Den amerikanske præsident Joe Biden og andre verdensledere har rettet blikket mod Ruslands oligarker.
Det gøres i et nyt forsøg på at straffe Vladimir Putin og dem, der har banet vejen for ham og draget fordel af hans regeringstid, for at føre krig i Ukraine.
Joe Biden havde velhavende oligarker i sigtekortet i sin 'State of the Union'-tale i Kongressen, hvor han lovede at »beslaglægge russiske oligarkers yachter, luksuslejligheder og private fly«.
»Vi kommer efter jer og jeres ulovligt anskaffede værdier,« sagde han.
I Storbritannien er yderligere to stenrige russere føjet til de ni andre oligarker, der er blevet personligt sanktioneret over invasionen.
Men hvem er disse oligarker, og hvad er deres forhold til Putin? Og endnu vigtigere, vil beslaglæggelse af deres formuer hjælpe med at afslutte krigen i Ukraine?
Oligarkerne kommer til magten
Som forsker i nye markeder, virksomhedsstrategi og den postsovjetiske politiske økonomi har jeg studeret oligarkerne til bunds.
I russisk kontekst er oligarkerne den ultravelhavende forretningselite med uforholdsmæssig stor politisk magt. De opstod i to forskellige bølger.
Den første gruppe opstod fra privatiseringen i 1990'erne, især kontantsalget af de største statsejede virksomheder efter 1995. Denne proces var i høj grad præget af korruption, der kulminerede med den omstridte 'lån for aktier'-ordning, der indebar, at oligarkerne, som lånte staten penge, fik lukrative aktier til gengæld.
Ordningen resulterede i, at udvalgte pengemænd fik andel i 12 store tidligere statsejede naturressourcevirksomheder i bytte for lån, der skulle understøtte det føderale budget.
Misligholdte med vilje lånene
Regeringen misligholdte med vilje lånene, så kreditorerne – de kommende oligarker – fik mulighed for at bortauktionere aktierne i gigantiske virksomheder som Yukos, Lukoil og Norilsk Nickel; typisk til sig selv.
I bund og grund berigede den daværende præsident Boris Jeltsins administration en lille gruppe mænd ved at sælge ud af de mest værdifulde dele af den sovjetiske økonomi med en stor rabat.
Efter Putin kom til magten i 2000, faciliterede han den anden bølge af oligarker via statskontrakter.
Private leverandører i mange sektorer som infrastruktur, forsvar og sundhedsvæsen forlangte overpriser, der er mange gange markedsprisen, med returkommission til de involverede statsembedsmænd.
Dermed berigede Putin et nyt hold oligarker, som nu kan takke ham for deres enorme formuer.
Tre former for oligarki
I 1990'erne havde oligarkerne overtaget i Kreml og kunne endda diktere politikken til tider.
Under Jeltsin indtog flere oligarker formelle stillinger i regeringen, og adskillige anekdoter fortæller om pengekasser, der blev båret ind i Kreml i bytte for politiske tjenester.
Men siden 2000'erne har Putin været ved roret, og han foreslog en aftale: Oligarkerne ville holde sig fra politik, og Kreml ville holde sig fra deres virksomheder og forretninger og lade deres ofte ulovligt anskaffede værdier i fred.
Den folkelige skuffelse over privatiseringen af 1990'erne gjorde desuden tilbagerulningen af den i 2000'erne lettere. Putins Kreml lagde politisk pres på oligarkerne i strategiske industrier som medier og naturressourcer for at sælge aktier tilbage til staten.
Putin vedtog også love, der gav de såkaldte statsselskaber fortrinsbehandling. Disse tiltag sikrede Kremls kontrol over økonomien - og over oligarkerne.
I dag skiller tre typer oligarker sig ud med hensyn til, hvor tæt de er på magthaverne.
Putins venner
Først kommer Putins venner, som er personligt forbundet med præsidenten. Mange af Putins nære venner – især dem fra hans Sankt Petersborg- og KGB-dage – har set deres formuer vokse til uanede højder.
Putins nærmeste oligarkvenner fra Sankt Petersborg er blandt andet:
- Yuri Kovalchuk, ofte omtalt som Putins 'personlige bankmand'.
- Gennadij Timchenko, som blandt andet har tjent sin enorme formue ved at levere infrastruktur til gasledninger samt GroupGunvor, som er et af verdens største energihandelshuse.
- Og brødrene Arkadij og Boris Rotenberg, som ejer aktiver inden for byggeri, elektricitet og rørledninger.
Alle disse personer er blevet sanktioneret.
Sikkerhedsfolkene
Den anden gruppe omfatter lederne af Ruslands sikkerhedstjeneste, politi og militær - kendt som 'siloviki' - som også har udnyttet deres netværk til at opbygge kæmpestore personlige formuer.
En del af disse såkaldte 'silovarchs' er tidligere efterretningsofficerer for KGB, og nu FSB, (Sikkerhedstjenesten FSB, som KGB-veteranen Putin jo en overgang var chef for), som med misundelse har været vidne til Jeltsin-æraens oligarkers magt og rigdom, og som opnåede begge dele under Putin.
Manden, der er ry for at være den uformelle leder af siloviki, er Igor Sechin, formand for oliegiganten Rosneft, i vide kredse set som den næstmest magtfulde person i Rusland.
Outsiderne
Endelig er det største antal russiske oligarker outsidere og uden personlige forbindelser til Putin, militæret eller FSB, og faktisk er en del af denne gruppe oligarker fra 1990'erne.
Mens Putin selektivt knuste politisk ubetimelige eller besværlige oligarker efter at være kommet til magten, søgte han ikke systematisk at 'eliminere oligarker som klasse', som han ellers lovede under sin første valgkamp.
For eksempel optræder oligarker som Vladimir Potanin og Oleg Deripaska, der akkumulerede deres rigdom i 1990'erne, jævnligt på listerne over de rigeste russere i dag.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Baner vejen for Putin
Men tag ikke fejl: Uanset hvilken gruppe, de tilhører, har oligarkerne hjulpet Putin med at blive ved magten gennem deres politiske føjelighed og økonomiske støtte til Kremls indenrigske initiativer.
Desuden belyser min forskning tilfælde, hvor oligarker har brugt deres formuer - i form af job, lån eller donationer - til at påvirke politikere i andre lande.
For eksempel lånte den russiske bank FCRB i 2014 9,4 millioner euro (cirka 70 millioner kroner, red.) til højrefløjsikonet Marine Le Pens populistiske, franske anti-EU-parti, hvilket skabte politisk gæld til Rusland.
I 2016 betalte Lukoil, Ruslands næststørste olieselskab, en bøde på 1,4 millioner dollars (cirka 9,45 millioner kroner, red.) på vegne af Martin Nejedly, én af den tjekkiske præsidents nøglerådgivere, hvilket gjorde det muligt for Nejedly at beholde sin indflydelsesrige position.
Geopolitisk velvillighed
Det var med til at gøre den tjekkiske præsident Milos Zema til 'én af Kremls mest ivrige sympatisører blandt europæiske ledere'.
En del oligarker ser ud til at iværksætte sådanne geopolitisk betydningsfulde transaktioner for at skabe en forbindelse til Kreml.
Selvom det er svært at etablere en direkte kausal sammenhæng mellem det, jeg kalder oligarkernes 'geopolitiske velvillighed', og de begunstigedes pro-Kremlin-politikker, er der stærk anekdotisk evidens for, at oligarkernes finansiering letter tilførslen af en pro-Putin-holdning i lande uden for Rusland.
Min forskning i tilsløring af virksomhedspolitisk aktivitet indikerer desuden, at brugen af tilsyneladende ikke-politiske mellemmænd som private virksomheder er en nøglestrategi, hvorigennem organisationer som Kreml kan skjule deres politiske aktivitet.
Putins gidsler
Det bringer os til det vigtigste spørgsmål, som optager mange: Vil sanktionerne, som decimerer oligarkers formuer, få dem til at vende Putin ryggen eller ændre krigens forløb?
En del oligarker er allerede imod krigen, som Alfa-gruppeformanden Mikhail Fridman og metalmagnaten Oleg Deripaska – som begge er blevet sanktioneret af Vesten.
Lukoil opfordrede også til, at krigen bliver afsluttet.
Selvom Lukoil i øjeblikket ikke er underlagt direkte sanktioner, går oliehandlere allerede udenom deres produkter i forventning.
Mere højlydt modstand
Jeg tror, at vi vil se en stadig mere højlydt modstand mod krigen fra oligarkerne.
I det mindste vil deres vilje til at gøre Kremls beskidte arbejde ved at forsøge at påvirke vestlige politikere sandsynligvis aftage markant, men to afgørende faktorer begrænser deres indflydelse og evne til at påvirke Putins adfærd.
For det første fungerer oligarkerne ikke godt sammen. I Ruslands 'piranha-kapitalisme' har disse milliardærer for det meste forsøgt at udkonkurrere deres rivaler for at opnå regeringens generøsitet.
Individuel overlevelse med henblik på Kreml, ikke forsvaret af fælles interesser som fjernelse af sanktioner, har været oligarkernes fremgangsmåde. Kreml har på sin side lovet statsstøtte til sanktionerede virksomheder, især i banksektoren.
Nok endnu vigtigere er det, at det er våben, ikke penge, der taler højest i Kreml i dag.
Så længe Putin bevarer sin kontrol over siloviki - de nuværende og tidligere militær- og efterretningsofficerer tæt på Putin - vil de andre oligarker efter min mening forblive gidsler for hans regime.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
