Enhver epidemi har uskyldige syndebukke.
I Middelalderen blev jøder anklaget for at være skyld i Den Sorte Død.
Muslimske pilgrimme og immigranter er blevet mistænkt for at sprede kolera.
I 1919 blev en dødbringende influenzavirus navngivet ‘Den Spanske Syge’, selv om den slet ikke kom fra Spanien, og i forbindelse med ebola-udbruddet i 2014 spredte der sig i nogle lande frygt for folk med afrikansk afstamning.
Og sådan kunne man blive ved: Epidemier har en lang historie for xenofobi og racisme, skriver den canadiske samfundsforsker Korey Pasch i en artikel på Conversation, og senere i denne artikel kan du læse, at der kan være en evolutionær grund til det:
Mennesker, der i særlig høj grad er bange for at blive smittet med sygdomme, er også ubevidst mere bange for folk, der ser anderledes ud. Det kan skyldes, at det i menneskets forhistorie har været en fordel at holde afstand fra mulige smittekilder, mener forskere.
I dag giver det dog ingen mening, at tage afstand fra folk, der ser anderledes ud, fordi man frygter, at de smitter. Det er »en fejlslutning, der opstår i det moderne, multikulturelle samfund,« siger en af forskerne.
Politiker anklager muslimer
Ikke desto mindre har coronapandemien allerede fået sine prygelknaber.
Især asiater har stået for skud, kan man se på Wikipedias lange liste over episoder med coronaudløst xenofobi og racisme. Også i Danmark er asiater blevet råbt efter, truet med tæsk og har fået sure blikke, efter at virussen brød ud i Kina, skriver Politiken.
Nogle – blandt andre USA’s præsident Donald Trump – har pustet til ilden ved at omtale den nye coronavirus som ‘kinesernes virus’, ifølge CNN.
Latinamerikanske migranter i USA kan være endnu mere udsatte end folk med asiatisk baggrund, indikerer et studie, der endnu ikke er publiceret i et videnskabeligt tidsskrift.
I Danmark har en folkevalgt politiker rettet skytset mod muslimer:
»Da corona kom til Europa, kunne man på sociale medier læse, at herboende muslimer mente, at sygdommen var Allahs straf til os – de vantro (…), da disse mennesker færdes iblandt os, så rammes vi andre af deres uansvarlighed,« skriver Pernille Vermund, der er formand for partiet Nye Borgerlige, om danske muslimer i et Facebook-opslag.
Xenofobi er følgevirkning af epidemier
Fremmedfrygt, fordomme mod religiøse mindretal og i nogle tilfælde endda raceadskillelse og forfølgelse af etniske minoriteter er typisk blevet forstærket og legitimeret under epidemier og pandemier, siger historiker Niels Brimnes, der blandt andet forsker i lægevidenskabens historie og kolonialisme.
»Op gennem historien har epidemier haft den virkning, at forskelle mellem religioner, etniciteter og kulturer er blevet forstørret, fordi man har knyttet sygdom til bestemte kulturelle adfærdsmønstre,« siger Niels Brimnes, der er lektor på Aarhus Universitets Institut for Kultur og Samfund.
»Xenofobi, enten i form af racisme eller frygt for folk med en anden religion, er nok en af de mest klassiske kulturelle følgevirkninger af store epidemier,« fortsætter han.
Epidemi-fremkaldt xenofobi opstår ikke ud af det blå, men bygger på fordomme og i nogle tilfælde racistiske idéer, der allerede eksisterer, vurderer han.
»Det er ikke nødvendigvis sådan, at en epidemi i sig selv afføder spændinger mellem etniciteter, nationer eller religioner. Historisk ser man, at sygdomsudbrud forstærker spændinger, der er til stede i samfundet i forvejen,« siger Niels Brimnes.
Pest førte til raceadskillelse
Sygdomsudbrud har historisk givet anledning til, at raceadskillelse og systematisk forfølgelse er blevet legitimeret, fortæller han.
I en artikel på Videnskab.dk’s undersite Forskerzonen beskriver Niels Brimnes blandt andet, hvordan et pestudbrud kan ses som en katalysator for Sydafrikas apartheidstyre, der i over fire årtier indebar, at sorte og hvide sydafrikanere systematisk blev holdt adskilt.
Apartheidstyret blev indført i 1948, men allerede i 1901, da pesten ramte Cape Town, blev sorte afrikanere tvangsfjernet fra byen, fordi man mente, at de var smittespredere.
»Tvangsfjernelsen kunne ikke begrundes med konkrete medicinske argumenter, men derimod med et overordnet racistisk verdensbillede. I 1902 vedtog man så ‘Native Reserve Location Act’, der gjorde den midlertidige tvangsfjernelse permanent,« skriver han.
Erfaringerne med raceadskillelse under pestudbruddet i Cape Town fungerede senere som en løftestang for indførelsen af apartheid, argumenterer Niels Brimnes.
Jøder blev forfulgt i Europa
Racistiske idéer fandtes i Cape Town, allerede før pesten brød ud:
De hvide magthavere havde i forvejen haft tanker om at adskille »området i hvide, ‘farvede’ (asiater og folk fra Mellemøsten) og afrikanske befolkningsgrupper,« skriver Niels Brimnes.
Pestudbruddet forstærkede de eksisterende racistiske idéer, argumenterer han.
En lignende tendens findes i historiske kilder om middelalderens pestudbrud i Europa. Under Den Sorte Død, som pesten blev kaldt, stod jøder for skud. Ligesom i Sydafrika var det ikke pesten, der i sig selv affødte jødehadet.
»Jøder havde allerede været syndebukke i kristen sammenhæng i århundreder. Da pesten brød ud i 1300-tallet slog man tilbage på den kendte fjende,« siger Torben K. Nielsen, der er lektor på Aalborg Universitets Institut for Politik og Samfund.
Torben K. Nielsen har skrevet et kapitel om Den Sorte Død i bogen ’50 begivenheder – højdepunkter i verdenshistorien’.
\ Læs mere
Frygt for sygdom forstærker xenofobi
Fremmedfrygt og tendenser til at udpege syndebukke har som bekendt også gode vilkår under økonomiske kriser, og forskning tyder på, at racisme sandsynligvis også er udbredt i samfund, hvor der er stor social ulighed.
Men en helt særlig menneskelig mekanisme træder formentligt i kraft under epidemier: I psykologisk og samfundsvidenskabelig forskning er der efterhånden solid dokumentation for, at frygten for at blive smittet med sygdomme hænger tæt sammen med skepsis overfor folk, der er anderledes end en selv:
Jo mere man frygter at blive smittet, desto mere skeptisk er man over for indvandring, viser forskning blandt andet fra Aarhus Universitet.
Forskningen får opbakning fra flere uafhængige fagfæller i Videnskab.dk’s artikler ‘Derfor er indvandring et betændt emne‘ og ‘Vi stoler ikke på fremmede, fordi de kan smitte’.
»Ud fra den eksisterende viden om sammenhængen mellem angst for smitte og skepsis over for indvandring er der en oplagt risiko for øget fremmedfrygt under coronapandemien,« siger Lene Aarøe, der er lektor på Aarhus Universitets Institut for Statskundskab.
Adfærdsmæssigt immunsystem reagerer
Lene Aarøe har lavet flere forsøg, der bekræfter sammenhængen mellem angst for smitte og indvandrerskepsis. Resultaterne er blandt andet udkommet i det videnskabelige tidsskrift American Political Science Revies.
En ubevidst og sandsynligvis medfødt mekanisme medfører, at mennesker, der er bange for bakterier og virusser, ubevidst holder sig på afstand af andre, der er meget anderledes end dem selv, fordi de fejlagtigt opfatter dem som smittebærere, forklarer hun.
I forskningslitteraturen bliver mekanismen forklaret med en teori om, at mennesket har et såkaldt ‘adfærdsmæssigt immunsystem’.
Det adfærdsmæssige immunsystem er et evolutionært levn fra livet på savannen, hvor tilværelsen var en evig kamp for overlevelse. På savannen sørgede det for, at mennesker holdt afstand til mulige smittekilder.
I dag har nogle mennesker stadig et meget aktivt adfærdsmæssigt immunsystem, som får dem til ubevidst at tage afstand fra folk, der ser anderledes ud.
»Det adfærdsmæssige immunsystem opererer ud fra et forsigtighedsprincip og fejlfortolker alt, der på overfladen afviger fra det, vi kender, som en potentiel smittekilde. Det kan være harmløse modermærker, fysiske handicap eller andre hudfarver,« siger Lene Aarøe.
»Især det meget fremmedartede trigger det adfærdsmæssige immunsystem,« uddyber hun, og fortæller om forsøg, der viser, at danskere, der er meget bange for bakterier og virusser, er mere skeptiske over for mellemøstlige indvandrere end østeuropæiske.
Ubeskyttede er mest skeptiske
Forskere har ikke undersøgt, om pandemier kan sætte gang i det adfærdsmæssige immunsystem, men Lene Aarø gætter på, at det er sandsynligt.
»Jeg mener helt klart, at vores forskning i det adfærdsmæssige immunsystem har noget at byde ind med, hvis man skal forklare det mønster, der tegner sig, med opblusning af fordomme overfor fremmede og minoriteter under pandemier,« siger hun.
Et af de forsøg, hun har lavet, indikerer, at frygten for smitte – og dermed skepsissen over for indvandrere – er større hos folk med et meget aktivt adfærdsmæssigt immunsystem i situationer, hvor de føler, at de mangler beskyttelse mod smitte.
»Vi bad forsøgsdeltagere om at forestille sig, at de arbejdede på et hospital og skulle tørre opkast op fra gulvet. For halvdelen stoppede forsøget der. Den anden halvdel blev bedt om at forestille sig, at de grundigt vaskede hænder, efter at de havde tørret opkast op,« siger Lene Aarøe og fortsætter:
»Blandt de deltagere, der ikke oplevede at være beskyttet mod smitte, fordi de ikke havde forestillet sig, at de havde vasket hænder, var sammenhængen mellem frygt for smitte og indvandrerskepsis helt klart stærkest.«
Fejlslutning i et multikulturelt samfund
I øjeblikket, hvor der hverken er vaccine eller behandling mod coronavirus, føler mange sig ubeskyttede, pointerer Lene Aarøe.
»Man kan forestille sig, at det smitter af på holdningen til indvandrere, der ser anderledes ud eller opfører sig anderledes – især hvis man har et sensitivt adfærdsmæssigt immunsystem.«
Lene Aarøe understreger, at det adfærdsmæssige immunsystem arbejder irrationelt, og at det er en fejlslutning, når det på grund af frygt for smitte får os til at tage afstand til folk, der ser anderledes ud.
Virusser og bakterier har ikke forkærlighed for folk med en bestemt hudfarve eller religion, så det giver ingen mening at tage afstand fra dem, fordi man frygter at blive smittet.
»Det er en fejlslutning, der opstår i det moderne, multikulturelle samfund,« siger Lene Aarøe.
»Når Trump og andre politikere aktivt sammenkæder virussen med bestemte nationaliteter og befolkningsgrupper, appellerer de til den her dybtliggende psykologi i os, som er disponeret for fejlslutninger,« slutter Lene Aarøe.
