Hjerneforskere: Derfor udvikler sprog og musik sig gennem tiden

Musikken er ikke, hvad den har været.

Sådan har du måske hørt dine forældre sige. Eller også er det dig selv, der siger det, mens du febrilsk bladrer handskerummet igennem efter dit betroede album med Dire Straits. I så fald har du ret.

De sange, der bliver spillet i radioen i dag, lyder anderledes, end de gjorde i 90’erne, 80’erne og 70’erne. Og hvis du hører unge mennesker tale sammen i dag, lyder det heller ikke, som det har gjort.

Der kan være mange årsager til, at musikken og sproget udvikler sig gennem tiden, men nu mener forskere fra Aarhus Universitet at have fundet i hvert fald én af dem: mangel på kapacitet i vores hjerner.

I et studie har de skannet 51 menneskers hjerner og fået dem til at lære melodier, som de skulle gengive. De personer, der havde færrest såkaldt aktive eller funktionelle forbindelser i hørebarken i hjernen, lavede også mest om på melodien.

»Vores hjerne har kun begrænsede ressourcer. Det er ikke nogen perfekt datamaskine. Men begrænsningen er i virkeligheden også det, der skaber fremdrift,« siger Peter Vuust, der er professor på Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet og medforfatter på det nye studie.

Studiet er for nylig udkommet i det videnskabelige tidsskrift eLIFE.

Forsøgsdeltagere spillede musikalsk 'hviskeleg'

I det nye studie blev 51 deltagere uden musikalsk baggrund lagt i en såkaldt MR-skanner, der kan måle hjernens aktivitet ved at følge blodgennemstrømningen.

Her skulle de faktisk bare slappe af, mens forskerne kiggede efter, hvor mange aktive forbindelser de havde mellem de to hørecentre, vi har i hørebarken, der sidder i tindingerne.

Men efter skanningen blev de sat på arbejde.

De blev udsat for et spil, der minder om ‘hviskelegen’, som du måske kender fra din barndom. Den, hvor én person i en gruppe fortæller en historie til den næste, som fortæller videre. I løbet af turen ændrer historien karakter, og én fjer bliver til fem høns.

I laboratoriet skulle deltagerne dog ikke fortælle historier, men spille melodier.

I første del af spillet skulle de lære flere forskellige simple melodier, som bestod af fem toner.

Samtidig med at de hørte tonerne, fik de vist et billede af et ansigt, som viste en følelse. For eksempel glæde eller sorg.

I anden del af spillet skulle de spille melodierne for en anden person på et keyboard med fem toner. Når de fik vist det glade ansigt på et billede, skulle de spille den melodi, som blev forbundet med det glade ansigt.

»Her kunne vi se, at jo stærkere forbindelser personen havde mellem de to hørecentre, des bedre evne havde de til at gengive melodierne korrekt,« siger Massimo Lumaca, der er adjunkt på Center for Music in the Brain og førsteforfatter på det nye studie.

Deltagere med dårlige forbindelser var mere innovative

De personer, der havde de dårligste forbindelser i hørebarken, lavede altså mest om på melodierne.

Nu tænker du måske, at det er dårligt nyt for de personer, men ifølge Peter Vuust udtrykte de en større evne til at udtrykke sig kreativt.

»Det er enormt interessant. Det svarer til, at jo bedre de er til at høre, des mindre innovative er de. Det kender man også fra musikken. Kunstnere, der objektivt set har nogle begrænsninger i deres musikalitet, kan ofte være meget nyskabende og interessante,« siger Peter Vuust.

Ifølge Peter Vuust er det en af årsagerne til, at musikken og sproget ændrer sig fra generation til generation.

»Vores hjerner er ikke indrettet helt ens, og derfor gengiver vi altså ikke det, vi har hørt, fejlfrit. Og det er en god ting. For ellers ville musikken lyde ens hele tiden,« siger han.

LÆS OGSÅ: Gråd, latter og nostalgi: Hvorfor kan musik aktivere vores følelser?

Fejl driver udviklingen - uanset om vi vil det eller ej

Ifølge Peter Vuust tyder studiet altså, på at fejl, uanset om vi vil det eller ej, vil føre musikken og sproget nye steder hen.

Han sammenligner det med den udvikling, der sker, når man taler med en fireårig.

»Børn i den alder er rigtig sjove at kommunikere med, fordi de i mangel på ord er nødt til at opfinde nye og se, om de virker. Det er en mangel på kapacitet, som i virkeligheden driver en udvikling,« siger Peter Vuust.

LÆS OGSÅ: Dine gener afgør, hvordan musik påvirker dig

En faktor blandt mange

Der er naturligvis mange faktorer, der gør sig gældende, når en ny musiker finder sin egen lyd. For eksempel kan man forestille sig, at det er en fordel ikke at lyde som alle andre, hvis man vil blive lagt mærke til.

Ifølge Peter Vuust viser forsøgene da heller ikke hele årsagen til, at musik og sprog ændrer sig med tiden, men en fundamental del af den, fordi det sker helt af sig selv.

»Virkeligheden er meget kompleks, og det her er en lille del af det store billede. Det er klart, at der ofte ligger en bevidst intention bag, når vi til daglig laver musik eller bruger sproget kreativt,« siger Peter Vuust og understreger:

»Det, vi har opdaget, er noget, der sker, uanset om vi vil det. Forsøgspersonerne bliver ikke bedt om at være opfindsomme, men om at gengive melodien så godt som de kan,« siger Peter Vuust.

LÆS OGSÅ: Evolution i sprog: Dovenskab har ændret ord

Lektor: Meget inspirerende studie

På Brain and Sound Lab på Basel Universitet i Schweiz forsker lektor Tania Rinaldi Barkat også i, hvordan hjerner reagerer på lyd. Og hun er meget begejstret for det nye studie.

»Det er superinteressant. Og det er også fuldt ud muligt, at denne forskel i vores hjerner kan drive udviklingen af sprog. Det er endda muligt, at der er noget udover vores genetik og erfaring, som påvirker, hvor gode vi er til at gengive lyd. Det er et studie, der åbner mange interessante døre,« siger hun.

Hun spekulerer i, om der kunne være nogle anatomiske forskelle på spil, og det vil hun faktisk gerne selv undersøge i fremtiden.

Men det er svært at se de helt små mekanismer, når man studerer levende menneskers hjerner. Derfor forsker Tania Rinaldi Barkat også hovedsageligt i musehjerner.

»Vi kan selvfølgelig ikke bede mus om at spille toner på et keyboard, som de har gjort i studiet her, men vi kan faktisk undersøge, hvad der aktiveres i hjernen i en højere detaljegrad, fordi vi kan tillade os at sætte en elektrode i hjernen på musen,« siger hun.

Og tro det eller ej, mus kan også høre forskel på toner og få forskellige indtryk ud af dem, fortæller hun.

»Vi kan se det tidsmæssige aspekt. Vi kan se, når noget lyser op i hjernen, og vi kan se, hvor stor påvirkningen er fra forskellige lyde. Vi kan også se, hvilke hjerneceller der gør hvad, og identificere forskellige celletyper, så det kunne være interessant at undersøge nærmere, hvilke mekanismer der kan ligge til grund for opdagelserne i studiet her,« slutter hun.

LÆS OGSÅ: Sproget er en færdighed, som ikke bliver svækket med alderen

Amerikansk forsker: Paradoksale effekter påvirker os mere, end vi troede

Michael Ullman, professor på Department of Neuroscience og direktør for Brain and Language Lab på Georgetown University i USA, finder det nye studie interessant.

»Det, som slår mig mest, er, at det er et godt eksempel på, hvordan noget, som kunne tolkes som en svaghed, i virkeligheden kan være en styrke, da de personer, der havde færre funktionelle forbindelser, viste mere musikalsk opfindsomhed,« skriver han i en e-mail til Videnskab.dk.

Han fortæller, at den slags effekter, hvor der både er tale om fordele og ulemper, kaldes paradoksale effekter, og dem opdager vi i øjeblikket flere af.

For eksempel får mange patienter med Parkinsons sygdom sprogproblemer, og i et af de studier, Michael Ullman og hans kolleger udgav for nyligt, viste det sig, at kvinder med Parkinsons lavede færre sprogfejl end mænd, fordi de kompenserede ved at gøre brug af et huskesystem, som typisk er stærkere hos kvinder. Til gengæld førte det til andre fejl.

Det studie kan du læse mere om i boksen under artiklen.

LÆS OGSÅ: Fra Springsteen til Bruno Mars: Sådan har opskriften på et hit udviklet sig

LÆS OGSÅ: Forskerens favorit: Hvad sker der i hjernen, når vi hører musik?