De tidligt moderne landsbysamfund var karakteriseret af en høj grad af overvågning.
Husene i en dansk landsby lå tæt, og familie og naboer var derfor ret velinformerede om, hvad det enkelte individ foretog sig – helt ind i fællesalkover og karlekamre.
Men overvågningen og den sociale kontrol var ikke kun uformel og på rygteplan. Med reformationen blev sognepræsten til en kongelig embedsmand.
Kongens embedsmænd udgjorde nu et finmasket net, som strakte sig ud over det ganske land, i lokalsamfundene og ganske tæt på indbyggernes daglige liv.
Det muliggjorde en overvågning og registrering af kongens undersåtter som i samtiden var helt exceptionel og hidtil uset.
Registreringen gav et meget præcist billede af befolkningens størrelse og bevægelser, der blandt andet var nyttigt i forbindelse med skatteopkrævning.
\ Reformation
Læs mere om om reformationen på Videnskab.dk’s tema-site om 'Reformationen'.
Her finder du et stort og bredt udvalg af artikler om reformationen, Martin Luther og den evangelisk-lutherske kirke.
\ Læs mere
Befolkningen blev registreret i kirkebøger
Fra midten af 1600-tallet begyndte landets sognepræster systematisk at føre kirkebog og registrerede nøje antallet af fødte og døde personer. Det gav kongen et ret præcist overblik over sin befolknings størrelse og sit skattegrundlag.
Men registreringen af fødte og døde sognebørn stod ikke alene. Præsten noterede også, hvem der blev konfirmeret, trolovet og viet.
Indførelserne om døbte børn indeholdt også registrering af, hvem der havde stået fadder til barnet. Det er i dag en unik kilde for historikere til at afdække sociale netværk i sognet.
Sognepræsten noterede også, om børnene var døbt som ægtefødte eller uægte. Det gjorde, at der var styr på, hvem der havde fået børn uden for ægteskab og dermed skulle indberettes til de lokale myndigheder, så de kunne udstå den straf, der var forbundet med ugiftes seksuelle forhold - blandt andet bøder og fængsel.
Af kirkebøgerne fremgik det, hvem der var moderen til det uægte barn, og hvem der stod faddere.
Det var oftere nærmere slægtninge end ved dåb af ægtefødte børn. Det sociale netværk omkring den ugifte mor har tydeligt været mindre, hvilket kan afspejle det sociale normbrud, som et barn uden for ægteskab var.
Desuden skulle moderen ved dåben fortælle, hvem der var far til det uægte barn, hvilket også omhyggeligt blev ført ind i kirkebogen, så han også kunne blive indberettet.
Ugifte forældre skriftede foran menigheden
Nogle præster noterede også, hvornår der havde været afholdt åbenbart skriftemål i kirken, og hvilke sognebørn der havde bekendt hvilke synder foran hele menigheden.
Det var ofte forældrene til de børn, der blev født uden for ægteskab, som skulle skrifte offentligt, men en række andre religiøse forseelser og undladelsessynder blev også sonet med åbenbart skrifte ved siden af den verdslige straf. Det gjaldt eksempelvis tyveri og manddrab.
Kirkebøgerne var således ikke kun et særdeles effektivt folketællingsredskab, men også en nøje registrering af befolkningens moralske forseelser.
Og kirkebøgerne blev en mulighed, fordi præsten i den protestantiske kirke blev en kongelig embedsmand.
Skudsmålsbøger
Kirkebøgerne var ikke det eneste sted, hvor sognepræsten holdt regnskab med sine sognebørns gøren og laden.
Tyende og tjenestefolk kunne bevæge sig rundt fra sogn til sogn for at arbejde, og de kunne dermed undvige den kollektive erindring om deres moralske habitus i deres hjemsogn.
Derfor skulle præsten, når de forlod en tjeneste, bevidne, at de havde opsagt tjenesten lovligt, at de var frie og hverken trolovede eller viede i det pågældende sogn.
Denne registrering af lovlige tjenesteforhold og private forpligtelser for tyende fortsatte i den skudsmålsbog, der med forskellige stramninger først blev ophævet med medhjælperloven af 1921.
Eksempelvis kunne en husbond efter 1791 notere i skudsmålsbogen, hvordan tjenestepiger og karle havde opført sig i tjenesten. Et dårligt skudsmål har nok alt andet lige gjort det vanskeligere at finde en ny plads.
Trods enhver mangel på moderne kommunikations- og overvågningsudstyr var det således meget vanskeligt at undvige statens registrering af det enkelte individs gøren og laden.
For ikke at tale om naboerne og den almindelige rygtedannelse.
Sager om fødsler i dølgsmål, hvor ugifte kvinder slog deres børn ihjel ved fødslen, viser, at når et barnelig dukkede op, og en retssag begyndte, så var der i lokalsamfundet en yderst detaljeret viden om, hvem der havde sovet i hvis seng, og hvornår de havde gjort det.
Den viden var formentlig også til stede før reformationen, men reformationen betød en øget formalisering af den sociale kontrol, fordi religiøse og moralske forseelser ofte efterlod sig spor i formelle optegnelser som kirkebøger og skudsmålsbog.
