»Skynd dig at give mig en serviet, hurtigt. Der flyder en lort gennem luften,« lyder det fra astronaut Thomas P. Stafford.
»Det var ikke mig! Det er ikke en af mine,« svarer hans kollega John Young.
»Jeg tror ikke, at det er en af mine,« siger astronaut Eugene Cernan.
»Mine er lidt mere klistrede. Smid den væk,« opfordrer finderen, Thomas P. Stafford.
»Du godeste,« slutter John Young.
Og så er der stilhed.
Ja, uheld kan ske alle steder.
Her var det mandskabet ombord på Apollo 10-missionen, som oplevede, at en lort pludselig flød gennem luften.
Meget er sket siden da, og det skal vi se nærmere på i denne artikel. Vi begynder med rumfartens allerførste toiletbesøg, der... ikke foregik på et toilet.
De første astronauter fløj med bleer
Ja, den er god nok. Det første toilet i rummet var faktisk en ble. Astronauten Alan Shepard blev den første amerikaner i rummet, og han var nødt til at udføre sine toiletbesøg i sin rumdragt.
Men i 1973 blev der lagt rør i rummet. På det tidspunkt havde NASA bygget Skylab, USA's første rumstation, primært ved hjælp af materialer, der var blevet tilovers fra de tidligere månelandinger.
Og Skylab havde altså et af rummets første toiletter. Det var designet til at klare både nummer et og to.
Skylabs toilet var designet til at fungere i vægtløs tilstand. Derfor mindede det ikke særlig meget om, de toiletter vi kender fra Jorden.
»Vi skylder en stor tak til de folk, der har designet det. Det virker meget bedre end forventet, nærmest fejlfrit, og det har sparet os meget tid,« sagde Joseph P. Kerwin, astronaut og pilot på Skylab 2-missionen, efter missionen til NASA.
Toilettet var stort set et hul i væggen, hvortil der var monteret en ventilator og en pose. Efter toiletbesøget måtte astronauterne vakuum-tørre deres efterladenskaber med varme og smide dem i affaldstanken.
Også Sovjetunionens Saljut-program, som var en serie af rumstationer opsendt i 1970'erne og 1980'erne, havde sit eget toilet. På trods af at Saljut-stationerne var relativt simple og bestod af et enkelt hovedmodul.
I 1976 byggede amerikanerne rumskibet ‘Space Shuttle’. Det havde et særligt badeværelse med et indbygget toiletsystem kaldet ‘the Waste Collection System' (WCS).
WCS var designet, så det brugte lufttryk til at sikre, at efterladenskaberne, de flydende og de faste, blev suget ud af rumskibet.
Toilettet blev brugt af astronauterne, som var ombord på Atlantis-, Challenger-, Columbia-, Discovery- og Endeavour-missionerne.
\ Serie: Rumrejsen 2023
I 2023 er den danske astronaut Andreas Mogensen på sin anden rummission, Huginn, hvor han tilbringer et halvt år på Den Internationale Rumstation.
I den forbindelse dækker Videnskab.dk Andreas’ mission, rumforskningen og -industrien med temaserien ‘Rumrejsen 2023’ bestående af flere artikler og videoer.
Temaet er blevet muliggjort takket være støtte fra Novo Nordisk Fonden. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Hvordan virker det så?
Den største forskel på et toilet på Jorden og et i rummet er tyngdekraften.
Derfor er rumtoiletter designet til at virke uden hjælp fra tyngdekraften.
Nu går vi ned i detaljerne!
WCS består af et toilet, som har en fodstøtte, et håndtag til at skylle og en sikkerhedssele, som sikrer, at astronauten ikke svæver op fra brættet. Astronauterne skal nærmest klatre ned til sædet, som har et almindeligt hul, som vi kender det, dog en anelse mindre.
En lang slange til urin, med en tragt for enden, kobles på astronautens nedre dele, når han eller hun skal lade vandet. For hygiejnens skyld har hver astronaut sin egen tragt, der sender urinen ned i toilettet.
De faste efterladenskaber opbevares i et specielt rum, hvorfra det returneres til Jorden eller ryger med affaldssendinger ud i atmosfæren, hvor det brænder op.
På væggene i den lille toiletkabine er der rum til affaldsposer, handsker og vådservietter. Servietterne kommes i affaldsposerne, og der er også desinfektionsmidler, skrabeværktøjer og andet udstyr til rådighed.
WCS har været det bærende toiletsystem siden dengang, og det har fungeret. For det meste. Men vi skal også runde de gange, hvor toiletbesøg i det ydre rum skabte overskrifter på Jorden.
Den kolde krig på rumtoilettet
I 2009 var Den kolde krig ved at blive varm igen, men denne gang foregik det på ISS.
Når man bor på Den Internationale Rumstation, som Andreas Mogensen gør i øjeblikket, bliver man en stor familie. Det gør også, at alle skændes over brugen af toilettet.
Den russiske kosmonaut Gennady Padalka tog verdensstriden til helt nye højder, da han beklagede sig i en russisk avis. Klagen lød, at han ikke måtte benytte amerikanernes toilet, som lå i den anden side af rumstationen.
Klagen var overraskende nok ikke rettet mod amerikanerne, men mod den russiske regering, der i 2005 begyndte at tage betaling fra NASA for brugen af russiske dele på ISS.
Amerikanerne svarede igen ved at nægte russerne adgang til amerikanske faciliteter, herunder rumtoilettet.
Dengang toilettet gik i stykker
Når et jordisk toilet går i stykker, ringer man efter blikkenslageren. Men når et rumtoilet til flere millioner dollar går i stykker ... så må astronauterne selv smøge ærmerne op.
Alt, hvad der findes på rumstationen, skal astronauterne selv kunne reparere. Derfor er en del af den omfattende træning, astronauterne gennemgår inden opsendelsen, et speciale i toiletmekanik.
Andreas Mogensen har tidligere fortalt om den del af hans træning, som foregik på NASAs træningsfaciliteter på Space Center Houston i USA.
Og i november filmede han denne video, hvor han viser, hvordan det topmoderne toilet på ISS fungerer.
Men tilbage til historien.
Der var engang i 2008, da rumstationens eneste toilet gik i stykker. Toilettet var baseret på luftcirkulation, som opsamlede både urin og afføring. De to elementer adskilles ved hjælp af en pumpe, og det var den, der gik i stykker.
Astronauterne, som var ombord på rumstationen på det tidspunkt, måtte bruge toilettet i den russiske Soyuz-kapsel, som var koblet til rumstationen. Problemet var, at det toilet kun var bygget til at kunne klare et par dages brug.
Men uheldet var ude.
Problemet med hovedtoilettet strakte sig nemlig over et par uger. Derfor var astronauterne nødt til at bruge nødløsninger. Det var på det tidspunkt et opsamlingssystem med poser, som kobles på toilettet - og det var genanvendelige poser, som skulle bruges igen og igen.
Året efter blev rumstationen udstyret med et splinternyt toilet til 19 millioner dollar eller godt 100 millioner kroner, og det gjorde toiletkøen betydeligt kortere.
\ Rumtoilettets tidslinje
- Gemini-missionerne i 1960'erne var første gang, NASA forsøgte at håndtere afføring i rummet. De første enheder, der blev fremstillet til det formål, var bare tasker, der blev tapet til astronauternes numser.
- NASA udviklede også et ‘afføringsindeslutningssystem’, som Apollo-astronauter kunne bruge, når de var uden for rumfartøjet. Systemet bestod af et par underbukser med lag af absorberende materiale.
- Da NASA byggede Skylab, sin første rumstation, i 1973, var der brug for et toilet, da astronauter skulle bo i rummet i flere måneder ad gangen. Astronauternes toilet, hvis vi kan kalde det det, var dybest set et hul i væggen, koblet til en ventilator og en pose.
- Endelig kom rumfærge-æraen, og med den kom kvinder i rummet, og rumskibet fik sit første toilet. NASA sendte for første gang kvindelige astronauter i rummet i 1978, og det krævede nogle tilpasninger.
- For at gøre det muligt for kvindelige astronauter at tisse under opsendelsen og på rumvandringer, skabte NASA det såkaldte ‘Disposable Absorption Containment Trunk’, som var designet til at absorbere tis i rumdragten.
- Rumfærgen var udstyret med et toilet til 50.000 dollar, det såkaldte Waste Collection System. Det virker ved, at astronauternes afføring bliver opbevaret i en plastikpose og til sidst sendes afsted på et rumfragtskib, der brænder op, mens det suser mod Jorden.
Ligestilling på tønden
I 2020 kolliderede MeToo-bevægelsen med livet på Den Internationale Rumstation. Det blev nemlig året, hvor NASA for første gang investerede i et toilet, som også er egnet til kvinder.
Dengang skrev the Atlantic, at det nye toilet var et symbol på NASAs stigende anerkendelse af kvindelige astronauter og deres behov.
De ældre rumtoiletter var i virkeligheden designet til mænd, mens den nye model havde flere designdetaljer, som gjorde, at toilettet også egnede sig til kvinder.
2020-modellen havde et vinklet sæde, og det var en smule mindre. Den nye form skulle hjælpe astronauterne med at positionere sig selv bedre, sagde den daværende projektleder ved Johnson Space Center, Melissa McKinley, til the Guardian:
»At gøre rent efter et uheld er et stort problem. Vi vil ikke have, at der sker en smutter,« sagde hun og tilføjede:
»Lad os nøjes med at sige, at i vægtløs tilstand kan alt flyde.«
Også nummer et er blevet nemmere for kvinder i rummet. Tragten er nemlig blevet re-designet. Nu kan kvinder bruge den forlængede tragt til at tisse, mens de sidder ned på tønden, hvor de så kunne levere nummer to i samme omgang.
»Indtil nu har det været det ene eller det andet for de kvindelige astronauter,« sagde Melissa McKindley.
Topmoderne toilet genbruger tis
Ligesom de tidligere modeller af toiletter på rumstationen har det nye toilet, som astronauterne fik i 2020, det samme system.
Og ligesom før er det luftudsugning og ikke vand og tyngdekraft, som vi kender det fra Jorden, der fjerner efterladenskaberne.
Derudover bliver urinen i det nye toilet ledt ind i et genbrugssystem, der genererer rent vand til at drikke og til madlavningen.
Titanium er et af de metaller, som tønden indvendigt er beklædt med, så den kan modstå syren fra urinen. Det er noget af et fremskridt, sagde NASA-astronaut Jessica Meir i 2020:
»Vi genbruger 90 procent af alle vandbaserede væsker på rumstationen, og det omfatter også tis og sved,« sagde hun og tilføjede:
»Når det kommer til urin på ISS, er dagens kaffe også i morgendagens kaffe.«
Den kvindelige, pensionerede stationschef Peggy Whitson har brugt mere tid i rummet end nogen anden NASA-astronaut.
I 2019 fortalte hun til Business Insider, at det er fantastisk at svæve i vægtløs tilstand, men det er det ikke at gå på toilettet:
»Når den begynder at blive fuld, skal du tage en gummihandske på og pakke den ned,« berettede hun.
I dags bruger mandlige og kvindelige astronauter beklædningsgenstande med maksimal absorption, når de foretager rumvandringer.
