Kongreshøring om UFO’er: Blev vi klogere?
Nye vidneudsagn har pustet liv i gamle konspirationsteorier, men der er egentlig ikke noget nyt, skriver Videnskab.dk's faste rumskribenter.
Nye vidneudsagn har pustet liv i gamle konspirationsteorier, men der er egentlig ikke noget nyt, skriver Videnskab.dk's faste rumskribenter.

26. juli 2023 var der en meget omtalt høring om UFO'er i den amerikanske kongres - men spørgsmålet er, om vi blev klogere.
For at gøre en lang historie kort, så er vores vurdering, at det blev vi ikke. Der er nemlig ikke på noget tidspunkt blevet fremlagt nogle konkrete beviser for de påstande, som blev diskuteret.
Men alene dét, at høringen fandt sted, viser, at hér er et emne, der optager både politikere og en stor del af den amerikanske befolkning.
Det måske vigtigste resultat er, at emnet nu er blevet så respektabelt, at selv store etablerede medier som The New York Times, The Washington Post og flere af de største TV-stationer behandler UFO'er som seriøst nyhedsstof – noget, der ikke bare handler om ’små grønne mænd’, men et emne som også har betydning for USA's sikkerhed.
Høringen fandt sted, fordi den tidligere efterretningsofficer David Grusch er kommet med to påstande, baseret på samtaler han har haft med folk, der direkte arbejder med UFO'er.
De to påstande lyder som følger:
Disse samtaler har Grusch haft, fordi han har en baggrund fra både The National Geospatial-Intelligence Agency (NGA) og The National Reconnaissance Office (NRO).
I perioden 2019-2022 har han deltaget i den helt officielle undersøgelse af UFO-fænomenet.
Denne undersøgelse foretages af en ny organisation under forsvarsministeriet, kaldet The All-domain Anomaly Resolution Office (AARO) og ledes af Sean M. Kirkpatrick, der er professor i fysik.
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Disse påstande har naturligvis vakt en enorm opmærksomhed, fordi David Grusch efter alt at dømme har en meget høj troværdighed. Det har så ført til, at politikerne i kongressen gerne ville udspørge ham om disse påstande.
Som forventet kom Grush ikke med nogle beviser, men kun med andenhåndsberetninger.
Han fortalte, at han »som følge af mine officielle pligter blev informeret om et langvarigt såkaldt reverse engineering-program, som jeg blev nægtet adgang til.«
Reverse engineering betyder, at man ved mere eller mindre at skille en UFO ad og forsøge sig frem håber på at kunne finde ud af, hvordan den virker.
Grusch sagde også, at USA har hentet »ikke-menneskeligt« biologisk materiale, som stammer fra piloterne, og at denne vurdering kom »fra personer med direkte viden om programmet, jeg talte med, som stadig arbejder på projektet«.
Under afhøringen bekræftede Grusch, at han havde kendskab til mennesker, der var kommet til skade eller var blevet såret som følge af regeringens bestræbelser på at skjule UFO-oplysninger.
Direkte adspurgt om han havde »frygtet for sit liv«, svarede Grusch: »Ja bestemt,« men tilføjede, at han ikke var i stand til at give detaljer undtagen inden for en SCIF.
SCIF står for Sensitive Compartmented Information Facility og er et rum beskyttet mod enhver form for aflytning, hvor man så kan udveksle klassificerede oplysninger.
Man har naturligvis kun adgang til et sådant rum, hvis man ikke selv medfører nogen form for elektronisk udstyr.
Måske bliver næste skridt at flytte en ny høring til et sådant rum – vi får se.
AARO, der jo undersøger fænomenet, kom med følgende officielle kommentar:
»Til dato har AARO (All-domain Anomaly Resolution Office) ikke opdaget nogen verificerbar information, der kan underbygge påstande om, at noget program vedrørende besiddelse eller reverse-engineering af noget udenjordisk materiale har eksisteret i fortiden eller eksisterer i øjeblikket. AARO er forpligtet til at følge dataene og deres undersøgelser, uanset hvor de fører hen.«
Chefen for AARO, Sean Kirkpatrick, er også kommet med en ret skarp personlig reaktion:
Hvem skal man tro på?
Ud over David Grusch var der også inviteret to piloter, som selv har observeret UFO'er.
Den ene var David Fravor, som fortalte at han og tre andre militærpiloter så en hvid Tic Tac-formet genstand i 2004, svævende under deres jetfly og lige over Stillehavet.
Da han sænkede flyvehøjden for at se nærmere på genstanden, begyndte den at stige op og nærme sig hans jagerfly.
Han fortalte også, at genstanden ikke havde nogen synlige rotorer, vinger eller udstødning.
Han hævdede, at genstanden derefter forsvandt, kun for at dukke op igen et par sekunder senere, men denne gang blev det opdaget 100 kilometer borte.
Fravor fortalte udvalget, at den teknologi, han og hans team stødte på, trodser enhver logisk forklaring:
Den anden pilot hedder Ryan Graves, og han har tidligere rapporteret at have set uidentificerede luftfænomener ud for Atlanterhavskysten »hver dag i mindst et par år«.
Han sagde, at andre unavngivne piloter var stødt på »mørkegrå eller sorte terninger inde i klare kugler«, hvor »spidsen eller spidserne af kuben rørte ved indersiden af kuglen«.
Disse beretninger viser, at i hvert fald nogle af observationerne kan være ganske svære at forklare.
Men at de er svære at forklare betyder ikke, at en naturlig forklaring er udelukket. UFO-sagen er nemlig kendetegnet ved, at man ofte først finder en naturlig forklaring på en i første omgang uforklarlig observation efter et langt og tålmodigt detektivarbejde.
For at forstå både UFO-sagen og høringen er det vigtigt at gøre sig klart, at man kan tilgå emnet på to måder:
Den politiske virkelighed i USA er, at et meget stort antal amerikanere forstår UFO'erne gennem konspirationsteorier, måske fordi den mere videnskabelige tilgang i langt de fleste tilfælde giver det resultat, at det man har set på himlen ikke er et rumskib, men noget mere velkendt som Venus, et fly, en ballon eller noget andet – eller der er for få data til at komme med en forklaring.
Det er derfor let at forstå, at konspirationsteorier for mange mennesker er meget mere spændende, og her kan man kun sige, at David Grusch taler direkte ind i den amerikanske UFO-mytologi med sine påstande.
Hvis man har set Science Fiction-filmen ’Independence Day’ fra 1996, kan man se, at filmen fortæller næsten nøjagtig den samme historie som Grusch.
Her har vi nok en del af forklaringen på, at han er blevet så kendt.
Man behøver bare at besøge byen Roswell i New Mexico for at se, at der også er en egentlig UFO-industri, som om ikke andet lokker en masse mennesker til byen.
Det er klart, at der er et økonomisk incitament til at holde mysteriet ved lige – var det virkelig bare en nedstyrtet ballon, som den officielle historie lyder?
Om Grush taler sandt eller ej, kan vi naturligvis ikke afgøre med sikkerhed, men vi vælger at følge den amerikanske astronom Carl Sagans berømte sætning fra TV-serien 'Cosmos', hvor han udtalte, at »extraordinary claims require extraordinary evidence«, hvilket betyder, at ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser.
I dette tilfælde er den eneste form for bevis, der kan accepteres, at vi får både UFO'erne og ’de biologiske rester’ at se.
Vi har omtalt en UFO-observation foretaget af Fravor, og den er ikke helt enestående: Man ser noget, som kan manøvrere på himlen på en måde, som intet jordisk fartøj kan eftergøre.
Det første, man skal gøre, er at søge en naturlig forklaring, hvilket godt kan kræve en del arbejde.
Vi kan anbefale denne hjemmeside, hvor man ser på de videoer, amerikanske piloter har optaget, men der findes på nettet også mange andre muligheder.
Tilsyneladende uforklarlige observationer er ikke noget nyt, men sandheden er, at langt de fleste observationer har en naturlig forklaring, og der, hvor man ikke kan finde en god forklaring, skyldes det ofte mangel på data.
Det spændende er naturligvis, om der i den lille rest af uforklarlige observationer, som alle indrømmer eksisterer, gemmer sig noget. Det behøver ikke at være et rumskib – det kan også være et ukendt naturfænomen eller noget helt andet.
Vejen frem må være at søge at observere UFO'er med en lang række videnskabelige instrumenter, men et sådant projekt vil både tage tid og koste penge – men det er, som vi ser det, den eneste vej frem.
Hvad angår Grusch og hans påstande, kom vi til at tale om, hvorfor der aldrig er faldet en UFO ned i Herning eller på Fyn, hvor vi selv bor.
UFO'er er set over hele verden, dog mest i USA og Europa gennem meget lang tid, sandsynligvis gennem flere hundrede år.
Det lyder meget mærkeligt, at det altid lykkes amerikanerne at snuppe en nedfalden UFO og tage den med hjem, uden at nogen opdager det.
Vi kan garantere for, at hvis der faldt en ned i Langesø-skovene uden for Odense, ville vi være der med det samme – og det ville pressen også.
Det er simpelthen umuligt for et enkelt land at holde en sådan global historie hemmelig.
Hvorfor har vi aldrig hørt om den klokkeformede UFO, der faldt ned i Italien i 1933, og som Grusch siger, at amerikanerne fik fat på efter krigen? Italien havde da også i 1933 en presse, som nemt kunne få fat på en sådan historie.
En af verdens førende SETI-forskere, astronomen Seth Shostak har givet nedenstående kommentar, som vi kun fuldt kan tilslutte os:
»Så er rumvæsnerne ankommet? Fra videnskabens synspunkt er der stadig ingen gode beviser for det, kun et 'argument ud fra autoritet'. David Grusch siger, at de er her. Men enten kan han ikke bevise det, eller også vil han ikke. Indtil han gør det, bør vi betragte hans historier som netop dét: Historier.«