Vikinger ridsede runer på den store løve i Venedig

»Åsmund tegnede runerne sammen med Asgeir og Torleif og (…) Selvom grækerne forbød det.«

For tusind år siden satte vikingerne deres præg på smuk, gammel kunst fra det antikke Grækenland.

Nogle mente, det var hærværk, hvilket tilsyneladende ikke bekymrede vikingerne særlig meget.

Men hvordan endte runerne overhovedet på den store løve i Venedig?

En opmærksom svensker

Allerede i begyndelsen af ​​det 18. århundrede besøgte den 36-årige svenske diplomat og sprogforsker Johan David Åkerblad Venedig.

En dag er han ude at gå for at se på berømte ting i den italienske by, som ligger ved en lagune i Adriaterhavet. Så bemærker han pludselig noget.

På begge sider af den store løve, der står uden for Venedigs gamle flådebase Arsenale, har én eller anden ridset noget, som den kyndige Johan David Åkerblad straks genkendte som skandinaviske runer.

Tog vikingerne virkelig til Venedig for at udsætte gamle kunstskatte for hærværk? Det gjorde de næppe, selvom byen allerede eksisterede i vikingetiden.

Forklaringen er, at løven havde stået et helt andet sted, før den kom til Venedig: I Piræus, som var havneby for Athen i oldtiden.

Norske vikinger

Forskere har lige siden Johan David Åkerblads tid antaget, at svenske vikinger må have stået bag graveringerne, der er fundet på begge sider af løven.

Det har der været en god grund til, da runerne på løvens venstre side faktisk fortæller om ‘svear, fordi og runesløjfen minder meget om noget, man kan se indgraveret på runesten flere steder i det centrale Sverige.

Den islandsk-svenske runeforsker Thorgunn Snædal undersøgte for nogle år siden Piræus-løven mere grundigt, end tidligere forskere har gjort.

I sit studie nævner hun flere ting, der peger i retning af, at norske vikinger kan have ridset den smukke sløjfe med runer på løvens højre side. Det er den, du kan se på billedet øverst i artiklen.

Runerne på den tre meter høje Piræus-løve blev hugget på en tid med berømte norske middelhavsfarere som Harald Hardråde og Sigurd Jorsalfare.

Brugte løven til skydeøvelser

I midten af ​​1800-tallet stod Carl Christian Rafn, sekretær i Det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab, for oversættelsen af ​​de ‘norske’ runer på løvens venstre side.

Oversættelsen er dog usikker, da mange af runerne ikke længere kan læses.

Navnene ‘Åsmund’, ‘Asgeir’ (Eskil) og ‘Torleif’ er stadig læselige.

Runeindskrifterne på Piræus-løven i Venedig er ved at forsvinde. Forurening i luften er i kombination med vejr og vind medvirkende til, at de langsomt forsvinder.

Men tyrkiske eller måske venetianske soldater gjorde mere skade, da de brugte løven til skydetræning for næsten 350 år siden. Man kan tydeligt se skudhullerne på billederne af løven.

Vikingerne var lejesoldater

Piræus-løven kommer altså oprindeligt fra Athens havneby Piræus.

Den blev hugget ud af marmor i det antikke Grækenland og er næsten 2.400 år gammel.

Det var i 1688, at venetianerne tog løven fra Piræus, efter at have fravristet kontrollen over Athens havneby fra tyrkerne i Det Osmanniske Rige.

Dengang havde løven i godt og vel tusinde år stået som et berømt symbol ved indsejlingen til det, der i middelalderen blev kendt som Løvens Havn i Piræus. Så berømt var løven, at havnen i Piræus blev opkaldt efter den.

De vikinger, der havde graveret løven 700-800 år tidligere, var højst sandsynligt svenske og norske lejesoldater – væringer – i kejseren i Byzans tjeneste (væringer var lejesoldater af fortrinsvis nordisk (svensk) herkomst, som i vikingetid og tidlig middelalder gjorde tjeneste hos lokale fyrster i Rusland og Det Byzantinske Rige, red.)

En del forskere har forsøgt at læse navnet på den allersidste norske vikingekonge Harald Hardråde (1015-1066) i runerne, men det er en tvivlsom fortolkning.

Kejserens garde af norske og svenske soldater

I Konstantinopel – som i dag hedder Istanbul, og som vikingerne kaldte Miklagard (‘Den store by’) – havde kejseren af ​​det byzantinske rige for tusind år siden en livvagt af skandinaviske lejesoldater.

Væringe-garden var kendt for at være frygtløse, stærke og dristige soldater. De var også kendt for at være nådesløse.

Væringerne fra Norge og Sverige var eksotiske skikkelser i Byzans. De virkede sikkert også truende på mange. Kejserens vagt af krigere skulle sandsynligvis afskrække generaler og officerer, som ville gøre oprør mod kejseren. Byzantinske kilder indikerer, at de også blev brugt til ‘beskidte’ job.

For dette blev væringerne godt betalt. Primært i form af bytte (‘geld’).

»De var mange«

Leif Inge Ree Petersen er forsker i senantikkens og den tidlige middelalderhistorie ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet, NTNU, i Trondheim. Da forskning.no, Videnskab.dk‘s norske søstersite, spørger, hvor mange krigere der rejste fra Norge og Sverige som lejesoldater til Byzans, svarer han:

»Dem var der mange af. Og vi kender faktisk navnene på flere hundrede af dem.«

»Alene Harald Hardråde skal ifølge sagaerne have haft 500 mand med. Vi ved ikke, om det er rigtigt. Men det er ikke urealistisk.«

Granskede runerne i 15 dage

Efter at have gransket runerne på Piræus-løven i Venedig er runeforsker Thorgunn Snædal ret sikker på, at runerne på løven er indgraveret af tre helt forskellige grupper af mennesker fra Skandinavien.

Tre grupper af skandinavere, der formentlig ikke kendte hinanden.

Vikinger fra nord kan altså have udøvet hærværk på løven i Piræus med runer i tre helt forskellige hændelser.

Den ældste indgravering på løvens venstre side – som svenske vikinger med sikkerhed stod bag – er fra 1020’erne, mener Thorgunn Snædal.

Den yngste gravering på løvens højre side – som norske lejesoldater i Byzans tjeneste kan have stået bag – er muligvis fra engang mellem år 1070 og 1100. Det vil sige flere årtier senere.

Thorgunn Snædal brugte i alt 15 dage på at undersøge runerne på løven.

Tre gange tog hun til Venedig forskellige tidspunkter på året for at se, hvordan lyset fra solen faldt i forskellige vinkler og kastede varierende skygger på de slidte runer.

Hun stod oppe på en hængetrappe og arbejdede i timevis med at studere løven med øjne og fingre i håb om at opdage mere.

De svenske runer i venstre side

Den ældste runeindskrift på løvens venstre side giver os et indblik i lejesoldaternes farefulde liv.

Den er graveret til minde om en kammerat af de svenske væringerne. En mand ved navn Haursi, som er faldet.

Døde han i krigen mod bulgarerne, som væringerne var med til at vinde i 1018? Eller var det, mens han, som mange andre krigere, tjente om bord på et af skibene i kejserens flåde i Det Ægæiske Hav? Eller måske var det i krig mod araberne i Serkland, han blev dræbt.

I hvert fald står der i teksten, at ‘bonden Haursi’ døde, før han kunne indkassere sin retmæssige del af et krigsbytte.

»For de nordiske lejesoldater var det naturligt at tegne mindeord med runer, hvis en nær ven eller krigskammerat gik bort,« sagde Thorgunn Snædal for et par år tilbage til Sveriges Radio.

»Svear gjorde dette mod løven«

Runeforskeren mener også at kunne læse ‘Svear gjorde dette på løven’.

Indskriften på løven kan således være den allerældste tekst, vi kender, der nævner ordet ‘svear’. Altså svenskere.

Piræus og Athen var formentlig et meget brugt hvilested for væringe-krigere på vej mellem Konstantinopel og slagmarkerne i Bulgarien og i det nuværende Albanien.

Andre gange var det mod soldater fra Serkland (araberne), at væringerne kæmpede. Eller mod normannere på Sicilien. Eller de jagede pirater og deres skatte på de ægæiske øer med kejserens velsignelse.

Thorgunn Snædal vil ikke udelukke, at de svenske krigere, der huggede runerne på løvens venstre side til minde om deres faldne kammerat Haursi, kan have været soldater i Harald Hardrådes hær. De var ikke særligt dygtige runemagere, bemærker runeforskeren. Af Erik Bastes tegning fra 1920 længere oppe i artiklen fremgår det tydeligt, hvordan de kæmpede en del for at få den ornamentale sløjfe med i erindringsteksten for kammerat Haursi.

Muligvis norske runer til højre

Den korteste runeindskrift på løvens venstre bagside er sandsynligvis den midterste på tidslinjen. Der står simpelthen ‘drængiaR ríst rúnar’ – ‘Unge (krigere) ristede sig runerne’.

Helt enkel gravering for at sige, at man har været dér, vil mange sikkert mene.

Væringerne, der graverede disse runer, behøver ikke at have været svenske, konkluderer Thorgunn Snædal ud fra de anvendte runebogstaver.

Var de norske? Eller måske islandske?

Den yngste af de tre runeindskrifter på løvens højre side består ligesom den ældste på venstre side af omkring hundrede runer. Den er skåret i en smuk runesløjfe og fortæller os, at personen bag hærværket på den oldgræske løve må have mestret denne smukke skriveform godt, mener Thorgunn Snædal.

Det er muligt at genkende runesløjfen i den dragelignende urnestil på Urnes stavkirkes berømte portal.

Urnes er den ældste af Norges bevarede stavkirker og stammer fra omkring 1130.

Desværre er kun 50 procent af de angiveligt norske runer på løvens højre side læselige, fastslår Thorgunn Snædal i modsætning til 80 procent af de svenske runer på den anden side af løven.

De norske runer blev ekstra hårdt ramt af skud i 1600-tallet.

Åsmund graverede runerne

Den muligvis norske runegravør hedder formentlig Åsmund.

Lejesoldaten Åsmund mestrede vikingetidens smukke ornamentik. Han må også have været dygtig til runer.

De runer og ornamentik, han har hugget ind i løven, er komplicerede og velkomponerede, mener Thorgunn Snædal. Formen på ​​runerne på løvens højre side fortæller forskeren, at denne tegning må være lavet i den sidste del af 1000-tallet.

Var det de norske krigere, der i 1081 deltog i forsvaret af byen Dyrrachion (nutidens Durrës i Albanien) mod angribende normannere fra Sicilien?

Eller var det de norske krigere, der i 1092 drog i kamp fra Piræus for at slå et oprør mod kejseren på Kreta og Cypern ned? De kan så have været ledsaget af engelske krigere, der flygtede til Byzans fra franskmanden Wilhelm Erobrerens besættelse af deres hjemland.

Thorgunn Snædal er ikke overrasket over, at der var dygtige runegravører blandt de nordiske krigere, der kæmpede for Byzans. Hun har et håb om, at man måske en dag vil finde spor af samme dygtige Åsmund et sted i Norden.

Men hvordan kan det være, at svenske og norske vikinger hele tre gange, med måske flere årtier mellem hver gang, vandaliserede Piræusløven fra Alexander den Stores tid med runer?

Det ved vi ikke.

Grækerne var sandsynligvis ikke vilde med hærværket på løven i det antikke Grækenland. Men der var næppe nogen, der turde stoppe de tre grupper af krigere fra Norden, der med mange års mellemrum mærkede Løven fra Piræus.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.