I alle den russiske præsident Vladimir Putins 22 år ved magten har der været konstant spekulation om, hvad det vil tage at vælte ham.
Der er to hovedårsager til, at autoritære ledere træder af (udover naturlige årsager):
- Tvunget ud af eliten
- Tvunget ud af folket i gaderne
I lyset af hændelserne i Ukraine, er tiden så endelig kommet til, at et af disse scenarier kan indtræffe?
Isoleret fra rådgivere
Blandt russiske politiske eksperter var den generelle opfattelse, at de virkelig store beslutninger i Rusland, som eksempelvis om man skulle annektere Krim eller invadere Ukraine, blev truffet af en lille kreds af rådgivere fra sikkerhedstjenesterne. Det er personer, der alle har tætte, personlige og langvarige bånd til Putin.
Rusland har også en teknokratisk elite, som har holdt økonomien og de sociale ydelser i gang under hans opsyn, samt en gruppe rige forretningsfolk (oligarkerne og andre), som til gengæld for underdanighed fik lov til at fortsætte med at tjene penge.
Det første tegn på en potentiel sprække i Putins lille kreds af sikkerhedsrådgivere kom ved mødet i det russiske sikkerhedsråd 21. februar, hvor Putin udlagde en aftale om, at Rusland skulle anerkende de ukrainske udbryderregioner Luhansk og Donetsk som uafhængige stater.
Det var denne beslutning, der førte til parlamentarisk godkendelse af brugen af russiske tropper til at 'beskytte' disse republikker mod ukrainsk aggression, som førte til invasionen.
Mødet afslørede, at de sikkerhedschefer, der blev betragtet som Putins nærmeste kammerater, ikke var informerede.
Mange så ud til at være ubekvemme ved situationen og udtrykte meget forsigtigt deres forbehold. Det krævede tyrannisering at få dem alle med ombord.
Det er uklart, hvem der rådgiver Putin i dag, men en elimineringsproces indikerer, at det måske kun er militæret og forsvarsministeren, Sergey Shoigu.
Erfarne observatører har foreslået, at selv Shoigu så chokeret ud, da Putin beordrede ham til at sætte Ruslands atomstyrker i alarmberedskab.
Oligarker tager afstand
Der er dog intet tegn på, at disse bekymrede og ydmygede medlemmer af sikkerhedseliten er så utilfredse, at de skrider til handling mod Putin.
Desuden hævder den teknokratiske elite loyalt, at de vil påtage sig opgaven med at forberede nationen på lammende sanktioner.
Det efterlader den økonomiske elite. Og her er der tegn på utilfredshed, især blandt Jeltsin-æraens oligarker, som eksempelvis Oleg Deripaska og Roman Abramovich, som ikke udelukkende skylder Putin deres formuer.
Milliardæren Deripaska, som er blevet underlagt sanktioner af Vesten, har brudt med Kreml. Han har opfordret til, at krigen afsluttes, ligesom Mikhail Fridman, en af Ruslands rigeste mænd.
Roman Abramovich vil sælge fodboldklubben Chelsea, som han ejer, og oprette en fond for krigens ofre (selvom han endnu ikke har fordømt krigen direkte).
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
I Kremls sigtekorn
Sådanne offentlige udfordringer fra oligarker har været sjældne i Rusland, siden den tidligere oliemagnat Mikhail Khodorkovskij, som var Ruslands rigeste mand og en af den russiske præsident Vladimir Putins vigtigste politiske rivaler, kom i sigtekornet i Kreml.
Mikhail Khodorkovskij tilbragte 10 år i fængsel som følge af anklager, som, hans advokater hævder, var opdigtede.
Selvom det er begyndt at stå klart for en del oligarker, at deres virksomheder og rigdom er alvorligt truet, er det ikke nok til at foreslå et statskup.
Det hjælper ikke, at den russiske præsident er direkte valgt og kun kan fjernes gennem rigsretssag; en langvarig proces, der ikke kan organiseres konspiratorisk.
Vil protesterne i gaderne tage fart?
Nervøse eliter bliver måske modigere, hvis der er nok tumult på gaden. Hvad er chancen for, at folkelige protester fører til Putins undergang?
Putin har altid nydt stor popularitet. Han har bragt åben ligefremhed til præsidentembedet, der enten kan virke charmerende eller brutal, alt afhængigt af omstændighederne.
Han var heldig med oliepriserne, som med fornuftig økonomisk styring tillod ham at præsidere over en dramatisk forbedring af folkets levestandard.
Putins på samme tid tilbageholdende og konstante insisteren på, at Rusland med rette var en stormagt og må anerkendes som sådan, har ikke skadet hans popularitet.
Annekseringen af Krim i 2014 drev meningsmålingerne til usete højder i en udstrømning af patriotisk inderlighed (det toppede med 89 procent i juni 2015, ifølge en uafhængig meningsmåling).
Putins popularitet har været faldende lige siden. Økonomien stagnerede, oppositionslederen Aleksej Navalnyj blev forgiftet, og valgene blev manipuleret.
Hans popularitet faldt til 59 procent i midten af 2020 og har siden da ligget mellem 60-70 procent.
Der har været protester i gaderne utallige gange i årenes løb, men det har aldrig været muligt at holde gang i protesterne. De er blevet lukket ned med politisk brutalitet, arrestationer og fængsling.
Tusindvis af personer er allerede blevet arresteret i forbindelse med gadeprotester siden starten på Ukraine-invasionen.
Gruppen i midten
I hvilken retning går det denne gang? Millioner skriver under på underskriftsindsamlinger mod krigen, og folk fortsætter med at samles på gaden på trods af risikoen.
Men før invasionen viste meningsmålinger en forbedring for Putin til 71 procent.
Anekdotisk evidens indikerer, at der er en gruppe i midten, som ikke ved, hvad der sker i Ukraine eller vælger at undgå at vide det.
For en politolog er spørgsmålet, hvordan man skal redegøre for den apatiske midte, når man skal vurdere et regimes overlevelsesevne. Hvilken side vil de tage, når tingene strammer til, især når de vestlige sanktioner begynder rigtigt at gøre økonomisk ondt?
Dem i midten vil undlade at vælge side så længe som muligt.
For mange er målestokken for økonomisk smerte de alvorlige trængsler i 1990'erne, som fik mange russere til at afvise den vestlige model.
Der er ingen grund til at tro, at ny modgang vil resultere i en anden reaktion.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
