Tre amerikanske økonomer, Esther Duflo, Abhijit Banerjee og Michael Kremer, har dedikeret deres forskning til at bekæmpe global fattigdom med videnskabelige metoder. Derfor får de i år det svenske videnskabsakademis særpris i økonomi. 

De tre hædres for at have udviklet en ny tilgang til udviklingsarbejde i fattige lande. 

I stedet for bare at poste penge i ulandsprojekter, som, man formoder, har en effekt, arbejder de tre prismodtagere udfra et princip om, at man skal have dokumentation for, at det, man poster penge i, virker. 

Udviklingsarbejde er blevet videnskabeligt

I Afrika og Indien har Esther Duflo, Abhijit Banerjee og Michael Kremer - ifølge det svenske videnskabsakademi - revolutioneret udviklingsarbejdet inden for blandt andet uddannelse, sundhed og landbrug ved at arbejde i tre trin: 

• Identificere problemet.

• Finde dokumentation for, hvad der virker, ved at lave eksperimenter.

• Opskalere projekter, der virker, og droppe dem, der ikke har effekt.

Thomas Markussen, der er lektor i udviklingsøkonomi på Københavns Universitet, kender udmærket de tre prismodtagere: 

»Det overrasker mig ikke, at de får prisen, for deres metoder har haft gigantisk indflydelse på udviklingsøkonomien,« siger Thomas Markussen. 

»De har bidraget med en mere stringent, videnskabelig tilgang til at undersøge, hvilke tiltag der virker, og hvad der ikke virker i kampen mod fattigdom. Tilgangen har ovenikøbet inspireret andre områder af økonomisk videnskab,« fortsætter han.

LÆS OGSÅ: Milliarder til regnskovsprojekt har intet ændret efter ni år

Randomisering kan vise effekt

Esther Duflo, Abhijit Banerjee og Michael Kremer er især kendte for at bruge videnskabelige metoder til at teste, om udviklingsprojekter virker. 

Deres tilgang er inspireret af lægevidenskaben, hvor man laver lodtrækningsforsøg - såkaldte randomiserede, kontrollerede forsøg (RCT) - til at teste, om medicinske behandlinger har effekt. 

I randomiserede forsøg inddeler man et antal personer tilfældigt i to grupper: En gruppe får den behandling, man vil teste. Den anden gruppe får placebo. 

Esther Duflo, Abhijit Banerjee og Michael Kremer har brugt samme metode i udviklingsarbejdet til at teste, hvilke tiltag der har størst effekt, når det handler om at bekæmpe fattigdom i udviklingslande. 

Flere skolebøger gør ingen forskel

Prismodtagerne startede med at bruge metoden på uddannelsesområdet, for et stort problem i ulandene er, at uddannelsessystemet ofte ikke fungerer godt nok: Mange børn forlader derfor skolen uden basale færdigheder. 

I Kenya og Indien har de tre Nobelprismodtagere lavet randomiserede forsøg med skoler for at teste, hvilke tiltag der kan løfte elevernes faglige niveau. 

De har for eksempel testet, om det har en effekt at give eleverne flere lærebøger eller gratis skolemad.

Hverken flere lærebøger eller gratis mad har en effekt på fattige børns udbytte af undervisningen, viser deres forskning. Til gengæld kan lærerassistenter, som støtter særligt svage elever, løfte børnenes niveau, viser andre af de forsøg, prisvinderne har lavet.   

LÆS OGSÅ: Fattige i u-lande bliver ikke dovne af velfærdsydelser

Bistand skal være omkostningseffektiv

Esther Duflo, Abhijit Banerjee og Michael Kremer har på samme måde lavet randomiserede forsøg blandt andet i fattige landes landbrugs- og sundhedssektor. 

Ambitionen er, at ressourcerne - for eksempel ulandsbistanden - bruges på evidensbaserede tiltag, og ifølge Nobelpriskomiteen har prisvindernes videnskabelige, eksperimentelle tilgang til udviklingsarbejdet ført til, at man i dag fører en mere omkostningseffektiv bistandspolitik.

Danmark har også taget RCT-studier til sig

Også rige, vestlige lande er blevet inspireret af Esther Duflo, Abhijit Banerjee og Michael Kremers videnskabelige tilgang til at vurdere, hvilke tiltag man får mest ud af at bruge penge på. 

I Danmark har man i de seneste år i stigende grad brugt randomiserede forsøg til at teste, om tiltag på det sociale område, for eksempel i skoler og børnehaver, virker efter hensigten. Det kaldes også interventionsforskning. Læs mere om det her. 

»Ideen om, at man skal teste eksperimentelt, om der er en effekt, stammer faktisk fra udviklingsøkonomien, og de tre prisvindere er i høj grad er foregangsmænd/-kvinder,« siger Thomas Markussen.

»De har bidraget til en mere stringent, videnskabelig tilgang til at undersøge, hvad der virker, og hvad der ikke virker i kampen mod fattigdom - og i det hele taget en mere stringent tilgang til at undersøge politiske tiltag generelt,« fortsætter han. 

LÆS OGSÅ: Skal vi bremse overbefolkning for at redde verden?

Metoden har også kritikere

Med tiden er det dog blevet klart, at randomiserede forsøg har sine begrænsninger, understreger Thomas Markussen. 

»Der er grænser for, hvad man kan bruge dem til, for det er ikke alt, man kan lave forsøg med. For eksempel kan man ikke lave forsøg, som viser effekten af demokrati versus diktatur,« siger Thomas Markussen. 

Andre forskere har kritiseret tilgangen for at fokusere for meget på små interventioner, mens den overser strukturelle årsager til fattigdom. 

I The Guardian har 15 økonomer, deriblandt 3 tidligere Nobelprisvindere, kritiseret tilgangen for at »ignorere de bredere, makroøkonomiske, politiske drivkræfter for fattigdom og underudvikling.«

Under alle omstændigheder har den svenske priskomite sat fokus på et ekstremt vigtigt område ved at hædre Esther Duflo, Abhijit Banerjee og Michael Kremer, siger Flemming Konradsen, der er professor på Afdeling for Global Sundhed, Københavns Universitet.

»Det er et klart fokus på nødvendigheden af at se på ulighed, fattigdom og effektive investeringer indenfor sundhed, uddannelse og landbrug. Prismodtagernes arbejde er relevant for at sirke, at de mange hundreder millioner, der ikke har fået glæde af de sidste mange års vækst, bliver tilgodeset,« siger Flemming Konradsen.

LÆS OGSÅ: Nyt tema: Virker indsatserne, der skal løse samfundets problemer?

LÆS OGSÅ: Global fattigdom og ulighed: Er velfærd kun for de heldige?