Efter i lang tid at have levet i stilhed, blev UFO'er pludselig igen et emne, som pressen interesserede sig for.
Det skete brat i juni 2021, da det amerikanske efterretningsvæsen udsendte en officiel rapport over, hvad man vidste om emnet, og som noget nyt direkte indrømmede, at der var observationer, man simpelthen ikke kunne forklare.
I denne artikel vil vi se lidt på, hvad der er sket siden da.
Man kan roligt sige, at rapporten har sat gang i en ny og nok meget tiltrængt udforskning af UFO-fænomenet.
Det er endda muligt, at forskningen nu vil ske på en ny måde, som måske har en bedre mulighed for at skaffe os en mere sikker viden om dette meget gådefulde fænomen.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk.
UFO'er har en lang forhistorie
Vi har kendt til UFO'er i mindst 75 år, og hvis man skal tro gamle beretninger måske meget længere tilbage i historien.
Men for de fleste begyndte UFO-historien 24. juni 1947, da Kenneth Arnold fra sit lille privatfly så ni skinnende objekter med en fart, han anslog til 2.000 km i timen, da han fløj nær vulkanen Mount Rainer i Staten Washington.
Hvad ingen kunne forudse var, at det bare var begyndelsen på en lang række af observationer, og meget hurtigt blev der stort set sat lighedstegn mellem UFO'er og rumskibe fra andre planeter.
Emnet blev behandlet både i bøger og som inspiration til film – og rygterne om en nedstyrtet UFO i Roswell i New Mexico var bare med til at gøre UFO'erne endnu mere interessante.
Men gradvist blev det klart, at langt de fleste observationer havde en naturlig forklaring, som alt lige fra planeten Venus, til fly, balloner, meteorer, skyformationer og lignende.
Amatørforeninger som SUFOI her i Danmark indsamlede observationer, men selv om der var en rest af hændelser, som man ikke umiddelbart kunne forklare, kom der ikke noget gennembrud.
Problemet var, at det, man havde at arbejde med, var visuelle observationer foretaget af personer, som nok er blevet overraskede over pludselig at se noget ukendt på himlen.
Der var kun få observationer foretaget af instrumenter som radar, og de få fotografier, der optrådte, blev ofte afsløret som falsknerier. Man manglede simpelthen præcise data.
Men det ændrede sig brat i juni 2021, da det amerikanske efterretningsvæsen udsendte en officiel rapport over hvad regeringen vidste. Denne rapport har vi tidligere omtalt i to artikler på Videnskab.dk: 'Hvad er UFO’er? Her er, hvad 75 års søgen har lært os' og: 'Hvad afslører Pentagons UFO-rapport?'
Rapporten gjorde os ikke meget klogere, men den viste, at der eksisterer et ukendt fænomen, som bør udforskes nærmere.
Det ændrer dog intet ved, at det store flertal af observationer har en helt naturlig forklaring. Udfordringen er nu at finde metoder, som kan give os svaret på, hvad det ukendte fænomen er.
Ni sider, der startede det hele
Den rapport, der blev udsendt 25. juni 2021, var ganske kort, på kun ni sider.
Dens officielle navn er 'Preliminary Assessment: Unidentified Aerial Phenomena', på dansk: 'Foreløbig vurdering: Uidentificerede luftfænomener'. Det gøres altså fra starten klart, at rapporten ikke har nogle endelige svar.
Selv om rapporten ofte omtales som 'Pentagon-rapporten', er den udsendt af The Office of Director of National Intelligence (ODNI). Her koordineres efterretningsvirksomhed, og her udarbejdes den daglige rapport til præsidenten om, hvad der sker i verden.
Den nuværende leder af ODNI er Avril Haines, der er den første kvinde på posten. Hun er udnævnt af præsident Biden og tiltrådte samme dag som Biden, nemlig 21. januar 2021.
I rapporten er betegnelsen UFO (Unidentified Flying Object/ Uidentificeret Flyvende Objekt) erstattet med UAP (Unidentified Aerial Phenomena/ Uidentificeret fænomen i luftrummet) for ikke straks at sætte lighedstegn mellem UFO'er og rumskibe fra andre planeter.
Om denne navneændring vil hjælpe, er nok tvivlsomt. Vi vil i denne artikel anvende begge betegnelser.
Rapporten omtaler 144 observationer foretaget siden 2004, hvoraf 80 er foretaget med forskelligt måleudstyr, som radar, videooptagelser og infrarøde målinger. Der drages tre konklusioner:
- UAP-fænomenet er ægte. Der er virkeligt noget ’derude’, som vi ikke ved hvad er.
- Der er observeret bevægelser og manøvrer, som ikke kan forklares med nogen kendt teknologi.
- Fænomenet kan udgøre en risiko for flysikkerheden, da der er rapporteret om 11 tilfælde, hvor piloter var bange for at kollidere med en UAP. UAP'er kan også udgøre en risiko for den nationale sikkerhed, da de ofte observeres nær militære anlæg.
Disse bare ni sider har faktisk sat gang i en masse. Man kan mærke et ønske om en gang for alle at trænge til bunds i mysteriet. Selv med den rette videnskabelige indstilling er det en ganske vanskelig opgave, men hertil kommer, at der er ’lig i lasten’.
Roswell-hændelsen er et godt eksempel. Efter talrige undersøgelser tyder alt på, at der var tale om nedstyrtning af ballon, som skulle overvåge atomprøvesprængninger. Men konspirationsteoretikerne er stadig overbeviste om, at der var tale om en nedstyrtet UFO, og der har endda cirkuleret videoer, som påstås at vise en død rummand. Og byen lever godt af berømmelsen…
Det er netop de mange konspirationsteorier, som har gjort det vanskeligt at udføre en egentlig videnskabelig undersøgelse.
I mange år har UFO'er været et emne, som de fleste seriøse videnskabsmænd ikke har ønsket at beskæftige sig med – men det er måske ved at ændre sig.
De første reaktioner - USA opretter et 'UAP-office'
Kongressen i USA reagerede forholdsvis hurtigt på rapporten fra 25. juni med et ønske om, at der blev foretaget, hvad vi nok vil kalde, en uvildig undersøgelse.
Det skulle ske ved at skabe en organisation, som skal udføre en ’koordineret indsats’ med at indsamle og analyse data relateret til UAP-fænomenet.
Det afgørende skridt blev taget af senator Kirsten Gillibrand (demokrat), som 9. december 2021 fik indsat en ændring i forsvarsbudgettet til at skabe et ’UAP-office’, der skal indsamle og analysere rapporter.
Senator Gillibrand gav ifølge det amerikanske medie The Hill følgende begrundelse:
»Vores nationale sikkerhedsbestræbelser er afhængige af luftoverherredømme, og disse fænomener udgør en udfordring for vores dominans over luften. At være på forkant med UAP-observationer er afgørende for at bevare vores strategiske forspring og holde vores nation sikker.«
Her glemmer Gillibrand ganske, at UAP-fænomenet ikke er et amerikansk fænomen. Det er observeret over hele verden i mange hundrede år.
Hvor langt tilbage er umuligt at sige, men der er 2.000 år gamle beretninger fra romertiden, som minder meget om UAP-fænomenet.
Som et eksempel er her en beretning fra den romerske historiker Plutarch om et slag år 74 f.v.t. mellem en romersk hær og kong Mithridates 6 fra Anatolien, i dag Tyrkiet. Her skrev han:
»Uden tilsyneladende vejrændringer brast himlen i stykker, og et enormt, flammelignende legeme blev set falde mellem de to hære. I form lignede den mest en vinkrukke, og farven var som smeltet sølv. Tusindvis af tilskuere, inklusive kong Mithridates 6 selv, bekræftede historiens sandhed.«
Naturligvis skal man være forsigtig med så gamle beretninger, men der er flere af dem. Hvis UAP-fænomenet både er globalt og kan føres langt tilbage i historien, så har næppe noget at gøre med amerikansk sikkerhedspolitik.
Men Gillibrand vidste, hvad hun gjorde. For ved at fremhæve sikkerhedsaspektet kunne hun få den nødvendige opbakning – også fra to republikanske senatorer – til, at programmet nu er blevet til virkelighed.
Der har været officielle undersøgelser før, som Project Blue Book, Project Grudge og andre, som ikke er kommet et svar nærmere på de uforklarlige UFO'er.
Det afgørende er, om man nu vil begynde på en ny måde at indsamle og analysere data. Her er det muligt, at det private Galileo-projekt kan vise vejen.
Galileo-projektet
Galileo-projektet ledes af professor Avi Loeb fra Harvard University, der blev kendt for sin teori om, at det mystiske, cigarformede rum-objekt 'Oumuamua, som passerede gennem Solsystemet 2017-2018, kunne være en rumsonde.
Denne teori blev beskrevet i bogen ’Extraterrestrial’, som er oversat til dansk under titlen: ’Er vi alene’.
Avi Loeb er en anerkendt videnskabsmand, og det har gjort det muligt for ham at samle en gruppe af kolleger, der i 2021 under navnet Galileo har startet et projekt med tre formål:
- Undersøge UAP–fænomenet. Dette skal ske ved at foretage målinger med instrumenter, der er placeret her på Jorden, og altså ikke nøjes med observationer foretaget af tilfældige observatører, der har set et eller andet på himlen.
- Undersøge Interstellar Objects (ISO). Interstellare objekter er asteroider, kometer eller andet, som ikke hører til i Solsystemet, men som bare passerer gennem det. Oumuamua, som Loeb jo mener kan være en rumsonde fra et andet solsystem, er netop et eksempel på et interstellart objekt.
- Eftersøgning af ETC-satellitter. ETC står for Extraterrestrial Technological Civilizations. Tanken er, at sådanne civilisationer kan have placeret satellitter i Solsystemet, måske endda i bane om Jorden, for at overvåge udviklingen.
Pengene til Galileo kommer fra private donationer, og projektet er detaljeret beskrevet på hjemmesiden her.
Loeb har desuden selv beskrevet projektet i tidsskriftet Scientific American. Artiklen kan læses her.
Skal observere himmelrummet 24/7
Vi vil her nøjes med at se på den del af Galileo, som omhandler UAP-fænomenet. De to andre opgaver omtales på hjemmesiden.
Her er det afgørende, at der er tale om en overgang fra at basere forskningen på kvalitative (beskrivende) observationer til målinger, som kan udtrykkes i tal og billeder – det, vi kalder kvantitative målinger.
Det skal ske ved en 24/7-overvågning af himmelrummet med instrumenter, som er særligt egnede til at undersøge fænomenet.
I betragtning af, hvor flygtige observationer kan være, skal instrumenterne kunne aktiveres automatisk, hvis der er tegn på en observation.
Planen er at bygge ubemandede observatorier, som bliver udstyret med en lang række instrumenter. Instrumenterne vil overvåge vejret, detektere magnetisk feltstyrke og opfange lyd, radarsignaler samt overvåge himlen for ’lyskilder af interesse’ - ikke bare i synligt lys, men også i infrarødt og ultraviolet lys.
Galileo-projektet vil bruge kunstig intelligens (AI) til at frasortere observationer af naturlige fænomener eller fejlobservationer, som skyldes selve instrumenterne.
De observationer, der ikke er frasorteret, vil derefter blive analyseret, for at afgøre om der er tale om fænomener, der kan forklares med kendt fysik, eller om der er tale om noget, der kræver mere forskning for at forstå, hvad det er man har observeret.
Man håber på i disse tilfælde, at stationernes instrumenter kan nå at indsamle mange forskellige data: Størrelse, form, billeder og spektre indsamlet i synligt lys, infrarødt og ultraviolet.
Man vil også lytte efter lyde og måle eventuelle magnetiske anomalier.
Man tilstræber fuld åbenhed og håber at kunne indsamle data af så god kvalitet, at de kan publiceres i videnskabelige tidsskrifter.
Det er nok sandsynligt, at når det drejer sig om UAP-fænomenet, så vil den amerikanske regering nok vælge at gøre stort set det samme som Galileo, altså at lægge vægt på kvantitative målinger.
Udfordringerne ved at undersøge UAP-fænomener
Det er helt sikkert, at der er nogle sider af UAP-fænomenet, som virkelig er en udfordring for vores nuværende tekniske forståelse.
To af de vigtigste fænomener er:
- manøvregenskaber
- og opførsel
Begge dele er meget vanskelige at forstå. Det bliver derfor meget interessant at se, om nye data vil bekræfte den smule, vi mener at vide i dag.
Lad os tage manøvreegenskaberne først.
Der er observeret både en stilfærdig svæven samt hastigheder på op til mange tusinde kilometer i timen og endelig en fuldstændig uforståelig evne til at kunne foretage meget bratte kursændringer og at kunne accelerere eller bremse, så genstanden (hvis det er et fysisk objekt) udsættes for en g-påvirkning på op til 1.000 gange Jordens tyngdekraft.
Det svarer lidt til den påvirkning, man vil opleve i et fly, der for fuld fart rammer et bjerg, men det ser ikke ud til at genere UAP'erne det fjerneste.
\ Om g-påvirkning
G-påvirkning, belastninger, der opstår pga. accelerationskræfter, f.eks. når et fly retter op fra et dyk eller drejer skarpt.
G-påvirkningen måles i enheder af tyngdekraftens acceleration (g).
Hvis en genstand udelukkende udsættes for tyngdekraften, er påvirkningen 1 g; ved 0 g er genstanden vægtløs.
Et sundt menneskelegeme kan klare op til 10 g i meget kort tid.
Kilde: Lex.dk
Hvis der er tale om fysiske objekter, så er de energier, der skal til at udføre sådanne manøvrer, fuldstændig fantastiske og bestemt ikke noget, som et levende væsen kan overleve.
Hertil kommer, at UAP'er kan gennembryde lydmuren uden et brag, og at UAP'er overhovedet ikke har en aerodynamisk udformning, for slet ikke at tale om vinger.
Analyser af en berømt observation fra 2004 fra hangarskibet USS Nimitz viser problemets størrelse.
Der blev observeret flere UAP'er, som hurtigt ændrede højde, og hvor hurtigt, det gik, blev også målt fra krydseren USS Princeton.
Oplysningerne her stammer fra et studie fra 2019 i tidsskriftet Entropy, som en efterforsker ved navn Kevin Knuth, en lektor i fysik ved universitetet i Albany i New York, er hovedforfatter på.
Objekter blev sporet, mens de hurtigt ændrede højder fra havoverfladen og op til højder på 6 km, 8,5 km og næsten 25 km. Der blev taget højde for usikkerheder, både i højdemålinger og tidsmålinger. Således blev der regnet med en unøjagtighed i højdemålingerne på mindst 100 meter. Men i alle tilfælde blev der beregnet accelerationer på over 1.000 g.
Er der tale om observationer af helt ukendte fænomener?
Kevin Knuths reaktion på observationerne er ifølge tidsskriftet Aviation Week and Space Technology, at: »Når vi siger, at disse ting er unormale, er de langt mere unormale, end hvad nogen forventer. Der er forskellige teorier derude nu, og det er ikke klart, hvor det er på vej hen.«
Således blev en UAP observeret at falde fra en højde på 6,5 km og ned til havoverfladen på bare 0,78 s, hvilket kræver en fart på næsten 30.000 km i timen. Knuth bemærker, at der ikke så ud til at være nogen frigjort energi ved denne manøvre.
»Til faldmanøvren antog vi, at objektet havde en masse på 1.000 kg - bare for at sætte et tal på det - og den mængde energi, der ville have været nødvendig for at bremse op, ville have været i størrelsesordenen 4,3 X 1011 Joule. Det svarer til 100 tons TNT eller den energi, der frigøres ved at sprænge 250 Tomahawk-krydsermissiler i luften samtidigt. Der skulle have været en kæmpe eksplosion, da den stoppede ved havoverfladen, og det blev ikke observeret.«
Man forstår godt Kevin Knuths kommentar: »Når vi siger, at disse ting er unormale, er de langt mere unormale, end hvad nogen forventer. Der er forskellige teorier derude nu, og det er ikke klart, hvor det er på vej hen.«
Det er den slags observationer, der kan skabe tvivl om, hvorvidt det overhovedet er fysiske objekter, vi observerer, eller om der er tale om helt ukendte fænomener.
UAP'ernes opførsel giver ingen mening
Den anden udfordring er at forstå deres opførsel, som ikke synes at give megen mening.
De kommer og går over tilsyneladende ret tilfældige steder på Jorden, og de ser ikke ud til at udrette noget.
Og hvis gamle historiske beretninger står til troende, så har de gjort det i århundreder.
UAP'er kan finde på at følge efter fly eller flygte fra fly, men i alle tilfælde virker deres opførsel meget tilfældig. De kan finde på at svæve over samme sted et stykke tid for så pludselig at forsvinde med enorm fart.
Som den afdøde amerikanske general John A. Samford, der var direktør for National Security Agency (NSA) mellem 1956-1960, har udtrykt det:
»It does not contain any pattern of purpose or of consistency« - altså, der er intet mønster af formål eller konsistens i deres opførsel.
Det næste skridt til at forstå UAP'er: Kvantitative målinger
Som vi kan se, står vi ret meget på bar bund med hensyn til at forstå UAP-fænomenet. Skal vi komme videre, er vejen frem at lægge vægten på de kvantitative målinger, altså hvad instrumenter kan fortælle os.
Der er ingen tvivl om, at mange dygtige observatører har set noget på himlen, som ikke umiddelbart kan forklares. Men det vil være mange gange lettere at finde en forklaring, hvis en beskrivelse i ord erstattes af præcise radarmålinger af bevægelse, magnetiske forstyrrelser, og det lys, UAP'erne udsender i flere forskellige bølgelængder. Og så først og fremmest nogle gode billeder.
Overgangen til kvantitative målinger vil koste mange penge. Ikke bare er instrumenterne dyre både at købe og opstille, men det bliver også nødvendigt at hente hjælp fra eksperter inden for mange områder, herunder astronomi, meteorologi og fysik. Der vil også blive brug for folk med viden om militærfly, balloner og andet, vi selv sender ud i atmosfæren.
Fra udkantsvidenskab til lødig videnskab
Det er helt afgørende at sætte data før teorier. Emnet har i alt for mange år været plaget af for mange teorier, især konspirationsteorier.
Uden gode og robuste data vil UAP-studier altid blive betragtet som udkantsvidenskab; noget, som videnskabsmænd nødigt beskæftiger sig med.
Men med gode data kan man anvende videnskabens normale måde at løse et problem på. For i sidste ende er forståelsen af UAP et videnskabeligt problem, og den forståelse får vi kun ved at anvende velgennemprøvede videnskabelige metoder.
Vi kan kun håbe, at Galileo-projektet er den begyndelse, der med tiden fører til, at der udvikles mindre transportable og automatiske observatorier, der gør det muligt for forskere og amatører over hele verden at indsamle data.
Det er nok nødvendigt, da UAP-fænomenet er globalt og bestemt ikke noget specielt amerikansk.
Men om det lykkes at trænge til bunds i mysteriet, er endnu et åbent spørgsmål.
