Kina vil have flere babyer, men befolkningen lystrer ikke

I Kina er det ikke et særsyn, at par tilbringer natten foran indgangen til kinesiske fertilitetsklinikker for at bevare deres plads i køen. Ofte har de ventet i to til tre år, før de fik muligheden for behandling.

Der er samtidig kritisk mangel på sæddonorer i Kina. Efter flere årtiers familieplanlægningskampagner, der har haft til formål at begrænse kinesiske pars fødsler – igennem prævention, sterilisering og abort – står Kina nu med det modsatte problem.

Landets fertilitetsrate ligger på omkring 1,6 barn per kvinde (mod ca. 1,7 i Danmark) samtidig med, at man har en hastigt aldrende befolkning.

Hvordan får Kina flere babyer?

Derfor mangler Kina babyer

Allerede i 2015 lagde den kommunistiske centralkomite den nye stil an, da man fjernede den berygtede etbarnspolitik og satte en to-børnepolitik i stedet. Nu anlægger myndighederne flere fertilitetsklinikker og vil gerne lave kampagner for at forsøge at påvirke kineserne til at få børn.

Intet tyder dog på, at myndighederne uden videre kan vende befolkningskontrollen på hovedet. Nogle økonomers beregninger af, at en fjernelse af etbarnspolitikken ville give et kinesisk befolkningsboom, har indtil videre ikke holdt stik. Og det er der flere grunde til.

For det første udskyder mange unge kinesere ægteskab og reproduktion, så kvinderne i dag nærmer sig 30 år ved fødslen af deres første barn. Parrene fokuserer i stedet på deres uddannelser og siden deres karrierer.

\ Læs mere

Enebørn skal sikre Kinas globale succes

Dertil har kineserne vænnet sig til små familier, da langt de fleste selv er opvokset som enebørn. Og denne ’lavfertilitetskultur’ laver man ikke om på fra den ene dag til den anden.

Ydermere har kinesiske forskere advaret om, at Kinas massive forureningsproblemer har negative konsekvenser for fertiliteten.

Og sidst men ikke mindst er det dyrt at få børn i Kina, hvor idealer om det ’perfekte’ eller ’højkvalitetsbørn’ hersker. Der er ikke skattebetalte sygehuse eller uddannelser, og det betyder, at mange moderne familier er pressede, og at man ikke synes, man har råd til flere børn.

Fertilitetsindustrien vokser, men kan alligevel ikke følge med

Når de kinesiske par planlægger familie senere i livet, er der også færre par, der kan få børn naturligt. Alder er den væsentligste faktor, hvad infertilitet angår. Og det er formodentlig årsagen til, at langt flere kinesiske par i dag opsøger fertilitetsklinikerne end tidligere.

De reproduktive teknologier som kunstig befrugtning og insemination blev udviklet i Kina lige præcis i de tre årtier, hvor landet har haft en etbarnspolitik, der var så gennemgribende, at myndigheder indimellem har presset hårdt på eller ligefrem tvunget kinesiske kvinder til at blive steriliseret.

Den eneste måde fertilitetsafdelingerne og forskerne bag teknikkerne kunne få succes var ved at gå ind på systemets præmisser. De har allieret sig med myndighedernes familieplanlægning ved at kræve, at parrene, der skal behandles, skal ankomme med de rette graviditetstilladelser.

\ Læs mere

Dystre økonomiske udsigter for et politisk ambitiøst Kina

I dag er der cirka 400 fertilitetsklinikker i Kina, og de udfører 600.000 fertilitetsbehandlinger om året. Det har ført til ca. 200.000 babyer siden 1988.

Ligesom i Danmark er det cirka 10 procent i Kina, der har fertilitetsproblemer. Det er en anslået fordobling i forhold til starten af 1990’erne. Men med færre klinikker per indbygger end i Danmark, kan fertilitetsindustrien ikke følge med efterspørgslen.

Kina og Danmark kan lære af hinanden

Mit forskningsprojekt i den kinesiske fertilitetsindustri løb over syv år, og her indgår interviews med læger på fertilitetsklinikkerne, sæddonorer og barnløse par.

Selvom der er stor forskel på Kina og Danmark, både hvad størrelse og kultur angår, er der alligevel meget begge lande har tilfælles i form af en ’lavfertilitetskultur’ og en stigende behov for fertilitetsbehandling.

Indbygget i det antropologiske projekt har været et udvekslingsprogram mellem danske og kinesiske fertilitetsforskere og samfundsvidenskabelig forskere.

Kina har kunnet lære af Danmark, hvor verdens største sædbank ligger, og hvor vi har en høj andel af kunstig befrugtning. Danmark har omvendt kunnet lære af de arbejdsprocesser, der er udviklet for at tackle et stort antal patienter.

Fordobler screening af sæddonorer

Kinas og verdens største fertilitetsklinik, der foretager 41.000 behandlinger om året, har været en del af samarbejdet. Der har mit forskningsprojekt sat positive spor.

Sædbanken beskriver, at de ved hjælp af studiet, har flyttet deres fokus fra deres egne protokoller til et fokus på at skabe bedre vilkår for sæddonorerne.

Eksempelvis har klinikken ændret tidsrummet, hvor donorer kunne møde op. Før var det forholdsvis korte tidsrum, mens klinikken nu er åben kl. 8-17 på hverdage. Og så har man udviklet mere donormateriale, som omhandler, hvordan donorsæd bruges, og hvad barnløse par tænker om brugen.

Som følge af disse og andre tiltag er sædbanken gået fra at screene 3.000 potentielle donorer til at screene 6.000 potentielle om året, hvilket kan medvirke til, at barnløse par med mandlig infertilitet får kortere ventetid.

Det kommer dog til at tage mange år, før Kina kan vende tendensen, så de får babyer.

Hvis det skal blive mere attraktivt for kinesere at få to børn, kræver det en ændring af kulturen, og det tager tid. Det kræver også, at man indfører nogle tiltag, der gør livet lettere for de unge, kinesiske familier, eksempelvis i forhold til børnepasning, sundhed og uddannelse.

Forskningen er støttet af Danmarks Frie Forskningsråd.​