Donald Trumps tilbagevenden til magten i USA har skabt globale rystelser.
Nogle ting var forventede eller ligefrem annoncerede - toldkrig mod venner og fjender, farvel til Paris-aftalen og WHO, afstandtagen fra Bidens og Europas tilgang til Ukraine-krigen.
Andre ting har haft en større chokeffekt.
Trumps udmeldinger om Grønland, Panama, Canada og Gaza samt præsidentens velsignelse af Elon Musk som 'disruptor-in-chief' i både Washington og internationalt medfører stor usikkerhed om, hvor USA er på vej hen.
Trump-administrationens tilgang er chokerende – især for alle dem, der er indlejret i USA’s globale magt og vokset op under den amerikanske 'atomparaply', hvor USA's atomvåben afskrækker Rusland fra angreb.
I Danmark og Europa må vi indstille os på mindst fire år, hvor internationale love og regler oftere må vige for rå magt, hvor fælles transatlantiske værdier og historie negligeres, og hvor de amerikanske sikkerhedsgarantier til Europa i bedste fald er tvivlsomme.
Samtidig er det dog ikke givet, at Trumps udenrigspolitik medfører en gennemgribende forandring af verdenspolitikkens langsigtede indretning. Der er andre og dybere kræfter i spil.
I det følgende ser jeg først på, hvordan vi kan forstå konsekvenserne af den nye amerikanske udenrigspolitik i relation til Ukraine-krigen, NATO-alliancen og småstaten Danmark.
Derefter zoomer jeg ud og giver et bud på, hvad Trumps linje betyder for den amerikansk-ledede internationale orden, der har været dominerende siden 2. verdenskrig.
Amerikansk kynisme underminerer Europas sikkerhed
Diskussionen om en forhandlet løsning i Ukraine flytter sig hurtigt i disse dage.
I skrivende stund er de seneste udmeldinger, at Trump taler med og tror på Putin, og at han vil lave en aftale med Rusland for at afslutte krigen.
Formentlig kan Ukraine også få en plads ved forhandlingsbordet, mens europæiske landes involvering er mere uklar.
Trumps forsvarsminister, Pete Hegseth, gjorde det på et møde i den såkaldte Ukraine Defense Contact Group 12. februar klart:
- at en løsning ikke kan omfatte ukrainsk NATO-medlemskab
- at Ukraine ikke kan få hele sit territorium tilbage
- og at der ikke kommer amerikanske tropper på jorden for at sikre en varig fred.
Hvordan Trumps folk forestiller sig, at en løsning så skal se ud, står indtil videre hen i det uvisse.
Trump-administrationens kyniske indstilling til Ukraine-spørgsmålet er ikke overraskende. Men den er chokerende. Fordi den er direkte underminerende for Europas sikkerhedsarkitektur.
Rusland har angrebet en suveræn europæisk nation, og den amerikanske regering signalerer nu, at man ikke længere vil støtte Ukraines selvforsvar.
Trump, angiveligt den frie verdens leder, tror på, at krigsstarteren Putin ønsker fred:
At kaste Ukraine under bussen går stik imod en lang tradition fra de to verdenskrige og Den Kolde Krig, hvor USA var dybt involveret i forsvaret af frie og demokratiske stater i Europa.
Trump tvinger alle europæiske lande til kraftigt at genoverveje, hvordan de forbliver (nogenlunde) sikre og frie.
Småstater bliver brikker i stormagternes spil
Den amerikanske retorik om en forhandlet løsning indikerer en accept af – måske endda en tilskyndelse til – interessesfærepolitik.
Altså, at stormagter som Rusland, Kina og USA har interessesfærer, hvor de i kraft af deres magtposition legitimt kan forfølge egeninteresser, også når det sker på bekostning af mindre naboer.
Ifølge teorien er grundrationalet, at en sådan politik (på engelsk ofte diskuteret som ’spheres of influence’) sikrer stabilitet i og imellem stormagterne - og dermed international orden.
Set fra mindre staters perspektiv er interessesfærepolitikken dog angstprovokerende:
Hvorfor skulle Kina – i Trumps optik – ikke også have legitime interesser at forfølge i Taiwan? Og hvad med russiske interesser i de baltiske lande? Eller Trumps egen interesse i Grønland?
Den amerikanske kynisme kommer også til udtryk i en slags pressionspolitik. Senest er det blevet en del af samtalen, at Ukraine skal give USA adgang til landets mineraler og sjældne jordarter.
Ifølge Trump som betaling for amerikanernes hidtidige bidrag – og dermed en slags beskyttelsespenge.
At lægge denne slags pres på Ukraine netop nu afslører et forrået syn på international politik og andre landes vilkår.
NATO’s svære år
Magtskiftet i USA kaster endnu engang NATO ud på usikker grund.
Efter en række bombastiske udtalelser under den amerikanske valgkamp virker det aktuelt, som om Trump-folkene er blevet en anelse mere imødekommende over for alliancen.
De vil dog efter alt at dømme stadig ændre fundamentalt på USA’s rolle i NATO og have, at de europæiske allierede øger deres forsvarsinvesteringer så meget, at de fremadrettet kan tage det primære ansvar for europæisk sikkerhed.
Presset på Europa understreger, at alliancen for Trump-administrationen udelukkende er et instrument til amerikansk interessevaretagelse – ikke et værdifællesskab.
Tilmed synes den amerikanske regering nu at mene, at NATO’s indretning tydeligt skal afspejle det interne magtforhold, således at USA i højere grad kan høste gevinsterne, men i lavere grad skal betale omkostningerne.
Spørgsmålet er, om Trump presser NATO-citronen så hårdt, at det bliver for surt for Europa, og europæiske lande derfor begynder at tænke i langsigtede alternativer.
Og kan man overhovedet, efter 75 år med amerikansk NATO-lederskab, forestille sig en transatlantisk alliance, der skrues sammen på en anden måde?
\ Læs også
Amerikanerne virker selv uafklarede:
De vil bestemme, hvad NATO skal være og gøre, men samtidig afkoble sig fra ansvaret.
De vil have Europa til at tage sig af europæisk sikkerhed, men samtidig have europæernes støtte i den globale magtkamp med Kina.
Alle disse tvetydigheder udfolder sig, mens NATO fortsat er i gang med den transformation, som blev iværksat efter Ruslands fuldbyrdede invasion af Ukraine i 2022.
Småstaten og hegemonen
Når man som Danmark har begrænsede magtressourcer, er det essentielt, at der er regler for international magtudøvelse – og at de efterleves.
Det kræver, at nogen håndhæver reglerne og afværger eller sanktionerer regelbrud.
Samtidig har småstater ikke meget at rutte med, og det er dyrt for dem at fejle. De skal derfor grundigt overveje deres allianceforhold, hvordan de planlægger deres politik og forsvar, hvordan de positionerer sig internationalt, hvilke nicheemner og -kapaciteter, de vælger at fokusere på, og så videre.
Lidt karikeret har alt dette for Danmark i årtier kørt via relationen til USA.
Nu står vi over for to udfordringer:
- USA’s ønske om at overlade hovedansvaret for dansk og europæisk sikkerhed til os selv.
- Trumps ønske om at forcere en opsplitning af Rigsfællesskabet samt aktive amerikanske forsøg på at skabe splid mellem rigsdelene.
Forandringen er historisk.
Som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen for nylig gjorde opmærksom på i en bemærkelsesværdig kronik i Berlingske har USA siden 2. verdenskrig udfyldt rollen som regelhåndhævende ’politibetjent’ – i hvert fald for Danmark og andre vesteuropæiske lande.
Grønlands-spørgsmålet og Trumps angreb på NATO og den regelbaserede orden mere end antyder, at Danmark fremover får svært ved at stole på, at USA fortsat vil agere beskytter og ven.
Seks svære, strategiske spørgsmål til den danske regering
Men det hele er usikkert.
Måske forsvarer USA stadig Europa og Danmark. Måske kan man lave aftaler med Trump om forsvarsinvesteringer og Grønland, som også er tilfredsstillende for Danmark. Måske bliver det hele normaliseret lige om lidt.
Alt dette rejser vanskelige spørgsmål om Danmarks strategi som småstat med et – indtil videre – fortsat meget tæt transatlantisk bånd:
- Hvor imødekommende bør man være over for Trump-administrationen?
- Hvor meget skal man sælge til eller købe af USA?
- Hvor aktivt skal man opdyrke andre allierede på bekostning af relationen til USA?
- Hvordan skal man spille NATO-spillet?
- Skal man blive ved med at lægge sig i front i Ukraine-støtten?
- Skal man regne med, at dette er ’den nye normal’ eller satse på, at tingene bliver bedre igen?
Der er nok at tage fat på i regeringstoppen og diplomatiet.
Trump og verdensordenen
Bag de mange potentielle konsekvenser af USA’s nye udenrigspolitik ligger et bredere spørgsmål om betydningen for verdensordenen.
Den orden, som vi på mange måder stadig lever under, blev opbygget under amerikansk ledelse.
Efter 2. verdenskrig valgte USA – i modsætning til tidligere tiders isolationisme – at forblive engageret, både i Europa og globalt. Som blandt andet politologen John Ikenberry har beskrevet, indebar den amerikanske tilgang, at man tidligt og målrettet opbyggede en række internationale institutioner, der indskrænkede alle staters magtudøvelse, inklusive USA’s egen.
Selv om USA langtfra altid selv fulgte reglerne, havde man nu en regelbaseret orden, understøttet af amerikansk magt, som i princippet satte grænser for illegitim international magtanvendelse.
Det skabte en ny form for sikkerhed for det store flertal af verdens stater, der ikke er stormagter. Det gav også nye dynamikker imellem stormagterne.
Trumps udenrigspolitik kan derfor blive transformativ.
Hvis den nye amerikanske tilgang permanent afslutter en orden, som i brede træk forsvarer suverænitet, demokrati og international samhandel, vil det fundamentalt ændre verdensordenen.
De strukturelle kræfter i international politik
Men det er et stort hvis.
På de lange stræk har verdenspolitikken det med at blive kraftigt påvirket af strukturelle faktorer.
Staters økonomi, demografi og magtressourcer. Geografiske og klimatiske forhold. Teknologisk udvikling. Kulturel udvikling.
Enkeltpersoner og enkeltstående politiske bevægelser kan skabe historiske vendepunkter – Napoleon og nazismen er tydelige eksempler.
Men de udfolder sig altid inden for en given international struktur, som trækker i en bestemt retning. Og den kraft kan være svær at overkomme, især på lang sigt.
Eksempelvis kan Trump-administration gøre mange bestræbelser på at trække det transatlantiske stik. Men amerikanerne har store og vedblivende interesser Europa:
I europæisk orden og stabilitet (fordi det er en meget konkret måde at holde trusler på afstand af USA, og fordi USA så skal bruge færre militære ressourcer på at (re-)stabilisere Europa); i den stærke alliance med europæerne, som understøtter USA’s globale magt; og i en tæt økonomisk relation, der også fremmer den amerikanske økonomi.
Det er værd at notere, at USA under Trump 1.0 – på trods af al retorikken – faktisk udvidede sin militære tilstedeværelse i Europa.
Selv hvis Trump denne gang ikke tager interesserne alvorligt, er det sandsynligt, at fremtidige amerikanske præsidenter vil.
Tilsvarende kan Trump forsøge at sige farvel til demokratierne og lave nye aftaler med de autokratiske regimer i Kina og Rusland. Senest foreslog han, at de tre lande sammen stopper deres opbygning af atomvåben og nedsætter forsvarsbudgetterne.
Ambitionen kan virke efterstræbelsesværdig, men situationen er nu engang sådan, at de tre stormagters strategiske interesser og målsætninger trækker i en helt anden og mere konfliktpræget retning.
Det gælder Taiwan og Indo-Pacific, europæisk sikkerhed, den militære tilstedeværelse i Arktis (Trumps ambitioner i Grønland bidrager næppe til at sænke konfliktniveauet mellem USA og Rusland).
Det gælder også teknologikonkurrencen, adgangen til verdens knappe ressourcer, indflydelsen i internationale institutioner, mindre stater, med videre.
Mediernes logik tilsiger, at verden ofte forstås igennem enkeltpersoner, drama, kriser og katastrofer snarere end strukturelle forhold og gradvise forandringer.
Det er også på spil med Trump. Men man skal være varsom med at overtolke på de langsigtede implikationer for tidligt.
På vej væk fra den trygge orden, vi kender
Alt dette ændrer ikke på, at verdenspolitikken er i forandring.
USA og Kina er i en langvarig konfliktdynamik. Europas forsvarsevne forøges kraftigt. Globaliseringen har mødt en geopolitisk mur.
Det er tiltagende vanskeligt at løse fælles globale kriser og udfordringer. Og der foregår en konstant konflikt – mellem autokratier og demokratier, og på kryds og tværs – under tærsklen for krig.
Men disse forandringer hænger sammen med globale magtforhold, stormagtskonkurrencen, udviklingen i digital teknologi, klimaforandringerne og verdensøkonomien. Ikke med Trump.
Vi er uden tvivl på vej væk fra den – fra et dansk perspektiv – simple og mere trygge orden, vi kom fra.
Og Trump-administrationens beslutninger og handlinger kan unægteligt få betydning for, hvordan de store forandringer udspiller sig. Men der er også spillerum for alle andre.
Læs om brug og viderebringelse af Videnskab.dk's artikler.
