Ekspert: Der findes ikke en militær løsning på Mellemøsten-konflikten

Når støvet har lagt sig efter Hamas' angreb på Israel, og Israels trusselsniveau og modangreb mindskes, vil det være nødvendigt at tænke over, hvordan en fremtidig sameksistens for palæstinensere og israelere kan se ud.

Og vejen dertil er ikke militær.

Det vurderer mellemøstekspert Yossi Mekelberg. Han er tidligere professor ved Regent’s University i London og nuværende associate fellow ved den uafhængige, amerikanske tænketank Chatham House i New York:

»Det bedste, Israel kan opnå med en militær operation, er at købe tid, men der findes ikke en militær løsning på konflikten,« siger han til Videnskab.dk.

Yossi Mekelberg peger på, at de næste par dage bliver afgørende for fremtiden:

»Resultatet af ikke at have en politisk løsning er enorme mængder lidelser på begge sider. Det bliver forhåbentlig den konklusion, man når til de næste dage og uger.«

»Militære interventioner køber kun tid«

Yossi Mekelberg lægger ud med at sige, da Videnskab.dk fanger ham over telefonen i New York, at det i øjeblikket er meget tidligt at tænke på, hvilke mulige scenarier der kan være for en fremtidig fred.

Det vil først være relevant, når støvet er har lagt sig igen:

»Der er ikke plads til at tale om fred nu, hvor så mange mennesker er blevet dræbt.«

Yossi Mekelberg forklarer, at Israel lige nu har et primært mål om at sikre befolkningen mod flere angreb. Det vil ske via massive militære operationer, som allerede er gået i gang.

Derefter er Israel nødt til at overveje, hvad det langsigtede mål er med den militære operation:

»Israel er nødt til at spørge sig selv, hvad de vil opnå militært, som kan skabe en holdbar fremtid. De er nødt til at koordinere den militære indsats med deres politiske mål for en holdbar sameksistens med palæstinenserne.«

Den vurdering bakkes op af Saer El-Jaichi, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS):

»Man er nødt til at tage fat om roden på problemet,« siger han til Videnskab.dk og uddyber:

»Konfliktens rødder skal findes i den mangeårige og folkeretsstridige besættelse, de ulovlige bosættelser og systematiske krænkelser af den palæstinensiske befolknings menneskerettigheder,« siger han og understreger:

»Man kan ikke skabe fred og sikkerhed ved at lancere endnu en krig.«

Ifølge Yossi Mekelberg er det eneste, som Israel kan opnå med den militære operation, at købe tid, og derfor bør den bruges konstruktivt:

»Her er det vigtigt, at der tænkes politisk. De skal kunne leve sammen på sigt, og det kan de ikke, hvis de skaber en endnu værre situation.«

Hvordan den løsning kan se ud, er stadig svær at sige, men en af de ældste ideer, der har været på tegnebordet, er tostatsløsningen.

En tostatsløsning: Et Palæstina og et Israel

En tostatsløsning er præcis, hvad det lyder som. Den vil genskabe tidligere grænser og skabe en israelsk stat og en palæstinensisk stat uafhængig af hinanden.

Løsningen bunder i en FN-resolution fra 1974, som blandt andet fremsætter palæstinensernes ret til selvstyre, uden indblanding udefra.

Gennem årtier har der været mange forsøg på at nå den løsning, og USA har haft en central rolle i de forhandlinger.

Her kan nævnes Oslo-forhandlingerne i 1993, som først så lovende ud, og Camp David-topmødet i 2000, der endte uden en aftale.

Noget af forklaringen på, at tostatsmodellen ikke er lykkedes, er:

• Hvor skal grænsen mellem de to lande tegnes?
• Hvad skal der ske med de ulovlige bosættelser, som Israel har bygget på Vestbredden?
• Hvad sker der med de palæstinensiske flygtninge, der lever i lejre i nabolandene?
• Hvad skal der ske med Jerusalem, når begge parter hævder, at byen er deres hovedstad?

De største stridsøkser er langt fra begravet, og de har jævnligt bremset fredsforhandlingerne.

»Tostatsløsning så allerede død ud«

I 2018 tog den daværende amerikanske præsident Donald Trump nogle drastiske skridt i forsøget på at løse den mangeårige konflikt. I, hvad mange anser som en symbolsk handling, flyttede man USA's ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

Det udløste protester og ledte til yderligere splittelse mellem palæstinensere og israelere.

I 2020 begik Trump sig som fredsmægler og fremlagde sit bud på, hvordan en tostatsløsning så ud.

Han offentliggjorde en plan for, hvor grænsen mellem Israel og Palæstina skulle gå. Den omfattede en legalisering af de ulovlige bosættelser på Vestbredden og etableringen af en selvstændig palæstinensisk stat.

Ifølge FN er bosættelserne ulovlige, da det er et brud på den fjerde Genevekonventionens artikel 49, som stipulerer, at en besættelsesmagt hverken må deportere lokalbefolkningen fra besatte områder eller flytte deres egen lokalbefolkning dertil.

Israels højesteret mener ikke, at landet overtræder Genevekonventionen, og jævnligt udbygges bosættelserne.

Planen blev kaldt et røgslør for annekteringen af Vestbredden, og ifølge Yossi Mekelberg gjorde Donald Trump situationen mere vanskelig, end den var i forvejen:

»Der er ingen tvivl om, at Donald Trumps indsats virkelig skadede en situation, som allerede var meget flygtig,« siger han fortsætter:

»Trump, ved bare at være Trump, hoppede ind i det på den mest tankeløse måde.«

Også herhjemme har forskere peget på, at Trump gav dødsstødet til tostastsløsningen.

En af dem er Saer El-Jaichi. Han vurderer, at tostatsløsningen ikke længere er en realistisk mulighed:

»Det er blevet meget svært at forestille sig, hvordan en tostatsløsning skal blive en realitet. Vestbredden, som skulle være en del af en palæstinensisk stat, er skrumpet helt ind,« siger han og fortsætter:

»Resultatet ville blive en lille miniputstat på Vestbredden med et selvstyre, uden et militær, omgivet af israelske bosættelser, og en infrastruktur, der gør det helt umuligt for palæstinenserne at få et værdigt liv.«

Selv de mest grundlæggende spørgsmål, som for eksempel om de palæstinensiske flygtninge må vende tilbage til Palæstina, som de har folkeretssikret ret til, vil være svært opnåelige, inden for rammerne af en tostatsløsning, vurderer Saer El-Jaichi.

Der er ikke mange alternativer, men et af scenarierne er en samlet jødisk og palæstinensisk stat, og den skal vi se nærmere på nu.

Den binationale stat var et tankeeksperiment

En samlet jødisk-palæstinensisk stat kaldes for den binationale stat. Modellen blev fremsat af Edward Saed, forfatter og professor i litteratur.

Den ville samle de to folkeslag under en fane, men hvordan skulle det overhovedet foregå? Og hvad skulle det land hedde?

Ifølge Saer El-Jaichi har planen ligget død siden dens lancering:

»Den forudsætter, at Israel vil genoverveje hele idegrundlaget for staten Israel,« siger han og fortsætter:

»En jødisk stat kan ikke være en binationalstat. Skal det være en sekulær, demokratisk stat for alle, vil det gå imod hele eksistensgrundlaget for Israel. Og det, mener jeg ikke, at det politiske etablissement i Israel er villig til.«

Et af de andre store spørgsmål drejer sig om, hvem der skal varetage sikkerheden, og netop det er en af årsagerne til, at planen ikke er kommet videre.

Hverken en- eller tostatsløsningen ser ud til at være mulige scenarier i fremtiden, vurderer de to eksperter, og de peger begge på, at de forudgående fredsforhandlinger har været en fiasko.

Den kollektive indsats er mislykket

Flere amerikanske ledere har forsøgt at mægle i konflikten, men uden held. Siden 1967-krigen har Israel besat de palæstinensiske områder, som omfatter Gazastriben og Vestbredden.

På Vestbredden findes de ulovlige, israelske bosættelser, og det anslås, at 450.000 israelerne har bosat sig der. Det puster konstant til ilden i en allerede antændt konflikt.

Det kan man have in mente, mener Yossi Mekelberg, mens han understreger, at forliste fredsforhandlinger ikke retfærdiggør drab på civile:

»Det er umuligt at retfærdiggøre, hvad Hamas har gjort. Drab på civile, uskyldige mennesker og gidseltagninger findes der ingen undskyldning for,« siger han og understreger, at det gælder, ligegyldig hvor det sker.

Alligevel peger han på, at det er en del af årsagsforklaringen:

»Den kollektive indsats er mislykket. Man har ikke kunnet løse de grundlæggende problemer i konflikten, og det har ledt til, at ekstremister har udfyldt det tomrum.«

Ifølge seniorforsker Saer El-Jaichi har det internationale samfund ikke reageret, når det var nødvendigt:

»Vesten og USA har vendt det døve øre til, når man har prøvet at fortælle, at det her kan ikke fortsætte. Man kan ikke holde to millioner mennesker indespærret uden de mest basale livsfornødenheder og forvente, at de skal finde sig i det.«

Ligesom Modelberg påpeger Saer El-Jaichi også, at det er nødvendigt at forstå den kontekst, som angrebet er sket i:

»Man skal til enhver tid fordømme og tage afstand fra målrettede angreb på civile. Det siger sig selv, men vi er nødt til at lave en politisk analyse, der gør os i stand til at forstå, hvorfor situationen er eksploderet nu,« siger han og fortsætter:

»Vi må også anerkende, at palæstinensernes modstandskamp drejer sig om deres ret til politiske rettigheder og muligheden for at leve et værdigt liv.«

Opgivenhed er udbredt i befolkningen

En spørgeundersøgelse, udarbejdet i et samarbejde mellem det anerkendte analyseinstitut Palestinian Center for Policy and Survey Research og Tel Aviv University, viste, at interessen for at finde en tostatsløsning er på sit hidtil laveste punkt blandt palæstinensere og israelere. Det overrasker ikke Yossi Mekelberg:

»Nogle mennesker tyer til vold, som vi har set det i de seneste dage, men det større problem er det resterende samfunds apati. Folk er ikke investeret i at løse konflikten, fordi ingen lader dem gøre det.«

Den samme apati vurderer han også er tilstede internationalt:

»Selv skandinaverne, som har været de største støtter i fredsforhandlingerne, har mistet interessen – og når der ingen interesse er i det, får tingene lov til at rådne,« siger han og tilføjer:

»Det triste resultat bliver, at ekstremisterne tager til i styrke. Det leder til katastrofer – sikkert større, end den vi lige har set.«

Det er tydeligt, at denne konflikt ikke har nogen nem løsning foran sig, men der er nogle punkter, som eksperterne vurderer skal adresseres, hvis forhandlinger overhovedet kan komme på tale.

Forudsætninger for fred

Begge eksperter, som Videnskab.dk har talt med, understreger, at på nuværende tidspunkt er det for tidligt at tale om fredsforhandlinger.

I første omgang handler det om at få etableret en våbenhvile:

»Det er sandsynligt, at efter nogle dage eller uger, vil der være internationale bestræbelser på at etablere en våbenhvile,« siger Saer El-Jaichi og forklarer, at det typisk vil være Egypten, Qatar og Tyrkiet, der vil lægge et pres på Hamas.

Under angrebet tog Hamas et stort antal gidsler. Både kvinder, ældre og børn er iblandt, og derfor kan man forvente, at de vil blive presset til at frigive de svageste mennesker af humanitære årsager.

Ifølge Saer El-Jaichi er det sandsynligt, at USA og andre vestlige aktører vil lægge et pres på Israel:

»Man vil opfordre Israel til at nedtrappe offensiven, når det israelske militær er blevet færdige med at tæppebombe Gaza. Lige nu har har de 'card blanche' til at indlede offensiven, og det bruger de.«

Men som begge eksperter har været inde på, vil fred ikke komme gennem militære operationer. I stedet vurderer Saer El-Jaichi, at det, der er behov for, er indrømmelser:

»En tilbagerulning af bosættelserne og en ophævelse af blokaden af Gaza, som har stået på siden 2007, vil helt afgjort bløde situationen op,« vurderer Saer El-Jaichi og tilføjer:

»Ingen besættelsesmagt i historien har fået mere sikkerhed ved at intensivere besættelsen. Sålænge der er en besættelse, vil der være modstand. Det er Israel nødt til at forstå, men hvordan ved jeg ikke.«

Spinkelt håb for fremtiden

Konflikten mellem Israel og Palæstina er langt fra ny.

De gamle stridsøkser er ikke begravet, og her anno 2023 er de største uenigheder stadig de israelske bosættelser, Israels sikkerhed og Jerusalems status.

Det seneste angreb har udfordret det i forvejen anstrengte forhold yderligere. Ifølge Yossi Mekelberg er vi nødt til at kigge fremad, og her skal man fremsætte nye ideer:

»Jeg håber, at der i efterspillet denne gang vil komme kræfter frem og sige, at det er på tide, at vi gentænker det.«