Lennon og McCartney sloges om at være nummer et

John Lennon var godt og grundigt sur den dag.

The Beatles var efter længere tids dårlig stemning gået i total opløsning. Denne gang definitivt.

John Lennon vidste, at beslutningen ikke stod til at ændre. Han mærkede sin indestængte forbitrelse, da journalisten stillede det uundgåelige spørgsmål: Hvem bærer skylden for, at musikhistoriens største bandsucces er slut?

Svaret kom som et syrligt projektil:

»Vi blev dødtrætte af at være statister for Paul.«

Ordene tog sigte mod John Lennons musikalske sparringspartner gennem mere end ti år Paul McCartney.

Faglig respekt

Historien om John Lennon og Paul McCartney er beretningen om to personligheder, der gennem et intenst samarbejdede leverede en perlerække af musikhistoriens største klassikere - 'Yesterday', 'A Hard Days Night', 'Let it be' og mange flere.

Men det er også historien om to superambitiøse egoer, der endte med at ryge i de lange Beatles-totter på hinanden.

»Det er på én gang overraskende og ikke overraskende, at Lennon og McCartney fik det besynderlige forhold, de fik,« siger Jesper Gottlieb, ekstern lektor ved Afdeling for Musikvidenskab, Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. Og med særlig interesse for The Beatles. Beatologen fortsætter:

»Det er overraskende, fordi Lennon og McCartney nærede en kolossal stor faglig respekt for hinanden. Og selvfølgelig fordi de var gode venner og gennem mange år arbejdede så tæt kunstnerisk sammen. Men studerer man deres individuelle personligheder nærmere, er deres strid knap så overraskende. Sagen er, at de havde en indædt konkurrence kørende mod hinanden. De sloges begge om at være nummer ét. Det måtte næsten ende galt,« fastslår forskeren.

\ Læs mere

Beatles' gennembrud kom fra Sverige

Sød musik til havefest

Historien om Lennon og McCartney begynder i den engelske havneby Liverpool i slutningen af 1950'erne. Her trasker en ung John Lennon rastløst rundt med halvlangt hår, en guitar og en drøm om at blive rockstjerne. Samme drøm har den lidt yngre Paul McCartney.

»De mødes tilfældigt til en havefest i Liverpool, hvor John optræder med sit daværende band. Da han efterfølgende falder i snak med Paul, opstår der med det samme en god kemi. De har musikken til fælles. John inviterer Paul med i sit band, og derefter udvikler tingene sig hurtigt,« fortæller Jesper Gottlieb.

Det står snart lysende klart for John Lennon, at han ikke længere er det naturlige førstevalg af bandleder. I Paul McCartney har han mødt sin musikalske ligemand, og sammen sætter de helt nye standarder for rockmusikken. The Beatles ser dagens lys, og få år senere er verdenshistoriens største bandsucces en realitet.

»I begyndelsen af Beatles-epoken nyder Lennon og McCartney deres tætte samarbejde. De skriver og komponerer musik med hinanden som målestok, og de skiftes til at sætte niveauet højere og højere. Begge kan se, at de i den anden har fundet den helt rigtige sparringspartner. Niveauet presses konstant til det yderste, og i dette vanvittigt ambitiøse samarbejde opstår det ene mesterværk efter det andet. Samarbejdet var ren magi,« siger Jesper Gottlieb og tilføjer:

»De havde et skæbnefællesskab. Begge havde de som unge mistet deres mødre. Begge brændte de for musikken.«

Balladen om Yoko

Man hvad der udadtil ligner den ultimative sammensmeltning mellem talent og venskab, ændrer sig gradvist op gennem The Beatles storhedstid i 1960'erne.

Lennon og McCartney kæmper begge om at være frontfigur i gruppen. Selvprofilering og dyrkelsen af egne kompositioner begynder at slide på deres forhold.

»I begyndelsen var John Lennon den ubestridte leder af The Beatles, men efterhånden som McCartney spiller stadigt stærkere kreativt ind, bliver det selvfølgelige i Lennons lederposition gradvist udfordret. Og da de når til udgivelsen af det berømte 'Sgt. Pepper'-album, er det indiskutabelt Paul McCartney, som har indtaget lederrollen i The Beatles. Det havde John Lennon i stigende grad svært ved at acceptere,« fortæller Jesper Gottlieb.

Og bedre bliver det ikke, da John Lennon møder sit livs kærlighed, den japansk-amerikanske avantgardekunstner Yoko Ono. De to er noget nær uadskillige, og i hende finder John Lennon en ny musikalsk legekammerat og sjæleven.

»Det gik Paul McCartney meget på. Han følte sig vraget, både personligt og musikalsk, og derudover har han utvivlsomt oplevet det som værende vildt forstyrrende, at John Lennon ustandseligt slæbte Yoko Ono med i musikstudierne,« siger Jesper Gottlieb.

\ Læs mere

Hjerneforskere: Derfor udvikler sprog og musik sig gennem tiden

Ender i retten

Historien eskalerer. I 1968 under indspilningen af dobbeltalbummet 'White Album' er forholdet mellem John Lennon og Paul McCartney så anstrengt, at de arbejder i hvert deres studie. Og året efter meddeler John Lennon, at han vil forlade The Beatles.

De andre overtaler ham til at blive, men bruddet er ikke længere til at komme uden om. Året efter er det Paul McCartney, der har fået endegyldigt nok. Bruddet er voldsomt. Uenighed om det forretningsmæssige partnerskab ender i retten.

»Det afføder en kold luft, der kommer til at strække sig over en del år, og hvor det fyger med syrlige drops mellem Lennon og McCartney,« siger Jesper Gottlieb og nævner som eksempel ordene 'I don't believe in Beatles' fra John Lennons første soloalbum.

Selvom der i slutningen af 1970erne opstod en vis form for tilnærmelse mellem de to stridshaner, var der intet, som tydede på, at de ville finde sammen igen. Dertil havde ti års kamp om være verdens største musik-ikon ødelagt alt for meget. Og historien fik da også en både dramatisk og ulykkelig udgang. 8. december 1980 skydes John Lennon ned på åben gade - mere end 20 års venskab og opslidende personfejde ender brat.

»Det var uden tvivl traumatisk for Paul McCartney. Med Lennons død mistede han en personlighed, der engang havde været en nær ven. Han mistede sit livs vigtigste musikalske sparringspartner - og han mistede også drømmen om, at de måske engang kunne forsones igen. Som Lennon og McCartney.«

\ Læs mere

Derfor skreg pigerne, da de så The Beatles

\ Læs mere

Da Chopin og Schubert snuppede The Beatles’ førsteplads