Statslige overvågningsregimer har gennem tiden altid haft brug for almindelige mennesker som ’uofficielle medarbejdere’, der skulle kigge ind i andre borgeres privatliv.
De kommunistiske sikkerhedstjenester under den kolde krig gjorde eksempelvis flittigt brug af almindelige borgere til konkrete overvågningsopgaver.
For eksempel kunne de bruges som kilder til sladder og kompromitterende oplysninger om politiske dissidenter.
De kunne også engageres til mere offensive operationer, som krævede direkte kontakt med de overvågede, for eksempel at indlede et ’venskabeligt’ forhold til specifikke personer.
Denne særlige type af ’agent’ bliver på moderne tysk kaldt for IM, Inoffizieller Mitarbeiter (uofficiel medarbejder).
I DDR-tiden var disse uofficielle medarbejdere et livsnødvendigt tandhjul i Stasis overvågningsapparat.
De opererede på samtlige niveauer af samfundet – blandt rengøringsassistenter, børnehavepædagoger, bartendere og universitetsansatte – og udgjorde mandskabsmæssigt en langt større del af sikkerhedstjenesten end de fastansatte agenter og sikkerhedseksperter.
Frau R.’s hemmelige referater
I 1988 havde Stasi over 170.000 østtyske statsborgere i sine interne personalekartoteker over uofficielle medarbejdere.
I sin berømte bog 'The File: A Personal History' (1997) beskriver den britiske historiker Timothy Garton Ash, hvordan han som gæsteforsker i 1980’ernes Østberlin var omgivet af personer, der løbende indrapporterede hans aktiviteter til myndighederne.
En af IM’erne var en hvidhåret, kultiveret dame i slutningen af 60’erne, ’Frau R’, som Ash var kommet i kontakt med ved en udstillingsåbning.
Den unge historiker fik under sit ophold i Østberlin et tæt, næsten familiært, forhold til Frau R, men femten år senere fandt han detaljerede referater af deres samtaler i Stasis arkiver; referater, der altså var blevet indsendt til sikkerhedstjenesten af den venlige, ældre kvinde.
Ja, selv det indledende ’tilfældige’ møde mellem Ash og Frau R havde været iscenesat af det frygtede østtyske sikkerhedspoliti.
\ Læs mere
Magtens øjne og ører er overalt
Det er imidlertid ikke bare i det kommunistiske Østeuropa, at myndighederne har anvendt uofficielle medarbejdere – på engelsk 'citizen informers' – til at holde øje med, hvad der foregår i folkedybet.
Med hensyn til selve antallet af ’uofficielle medarbejdere’ var den kommunistiske Østblok i 1945-1989 definitivt i den ekstreme ende af skalaen.
Men historisk har de statslige overvågningsregimer altid været afhængige af aktivt eller passivt samarbejde med personer, som bevæger sig i de dele af samfundet, der er sat under overvågning.
Det var en af hovedpointerne ved den overvågningshistoriske konference ’The Eyes and Ears of Power: Surveillance, History, and Privacy’, som blev afholdt i København 13.-14. september 2018.
Kejser Augustus og Wilhelm Erobrerens folkeregistre
Konferencen efterlod ingen tvivl om, at det er staten, der historisk har indtaget hovedrollen, når det kommer til overvågning.
Konger, kejsere og andre magthavere har fra de ældste dokumenterede statsdannelser indsamlet information – om undersåtter, modstandere, venner og allierede – som middel til at kunne beherske deres riger, for eksempel af hensyn til inddrivelse af skat eller organiseringen af det militære forsvar.
Toni Weller fortalte i sin keynote-forelæsning blandt andet om den berømte engelske Domesday Book fra 1086:
En stort anlagt statslig fortegnelse over samtlige husholdninger i England – mennesker såvel dyr og ejendom – iværksat af Wilhelm Erobreren, der i 1066 havde overtaget magten i landet.
For bedre at kunne kontrollere det erobrede territorium sendte han sine normanniske fogeder rundt i riget med instrukser om at registrere hver eneste gård, hver eneste familie, hver eneste okse og gris.
Weller henviste også til ældre eksempler, blandt andet Lukas-evangeliet i Det Ny Testamente, der begynder med en henvisning til den romerske kejser Augustus, som i tiden inden Jesus fødsel beordrede »at hele verden skulle skrives i mandtal« – altså, at samtlige indbyggere i det vældige Romerrige skulle tælles og registreres (verden blev forstået som Romerriget).
Hun understregede samtidig, at statslig informationsindsamling ikke altid er et spørgsmål om overvågning.
Ifølge Weller kræves der også en hensigt, hvis denne type af aktiviteter skal kunne klassificeres som overvågning – en hensigt om at bruge de indsamlede data til at identificere specifikke individer eller grupper.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Kejserens kinesiske spioner
Selvom det er staten, der spiller førsteviolin i overvågningens lange historie, fremgik det altså tydeligt under konferencen, at ikke-statslige elementer – og uofficielle medarbejdere – altid har været påkrævet, hvis de statslige overvågningssystemer også skal fungere i praksis.
Dette forhold er særligt tydeligt i de ældre overvågningssystemer, hvor de administrative strukturer har været svage, og kommunikationskanalerne utilstrækkelige.
For eksempel præsenterede den canadiske historiker Rebecca Robinson et paper om overvågning i de første kinesiske kejserriger (Qin og Han), hvor befolkningen blev inddelt i administrative kontrolenheder, der hver skulle bestå af præcis fem husstande eller familier.
Medlemmerne i disse kontrolenheder forventedes at holde øje på hinanden og indrapportere overtrædelser til de kejserlige embedsmænd.
Hvis nogle i de fem husstande begik en forbrydelse, der ikke blev bragt til myndighedernes kendskab, kunne samtlige medlemmer straffes.
Blev overtrædelsen i stedet indrapporteret, ventede der en præmie til for hvert enkelt medlem, ofte i form af en statusforbedring i det kejserlige rangsystem.
Solkongens undersåtter måtte overvåge hinandens sovekamre
Et andet eksempel blev serveret af Natália da Silva Perez fra Center for Privacy Studies i København, som undersøger overvågningen af seksuelle forhold i Frankrig under Ludvig XIV (1643-1715).
Seksualiteten var strengt reguleret i perioden og omgærdet af drakoniske straffe, men lovgivningen var svær at efterleve i praksis.
Selvom Solkongens politiovervågning var alment frygtet – og et forbillede for overvågningen i mange enevældige stater – var systemet ifølge Perez »absolut afhængigt« af undersåtternes egen overvågning af hinanden i de konkrete situationer.
Den moderne kommunikationsrevolution
Imidlertid må selv historikere indrømme, at overvågning er noget andet og mere end blot et ældgammelt historisk fænomen.
Det handler også om noget, der er yderst moderne og præsent i vores eget hverdagsliv.
Mange af konferencens talere havde således et tydeligt samtidshistorisk præg med fokus på de avancerede, såkaldte ’smarte’ teknologier, der præger overvågningslandskabet i det 21. århundrede.
Man kan se disse som et slags udløb af slutningen af 1800-tallets fremvækst af det moderne storbysamfund og den kommunikationsteknologiske revolution, hvor både mennesker og informationer begyndte at cirkulere hurtigere end nogensinde før.
Det skabte en stigning i de ting, staten skulle holde øje med for at kunne beskytte og kontrollere samfundet.
\ Læs mere
Fodlænker og droner i overvågningsstatens tjeneste
Informationsforskeren Laurence Kilgour fra Cornell-universitetet i New York præsenterede et igangværende ph.d.-projekt om den elektroniske fodlænkes historie, der kan spores tilbage til begyndelsen af 1960’erne.
Fodlænken er blevet brugt til at indsamle data om kriminelle og deres bevægelser, for eksempel personer, der er blevet dømt for spirituskørsel.
Kilgour fremhævede imidlertid også, at fodlænken samtidig fungerer som en form for visuel markering ’til skræk og advarsel’, eftersom den er designet på en måde, som gør den svær at skjule.
Overvågning, der praktiseres via dataindsamlende apparater, blev også problematiseret af den franske historieprofessor Sébastien-Yves Laurent.
I sin keynote-forelæsning fulgte han den visuelle overvågning fra 1800-tallets luftballoner via 1900-tallets flyvemaskiner og satellitter til nutidens droneteknologi og kameraudstyrede mobiltelefoner.
Denne udvikling vidner ifølge Laurent om en bevægelse fra makro-overvågning til nano-overvågning og ’mobil self-surveillance’.
Måske er også selve teknologien en form for uofficiel medarbejder i de statslige overvågnings-systemer, i hvert fald i vores egen teknologi-marinerede samtid?
Anarkister, kommunister og andre indre trusler
Konferencens andet hovedspor fokuserede på de specifikke fænomener og foreteelser, der historisk har været prioriteret af dem som holder os under overvågning.
Her var de fleste præsentationer optaget af relativt moderne forhold – ikke mindst den politiske overvågning af ’suspekte’ individer eller bevægelser.
Den hollandske historiker Wouter Klem diskuterede for eksempel politiovervågningen af anarkister i slutningen af 1800-tallet, mens en trio norske historikere med Ola Teige i spidsen leverede nye perspektiver på overvågningen af udlændinge i Skandinavien under Første Verdenskrig.
Diskussionerne viste tydeligt, at Første Verdenskrig var den store milepæl for overvågningens udvikling i moderne tid.
De overvågningsteknologer, der blev udviklet i 1914-1918, blev efterfølgende brugt i de vestlige demokratier til at bekæmpe ’demokratiets fjender’ – delvist nazister og fascister, men hovedsageligt kommunister og andre socialister.
Historiens lange skygger våger over nutiden
Der er altså rigeligt at tage fat i for os historikere, der arbejder med overvågning.
Der er statslige magtstrukturer, der skal følges helt til bunds; informationskanaler, der skal kortlægges; teknologier, der skal analyseres; ’sorte lister’ og hemmelige kartoteker, der skal graves frem fra arkivkasser og hengemte pengeskabe.
Og så er der et væld af uofficielle medarbejdere, der skal identificeres.
Det sidstnævnte handler naturligvis ikke om at gå på spionjagt eller at moralisere over de mennesker, der for eksempel støttede ’taberens side’ under den kolde krig.
Nej, det handler om at trænge dybere ind i overvågningens væsen ved at udvide perspektivet til også at inkludere de mekanismer, som gør, at vi alle sammen lader os bruge som tandhjul i de ofte yderst ugennemskuelige overvågningssystemer.
\ Læs mere
\ Om konferencen: ’The Eyes and Ears of Power: Surveillance, History, and Privacy’
Konferencen var organiseret af ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation samt Institut for Informationsstudier, Center for offentlig administration og Regulering samt Center for Privacy Studies, alle sammen ved Københavns Universitet.
Konferencen, der samlede over 40 historikere og andre overvågningsforskere fra hele verden, kredsede omkring to hovedspørgsmål:
- Hvem er de centrale aktører i overvågningens historie?
- Hvilke typer af fænomener er historisk set blevet udvalgt til overvågning, for eksempel informationsstrømme, politiske bevægelser, specifikke teknologier, grænsehandel eller kontakt med fremmede stater?
Disse overordnede spørgsmål blev diskuteret og problematiseret af 24 forskere samt to timelange keynote-forelæsninger:
’The Historical Ubiquity of Surveillence’, leveret af den britiske informationshistoriker Toni Weller (De Montfort University) og ’Global Surveillance without the States’ ved den franske historiker og politolog Sébastien-Yves Laurent (Université de Bordeaux-IRM/ Sciences Po Paris-Mètis).
