250 års forskning i frihandel viser, hvorfor handel på tværs af grænser er en god idé. Her er fire bud på, hvorfor Trump alligevel satser benhårdt på handelskrige.
\ Automatisk oplæsning
Handelspolitik, toldmure og protektionisme er igen blevet en del af diskussionen i rige, vestlige lande.
USA's nyvalgte præsident, Donald Trump, har indledt en handelskrig mod både Kina og nabolandene Canada og Mexico.
Han har også truet EU, hvor en række politikere har plæderet for, at unionen skal gengælde med lignende foranstaltninger. Det er derfor igen blevet vigtigt at forklare, hvorfor international handel er vigtig, og hvad den gør.
Mange borgere – og mange politikere – tror ligesom Trump, at toldmure og handelsbarrierer kan beskytte job og skabe økonomisk udvikling.
Men 250 års indsigter i økonomi og statskundskab viser det stik modsatte. Så hvorfor starter Trump alle de handelskrige?
Gennemgangen af forskningen nedenfor viser, hvorfor frihandel ikke bare er godt for et land, men også for den enkelte lønmodtager og forbruger.
Den giver os også et bud på, hvad der foregår i Det Hvide Hus (og i mange andre lande med høje toldsatser).
Vi starter med at spole tiden godt 250 år tilbage.
Før midten af 1700-tallet handlede handelspolitik om at producere meget til eksport og forhindre import af varer, man selv kunne lave.
Det er grundtanken i teorien ’merkantilisme’, hvor man mener, at den bedste handelspolitik er den, der fremmer eksport og sætter høje barrierer op for import.
Når økonomer taler om ’gamle dage’ i handelsteori, betyder det tiden før 1770’erne, da samfundets forståelse af handel var præget af den såkaldte ’merkantilisme’.
Helt umiddelbart kan merkantilistisk handelsteori virke intuitiv: Eksport er godt, og import er dårligt, fordi man tjener penge på eksport og giver penge ud på import.
Merkantilisterne mente derfor, at et lands handelsbalance – eksporten minus importen – var vigtig. Det gjaldt om at producere meget til eksport og forhindre import af varer, som man selv kunne producere i landet.
Deres konklusion var således, at den bedste handelspolitik var en, der fremmede eksport og satte høje barrierer op for import.
Den samme konklusion hører man stadig, ikke blot fra Donald Trump, men også fra mange andre politikere fra både højre og venstre.
I midten af 1700-tallet begyndte engelske og skotske samfundstænkere at forstå, at merkantilismen tog fuldstændigt fejl.
Den skotske filosof David Hume og hans nære ven, filosof og økonom, Adam Smith indså, at måden, et land blev rigt på, var ved at bruge de ressourcer, landet nu engang har – arbejdskraft, andre menneskelige ressourcer, jord og andre naturressourcer, og finansielle ressourcer – på at producere de varer, som landets indbyggere er gode til fremstille.
Smith formulerede det klart i sin bog 'The Wealth of Nations' fra 1776, at eksport gavner hvert lands industri, og import afhjælper hvert lands nød.
Smith, Hume og deres kollega Adam Ferguson havde dermed indset, at international handel tillader, at et land udnytter sine ressourcer bedst muligt, ligesom handel mellem by og land gør begge rigere.
De skotske oplysningsfilosoffers vigtige indsigt var med moderne ord, at international handel gør alle lande mere produktive.
Alligevel var der store bidder af forklaringen, der ikke helt virkede.
Vi skal helt frem til 1817, før den tidligere børshandler og økonom David Ricardo udgav bogen ’Principles of Political Economy’.
Ricardo forklarede her den teori, som al grundlæggende handelsteori i dag bygger på: Teorien om såkaldte ’komparative fordele’.
I dag ville man nok kalde dem relative fordele, fordi Ricardos forståelse af handel betød, at jo mere et land handler med resten af verden, des mere kan det bruge sine ressourcer på at producere varer, som dets borgere er 'relativt' gode til at lave.
Ricardo illustrerede logikken ved at forestille sig, at der kun eksisterede to lande – England og Portugal – og de kun handlede med to varer – tøj og vin.
For at producere én sending tøj, skal englændere bruge 100 timer, og for at producere en sending vin, skal de bruge 120 timer.
Portugal, derimod, kan producere en sending tøj på bare 90 timer, og en sending vin på kun 80 timer.
I eksemplet er portugiserne dermed bedre til at producere begge varer. Men Portugal kan ikke eksportere begge varer, for i det tilfælde ville englænderne ikke have noget at betale med.
Løsningen er at indse, at hvis Portugal bruger 100 timer på at producere tøj, kan landets virksomheder lave 10/9 sending tøj, men hvis de bruger 100 timer på at producere vin, kan de lave 10/8 sending vin. Omvendt kan England producere en sending tøj på 100 timer, men kun 10/12 sending vin.
Når man sammenligner, hvad man kan få ud af 100 arbejdstimer, har Portugal dermed en komparativ fordel i at producere vin, og England har en komparativ fordel i at producere tøj.
Hvis England holder op med at bruge ressourcer på at producere vin og importerer den fra Portugal, vil England således få mere ud af sine ressourcer.
Omvendt kan Portugal få mere ud af landets ressourcer, hvis de importerer tøj fra England og i stedet bruger ressourcerne på at producere vin.
Han løste derfor en gåde, som Smith havde efterladt: Hvad sker der, hvis et lands borgere ikke er særligt gode til at producere noget som helst?
Ricardos pointe er, at selvom land A er bedre end land B til at producere alt, får begge lande en gevinst ud af at fokusere på at producere dén ting, som de hver især er bedst til, så de kan handle med hinanden, fremfor at producere alting selv (se faktaboksen herover for et illustrativt eksempel med vin og tøj).
Man kan naturligvis – som mange har gjort – fremhæve, at handelspolitik der forhindrer ny teknologi i at blive eksporteret til en fjende, kan give god mening.
Men derudover er Ricardos og senere økonomers konklusion, at frihandel er den bedste handelspolitik: Alle barrierer forhindrer landet i at få det meste ud af sine ressourcer - og dermed også i at producere uden unødvendigt spild.
Efter Ricardo er der kommet en lang række andre teorier, der bygger videre på hans teori om de komparative fordele.
Det sidste skud på stammen af teorier og forståelse er Marc Melitz' forklaring fra 2003 af, hvordan international handel både gavner nogle virksomheder og slår andre ihjel.
Melitz udgangspunktet er, at det ikke er alle virksomheder, der er lige produktive – nogle virksomheder får langt mere ud af ressourcerne end andre.
Eksport koster blandt andet både transport, told og markedsføring, så man skal være en produktiv virksomhed for at tjene penge på eksport.
De mest produktive virksomheder vil derfor få mest ud af gode handelsforhold, såsom lav told, mens det kan presse ’svage’ virksomheder.
Melitz viser på den måde, at øget international handel kan skabe ’industridynamik’, hvor nogle virksomheder lider, mens andre virksomheder får gavn af handelen.
Den vigtigste indsigt er dog, at mens der er forskel på, hvem der får gavn, og hvem der måske går konkurs, vil hele industrien blive mere produktiv, fordi medarbejderne går til mere produktive virksomheder, når de svage ikke kan følge med eller lukker.
For det andet betyder dynamikken, at alle medarbejdere i industrien får højere løn (få forklaringen i faktaboksen herunder). På den måde kan enkelte virksomhedsejere tabe, men langt de fleste mennesker bliver bedre stillede.
Hvis man i stedet sætter toldmure op for at beskytte en industri (måske en gruppe svage virksomheder, der presses af mere produktive), kan man måske godt forhindre visse virksomheder i at gå fallit, men det bliver på alle lønmodtageres bekostning.
Marc Melitz' berømte model kan forklares, ved at forestille sig at en industri har tre slags virksomheder:
Hvis et land, som industrien eksporterer til, nu sænker tolden på eksportvarerne, vil det gøre det mere profitabelt for hele industrien at producere mere til eksport.
Alle virksomheder har derfor brug for at ansætte flere medarbejdere, men kan kun hente kvalificerede medarbejdere fra hinanden!
De virksomheder, der er mest produktive, kan tilbyde nye medarbejdere højere løn, mens de mindst produktive virksomheder (den tredje gruppe) ikke kan betale den nye, højere løn.
Lønnen i industrien kommer derfor til at stige, og medarbejdere fra de mindst produktive virksomheder kommer til at forlade deres job til fordel for nye jobs i de gennemsnitligt og meget produktive virksomheder.
Almindelig handelsteori viser, hvordan handel kan gøre de fleste mennesker rigere. Men det er ikke den eneste positive effekt af handel.
Den australske økonom Kelvin John Lancaster og det indisk-amerikanske makkerpar Avinash Dixit og Joseph Stiglitz har vist, hvordan handel øger folks velfærd, selvom den ikke gør dem rigere.
Alle tre tager udgangspunkt i en situation med to lande, som er lige dygtige til at lave varerne – det præcise tilfælde, hvor teorien om komparative fordele ikke kan forklare, hvorfor der er handel.
Derudover forudsætter de, at alle varer ikke er ens: Øl kommer i mange forskellige varianter, ligesom parfume, chips, og biler.
Nogle kan bedst lide biler fra Ford og øl fra Carlsberg, mens andre foretrækker Peugeot og Budweiser.
Oveni kan mange mennesker godt lide variation – nogle gange vil de helst have fransk hvidvin og andre gange sydafrikansk rødvin.
Lancaster viste, at fordi international handel betyder, at almindelige forbrugere får flere varianter at vælge imellem, får de højere velfærd, fordi handlen tillader dem at købe det, de bedst kan lide.
Dixit og Stiglitzs forklaring var, at handel giver forbrugerne flere forskellige valg, og at de derfor får højere velfærd, fordi de ikke altid behøver at købe samme slags øl eller parfume.
På hver sin måde forklarede forskerne, hvordan lande kan eksportere og importere præcis de samme slags varer uden at blive rigere, men hvor borgernes velfærd alligevel bliver bedre af den internationale handel.
Et andet sted, hvor forskningen siden 1950’erne har dokumenteret store gevinster af handel, er i studiet af langsigtet vækst:
Hvorfor bliver nogle landes samfundsøkonomi ved med at vokse hurtigere end andres?
I virkeligheden er det ikke spørgsmålet om, hvordan samfund bruger deres ressourcer bedst muligt lige nu, men i stedet, hvordan samfund lærer at blive bedre til at bruge ressourcerne over tid.
En lang række studier viser i dag, at lande, der handler mere med resten af verden og har lavere handelsbarrierer, alt andet lige har økonomier, der vokser hurtigere og er mere produktive.
Forskere har peget på mindst tre grunde til, at økonomier, der er mere åbne for handel vokser hurtigere:
Når nu 250 års forskning i økonomi har vist hvor gavnlig handel er, må det store spørgsmål derfor være, hvorfor de fleste lande i verden alligevel beskytter deres egne producenter med told og andre barrierer for international handel.
Det korte svar: Særinteresser kombineret med ren inkompetence.
Det var den amerikanske samfundstænker Gordon Tullock, der i 1967 formulerede problemet klart, men også ekstremt enkelt:
Hvis høj told beskytter virksomheder mod international konkurrence og tillader dem at tage højere priser for deres varer, burde virksomhederne i princippet også være villige til at betale noget for at få handelspolitik med høj told – og det er nogle virksomheder.
Tullock forklarede, at virksomheder og fagforeninger ’køber’ protektionistisk handelspolitik. Det vil sige politik, der med høj told eller andre midler forhindrer import fra andre lande ved at tilbyde partier støtte til valgkampe eller enkelte politikere, direkte bestikkelse, eller information (pres) om, at jobs i politikernes områder er i fare for at forsvinde på grund af international konkurrence.
Når politikere og politiske partier har interesse i at få støtte til valgkampe, og nogle virksomheder har interesse i at lukke ned for import fra andre lande, får man ofte en handelspolitik, der ikke bare skader forbrugerne, men også mange andre virksomheder.
Med det på plads er vi nu klædt på til at se på, hvad der så alligevel har fået Trump til at starte den ene handelskrig efter den anden. Der er grundlæggende fire mulige forklaringer:
Den første forklaring er, at han er merkantilist (den forældede tankegang fra før 1700-tallet) og derfor tror, at eksport er noget, man tjener på, mens import er noget, der koster penge.
Trump har i hele sin politiske karriere argumenteret på præcis den måde. Så når han påstår, at EU har været ’very nasty’ imod USA, er det, fordi EU eksporterer mere til USA, end USA eksporterer til EU.
En anden forklaring er, at han påstår at USA kan tjene penge på tolden, og at han derfor kan sætte indkomstskatten ned.
Økonomer ved, at det ikke kan lade sig gøre.
Det er nemlig amerikanerne selv, der betaler tolden, og selvom man sætter en høj told på import, vil man få mindre ud af den, jo mere tolden virker i forhold til at begrænse importen.
En tredje forklaring er, som forklaret ovenfor, at han sigter efter at gavne USA's særinteresser. Trump overser desværre, at der er omkostninger ved tolden.
Da han i 2018 lagde 10-25 procent told på stål fra andre lande, begyndte amerikanske stålproducenter at producere mere stål og ansatte 1.000 flere medarbejdere.
Men fordi amerikansk stål blev væsentligt dyrere, forsvandt der næsten 75.000 jobs i industrier, som bruger stål: Bilproducenter, byggeri, køleskabsfirmaer, og mange andre.
I et tidligere eksempel viste forskere, at præsident Obamas ekstra straftold på kinesiske bildæk nok reddede nogle jobs i amerikanske dækproducenter, men at hvert reddet job kostede samfundet 900.000 dollars.
Den fjerde grund kan være, at han bruger truslen om told til at presse andre lande til at ændre politik.
Han har for eksempel truet Mexico med højere told, medmindre landet gør noget ved handelen med narkotika, der kommer over grænsen fra Mexico, samt de migranter, der rejser fra Mexico til USA.
Nogen har også forsøgt at forklare Trumps trusler om mere told med, at det er en måde at presse andre lande til at sætte deres told ned på amerikanske varer, så USA kan eksportere mere.
Det skal dog understreges, at Trump til tider har givet forskellige forklaringer på de samme trusler om told.
Det er derfor meget svært at se, hvad der er præsidentens egentlige grund til den nye handelspolitik.
Uanset grundene er det alligevel et emne, der med Trumps ændringer i amerikansk handelspolitik i 2017-20, præsident Bidens fortsættelse af politikken og Trumps ekstra toldmure i 2025 er blevet endnu mere aktuelt.
Men der er ikke noget nyt i handelsteori eller anden forskning, der understøtter hans handlinger, og den nyeste forskning understreger kun, hvad økonomer har forstået siden 1817.
