Derek McLennan troede, at han var stødt på en bøjet sølvske. Han havde gennemsøgt denne lokation med en metaldetektor mange gange i mere end et år.
Men da han så mønsteret på dét, han havde fundet, indså han, at det var noget helt andet.
»Viking!« råbte han til de to andre detektorførere.
Den efterfølgende udgravning afslørede den største vikingeskat nogensinde fundet i Storbritannien og Irland: 5 kilo sølv, guld og andre materialer dateret til omkring år 900.
Det er ét af de vigtigste arkæologiske fund i dette århundrede, ifølge National Museums Scotland.
Noget af det mest specielle ved skatten er, at der er runeindskrifter på flere af genstandene. Fire af dem er højst sandsynligt en forkortelse af navnet på den person, der ejede armringen.
Men på en af armringene er der et ord eller en sætning, som runologer har kæmpet for at forstå.
F'et stod for noget andet
'DIS IS ЇIGNA ˑF'.
Runerne er angelsaksiske, og sproget er oldengelsk. De er tydelige og lette at læse, men lige denne runeindskrift har drillet forskerne i årevis.
»'ЇIGNA' er ikke et ord, der passer ikke til noget sprog, der blev talt i Storbritannien eller Irland i den tidlige middelalder,« skriver The Guardian.
Løsningen på mysteriet lå ligefor, da runologerne indså, at F'et måske skulle stå for sig selv: 'FEOH' – som betyder rigdom eller ejendom.
F'et står nemlig sammen med små forkortelsestegn, der kendes fra håndskriftstraditionen. Runen 'Ï' kan også repræsentere h, og i så fald står der står 'HIGNA' – fællesskab.
Sætningen blev så: 'DIS IS ÏIGNA F(EOH)'. 'This is the community’s property' – 'Dette er fællesskabets ejendom'.
God forklaring
Runolog Kristel Zilmer ved Kulturhistorisk museum i Oslo finder fortolkningen meget spændende.
»Galloway-skatten og armringene med runeindskrifterne er et spændende fund, og det er interessant at se, hvilke resultater et omhyggeligt arbejde med at læse og tyde indskrifterne har leveret her,« siger hun.
Kristel Zilmer ser frem til videnskabelige publikationer om fortolkningen, men siger, at foreløbig information fra forskerne allerede nu giver en god forklaring.
»Fundet er særligt interessant, i betragtning af at inskriptionerne på armringene kan give os navnene på de personer, der ejede eller havde noget med skatten at gøre - noget, vi normalt ikke ved noget om.«
Brugen af runesymboler som forkortelser for personnavne kan være problematisk at bevise, siger Kristel Zilmer.
»Men når det kommer til f-runen her, er der et godt grundlag for netop dette i den oldengelske tradition ifølge beviser fra håndskriftskulturen.«
En runedialekt?
»Der er en hel del ting her, som er teknisk forkerte, hvis vi sammenligner dem med, hvad vi ved om, hvordan runer er skrevet korrekt,« siger David Parsons, der er runolog ved University of Wales, til The Guardian.
Han er én af de forskere, der har arbejdet på at forstå, hvad den mærkelige sætning betyder.
Men hvis vi tænker på, at der selv i dag er stor regional variation i, hvordan engelsk både skrives og tales, og hvis vi forestiller os, at det også var sådan dengang, er det muligt at se den nye fortolkning som plausibel, siger han.
Ikke grupper, vi associerer med vikingerne
Hvem var så dette samfund, der ejede skatten?
At de bruger ordet 'higna' peger på et religiøst fællesskab, som eksempelvis et klostersamfund, skriver forskerne i et opslag på National Museums Scotlands hjemmeside.
Tidligere har man haft en teori om, om skatten tilhørte personerne med navne på armringene. Det tror forskerne ikke længere.
»Én ting er sikkert – det ligner ikke en enkeltpersons ejendele,« skriver de.
Både folk, der talte gammelengelsk, og som tilhørte religiøse trosretninger, ser ud til at have noget med skatten at gøre, og det er ikke grupper, man almindeligvis forbinder med vikingetidens skatte.
»Hvor mange mennesker vidste, hvor den lå begravet? Hvorfor 'signerede' de genstandene på denne måde, medmindre de troede, at de ville vende tilbage til dem? Og hvorfor kom ingen af dem tilbage?« spørger forskerne.
»Vi er tættere end nogensinde på at forstå det.«
En vikingeskat i kristen sammenhæng
Michael Schulte, som er professor i nordisk sprogvidenskab ved Universitetet i Agder i Norge, var i første omgang skeptisk over for den nye fortolkning.
»Men jo mere jeg har tænkt over det, desto mere finder jeg det meget tillokkende; det har mange stærke aspekter,« siger han.
Michael Schulte peger også på f-runen med prikkerne – noget, der kaldes en 'begrebsrune', hvilket betyder, at den repræsenterer noget andet end bogstavet.
Det, som er ekstra spændende ved denne skat, er ifølge Michael Schulte, at det er en vikingeskat i kristen kontekst, markeret med angelsaksiske runer.
»Bagtæppet her er, at en bølge af sølv når frem til disse områder som følge af vikingetogterne,« forklarer Michael Schulte.
Selvom skatten ikke er udformet af eller tilhørte vikingerne, bruges vikingernes teknologi og ornamentik.
»Det Irske Hav med Isle of Man i centrum var en smeltedigel, hvor nordisk, keltisk og angelsaksisk kultur mødtes,« siger Michael Schulte.
»Det var vikingernes idé at bruge denne type sølv som betalingsmiddel. Og det ser præcis ud som skandinaviske armringe, selvom det har vist sig, at de ikke blev lavet dér. De er lavet i Northumbria, men med design fra vikingerne.«
Klosterets opsparingskonto?
Området, hvor skatten blev fundet, lå ikke inden for Danelagen, det område i England, Northumbria, East Anglia og dele af Mercia, hvor skandinavisk lov gjaldt, fordi de danske vikinger i år 876-80 slog sig ned efter at have erobret området årtiet forinden.
Den nedgravede skat indeholdt også et kors og en bispekrukke af krystal.
»Det hele tilhørte formentlig et klostersamfund i det sydvestlige Skotland, i udkanten af Northumbria,« vurderer Michael Schulte.
Han sammenligner nedgravningen med et bankindskud.
»Det er en slags bankkonto, som de har deponeret et sted, hvor de var sikre på, at den ikke ville blive fundet af andre, men hvor de selv kunne finde den igen,« anslår Michael Schulte.
Skatten lå begravet i flere lag og pakket ind i læderposer.
»Så de forventede nok at grave den frem igen i deres levetid. Men historien ender jo ofte anderledes, end vi forestiller os.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
