Ligestillingsforsker: MeToo er det største siden kvindekampen i 70’erne

Et hashtag, der gik viralt i 2017, og tv-værten Sofie Lindes 6 minutter og 48 sekunders lange tale til Zulu Comedy Galla 2020.

Det var begivenhederne, der satte skub i den danske MeToo-bevægelses første og andet store bølgeslag. Ifølge flere forskere har bevægelsen allerede flyttet hegnspælene i debatten mere markant end mange årtiers ligestillingskamp.

Det forklarer de i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag, hvor Videnskab.dk spørger til, hvordan MeToo har ændret ligestillingskampen:

»For mig at se er MeToo-bevægelsen det største og mest afgørende, der er sket for ligestillingskampen siden den nye kvindebevægelse i 1970’erne,« forklarer professor i arbejdsmarkedsforskning Anette Borchorst, der har forsket i ligestillingspolitik i over 20 år.

»MeToo bidrager med så stort og bredt et fokus på retten til egen krop og retten til at sige fra, at jeg vurderer, at vi godt kan tale om en ny bølge af feminisme,« supplerer kønsforsker Rikke Andreassen, der dog ikke vil kaste endelig dom over bevægelsens succes endnu:

»MeToo har haft meget stor og øjeblikkelig betydning, når vi taler om overgreb. Men vi er også nødt til at være på den anden side af bølgen, før vi endeligt kan vurdere, om det har været den vigtigste begivenhed i årtier,« tilføjer Rikke Andreassen, der er professor i kommunikation og arbejder med køn på Roskilde Universitet.

Mangeårig professor og kønsforsker Drude Dahlerup fortæller i et interview med DR2's Deadline, at hun ser MeToo som 'den tredje store bølge i kvindebevægelsen':

 

Udgangspunktet har ændret sig

MeToo har generelt en stor betydning, understreger forskerne, Videnskab.dk har talt med, men de påpeger samtidig, at bevægelsen endnu ikke har givet ligeløn, flere kvindelige topposter eller på andre måder skabt balance i statistikkerne.

Ligestillingen er med andre ord ikke opnået med MeToo. Men mindre kan også gøre det.

En af de store øjeblikkelige succeser ved MeToo-bevægelsen er ifølge Anette Borchorst, der er professor på Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet, at den har givet debatten om ligestilling et nyt udgangspunkt:

»De fleste anerkender nu, at vi faktisk har problemer med seksuel chikane. Det gør en stor forskel, at samtalen starter et andet sted, og at vi nu ikke skal begynde med diskutere, om vi overhovedet har problemer, hver gang,« vurderer professoren.

Anette Borchorst står blandt andet - og sammen med lektor Lise Rolandsen Agustín - bag bogen ‘Seksuel chikane på arbejdspladsen: Faglige, politiske og retlige spor’, der udkom i 2017, da MeToo-bevægelsen var blot få dage gammel.

»Vores forskning pegede på, at det var en udbredt holdning, at seksuel chikane ikke var et problem i Danmark. Dengang snakkede vi meget om, hvordan vi kunne komme ud og pege på, at der faktisk var et problem,« husker Anette Borchorst, hvis overvejelser altså blev overhalet af virkeligheden.

Første bølge af MeToo viste tydeligt, at der fandtes et stort - og undertrykt - problem med sexisme. Rækken af sager om sexisme og seksuel chikane i politiske partier, hos medier, på universitetet og i flere andre brancher, som vi ser i kølvandet på anden bølge, har understreget problemerne, mener Anette Borchorst.

Det har uden tvivl givet ekstra pondus til ligestillingskampen, hvor, som Anette Borchorst har påvist, seksuel chikane fra 1980’erne og frem til MeToo-modtrykket var blevet behandlet med en vis berøringsangst.

»Før MeToo var der, som vi viser i vores forskning, ikke mange sager, der nåede frem til domstolene om seksuel chikane. Der var godt nok en del i 1990’erne, men derefter stilnede det meget af, og siden har der kun været 1-2 om året.«

»Det betød jo, at mange ikke troede, at vi havde et problem, og det illustrerer meget godt, hvad MeToo har ændret og fået frem i lyset,« fortæller ligestillingsforskeren.

Se hele Sofie Lindes tale til Zulu Comedy Awards her:

 

Fra individuelt fokus til strukturelle problemer

Udover at flere sandsynligvis anerkender problemer med sexisme i lyset af MeToo, har bevægelsen også formået at flytte fokusset fra det enkelte offer til større strukturelle og kulturelle problemer om sexisme, tilføjer Rikke Andreassen.

»MeToo og alle de store underskriftsindsamlinger, det har medført, har gjort det mere synligt, at overgreb og chikane ikke kun er noget, enkelte individer udsættes for, men at det er et bredt kulturelt fænomen,« forklarer hun.

Bevægelsen har tydeliggjort, at sexismen og uligheden mange steder er indlejret i sproget, vores væremåder, omgangstonen, blikket på kvinder og så videre.

At sexisme på den måde er strukturelt og kulturelt er en pointe, der er blevet understreget i forskningen i årtier, og MeToo har på en måde gjort den erkendelse mere folkelig, vurderer Rikke Andreassen.

»Jeg tror, at MeToo har været med til at skabe en større forståelse af, hvorfor eksempelvis samtykkeloven, som jo ikke udspringer af MeToo, men på mange måde handler om det samme, nemlig en ret til kropslig selvbestemmelse, har været så vigtig,« påpeger Rikke Andreassen.

Anette Borchorst er enig i, at MeToo har hjulpet til at gøre mange års akademiske indsigter mere virkelige for folk:

»Når jeg siger, at det er det mest afgørende, der er sket siden 1970’erne, er det især, fordi det er en bevægelse med så bred folkelig appel. Snakken har bredt sig til arbejdspladser, til politikere og mange andre niveauer af samfundet,« tilføjer hun.

Kollektiv samtale fjerner skyld og skam

MeToo-bevægelsens brede appel har ikke kun bragt ligestillings-snakken ind i stuerne, det har også gjort det mere acceptabelt og mindre skamfuldt for ofre for seksuelle krænkelser at stå frem, vurderer Rikke Andreassen:

»Sexchikane, voldtægter og krænkelser har generelt været forbundet med meget skam. Det er noget, man som offer ofte har holdt for sig selv. Men noget af det, der sker, er, at kvinder, og også mænd, er begyndt at tale om overgreb, at dele ‘skammen’ kollektivt, og på den måde fjernes noget af skammen og skylden fra det enkelte individ,« forklarer hun.

Og den slags kollektive samtaler kan have effekter, der er til at føle på, supplerer Anette Borchorst.

En typisk og stadig aktuel udfordring er, at de groveste sager om seksuel chikane gennem tiden er endt med forlig, hvor der følger en fortrolighedsklausul, og dermed er sagerne blevet fejet ind under gulvtæppet.

Forskningsmæssigt og på andre måder har det været umuligt at få viden om forligene på grund af fortrolighedsklausulerne.

Nu ser vi - takket være MeToo - konturerne til et opgør med den praksis. For eksempel stod tidligere sekretær i Socialdemokratiet gennem 10 år Louise Kwang frem i DR og fortalte om seksuelle krænkelser i partiet. Dermed brød Louise Kwang en tavshedsaftale, og samtidig advarede hun andre mod at indgå den slags fortiende forlig i fremtiden.

»’Nu er det slut’, sagde hun. ‘Jeg vil ikke længere tie min historie. Nu skal den ud’. Det ser jeg som et resultat af MeToo, og det enormt vigtigt, for vi har i lang tid vidst, at sagerne, der var gemt bag fortrolighedsklausuler, var de værste,« fortæller Anette Borchorst.

Tyk-aktivisme og Taylor Swift

I forlængelse af MeToo-bevægelsens mange vidnesbyrd om overgreb og krænkelser er der også blevet sat fokus på kvinders rettigheder over deres egen krop og seksualitet.

»Hele den ret til egen krop med alt, hvad det indebærer, er også det, der bærer MeToo-bølgen frem,« siger Rikke Andreassen og tilføjer:

»Det er både i forhold til at sige nej og sige fra overfor overgreb, men det gælder også i forhold til at ‘claime’ en seksualitet, ikke at skulle skamme sig over at være seksuelt fremturende og retten til at vise sin krop, som man vil.«

Hun fremhæver tyk-aktivismen, der især er vundet frem på Instagram, som et eksempel, og så nævner hun en nylig sag, hvor det amerikanske popikon Taylor Swift (og hendes fans) gik i rette med en joke fra en Netflix-serien 'Ginny & Georgia', der gik på, at sangerinden har haft mange kærester gennem tiden.

»Det med, at der bliver taget afstand fra, at Taylor Swift bliver udskammet for at have haft mange partnere, er et eksempel på den bredere ’sigen fra’, som MeToo er en del af,« påpeger Rikke Andreassen.

På Twitter tager Taylor Swift afstand fra joken, sin hun kalder for »doven« og »dybt sexistisk«:

Hey Ginny & Georgia, 2010 called and it wants its lazy, deeply sexist joke back. How about we stop degrading hard working women by defining this horse shit as FuNnY. Also, @netflix after Miss Americana this outfit doesn’t look cute on you Happy Women’s History Month I guess pic.twitter.com/2X0jEOXIWp

— Taylor Swift (@taylorswift13) March 1, 2021

Forældede kvindesyn og tåkrummende film

Når Taylor Swift sætter foden ned og siger fra over for sexistiske jokes, er det også et tegn på, at samtalen om køn, kvinder og seksualitet har ændret sig markant de seneste årtier, påpeger Michael Nebeling Petersen, der forsker i køn og seksualitet.

»Sproget har forandret sig meget, og måden, vi taler om ikke bare køn, men også race, har forandret sig meget de seneste årtier,« fortæller Michael Nebeling Petersen, der er lektor ved Center Køn, Seksualitet og Forskellighed på Københavns Universitet.

Mange har sikkert oplevet, at film, serier eller tv-shows fra 2000’erne eller tidligere allerede i dag kan virke lidt støvede i deres kvinde- og kønssyn. ‘Det ville man da aldrig have sagt i dag,’ har du måske tænkt, mens du genså en gammel favoritfilm.

En ny dokumentar om popstjernen Britney Spears peger i al fald på, at noget har ændret sig. Dokumentaren fik hendes eks-kæreste Justin Timberlake til tasterne for at undskylde, at han havde ‘slut-shamet’ hende efter deres brud i 2002.

Michael Nebeling Petersens kan godt genkende oplevelsen, at ‘noget’ har ændret sig, og hans egen forskning viser, at sproget om homoseksualitet har ændret sig markant over tid. Han genså forleden Susanne Bier-filmen ‘Den Eneste Ene’ fra 1999. Ifølge kønsforskeren var det en tåkrummende oplevelse:

»Jeg var faktisk chokeret over den måde, man kunne talte om køn og race i filmen. Sproget har forandret sig siden dengang, og det forandrer sig hurtigt,« forklarer han.

Hvorfor nu? MeToo er en del af en bredere bevægelse

Men om det er MeToo alene, der har skabt øget fokus på sexisme og feminisme, eller om et i forvejen øget fokus på sexisme og feminisme omvendt var det, der satte strøm til MeToo, er svært at fælde endelig dom over.

»Tingene påvirker hinanden. MeToo er selvfølgelig en videreførelse af mange års vedvarende kvindekamp, men bevægelsen skal i mine øjne også ses som en del af en bredere bølge af aktivistiske bevægelser, der vokser frem,« forklarer Michael Nebeling Petersen.

»Jeg ser MeToo som en del af en opblomstring blandt mange minoriteter og marginaliserede, der har fået en stærkere stemme og mere markant organisering i de seneste 5 til 7 år. På den måde kan MeToo ses i sammenhæng med Black Lives Matter, LGBT-aktivisme, dekolonial aktivisme og meget mere,« uddyber han.

Mens Michael Nebeling Petersen anerkender den folkelige appel og den stemme, som MeToo har givet til mange kvinder, er han mere usikker på, hvad MeToo kan siges at have bidraget med af nyt på teoretisk og videnskabeligt plan.

»Meget af det tankegods om at sige fra, at kræve retten til sin egen krop, at det private er strukturelt, og om at tænke køn og seksualitet bredere og som en del af magtens virke findes også i tidligere feministiske bølger. Derfor er jeg også i tvivl om, at der akademisk set er sket et paradigmeskifte, og om man kan tale om fjerde bølge på den måde,« forklarer han.

Det nye ved MeToo er til gengæld, at det er en feministisk bevægelse, der har rod i sociale medier og i en digital verden, der har gjort det muligt for bevægelsen at gå viralt og sprede sig hurtigt og bredt, påpeger Michael Nebeling Petersen:

»MeToo er jo en hashtag-bevægelse. Derfor er det nye især den medierede del af den feministiske kamp. Noget, der kendetegner tidligere feministiske bevægelser, er, at det ikke har været brede folkelige bevægelser. Spørgsmålet er, om den digitale aktivisme gør feminisme og MeToo mere folkelig?«

Kampen er stadig i gang

Om MeToo til syvende og sidst ‘blot’ bliver et mindre bølgeskvulp i den lange kvindehistorie eller en tsunami, vi vil tale om i århundreder, er endnu ikke afgjort.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at kvindekampen i skæret af MeToo i den grad stadig er i gang, pointerer Rikke Andreassen:

»Vi er i en tid nu, hvor der sker forandringer. Men der er også en stor anti-feministisk reaktion mod MeToo. Det var jo ikke sådan, at Sofie Linde bare stod frem, og så blev vi alle klogere. Hun måtte stå model til virkelig meget modstand – og der er stadig meget modstand.«

Michael Nebeling Petersen tilføjer, at den feministiske teori fortæller os, at de feministiske sejre ofte sker i bølger som med MeToo og næsten altid ledsages af et ‘backlash’, altså en modreaktion.

»MeToo og kvindekamp er ikke et projekt, hvor vi lærer, at vi ikke bare skal tage kvinder på brysterne, og så bliver verden ellers mere og mere oplyst. Det er en benhård kamp om privilegier, rettigheder og magt,« siger Michael Nebeling Petersen og fortsætter:

»Fremskridtet for kvinder kan også føles som et tilbageskridt for mænd, fordi de føler, at de giver køb på magt. Den etablerede orden vil derfor altid kæmpe igen, når vi ser de her bølger.«

Når ligestillingskampen nogensinde i mål?

Spørgsmålet er derfor også, om ligestillingskampen nogensinde når i mål. Er det et konstant tovtrækkeri, et nulssumsspil og en kamp om at vinde og tabe magt? Eller kan vi rent faktisk nå frem til en lykkelig slutning med fuldstændig ligestilling, hvor alle er tilfredse?

»Svaret er nok forskelligt, alt efter hvilken bevægelse du er en del af. Ligeløn og lige repræsentation er konkrete mål, der kan opnås. Men for mig er der nok en evig forhandling i det. Der er hele tiden nye kampe,« siger Michael Nebeling Petersen, der forsker i intersektionalitet, det vil sige undertrykkelse på tværs af forskellige kategorier.

»Kvinder har i det store billede fået det bedre siden 1960’erne. Men er livet blevet bedre for muslimske kvinder i en tid med stadig allestedsnærværende anti-muslimsk racisme? Formentlig er livet blevet hårdere og mulighederne mindre. Der er mange forskydninger i den feministiske kamp, der hele tiden kan tages,« siger han.

Rikke Andreassen mener ikke, at lige rettigheder eller ligebehandling er et urealistisk ideal:

»Målet for kønsligestilling er ultimativt, når alle, uanset deres køn, oplever at de har lige rettigheder og ikke begrænses i alle livets facetter. Det er juridisk, men også i alt fra hverdagslivet og familielivet, til hvordan du behandles i folkeskolen og på arbejdsmarkedet.«

»Det, tror jeg, godt kan opnås. Men jeg vil igen advare imod, at man ser MeToo som en kamp, der er vundet. En sejr har man ikke for evigt. Ens rettigheder kan rulles tilbage igen. Derfor skal vi stadig kæmpe for kvinders rettigheder.«