Den seneste tids dramatiske begivenheder i Mellemøsten ændrer magtbalancen i regionen. Blandt andet betyder udviklingen i Egypten, at israelerne ikke længere kan være sikre på støtte fra den kant.
Mubarak-regimet samarbejdede tæt med Israel, især med kontrollen af Gazastriben. Israel og Egypten har også samarbejdet om at få knækket Hamas i samme område, ligesom Egypten har været vigtig for de mere moderate palæstinensiske selvstyremyndigheder på Vestbredden.
»Tidligere har Israel haft ryggen fri, og de har dermed kunnet rette opmærksomheden og bruge kræfterne mod øst. Nu kan de ikke længere stole på, at deres vestflanke altid er sikker.«
Det siger Hanne Eggen Røislien, som forsker ved det norske Institutt for forsvarsstudier.
Hun mener, at situationen påvirker forhandlingssituationen med palæstinenserne.
Ny debat
»Militæret siger nu, at de ikke har kapacitet til at forsvare Israel på alle leder og kanter. Det betyder ikke, at de tror, der vil komme en krig med Egypten, men israelerne er klar over, at de bliver nødt til at orientere sig anderledes i regionen,« siger hun.
Røislien fortæller, at der har rejst sig en debat i den israelske presse, hvor enkelte mener, at det er på tide at række hånden ud mod araberne.
»Det er en debat om identitet og geografiske udfordringer, som er i gang med at vågne i det israelske samfund på en måde, vi ikke har set tidligere,« siger hun.
Hun ser denne debat som en del af den overordnede udvikling med stadigt stærkere krav om demokrati i regionen.
»Israel har jo demokrati, men selv her finder vi nogle af de samme stemmer. Der sker i denne tid en dyb selvransagelse. Israelerne diskuterer, hvilken slags stat, de skal være,« siger Røislien.
Tror Obama er tilfreds
Kjetil Selvik forsker i Mellemøsten ved den norske forskningsenhed Fafo. Han mener, at udviklingen i regionen kan være med til at tvinge Israel ind i mere reelle forhandlinger med Palæstina.
»USA har forsøgt at få en reel fredsproces mellem israelerne og palæstinenserne op at stå. Israelerne har imidlertid følt sig stærke og har forhalet forhandlingerne,« siger han.
»Det, der er sket i Egypten, kan måske overbevise israelerne om, at de bliver nødt til at have lidt mere seriøse samtaler med palæstinenserne. De kan ende med at være helt isoleret i regionen.«
»Jeg tror, at Obama-administrationen er ret tilfreds med situationen nu. USA har mange forbindelser til hæren i Egypten, som har været garant for en fortsat fred med Israel,« siger Selvik.
»Samtidig får man sendt et budskab til israelerne om, at næste gang Obama forsøger at sætte noget i gang, burde de måske være lidt mere medgørlige,« siger han.
Sandhed med modfikationer
Hanne Eggen Røislien mener, at amerikanerne kunne have gjort meget mere.
Den gennemgående holdning i Egypten er, at selve oprettelsen af staten Israel skete gennem et overgreb på det palæstinensiske folk – et overgreb, som fortsætter gennem besættelsen og bosættelserne på Vestbredden og i Gaza
Bjørn Olav Utvik, lektor
»Det er en sandhed med meget store modifikationer, når man siger, at amerikanerne har prøvet alt. Amerikanerne taler med to tunger,« siger hun.
»De siger, at de prøver at tvinge israelerne til forhandlingsbordet, men de øger samtidig deres milliardtilskud til både det israelske statsbudget og det israelske militær,« siger Røislien.
»Amerikanerne gør i virkeligheden meget mindre, end de selv påstår. Vi burde stille flere spørgsmål ved den ensidige opfattelse af amerikanerne som den bedste fredsmægler mellem Israel og palæstinenserne,« siger hun.
Har givet sig på alle punkter
Her får hun støtte af Jørgen Jensehaugen, forsker ved PRIO og redaktør for det nordiske tidsskrift for Mellemøststudier, Babylon.
I en kronik i den norske avis Dagsavisen omtaler han 1600 lækkede dokumenter om forhandlingerne mellem Israel og PLO i perioden 1999-2010.
»Dokumenterne viser, at palæstinenserne har tilbudt store indrømmelser, og at de har fået meget lidt igen. Samlet set fremstår PLO som svagt, Israel som stærkt og arrogant og USA som partisk,« skriver han.
Ifølge Jensehaugen fremgår det af dokumenterne, at de palæstinensiske forhandlere har givet sig på alle punkter, men at det ikke har været nok for Israel.
»Det stiller både Israel og USA i et meget dårligt lys. Mange vil begynde at tvivle på, om USA kan spille nogen som helst konstruktiv rolle i forhandlingerne,« mener Jensehaugen.
Du kan læse mere om de lækkede dokumenter hos den arabiske tv-kanal Al Jazeera og hos den britiske avis The Guardian.
Kan få stor betydning
Palæstinenserne har måske mistet troen på amerikanernes rolle i forhandlingerne med israelerne, men den sidste tids begivenheder i regionen har givet dem fornyet håb.
Hvor stor betydning kan de arabiske lande få i forhandlingerne?
»De kan få ganske stor betydning,« siger Hanne Eggen Røislien.
»Men det kommer an på flere ting. Udviklingen har givet vind i sejlene til palæstinensernes frihedskamp, men palæstinenserne er kloge af skade. De arabiske lande har ikke tidligere været gode til at presse Israel til at finde en løsning.«
Røislien påpeger, at palæstinenserne i deres kamp mod Israel ikke ligefrem er blevet forkælet med støtte fra de arabiske lande.
»Det er en tydelig arabisk holdning, at israelerne har skabt problemet, og at det er dem selv, der må løse det igen. Ingen vil for eksempel have Gazas palæstinensere.«
Palæstinensiske flygtninge er uden rettigheder i lande som Libanon, og sådan har det været i 70 år. Der er således tale om tre generationer af palæstinensere i flygtningelejre.
»I det perspektiv kan man spørge sig selv, om der er en reel vilje hos de arabiske lande,« siger Røislien.
I stigende grad en regional konflikt
Hun mener, at der dog er to sider af sagen, siden den arabiske folkesjæl generelt er stor tilhænger af at løse problemet. Hun understreger, at det er svært at forudsige, hvordan det kommer til at gå.
»Der er mange, der forsøger at komme med svar, men vi ved jo ingenting. Der var ingen, der forudså den sidste tids begivenheder i Mellemøsten i det hele taget.«
»Men israelerne har indset, at konflikten med palæstinenserne i mindre grad er en lokal konflikt, men i højere grad nu er en regional konflikt.«
»De mærker en øget forventning og et pres på dem for at gøre noget, og realisterne i debatten understreger, at man ikke længere kan lade som ingenting« siger hun.
Et af de afgørende spørgsmål er, hvad der kommer til at ske, hvis egypterne får en folkevalgt regering.
Vil ophæve blokaden
»Den gennemgående holdning i Egypten er, at selve oprettelsen af staten Israel skete gennem et overgreb på det palæstinensiske folk – et overgreb, som fortsætter gennem besættelsen og bosættelserne på Vestbredden og i Gaza.«
Det siger lektor Bjørn Olav Utvik ved Institut for kulturstudier og orientalske sprog ved Universitetet i Oslo.
»Det egyptiske folk har ikke et stærkt ønske om at gå i krig, men de ønsker et meget stærkere egyptisk krav om en palæstinensisk stat og en øjeblikkelig ophævelse af Gaza-blokaden.
Utvik påpeger, at enhver demokratisk valgt regering i Egypten i dag vil være mere Israel-kritisk end det gamle regime, uden at det dog står klart, hvilke følger det vil få.
Vil undgå konfrontationer
»Egyptens demokratiseringsproces vil ske i form af et kompromis med den egyptiske hær. Hvis hæren stadig er der om et halvt år, vil den være en stærk magtfaktor. De er en nær allieret af USA og vil bremse hurtige ændringer i egyptisk politik,« siger han.
Samtidig vil en folkevalgt regering, domineret af Det Muslimske Broderskab, også havne i en lidt vanskelig situation.
»På den ene side vil de ønske at vise, at man er mere uafhængig af USA og villig til at presse Israel mere end Mubarak-regimet. På den anden side vil de have fået ansvar og vil blive nødt til at afveje forskellige hensyn som for eksempel faren for eventuel krig eller militære konfrontationer,« siger Utvik.
»De vil have et ønske om at ophæve blokaden af Gaza, men samtidig vil de tænke sig nøje om i forhold til, hvad der så vil ske. De vil forsøge at håndtere det på en måde, så de undgår militære konfrontationer, og de vil måske prøve at presse Israel til at acceptere en ophævelse af blokaden.«
Bliver nødt til at gøre et eller andet
Kjetil Selvik opfatter situationen på samme måde.
»Måden, hvorpå Egypten har været med til at opretholde blokaden af Gaza, har været i strid med grundlæggende solidaritet og ideer om retfærdighed hos det egyptiske folk. Og fredsaftalen mellem Egypten og Israel har helt klart været opretholdt ovenfra,« siger han.
»Der er ingen tvivl om, at Egypten bliver nødt til at gøre et eller andet i forhold til Israel. Man bliver nødt til at markere, at Mubarak var for loyal over for Israel og USA,« siger Selvik.
»Men en ting er at være modstander af Israel. En anden ting er, om folket vil stemme for at afslutte fredsaftalen og åbne for krig og sammenbrud i deres eget land. De har deres overbevisning, men de vil også forstå pragmatikken i realpolitikken,« siger han.
»Problemet er, at ingen nogensinde har spurgt dem. I så fald ville fredsaftalen måske have stået stærkere. Her taler vi om en form for stabilitet, som er bygget på et skrøbeligt grundlag,« siger Selvik.
Bedre på lang sigt
Hanne Eggen Røislien fortæller, at det israelske militær lige nu reagerer ganske afmålt på udviklingen i Mellemøsten.
»De giver udtryk for, at det måske kan være dårligt på kort sigt, men meget bedre på lang sigt, hvis nye fredsaftaler bliver rodfæstet i demokratiske institutioner i de arabiske lande,« siger hun.
Men hvilke konsekvenser kan det få, hvis Egypten ikke længere går med til at isolere Gazastriben?
»Det er svært at sige, hvad det vil føre til. Men vi ser nye konstellationer i arabisk politik, som gør, at Israel bliver nødt til at tænke nyt,« siger Jørgen Jensehaugen.
Samlende eller splittende?
»Det bliver svært at isolere Hamas, hvis Egypten åbner grænsen, og det bliver sværere at lade de palæstinensiske selvstyremyndigheder styre uden at få støtte fra Egypten,« siger han.
Jensehaugen tror ikke, at en øget egyptisk støtte til palæstinenserne automatisk vil betyde, at palæstinenserne står stærkere.
»Palæstinenserne er splittet. Vi har Fatah på Vestbredden og Hamas i Gaza. En øget egyptisk støtte kan også øge splittelsen internt hos palæstinenserne – for eksempel hvis Det Muslimske Broderskab får magten i Egypten, da de er mere tilbøjelige til at samarbejde med Hamas.«
Det kan så betyde, at Hamas får en mere anerkendt position i Mellemøsten. I dag er der få, der samarbejder med styret i Gazastriben.
»Et anerkendt Hamas kan også resultere i en nærmere dialog mellem Hamas og Fatah og en større samling på palæstinensisk side. Det kan få Fatah til at indse, at de ikke længere har monopol på støtten i den arabiske verden.
»En samling kan måske resultere i en mindre samarbejdsvillig palæstinensisk side, men samtidig kan det blive lettere at få gennemført noget, som kan sælges til det palæstinensiske folk,« siger Jensehaugen.
Håber på en fredelig overgang til demokrati
Jensehaugen har altid spøgt med, at Mellemøsten er et sted, hvor der sker en masse, men hvor meget lidt ændrer sig.
»Tidligere, når røgen havde lagt sig, har dynamikken stort set været den samme. Men det vi ser nu er noget helt nyt. Pludselig falder regimer, som har siddet i 40 år. Ingen kan rigtig forestille sig, hvad der kan ske.«
Han er ikke så sikker på, at udviklingen nødvendigvis vil lægge større pres på Israel.
»Jeg ville være lidt forsigtig med at sige, at Israel nu er tvunget til forhandlingsbordet,« siger han.
Han håber, at de arabiske lande, som oplever demonstrationer i disse dage, får en fredelig overgang til demokrati. Det indebærer blandt andet, at det egyptiske militær går af efter et halvt år og baner vejen for åbne og demokratiske valg.
»På lang sigt er demokratiseringen af Mellemøsten vigtig for freden i regionen. Man kan håbe, at den samme demokratiseringsproces gør, at palæstinenserne samler sig, og at der bliver afholdt valg hos palæstinenserne.«
»Det kan få Israel til at forstå, at det ikke kan lade sig gøre at fortsætte en isolationistisk linje, men at man bliver nødt til at forhandle sig frem til en fred,« siger Jensehaugen.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
