-1944)

Island hørte ligesom Grønland og Færøerne under den norske krone, da Oluf blev konge over Danmark og Norge i 1380.

Selvom Island herefter hørte ind under det danske rige i godt 550 år, havde det altid en relativt høj grad af selvstændig myndighed via Altinget, som blev oprettet i Island allerede i 900-tallet.

Altinget blev dog nedlagt i 1800 på grund af ny, dansk lovgivning, men det genopstod i 1843. Dette blev begyndelsen til en islandsk kamp for selvstændighed, og i 1904 opnåede islændingene hjemmestyre.

Begivenheden blev i 1918 fulgt op, da Rigsdagen vedtog Forbundsloven, der anerkendte Island som en selvstændig nation i personalunion med Danmark.

Unionen gjorde eksempelvis, at Island beholdt den danske konge Christian X som statsoverhoved, og at Danmark og Island havde fælles udenrigstjeneste.

I lighed med Færøerne blev Island under Anden Verdenskrig besat af Storbritannien og senere USA, og inden krigen var ovre, havde Altinget besluttet at indføre en republik. Island løsrev sig officielt fra Danmark 17. juni 1944.

6. Færøerne (1380- )

Færøerne hørte ligesom Island og Grønland under den norske krone, da Oluf blev konge over Danmark og Norge i 1380. I 1816 blev Færøerne udnævnt til et dansk amt, og øerne kunne fra 1849 sende repræsentanter til den danske rigsdag.

Under Anden Verdenskrig fik færingerne træning i at styre deres egne øer, idet Storbritannien havde besat såvel Island som Færøerne, som derfor havde meget begrænset kontakt med Danmark.

Dette resulterede i, at det i 1948 blev nødvendigt at ophæve øernes status som dansk amt og give dem langt større selvstændig status. Denne fik form af en hjemmestyreordning.

I 1998 blev der dannet et Landsstyre på øerne med det formål at danne en færøsk republik og sikre fuldstændig løsrivelse fra Danmark. Efter længerevarende forhandlinger med denne danske regering strandede denne ambition i 2000.

7. Slesvig (Nordslesvig: Altid minus 1864-1920), Holsten (1460-1864) og Lauenborg (1815-1864)

Mens Slesvig, eller dele af det, stort set altid har været en del af Danmark, mens riget har eksisteret, kom Holsten først ind under den danske krone i 1460. Da blev den danske konge Christian I valgt til hertug af Slesvig og Holsten.

Fra 1490 til 1779 regerede den danske konge Slesvig-Holsten sammen med flere medhertuger. Først herefter lykkedes det igen for den danske konge Christian VII at blive den eneste regerende hertug i de to hertugdømmer.

Hertugdømmet Lauenborg kom på danske hænder i 1815 i en byttehandel med tre parter, Preussen, Sverige og Danmark.

Ved fredsslutningen i Kiel efter Napoleonskrigene måtte Danmark afstå Norge til Sverige, men fik Rügen og Svensk Forpommern sydøst for Falster som kompensation.

Dette område overtog Preussen i 1815, og Danmark fik Lauenborg syd for Holsten i bytte.

Spændinger tvang Danmark til afståelser

Under arbejdet med at udforme Danmarks Grundlov i 1848-49 forsøgte man at indlemme Slesvig i den. Dette førte til oprør i Slesvig-Holsten, som på dette tidspunkt ikke ville skilles fra hinanden.

Striden udløste Treårskrigen 1848-50, som i sidste ende blev standset på initiativ fra de europæiske stormagter.

Danmark fik dermed ikke lov at indlemme Slesvig i Grundloven, og omvendt fik Slesvig-Holsten ikke lov at blive en selvstændig stat. Derfor forblev Slesvig, Holsten og Lauenborg under den danske krone.

Spændingerne fortsatte imidlertid, og i 1863 forsøgte den danske regering at styrke båndene til Slesvig yderligere, mens man delvis udskilte Holsten.

Denne politik var alt andet en populær blandt de tyske stater, og efter nogle måneders forsøg på en diplomatisk løsning gik preussiske og østrigske soldater ind i Slesvig 1. februar 1864.

Dermed var Anden Slesvigske Krig i gang, og inden 1864 var omme, var Danmark blevet tvunget til at afstå både Lauenborg, Holsten og Slesvig helt op til Kongeåen umiddelbart syd for Kolding og Ribe.

Siden hen blev der i 1920 afholdt folkeafstemning i Slesvig, så den dansk-tyske grænse kom til at ligge, hvor den gør i dag. Grænsen opdelte det tidligere hertugdømme i det danske Nordslesvig og det tyske Sydslesvig.

8. Oldenborg-Delmenhorst (1667-1773)

Oldenborg i det nordvestlige Tyskland var et grevskab, da den sidste greve, Anton Günter, døde i 1667. Da han ikke efterlod sig nogle arvinger, arvede hans slægtning Frederik III Oldenborg, som dermed kom under dansk herredømme.

Det danske styre i Oldenborg og det nærliggende Delmenhorst varede indtil 1773, da de indgik i en byttehandel med Rusland.

Forud var gået en mangeårig strid med skiftende hertuger af Gottorp. Disse var medhertuger i Slesvig og Holsten sammen med den danske konge, men parterne var langtfra enige. Dette førte blandt andet til, at gottorperne ved flere lejligheder stillede sig på Sveriges side i krige mod Danmark.

Efter Store Nordiske Krig kunne den danske konge Frederik IV i 1721 sende gottorperne på flugt. Det lykkedes imidlertid den gottorpske hertug, Karl Frederik, at få sin søn, Karl Peter Ulrich, gift med den russiske zars datter. Dermed blev sønnen tronarving, og da han blev zar under navnet Peter III, sendte han soldater mod Danmark med krav om at få de gottorpske besiddelser i Slesvig tilbage.

Denne krise blev kun løst af, at zarens kone, Katharina den Store, væltede sin mand af posten som Ruslands hersker. Under hende blev der forhandlet en aftale på plads om, at Danmark kunne beholde Slesvig og Holsten, mens Oldenborg og Delmenhorst gik tabt.

9. Ditmarsken (sidst i 1100-tallet til 1227 og 1559-1864)

Ditmarsken ligger ud mod nordsøkysten i Holsten i Nordtyskland. Derudover er området afgrænset af Ejderen, Kielerkanalen og Elben.

I slutningen af 1100-tallet kom Ditmarsken for første gang under den danske krone. Ditmarskerne foretrak dog at være sig selv, og derfor benyttede man sig af lejligheden, da Valdemar Sejr i 1227 led nederlag i et opgør mod forenede nordtyske fyrster i Slaget ved Bornhøved, og oprettede en bonderepublik.

I 1500 angreb den daværende danske konge, Hans, og hans bror, hertug Frederik, den senere Frederik I, Ditmarsken, men led nederlag i Slaget ved Hemmingstedt, blandt andet fordi ditmarskerne åbnede sluserne, hvorved de fjendtlige soldater druknede.

Først i 1559 lykkedes det at overvinde ditmarskerne med en dansk-holstensk hær på 20.000 mand. Herefter blev den nordlige del af Ditmarsken en del af Holsten, mens den sydlige del hørte direkte under den danske krone.

Efter Anden Slesvigske Krig i 1864 gik Ditmarsken sammen med resten af Holsten samt Slesvig og Lauenborg tabt til Preussen.

10. Bremen, Verden (1621-1629 og 1712-1715) og Schwerin (1603-1629)

Der er godt 200 kilometer mellem byerne Bremen og Schwerin. Alligevel spiller de en tæt relateret rolle i Danmarks historie.

I begyndelsen af 1600-tallet var det populært at forsøge at få yngre kongesønner indsat som fyrstebiskopper i Tyskland. Disse blev valgt i lokale domkapitler, og fyrstebiskopperne fungerede herefter som statsoverhoved for fyrstebispedømmerne.

Bremen, Verden og Schwerin udgjorde hvert sit centrum for deres respektive fyrstebispedømmer.

I 1603 blev Christian IV’s yngre bror, Ulrik, regerende fyrstebiskop i Schwerin. Han døde i 1624 og blev afløst af Christians IV’s søn, der også hed Ulrik. Den nye Ulrik var dog kun 13 år, så der blev indsat en formynderregering.

I 1621 blev en anden af Christian IV’s sønner, nemlig den senere Frederik III, lovet ærkestiftet Bremen. Året senere nabostiftet Verden.

Alle tre stifter måtte dog opgives i 1629 som følge af fredsslutningen efter Kejserkrigen mod den tyske kejser.

I 1712 lykkedes det at erobre Bremen og Verden fra Sverige under Store Nordiske Krig. I 1715 blev retten de to området solgt til Hannover.

Fyrstebispedømmerne var ikke en officiel del af Danmark, men blev kontrolleret af den danske konge.

11. Rügen og Dansk Forpommeren (1169-1181, 1184-1227, 1715-1720 og 1814-1815)

Valdemar den Store besatte i 1169 Rügen og Forpommern vest for floden Oder. Området, som ligger sydøst for Falster, blev efterhånden bosat af tyske kolonister, og Pommern var et hertugdømme i det tyske rige i årene 1181 til 1637. Dog var Pommern under dansk overhøjhed fra 1184 til 1227.

Under Store Nordiske Krig, som begyndte i 1715, var dele af Forpommern med byerne Stralsund og Greifwald, som før krigen var på svenske hænder, under dansk kontrol (ligesom den nordtyske by Wismar). Området var kendt som Dansk Forpommern og blev atter afstået til Sverige ved freden i 1720.

Da boet skulle gøres op efter Napoleonskrigene i 1814, blev Danmark tvunget til at afstå Norge til Sverige. Som kompensation modtog Danmark Rügen og Svensk Pommern. De blev dog allerede året efter, i 1815, givet i bytte til Preussen, som i stedet tildelte Danmark hertugdømmet Lauenborg.

12. Helgoland (1721-1807)

Øen Helgoland er en del af af den tyske delstat Slesvig-Holsten og har et areal på blot 1,6 kvadratkilometer. Den ligger 70 kilometer nordvest for Elbens munding i Nordsøen.

Første gang, Helgoland blev nævnt som en del af Danmark, var i Kong Valdemars Jordebog fra 1231.

Da Frederik I døde i 1533, fik tre af hans sønner lov at dele Slesvig-Holsten mellem sig som hertuger. Den yngste søn, Adolf, blev den første hertug af Gottorp, og han modtog Helgoland efter lodtrækning.

Efter mange stridigheder mellem gottorperne og skiftende danske konger lykkedes det i 1721 Frederiks IV at jage gottorperne ud af Slesvig-Holsten, hvorefter Helgoland atter var under dansk kontrol.

Helgoland gled Danmark af hænde, da den under Napoleonskrigene blevbesat af Storbritannien i 1807. Øen forblev britisk indtil 1890, da den blev overdraget til Tyskland.

13. Estland (1219-1346) med Øsel og Dagø (1559-1645)

Valdemar Sejr indtog i 1219 den nordlige del af Estland, som er det nordligste af de tre baltiske lande i den østlige Østersø. Også øen Dagø ud for den estiske kyst var inkluderet.

Hele området forblev et hertugdømme under den danske krone indtil 1346, da man solgte det til Den Tyske Orden.

Dagø var skiftesvis dansk og svensk i løbet af 1500-tallet. Den store ø Øsel lige syd for Dagø blev købt af Danmark i 1559. Frederik II indsatte sin bror som biskop på øen, men da de ikke kunne enes, overtog kongen selv øen i 1573.

Efter Torstenssonkrigen med svenskerne afstod Danmark i 1645 Øsel og Dagø til Sverige.

14. England (1016-1066)

Allerede i 800-tallet havde danske vikinger fodfæste i England, og fra 900-tallet også i Irland. Den danske tilstedeværelse kulminerede i 1016, da Knud den Store erobrede hele England, som han nu kunne beskytte mod vikingetogter fra Danmark.

Da Knud den Store døde i 1035, deltes magten mellem hans to sønner, Harald Harefod, som tildelyes magten i England, og Hardeknud, som blev dansk konge.

Normalt anses vikingernes sejrsgang i England for at slutte i forbindelse med Slaget ved Stamford Bridge i 1066, da den norske vikingekonge Harald Hårderåde blev slået i kamp af den angelsaksiske konge Harald Godwinson.

15. Orkney- og Shetlandsøerne (1380-1459)

Foruden Grønland, Island og Færøerne var også Orkney- og Shetlandsøerne en del af det norske rige, da Oluf II arvede dette fra sin norske far, Håkon VI, i 1380.

Orkney- og Shetlandsøerne er beliggende i Nordsøen nord for Skotland, og i 1459 måtte Christian I pantsætte øerne til den skotske konge Jakob (James) III.

Årsagen var, at den danske konges datter Margrete blev gift med den skotske konge, og indtil medgiften var betalt, modtog Jakob III øerne i pant. Det lykkedes aldrig at indfri panten.

16. Dansk Vestindien (1672-1917)

I 1655-56 forsøgte besætninger fra dansk-norske skibe forgæves at kolonisere øen Sankt Thomas i Caribien. Med oprettelsen af Vestindisk-Guineisk Kompagni i 1671 fik man flere penge og en stærkere organisation til at kunne kolonisere Sankt Thomas i 1672. I 1718 tog man naboøen Sankt Jan i besiddelse, og i 1733 købte Danmark Sankt Croix af Frankrig.

Det primære formål med øerne, der udgjorde Dansk Vestindien, var at dyrke sukker i form af sukkerrør og sejle det til København, hvor det blev raffineret og solgt indenlands eller eksporteret.

For at skaffe arbejdskraft til at dyrke og høste plantagerne blev i alt cirka 110.000 slaver fragtet fra Guldkysten og det omkringliggende Afrika til den danske koloni i Caribien frem til 1803. På dette tidspunkt blev Danmark den første kolonimagt til at forbyde slavehandelen over Atlanterhavet.

Selve slaveriet blev dog først ophævet i 1848 af en meget presset generalguvernør, Peter von Scholten, som stod over for en rasende forsamling af hidtidige slaver.

USA købte øerne for 25 millioner dollar

Efterhånden som sukkerroen gik sin sejrsgang i Europa, blev Dansk Vestindien til en underskudsforretning for den danske stat. Under Første Verdenskrig frygtede USA, at Tyskland skulle få kontrol over øerne, og man tilbød Danmark at købe øerne for 25 millioner dollar.

Overdragelsen fandt sted, efter at der var afholdt en folkeafstemning om spørgsmålet i Danmark, 31. marts 1917.

På øerne, som i dag kendes under navnet U.S. Virgin Islands eller De Amerikanske Jomfruøer, fik lokalbefolkningen ikke noget valg, men blev solgt sammen med de øer, de var født og opvokset på.

17. Guldkysten (1658-1844)

Danmarks tilstedeværelse på Guldkysten i det nuværende Ghana begyndte i 1658, da en lille, dansk styrke erobrede det svenske fort Carlsborg.

Sidenhen byggede man flere forter og handelsstationer langs kysten, blandt andre fortet Christiansborg, som i dag fungerer som Ghanas præsidentpalads.

I 1673 blev de første afrikanske slaver fragtet fra Guldkysten til Dansk Vestindien, og denne trafik fortsatte indtil begyndelsen af 1800-tallet.

I 1830 var der kun cirka 60 danskere tilbage på Guldkysten, og I 1844 blev de danske besiddelser solgt til Storbritannien for 10.000 pund.

18. Trincomali (1619-1622)

Det første forsøg på at stable dansk koloni på benene i Ostindien foregik på halvøen Trincomali på den nordøstlige del af Sri Lanka omkring nytår 1619-20.

Her indgik man en handel med den lokale konge om at hjælpe militært i kampe mod portugisiske angreb. Som betaling modtog man Trincomali, og danskerne begyndte at opføre et fort. Det var en hollænder ved navn Roland Crappé, som stod for at gå danskernes ærinde til at begynde med.

Crappé drog videre mod nord i Indien og aftalte med fyrsten af Tanjore, at danskerne mod en afgift kunne få den lille fiskerby Taramgambadi, der senere blev omdøbt til Trankebar.

Den 25-årige admiral Ove Giedde ankom til Trincomali få måneder senere end Crappé, og i oktober 1620 drog han videre til det senere Trankebar for at mødes med hollænderen.

Mens han var borte, forliste et efterladt skib, og tropesygdomme samt portugisiske angreb bremsede byggeriet i Trincomali. I 1622 byggede portugiserne et fort på stedet, og dermed var den danske tilstedeværelse slut.

19. Trankebar (1620-1845)

Hollandske Roland Crappé og den 25-årige danske admiral Ove Giedde samarbejdede om at gøre Trankebar til Danmarks første tropekoloni november 1620.

Det foregik ved, at fyrsten af Tanjore lod danskerne købe den lille fiskerby Taramgambadi med dens lerklinede hytter og få huse mod at få udbetalt en afgift. I første omgang gjaldt aftalen kun to år. I løbet af få måneder fik man opført Fort Dansborg.

Efter få måneder som guvernør drog Ove Giedde hjem til København, som han ankom til efter at have været borte i tre år. Han overlod guvernørposten til Roland Crappé, som beholdt den de næste 16 år.

Trankebar var første koloni, Danmark solgte

Den vigtigste værdi i Trankebar bestod i bomuldsstoffer. Derudover kunne København være heldig at modtage krydderier, såsom peber og kanel, samt elfenben fra kolonien i Indien.

Byen var den sjettestørste i det danske rige, kun overgået af København, Aalborg, Helsingør, Odense og Århus.

I 1790 boede der knap 4.000 mennesker i selve Trankebar, omend kun et sted mellem 200 og 250 var danskere. De fleste var lokale hinduer og muslimer. I det danske område omkring Trankebar boede der yderligere cirka 16.000 mennesker.

Trankebar var den første koloni, Danmark solgte. Det skete i 1845, og køberen var Storbritannien, som betalte 1.125.000 rigsdaler for Trankebar og Serampore.

Den sidste dansksprogede gravsten på kirkegården i Trankebar blev dog sat så sent som i 1899, da den mere end 70 år gamle frøken Arabelle Due afgik ved døden.

20. Pipli og Balasore (1625-1845)

I det nordøstlige hjørne af Indien ligger byerne Pipli og Balasore cirka 200 kilometer fra hinanden. De har begge tidligere huset et dansk faktori - betegnelsen for et kompagnis handelsstation i fremmede verdensdele i 1700-tallet.

Faktisk var det så tidligt som i 1625, at hollandske Roland Crappé på Danmarks vegne havde sikret en handelspost i de bengalske byer.

I de følgende år måtte faktorierne dog med mellemrum opgives på grund af væbnede stridigheder med det mogulske provinsstyre.

I 1763 fik Asiatisk Kompagni til opgave at anlægge et nyt faktori i Balasore. Det fik dog ikke den store betydning, og handelskontoret i Serampore modtog aldrig varer fra Balasore, der normalt var under opsyn af en indisk vagtmand.

I 1830 blev det forsøgt at sælge faktoriet i Balasore, men der kunne ikke findes en køber. Dermed endte grunden med cirka 60 indbyggere med at indgå i de indiske besiddelser, som blev solgt til Storbritannien i 1845, 220 år efter at Roland Cappe havde anlagt det første faktori.

21. Gondalpara (Danmarksnagore) (1698-1714)

Danmarksnagore lå få kilometer fra Serampore og var som handelsplads en slags forløber for denne.

Asiatisk Kompagni etablerede sig her i 1698, men i 1714 blev man tvunget til at flygte. Den lokale danske chef, Rasmus Hansen Attrup, efterlod ved den lejlighed en formel underskrevet krigserklæring mod Bengalen.

22. Calicut og Colachel (1752-1824)

Calicut var et af centrene for handelen med peber i Indien i 1700-tallet. I 1752 anlagde Asiatisk Kompagni derfor et faktori her, og tre år senere oprettede man endnu et i Colachel godt 400 kilometer længere mod syd på den indiske sydvestkyst.

I de følgende knap 40 år var faktorierne en god forretning for Asiatisk Kompagni, indtil englænderne i 1791 nægtede danskerne at handle fra Calicut.

Til gengæld levede faktoriet i Colachel videre, men blev efterhånden uden betydning. Det blev nedlagt i 1824, da man forsøgte at spare nogle penge i Trankebar, og nyheden løb ind om, at vagtmanden i Colachel var død.

23. Serampore (Frederiksnagore) (1755-1845)

Den danske tilstedeværelse i Serampore, som også blev kaldt Frederiksnagore, i Bengalen bestod i et dansk-norsk handelskontor.

Bengalen var, da handelskontoret blev oprettet i 1755, den rigeste provins i Indien. Hurtigt overhalede Serampore Trankebar som Danmarks vigtigste handelsplads i Indien, ikke mindst takket være sin geografiske placering kun 20 kilometer fra Calcutta.

Serampore blev sammen med Trankebar solgt til Storbritannien for 1.125.000 rigsdaler i 1845.

I dag huskes den danske tilstedeværelse i Serampore især for grundlæggelsen af Serampore Universitet i 1819. I 1827 modtog universitetet fra Frederik VI et brev med laksegl, der officielt godkendte universitetet, som dermed er det ældste universitet i Indien. På dette tidspunkt var der kun to andre universiteter i riget, nemlig et i København og et i Kiel.

24. Patna (1772-1827)

Beliggende på bredden af den indiske flod Ganges kunne byen Patna i Bengalen i Nordindien relativt let tilgås med skib.

Asiatisk Kompagni anlagde et faktori i byen i 1772, uden at det fik større økonomisk værdi.

Lejlighedsvis var faktoriet beboet af en dansk mand, som levede af privat handel. I 1827 blev bygningerne i Patna solgt.

25. Nicobarerne (Frederiksøerne) (1756-1868)

I Den Begalske Bugt ligger en gruppe på 19 øer, Nicobarerne, som blev indlemmet under den danske krone af Asiatisk Kompagni i 1756. Danskerne kaldte også øerne for Frederiksøerne, og de er tilsammen på størrelse med Lolland-Falster.

Hurtigt skulle det vise sig, at det var så godt som umuligt at etablere en koloni på øerne på grund af det tropiske klima og malaria. Omvendt havde malariaen den fordel, at det var svært for andre kolonimagter at få fodfæste på øerne.

I 1778 gik en gruppe på 20 østrigere således i land på Frederiksøerne og hejste deres flag. Syv år senere kunne et skib fra Trankebar samle den sidste overlevende østriger og hans indiske tjener op.

Da Storbritannien i 1845 købte de danske besiddelser i Indien, indgik Nicobarerne ikke i handelen. Faktisk havde den første Galathea-ekspedition i 1845 til 1847 blandt sine formål at gøre endnu et koloniseringsforsøg.

Allerede i 1848 efter 3 års forsøg måtte de danske kolonister dog hentes hjem igen, og Storbritannien fik tilbud om at købe øerne. Dette blev afslået, men efterhånden fik briterne problemer med sørøvere, der benyttede Nicobarerne som base. Derfor bad man i 1868 Danmark om at skride ind.

Det var Danmark ikke interesseret i, og i stedet fik Storbritannien Nicobarerne foræret kvit og frit.

26. Canton, vore dages Guangzhou (1732-1844)

Fra Kina kom en række varer, som var meget populære og værdifulde i Europa, ikke mindst te.

Danmark, i form af Asiatisk Kompagni, oprettede et handelskontor i Canton på den kinesiske kyst i 1732. Danskerne fik dog kun lov at leje sig ind af kineserne, og derfor er det i virkeligheden lidt af en tilsnigelse at tage Canton med i denne oversigt.

Foruden te bragte Asiatisk Kompagnis skibe silke, krydderier og porcelæn med hjem fra Canton, og rejsen frem og tilbage varede cirka halvandet år.

Asiatisk Kompagni lukkede sit kontor i Canton i 1844, men byer som Flensborg, Aabenraa og Haderslev sendte fortsat handelsskibe til Kina med pæn profit til følge.