Derfor er det afgørende, hvordan medier skriver om selvmord

Siden den danske blogger Fie Laursen delte et selvmordsbrev på sin Instagram-profil, har det sat gang i en større debat om den offentlige samtale om selvmord herhjemme.

Blandt danske medier har der i årtier været et kodeks om, hvordan man skriver – og i særdeleshed ikke skriver – om selvmord.

Det står endda sort på hvidt i Medieansvarslovens Presseetiske Retningslinjer:

»Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.«

Men hvorfor har medierne, der har så travlt med at af-tabuisere al fra fedme, angst og depression og ellers lystigt dækker terror og hadtale, så stor berøringsangst med selvmord?

Videnskab.dk dykker her ned i, hvad forskningen fortæller os om, hvordan medier bør og ikke bør omtale selvmord.

Werther-effekten og ‘selvmordssmitte’

Et skrækscenarie for et medie, der skriver en historie om selvmord, er risikoen for at skabe en såkaldt ‘selvmordssmitte’.

Det går ganske enkelt ud på, at man ved at omtale selvmord risikerer at ‘inspirere’ andre, der måske har selvmordstanker, til at gøre det samme.

Og frygten er ikke ubegrundet.

»Der hersker ingen tvivl om, at det kan føre til kopi-handlinger, hvis medier ikke behandler emnet skånsomt. Det findes der mange eksempler på,« siger Annette Erlangsen, der er seniorforsker og forskningsleder ved Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse (DRISP), til Videnskab.dk.

Et af de tidligste studie på området, som den amerikanske sociolog David P. Phillips stod bag i 1974, viste nemlig, at der var en mulig sammenhæng mellem historier om selvmord i britiske og amerikanske aviser fra 1947-1968 og en stigende selvmordsrate.

Han kaldte fænomenet for ‘Werther-effekten’. Opkaldt efter den tyske digter og forfatter Johann Wolfgang Goethes roman ‘Den unge Werthers lidelser’ fra 1774.

I romanen begår hovedpersonen selvmord på grund af ulykkelig kærlighed, og det skulle efter sigende – rigtigheden af det kan efterhånden diskuteres – have inspireret en bølge af tyske unge mænd fra perioden til at gøre det samme.

Mens metoden bag David P. Phillips artikel fra 1974 siden har mødt en del kritik, så er den såkaldte ‘Werther-effekt’ og risikoen for en ‘selvmordsmittefare’ blevet påvist hundredvis af gange i andre studier.

Det pointerer Verdenssundhedsorganisationen (WHO), der i 2017 udgav den hidtil mest robuste rapport på området.

LÆS OGSÅ: Samtaleterapi forhindrer selvmord

Undgå sensation og detaljer

WHO-rapporten, der er udarbejdet i samarbejde med International Association for Suicide Prevention (IASP) og hundredvis af forskere, kortlægger ikke kun al den relevante forskning på feltet.

Den opstiller også nogle helt konkrete såkaldte »do’s and don’ts« for, hvordan man bør og ikke bør omtale selvmord og selvmordsforsøg i medierne.

»Retningslinjerne anbefaler, at man ikke giver udførlige beskrivelser af metode eller steder for at undgå en smitteeffekt,« fortæller Trine Banke d’Andrade, der arbejder som akademisk medarbejder- og forsker ved Center for Selvmordsforskning, til Videnskab.dk.

Helt konkret har flere studier vist, at artikler, der går i detaljer med, hvor og hvordan selvmord er blevet gennemført, kan forbindes til en stigning i selvmordsraten.

Andre studier har også vist, at ‘selvmordssmitten’ steg, når aviser skrev om selvmord på en mere prominent måde, for eksempel på forsiden og med eksplicitte billeder.

LÆS OGSÅ: Selvmord topper om foråret

​Papageno-effekten og den ‘gode’ omtale

Frygten for ‘Werther’-effekten’ har været afgørende for, at selvmord er blevet et ømfindligt emne for medier verden over i dag.

Men den må ikke skabe en berøringsangst for emnet, advarer eksperter.

Nyere forskning viser nemlig også, at en god og sund omtale af selvmord kan hjælpe både selvmordstruede samt pårørende og efterladte.

Center for Selvmordsforskning skriver blandt andet i notatet ‘Omtale af selvmord i medierne’ fra 2014, at »mange pårørende og efterladte ikke ønsker, at selvmord skal forties, men snarere synliggøres og debatteres i det offentlige rum.«

Her står også, at »det er altså ikke selvmord, der smitter, men en dårlig og uansvarlig medieomtale, som kan føre til imiterede selvmord og selvmordsforsøg blandt sårbare og selvmordstruede mennesker.«

De samme pointer kan man læse i WHO-rapporten fra 2017.

I den positive ende af skalaen taler man endda om den såkaldte ‘Papageno-effekt’. Opkaldt efter fuglefængeren Papageno i Mozarts opera Tryllefløjten, hvor han overvejer selvmord, men i sidste ende kommer fra ideen.

LÆS OGSÅ: Unge arver forældres selvmord

Konstruktiv omtale kan forebygge selvmord

Grundlæggende handler det om at behandle emnet på den rigtige måde, pointerer Trine Banke d’Andrade.

»En fornuftig omtale af selvmord kan medvirke til at forebygge eller forhindre selvmord eller selvmordsforsøg og dermed styrke intervention fremfor smitteeffekt,« pointerer hun.

Fortællingen om Papageno er et eksempel på, hvordan medier kan skrive om selvmord på en oplysende og konstruktiv måde. For det viser selvmordstruede, at der findes andre løsninger, forklarer seniorforsker Annette Erlangsen.

En anden måde at af-tabuisere emnet på kan være at sætte fokus på de efterladte, fortæller Trine Banke d’Andrade.

»Det kan give selvmordstruede en anden historie at spejle sig i, hvis man oplever, hvad ens forældre, søskende eller børn ville gå igennem, hvis man begår selvmord,« siger hun.

Derudover nævner hun, at det er vigtigt at give oplysninger om, hvor selvmordstruede, efterladte og pårørende kan få hjælp.

LÆS OGSÅ: Anerkendelse afholder veteraner fra selvmord

Kendis-paradokset: Idolisering eller rollemodel

Sagen om Fie Laursen er nu blevet en politisk sag, fordi hun som blogger og influencer indgår i en presseetisk gråzone.

Men historien har også været en tur i mediemøllen, fordi hun er kendt, og det gør historien endnu sværre at navigere rundt i for medier og offentlighed.

Flere studier har tidligere vist en sammenhæng mellem selvmord og omtalen af kendisser, der har begået selvmord.

Seniorforsker Annette Erlangsen nævner mediernes dækning af skuespilleren Robin Williams selvmord i 2015 som et af grelleste eksempler i nyere tid.

»Dækningen var i høj grad præget af en idolisering af ham og ikke mindst en forståelse for, hvorfor han gjorde, som han gjorde, fordi han havde det enormt svært, og det medførte også en stigning i selvmordsraterne,« fortæller hun.

»Det er altafgørende, at forståelsen går på, at det er personer, der handler i en meget voldsom tilstand af affekt,« tilføjer Annette Erlangsen.

Kendisser har en enorm magt, fordi mange idolisering dem og spejler sig i dem.

Det skaber et paradoks, for det giver dem omvendt også potentialet til at kunne af-tabuisere et svært emne som selvmord ved at tale åbent og fordomsfrit om selvmordstanker, forklarer Annette Erlangsen.

»Fie Laursen har tidligere brugt sin stemme til at tale åbent om sine problemer. Det er vigtigt, at man gerne må tale og skrive om de svære ting – også selvmordstanker,« siger hun.

»Derfor håber jeg også et eller andet sted, at hun kan komme tilbage, stå frem og tale åbent om det og på den måde blive en rollemodel for, hvordan man kan mestre sådanne situationer, hvor alting er meget svært, eller at det kan være godt at søge hjælp, når man har det dårligt,« slutter Annette Erlangsen.

LÆS OGSÅ: Studie: Clooney og andre kendisser er bedre end forskere til at overbevise om evolutionen

LÆS OGSÅ: Én hjernerystelse kan tredoble risikoen for selvmord