George Perry Floyd døde angiveligt af kvælning, da en politibetjent pressede sit knæ mod hans hals under en brutal anholdelse, som blev filmet af en teenagepige. Optagelsen gik viralt.
Hvad der siden er sket, har udspillet sig igen og igen i amerikanske byer efter højtprofilerede tilfælde af beskyldninger om politibrutalitet:
Minneapolis og talrige andre byer i USA har lige siden været kulisse for mindehøjtideligheder og protestaktioner, hvor demonstranterne kræver, at politiet bliver stillet til ansvar.
Selvom der blev manet til tålmodighed fra myndighedernes side, kogte urolighederne over, og nyhedsreportager begyndte snart at vise optagelser af voldsoptøjer og betjente iført ansigtsvisirer, hjelme og skudsikre veste.
Holdninger bliver formet af, hvad vi ser og læser
Offentlighedens holdning til protestaktioner og sociale bevægelser bliver i høj grad formet af, hvad man ser og læser i medierne, så journalisterne har stor magt i forhold til det narrativ, de formidler om protestaktionerne.
Journalister kan lægge vægt og fokus på, hvor meget protestaktionerne forstyrrer, eller citere visse politikere, der beskriver demonstranterne som ‘rå, simple bisser’.
Eller de kan vælge at minde os alle om, at protesterne er konsekvensen af endnu et uberettiget drabet på endnu en sort person. Det flytter fokus fra ødelæggelserne til politiets straffrihed og konsekvenserne af racisme.
Journalisterne spiller en uvurderlig rolle for bevægelsernes legitimitet og fremdrift, og det lægger et stort pres på journalisterne om at ramme plet.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Mere vanskeligt for visse protestbevægelser af opnå legitimitet
Min forskning har fundet, at det er mere vanskeligt for visse protestbevægelser af opnå legitimitet end andre.
Sammen med min medforfatter, Summer Harlow, har jeg studeret, hvordan lokalaviser og større aviser dækker protestaktioner.
Vi fandt, at narrativerne omkring Women’s March (der ønsker at fremme lighed og beskyttelsen af rettigheder for kvinder, flygtninge og marginaliserede grupper, red.) og anti-Trump- protestaktionerne var et talerør for demonstranterne, og at deres klagepunkter blev gransket godt og grundigt.
Det forholdt sig helt anderledes for protestaktioner om anti-sort racisme og indfødte folks rettigheder, som begge modtog den mindst legitimerende dækning og ofte blev set som truende og voldelig.
Mediedækningen fokuserer på uorden fremfor protestaktionernes substans
For flere årtier siden identificerede James Hertog og Douglas McLeod, hvordan nyhedsdækningen af protestaktioner bidrager til opretholdelsen af status quo; et fænomen kaldet ‘protestparadigmet’.
De mener, at medienarrativerne har en tendens til at lægge vægt på drama, gener, ulemper og forstyrrelser forbundet med protestaktionerne i stedet for demonstranternes krav, klagepunkter og dagsorden.
Narrativerne trivialiserer protestaktionerne og mindsker den offentlige opbakning.
Sådan udspiller det sig i teorien i dag: Journalisterne har ikke meget tid til overs for protestaktioner, som ikke er dramatiske eller ukonventionelle.
Med det for øje, finder demonstranterne forskellige måder at fange mediernes og offentlighedens bevågenhed, men dækningen er ofte overfladisk og ikke-legitimerende. Den fokuserer på taktik, uorden og forstyrrelse og giver ikke plads til den sociale bevægelses substans.
Trumps første år på præsidentposten var et år med store protestaktioner.
Vi ønskede at undersøge, om denne klassiske teori passer på mediedækning fra 2017 – Donald Trumps første år på præsidentposten og et år med store protestaktioner.
Vi analyserede forskellige avisers rammesætning af protestaktionerne – måden, der skabes rammer for kommunikationen, som kan bidrage til fortolkning af de meddelte informationer.
De valgte aviser var alle hjemmehørende i Texas, da delstatens størrelse og diversitet gør den til en god repræsentant for USA som helhed.
Undersøgte 777 artikler
Vi identificerede 777 artikler ved at benytte søgeord som ‘protestaktion’, ‘demonstranter’, ‘Black Lives Matter’ og ‘Women’s March’.
Artiklerne var skrevet af journalister ved 20 redaktioner i Texas, eksempelvis El Paso Times og Houston Chronicle, såvel som syndikerede artikler fra kilder som Associated Press.
Vi så på, hvordan artiklerne rammesatte protestaktionerne i overskriften, den indledende sætning og historiestrukturen.
Vi klassificerede rapporteringen ved hjælp af fire velkendte rammesætninger af protestaktioner:
- Optøjer: Lægger vægt på forstyrrende adfærd, brug af vold eller trusler om vold.
- Konfrontation: Beskriver demonstranterne som kamplystne, fokuserer på anholdelser eller ‘sammenstød’ med politiet.
- ‘Show’: Fokuserer på beklædning, tegn eller dramatisk og følelsesladet adfærd blandt demonstranterne.
- Debat (legitimering): Nævner i høj grad demonstranternes krav, dagsorden, målsætning og klagepunkter.
Stor forskel på dækningen af emner
Der var større sandsynlighed for, at aviserne i Texas skrev positivt om målsætningen bag protestaktioner, der relaterede til immigration eller sundhedsmæssige anliggender end protestaktioner, der relaterede til racisme.
Vi holdt også øje med kildemønstre for at identificere skævheder, som ofte giver myndighederne mere troværdighed end demonstranter, talspersoner og forkæmpere.
Dækningen havde en tendens til at trivialisere protestaktionerne ved at fokusere mest på dramatiske handlinger, men visse protestaktioner fik en hårdere medfart af medierne end andre.
Rapporteringen fokuserede mere på spektaklerne (‘show-værdien’, red.) end på årsagen til protestaktionen.
Der blev gjort et stort nummer ud af, hvad demonstranterne var iført, størrelsen på mængden – stor eller lille – om en kendt person var involveret, og om stemningen var oppisket.
Mediedækningen er ikke balanceret
Visse protestaktioners klagepunkter fik større opmærksomhed end andre.
For omkring halvdelen af protestaktionerne, der var anti-Trump, eller som handlede om immigration, kvinderettigheder eller miljøet, fik information om klagepunkterne og årsagen bag demonstrationerne signifikant opmærksomhed i rapporteringen.
Størstedelen af dækningen fra redaktionerne i Texas i 2017 var ikke objektiv.
Officielle kilder optrådte oftere forbindelse med visse protestaktioner. I forbindelse med andre demonstrationer fik demonstranterne mere plads.
Dakota Pipeline (en underjordisk olie-rørledning, der har været årsag til mange protestaktioner som følge af bekymringer om rørledningens effekt på miljøet og lokationer af betydning for USA’s oprindelige befolkning, red.) og anti-sort racisme-relaterede protestaktioner fik legitimerende dækning mindre end 25 procent af tiden.
Der var også større sandsynlighed for, at de blev beskrevet som forstyrrende og konfrontatoriske.
Mediedækning kan efterlade læserne med forkerte indtryk
I dækningen af en protestaktion i St. Louis, hvor en betjent blev frikendt efter at have slået en sort mand ihjel, var vold, anholdelse, uro og forstyrrelse de mest benyttede beskrivende ord, mens bekymringer om politibrutalitet og racemæssig uretfærdighed blev reduceret til enkelte bemærkninger.
Begravet langt nede i artiklen kunne man så læse lidt kontekst:
»De nylige protestaktioner i St. Louis følger et mønster, vi har set siden drabet på Michael Ferguson i august 2017. Selvom de er vrede, er størstedelen af demonstranterne lovlydige og retskafne.«
Som følge af forskellig mediedækning kan læserne få et indtryk af, at visse protestaktioner er mere legitime end andre.
Det bidrager til en såkaldt ‘hierarchy of social struggle‘ (den sociale kamps hierarki, red.)
Skævvridning lurer under overfladen
Journalisterne bidrager til dette hierarki ved at følge industrinormerne, der ikke er til fordel for mindre veletablerede protestbevægelser.
Hvis deadline lurer lige om hjørnet, kan journalisterne måske føle sig fristede til udelukkende at citere officielle kilders udtalelser og data. Det giver myndighederne større kontrol over rammesætningen.
Det kan være et problem for bevægelser som Black Lives Matters, der modargumenterer politiet og andre myndigheder.
Implicit bias (skævvridning, red.) lurer også under overfladen. Manglen på diversitet har længe plaget redaktionerne.
Journalister har en bydende nødvendig opgave
The Newspaper Diversity Survey måler procentandelen af kvinder og minoriteter på redaktionerne rundt omkring i USA.
I 2017 var andelen af hvide journalister ved The Dallas Morning News og Houston Chronicle mere end dobbelt så stor som andelen af hvide indbyggere i henholdsvis Dalla og Houston.
Protestaktioner identificerer legitime klagepunkter i samfundet. De takler ofte spørgsmål, der berører mennesker, som ikke kan adressere klagerne på anden vis.
Derfor er det bydende nødvendigt, at journalister ikke tyer til overfladisk rammesætning af narrativerne, der fornægter plads til de ramtes bekymringer, mens de på samme tid sikrer, at status quo bliver opretholdt.
Danielle K. Kilgo modtager støtte fra Association for Education in Journalism and Mass Communication. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
