Milliarder til regnskovsprojekt har intet ændret efter ni år

Juli 2015. Thorkil Casse læner sig tilbage i flysædet, mens de kraftfulde motorer på det store fly gasser op og hurtigt skubber flyet op i høj fart.

Flyet letter, og mens accelerationen presser alle passagererne ned i deres sæder, begynder Thorkil Casse at fundere over, hvad der egentlig er sket i løbet af de sidste to uger.

»Jeg sad med en meget mærkelig følelse. For hvad havde jeg egentlig lavet? Hvis nogen skulle finde på at bede mig retfærdiggøre, at jeg for DANIDA-forskningsmidler havde tilbragt de sidste to uger i Vietnam. Ja, hvad skulle jeg så svare?«, siger han.

Thorkil Casse er lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, og han var taget afsted for at interviewe myndigheder og NGO’er i Vietnams hovedstad Hanoi om effekterne af FN-programmet REDD+, som skal mindske CO2-udledning ved at bevare regnskoven i ulandene. (Læs om REDD+ i faktaboks 2)

Han havde desuden håbet at få tilladelse til at rejse ud i den vietnamesiske Lam Dong-provins for at interviewe lokalbefolkningen, som bor dør om dør med den oprindelige regnskov.

»Jeg havde igen og igen hørt, at Lam Dong-provinsen var en succeshistorie. Et område hvor REDD+ var indført og virkede. Det ville jeg gerne se,« fortæller han.

Thorkil Casse kom dog aldrig videre fra Hanoi. På trods af ihærdige forsøg på at samarbejde med de kommunistiske myndigheder i hovedstaden og lange mailkorrespondancer frem og tilbage mellem universiteter og forskerkollegaer i Hanoi før afrejse, fik han ikke tilladelse til at besøge det område, der blev beskrevet som 'solstrålehistorien'.

»Da jeg til sidst tog hjem igen, var det eneste, jeg havde med mig, enkelte interviews med vietnamesiske NGO’er, som indikerede store problemer med REDD+. Myndighederne ville ikke tale med mig. Det samme gjaldt FN og Verdensbanken,« siger han.

»Det var meget frustrerende. Hvad gør man, når ens forskning afhænger af interviews, men ingen må eller vil tale med en?«

(Videnskab.dk har talt med FN's presseansvarlige for REDD+ Florian Eisele. Det kan du læse om i boksen under artiklen.)

\ Læs mere

Fældning af regnskov giver kun kortsigtet gevinst

Ingen kunne udpege pilotprojekter

Baggrunden for Thorkil Casses rejse til Vietnam i sommeren 2015 er hans deltagelse i et internationalt forskningsprojekt, som, med midler fra DANIDA, skal undersøge effekterne af REDD+. (Se boks om The Forest Grab of all Times.)

I 2014 er Thorkil Casse, sammen med sin kollega og leder af forskningsprojektet, Ida Theilade fra Københavns Universitet, fløjet den lange vej fra København til Jakarta, hovedstaden i Indonesien.

De skal holde første møde med parterne i forskningsprojektet.

På det tidspunkt havde REDD+-projekterne kørt i fem år i Vietnam og Indonesien. Dermed burde det være muligt, at man kunne begynde at undersøge effekterne.

Allerede på det møde fik Thorkil Casse mistanke om, at der var noget helt galt.

»Vi kiggede på et kort sammen, og vi spurgte, hvor de her pilotprojekter kørte. Det kunne de simpelthen ikke svare på. De kunne ikke udpege de steder, hvor projekterne var i gang. Så blev jeg nysgerrig,« fortæller han.

\ Læs mere

Danske forskere skal redde Vietnams flodmundinger fra klimaødelæggelser

Hvor mange penge ender i skoven?

Grundidéen i REDD+ er, at de rige lande donerer penge til regeringerne i fattige lande med regnskov.

Regeringen skal sørge for at udpege områder med oprindelig skov, sætte projekter i gang og sikre, at en del af pengene sendes videre til de mennesker, som lever af at udnytte regnskoven.

Pengene skal lokalbefolkningen bruge på at skabe alternative indtægtskilder og dermed holde op med at fælde regnskoven.

Thorkil Casses opgave i forskningsprojektet er at undersøge, hvor mange penge der reelt ender hos den fattige landbefolkning, og hvordan de bruger pengene.

»Men for at kunne gøre det, var jeg jo nødt til at vide, hvor projekterne kørte, og det var der altså i første omgang ingen, der vidste.«

En udfordring at få forskningstilladelse

Efter det skuffende besøg i Vietnam i sommeren 2015, besluttede Thorkil Casse at gøre endnu et forsøg på at komme til Lam Dong-provinsen.

Det blev efterår og det blev vinter i Danmark. I pauserne mellem forelæsningerne om brugen af statistik i udviklingsforskning i de lavloftede auditorier på RUC, sad Thorkil Casse foran computeren på sit lille kontor og sendte mails og udfyldte formularer til de vietnamesiske myndigheder.

»Jeg skulle svare på det ene og det andet og det tredje. For eksempel vil myndighederne være helt sikre på, at man ikke begynder at spørge ind til oprindelige folks rettigheder.«

På trods af, at han var del af et internationalt forskningsprojekt, hvor også to vietnamesiske forskningsinstitutioner deltog, skulle det tage ni måneder, før det lykkedes at få en officiel forskningstilladelse samt tilladelse til at rejse til Lam Dong-provinsen.

Flot REDD+-kontor med 15 ansatte

Det er blevet april 2016, og han står endelig i Dalat, hovedbyen i provinsen. Thorkil Casse læner nakken tilbage og lader blikket glide op ad den høje betonbygning, som huser det lokale REDD+-kontor i Lam Dong-provinsen.

Kontorbygningen ser ny, stor og flot ud.

»Det så jo lovende ud. De havde et helt kontor med 10-15 ansatte til at lave rapporter om REDD+-projekterne i provinsen. Vi startede med at holde møder med de ansatte. De havde en masse godt at sige om REDD+, men ikke så meget konkret om, hvad der var sket,« fortæller han.

Planen med besøget i Lam Dong er at interviewe de lokale myndigheder samt at lave en såkaldt husholdningsundersøgelse for at finde ud af, hvor meget lokalbefolkningen har fået af REDD+-midlerne, og hvordan de har brugt dem.

Der er fire landsbyer i skoven, som forskerne gerne vil besøge.

»Vi fik kun lov at tage ud i tre af landsbyerne, på trods af forskningstilladelsen fra myndighederne, som jeg havde med. I den fjerde landsby kom det frem, at der var en voldelig konflikt om skoven mellem de lokale og det statslige tømmerfirma,« fortæller Thorkil Casse.

Det i sig selv er lidt spøjst. For hvad laver et statsligt tømmerfirma i et område, hvor regnskoven er beskyttet af et FN-projekt?

\ Læs mere

Se, hvor meget regnskoven lider

Kulisser dækker over, at intet er sket

Det er aften lidt uden for Dalat i Lam Dong-provinsen. Thorkil Casse og hans tolk er taget tilbage på hotellet efter endnu en dag med skuffelser. Hotellet ligger lidt øde hen, størstedelen af værelserne er tomme, og der er en stemning af forladthed.

»Det var deprimerende. Mens jeg sad på det her hotel, som var helt affolket, begyndte tingene at gå op for mig. Jeg begyndte at kunne se igennem det her røgslør, som var blevet lagt ud med det fine REDD+-kontor og de mange ansatte. Det var jo bare kulisser. Der var ingenting bagved, for der foregik ingenting hos lokalbefolkningen,« fortæller han.

I ni år havde REDD+ kørt i Lam Dong-provinsen, men lokalbefolkningen havde ikke modtaget en krone.

»Nogle steder viste det sig, at skoven allerede var beskyttet, fordi befolkningen selv havde besluttet det. Andre steder blev skoven fortsat ryddet,« fortæller Thorkil Casse.

Samme billede tegnede sig i det nordlige Vietnam, hvor en anden forskergruppe fra projektet havde lavet interview med lokalbefolkningen.

Regnskov bliver fordelt mellem industrier

I august 2016 rejser Thorkil Casse i stedet til Indonesien for at undersøge REDD+-projekterne her.

»Det var klart nemmere både at få lov at komme ud i skovområderne og at lave interviews i Indonesien. I Vietnam eksisterer uenighed ikke, og du kritiserer ikke myndighederne, så det er svært at få klare svar. Du må ofte ud fra udenomssvar gætte dig til svaret,« fortæller han.

Derfor kommer det hurtigere frem i Indonesien, at der heller ikke her foregår noget som helst i forhold til REDD+.

I de områder, som er udpeget til pilotprojektområder, og hvor lokalbefolkningen skal have kompensation for at holde op med at fælde skoven, er rettighederne til skoven allerede uddelt af myndighederne.

»De lokale havde ingen rettigheder til skoven. Landet var fordelt af myndighederne til minedrift, palmeolieplantagedrift og tømmerhugst. De ansatte i REDD+ blev brugt til at mægle i konflikter mellem lokalbefolkningen og de private og statslige firmaer, som rydder skoven,« fortæller Thorkil Casse.

\ Læs mere

Biobrændsel og etik - må vi fælde de indonesiske regnskove?

Skoven har ingen værdi for ulandene

Den foreløbige konklusion på Thorkil Casse og hans forskerkollegaers arbejde i Vietnam og Indonesien er, at REDD+ ingen effekt har, fordi der reelt intet er foregået i de ni år, projekterne har kørt.

De to lande har skrevet under på at være med i REDD+ og dermed gøre en indsats for at sikre bevarelse af regnskoven, men reelt har de ifølge Thorkil Casse ikke noget ønske om at stoppe rydningen.

»De ønsker ikke at bevare regnskoven,« siger han.

At landene har skrevet under på REDD+-aftalen handler om internationalt omdømme, vurderer Thorkil Casse.

»De vil ikke stå tilbage, som de rigeste ulande og have sagt nej til at være med. Så de skriver under, men fortsætter business as usual.«

»I har jo også fældet jeres skov«

Thorkil Casse begyndte i sin tid at interessere sig for regnskoven, fordi han var meget interesseret i fugle.

Hvis skoven forsvinder, forsvinder fuglene også. Og det gør den. Både i Vietnam og på de Indonesiske øer Java og Borneo bliver den regnskov, som menes at have dækket jorden i omkring 60 millioner år, ryddet, så træerne kan bruges til tømmer, mens jorden bliver lavet om til gummiplantager eller oliepalmeplantager.

Thorkil Casse hører ofte et argument om, at når den rige del af verden har fået lov at udvikle sig på bekostning af regnskoven, så vil den fattige del det også.

Han svarer dem, at det ikke er det, det handler om:

»Det er ikke de fattigste, som har glæde af at skoven forsvinder, så det handler om at fordele ressourcerne på en anden måde. Som det er nu bliver de rige rigere, mens skoven forsvinder, og de fattigste får intet ud af det.«