Der er mange meninger om, hvad vi skal gøre, når Jordens befolkning om ikke så længere bliver meget større.
Frygten er klar: Der vil være mangel på mad, vand, energi, land - og det vil desuden være rigtig skidt for klimaet.
Alt peger, ganske rigtigt på, at vi bliver mange flere mennesker inden for en overskuelig årrække.
FN’s prognoser lyder på, at vi rammer et samlet befolkningstal på omkring 11 milliarder i 2100.
»Der er ingen tvivl om, at antallet af mennesker på denne Jord vil stige betydeligt frem til udgangen af dette århundrede. Det er der ingen tvivl om,« fortæller professor og leder af School of Global Health på Københavns Universitet, Flemming Konradsen, i denne uges Videnskab.dk-podcast.
Men hele debatten om overbefolkning bliver tit alt for ensidig og drevet af frygt, påpeger professoren og fremfører tre argumenter mod at fokusere på overbefolkning som et problem i sig selv.
Vanskeligt at spå 80 år frem i tiden
For det første er udviklingen og udregningen af befolkningstal ekstremt kompleks.
»Det er vigtigt at påpege, at der er mange forskellige scenarier. Der er et stort spænd i, hvor mange vi (forskellige forskere, red.) forventer, vi bliver på Jorden,« fortæller Flemming Konradsen i ugens podcast.
Det er nemlig svært at finde sikre svar på, hvordan verden ser ud om 80 år, forklarer han:
»Det har noget at gøre med, at den viden og de muligheder, vi har, for at fremskrive, hvor mange børn der bliver født, hvor længe vi lever, og hvor mange der aldersspecifikt dør, og så videre, er meget vanskeligt at sige 80 år frem i tiden,« fortæller Flemming Konradsen og tilføjer:
»Så det er nok vigtigt at holde fast i, at hver gang, vi taler om prognoser, der går 50 og 100 år ud i fremtiden, så er det selvfølgelig nogle meget grove skøn, der sandsynligvis vil ændre sig.«
Man skal altså tage prognoserne med en vis portion forbehold - ligesom når man ser vejrudsigten.
Der kommer også en ‘underbefolkning’
For det andet, peger Flemming Konradsen på, at fokusset i debatten om fremtiden sjovt nok altid handler om overbefolkning.
»Der er meget samtale om, at der er alt for mange mennesker på Jorden. Og det er jo rigtigt, at det tager rigtig mange ressourcer,« fortæller han.
Men samtidig med, at vi bevæger os mod de 11 milliarder, bliver der født færre og færre børn i store dele af verden.
Det totale antal barn per kvinde vil være faldet fra 2,4 i 2018 til 2 børn i 2100, spår FN.
\ Læs mere
Det betyder i sidste ende, at der vil være en potentiel overbefolkning af kloden, samtidig med, at vi har en 'underbefolkning' af unge.
»En stor del af væksten, der kommer fremadrettet i Jordens befolkning, sker i Afrika. Det skal vi selvfølgelig investere efter. Og få mest muligt ud af den befolkning, der øges der,« fortæller Flemming Konradsen og understreger:
»Men i en meget stor del af verden, ja, i resten af verden groft sagt, der er det jo simpelthen en udfordring at planlægge efter, at der kommer en meget stor gruppe af ældre, som vi selvfølgelig som samfund skal tage vare på.«
Vi skal ikke fremhæve problemerne, men tilpasse os
Professorens tredje anke går på, at vi altid ser problemerne i befolkningsudviklingen, og så ender det pludselig med, at man tror, at det hjælper at lade folk dø af sult og sygdom i Afrika.
I virkeligheden bør vi se prognoserne som et redskab, som vi bør planlægge efter.
»Alt det med at fremhæve problemerne: 'Bliver vi for mange eller for få', peger jo tilbage på, om vi har en politik, der tilpasses de omstændigheder, vi lever under, og om vi bruger vores fremskrivninger intelligent i forhold til at tilpasse vores samfund efter det,« fortæller Flemming Konradsen.
»Vi skal bruge vores viden og planlægge udfra den«
I en anden artikel på Videnskab.dk peger Flemming Konradsen på, at Afrika står overfor en unik mulighed med landets befolkningsvækst, som kan udnyttes, hvis landet udvikles - ligesom man gjorde i Asien.
»Gør vi det, så er det ikke et problem, at der er alt for mange i Afrika eller alt for få hos os. Problemet er, hvis vi ikke anerkender det (problem, red.) som samfund og politikere, og befolkningen generelt ikke anerkender, at vi har nogle udviklinger, der ændrer sig.«
»Vi skal bruge demograferne, vi skal bruge den viden, vi har, og planlægge efter den,« slutter Flemming Konradsen.
