Kon-Tiki: Nyt studie vækker ophedet debat til live

Midt ude i det gigantiske Stillehav er hundredvis af små øer strøet ud over oceanet. Her lever polynesierne, omkranset af hav, hav og atter hav.

Men hvordan er de havnet der? Hvorfra kom deres forfædre - og hvordan i alverden kunne de nå frem til de små, isolerede øer, tusindvis af kilometer fra kontinenterne?

Spørgsmålet har givet anledning til en voldsom debat blandt forskere i løbet af det sidste århundrede. Enkelte - såsom nordmanden Thor Heyerdahl - har sågar sat livet på spil for at bevise deres teorier om polynesiernes oprindelse.

Et studie er kommet på banen, som igen vil skabe stormvejr om polynesiernes ophav. Men set med professor Eske Willerslevs øjne er studiet så overbevisende, at stormen må lægge sig, og en langvarig og voldsom debat være forbi.

»Det er et helt fantastisk studie. Det afgør en ekstremt lang og ophedet debat om, hvorvidt fortidens polynesiere og indianere mødte hinanden. Og så giver det på nogle områder vind under sejlene til Thor Heyerdahls teori, som ellers har været virkelig udskammet i det videnskabelige miljø,« siger professor Eske Willerslev fra Københavns Universitet, som har læst det nye studie i Nature for Videnskab.dk.

Heyerdahls Paradis på Fatu Hiva

Historien om Thor Heyerdahls ‘udskammede teori’ tager sin begyndelse på øen Fatu Hiva i Fransk Polynesien i 1937.

Dengang bosatte den 22-årige Heyerdahl sig på øen sammen med sin kone Liv. Det nygifte par var rejst til Stillehavet for at finde en øde ø, hvor de igennem et helt år ville leve af naturen. Afskåret fra vestlig civilisation.

»Mens de boede på Fatu Hiva, lagde de mærke til, at vinden næsten altid blæste fra øst, og strømmen også kom fra øst. Samtidig snakkede Heyerdahl med en ældre høvding, som fortalte, at ifølge den lokale legende kom hans forfader Tiki rejsende fra øst og grundlagde øens befolkning,« siger arkæolog Mads Ravn, som har forsket i Stillehavets befolkning og er bestyrelsesmedlem på Kon-Tiki Museet i Oslo.

Oplevelserne på Fatu Hiva lagde grundstenen til Thor Heyerdahls stormombruste teori: Polynesierne måtte oprindeligt være kommet sejlende fra øst, sagde Heyerdahl. Fra Sydamerika.

Fra øst eller vest?

Heyerdahls nye teori pegede i stik modsat retning af den almindelige og anerkendte historieskrivning. Dengang - ligesom i dag - var der konsensus om, at de første polynesiere oprindeligt kom sejlende fra vest; fra Asien.

»Thor Heyerdahl var i stor modstrid med andre forskere helt fra start. På et tidspunkt fremlagde han sin teori for en professor, som ikke troede på ham. Professoren sagde, at ‘hvis du er så overbevist, så tag dog og sejl derud, og bevis, at det er muligt’,« fortæller Mads Ravn, som er forskningschef ved Vejle Museerne.

Thor Heyedahl fulgte professorens råd.

Sammen med en fem mand stor besætning stævnede han ud fra Peru på en primitiv tømmerflåde, kaldet Kon-Tiki. Og efter en 101 dag lang og farefuld flydetur på knap 7.000 kilometer drev de på nærmest mirakuløs vis helskindede i land ved den polynesiske ø Raroia.

»De beviste, at rejsen fra Sydamerika til Polynesien teknisk set havde været mulig for de første polynesiere. Men det var ikke nok til at overbevise det videnskabelige samfund. Hans teori blev aldrig anerkendt blandt forskere,« fortæller Mads Ravn.

Da Thor Heyerdahl døde i 2002 var nyere genetisk forskning for alvor ved at trække de sidste tæpperester væk under hans teori: Polynesiernes gener var nært beslægtede med asiaternes.

Heyerdahl tog fejl, lød den overordnede dom. De første polynesiere kom sejlende fra vest.

Kunstigt åndedræt

Det nye studie giver imidlertid kunstigt åndedræt til teorien, som Heyerdahl tog med sig i graven.

Forskerne har undersøgt arvematerialet fra 807 polynesiere og etniske amerikanere, og de finder klare tegn på, at der har været forhistorisk kontakt mellem Sydamerika og Polynesien.

»Vores studie støtter ikke Thor Heyerdahls overordnede teori om, at Polynesien blev befolket fra det amerikanske kontinent. Men studiet giver delvist opbakning til hans kontroversielle teori, idet vi bekræfter, at kontakten mellem etniske amerikanere og polynesiere helt klart var mulig i forhistorisk tid,« fortæller en af hovedforfatterne til det nye studie, Andrés Moreno Estrada fra Human Populations Genomic Lab i Mexico, i en email til Videnskab.dk.

»Studiet tyder på, at etniske amerikanere havde genetisk og kulturel indflydelse på Polynesien i mere end fem århundreder, før europæerne ankom til regionen,« tilføjer han.

Genetisk rekonstruktion af sex

Med andre ord bekræfter studiet, at ’grundbefolkningen’ i Polynesien stammer fra Asien. Men det indikerer samtidig, at polynesierne blandede gener med etniske amerikanere omkring år 1200.

Det intime samkvem mellem de to befolkningsgrupper var formentlig forblevet en hemmelighed, hvis det ikke havde været for »nye teknologiske fremskridt og computerkraft, som gør det muligt at analysere genomer med komplekse blandinger ophav,« siger Andrés Moreno Estrada.

»Den genetiske evidens gør det muligt at rekonstruere en forhistorisk begivenhed, som ikke har efterladt sig andre konkrete spor end dem, som er indprentet i DNA’et blandt mennesker, som havde kontakt med hinanden for 800 år siden – på et af de mest øde steder på kloden,« siger Andrés Moreno Estrada til Videnskab.dk

Brikker falder på plads

For arkæolog Mads Ravn er det nye studie ikke blot »fantastisk og fascinerende læsning. Det får også en masse løse ender i historien om polynesiernes ophav til at gå op.«

Tag for eksempel den søde kartoffel. Den stammer oprindeligt fra Sydamerika, men er kommet til Polynesien længe før europæerne. Og det har rejst spørgsmålet om, hvorvidt kartoflen kunne være blevet medbragt af mennesker.

»Men modargumentet har været, at sødkartoflen ikke behøver være sejlet til Polynesien sammen med mennesker. Den kan have flydt dertil på tørv. Omvendt peger sproget også på en sammenhæng, for Zenu-stammen i Colombia kalder sødkartoflen for 'cumal'. Det minder meget om navnet 'kumal', som polynesierne bruger,« fortæller Mads Ravn.

Det nye studie konkluderer netop, at etniske befolkningsgrupper i Colombia er de mest sandsynlige kandidater til at have haft tidlig kontakt med polynesierne.

»Det sjove er, at hvis du smider en tømmerflåde i vandet i Colombia, vil den ramme lige ud for Fatu Hiva i Polynesien. Thor Heyerdahl sejlede derimod ud fra Peru, og her havde han store problemer med at komme væk fra land. Han var nødt til at blive trukket 60 kilometer ud fra kysten for at ramme strømmen,« fortæller Mads Ravn.

Professor Eske Willerslev istemmer:

»Når du ser alle brikkerne samlet, begynder det hele billedet pludselig at falde på plads,« siger han.

Voldsom debat

Det er imidlertid ikke første gang, at genetiske studier giver delvis genrejsning til Thor Heyerdahl. Eller vækker stor debat for den sags skyld.

Som du kan læse om i artiklerne Stillehavsfolk kan have sejlet som Kon-Tiki (2011) og Forskere finder gener fra amerikanske indianere på Påskeøen (2014) har to tidligere studier fundet genetiske spor efter tidlig kontakt mellem etniske amerikanere og den polynesiske befolkning på Rapa Nui, også kaldet Påskeøen.

Påskeøen ligger ekstremt isoleret i det sydlige Stillehav, og der har længe hersket gåder og mystik om, hvordan befolkningen - som også er kendt for at rejse de berømte kæmpestatuer - er ankommet til øen.

»Vi lavede to studier, hvor vi kunne vise, at der var indiansk DNA blandt folk på Påskeøen. Vi sagde ikke, at Påskeøens befolkningen oprindeligt kom fra Sydamerika, sådan som Heyerdahl foreslog, men blot at der havde været kontakt,« fortæller Eske Willerslev, som var medforfatter på de to studier i Current Biology.

»Men vores studier skabte alligevel ekstremt meget debat, og det er et godt eksempel på, hvor betændt debatten på området har været. Vi havde problemer med at få vores studier udgivet. Folk troede simpelthen ikke på os,« tilføjer han.

Var det 'bare' kolonialisme?

Kritikerne betvivlede blandt andet, at DNA-sporene vitterligt gik tilbage til tiden, før europæerne ankom til Påskeøen i 1722.

Da europæerne begyndte at kolonisere øerne i Stillehavet, medbragte de nemlig slaver fra Sydamerika.

Så måske havde Willerslev og co. slet ikke fundet DNA-spor fra fortidig kontakt mellem Sydamerika og Påskeøen – måske var det blot spor efter europæernes slaveri?

»Problemet var, at hvis DNA-sporene var fra efter europæernes ankomst, ville det slet ikke være relevant for debatten om polynesiernes potentielle kontakt med indianerne. Så ville det bare være spor efter almindelig europæisk kolonialisme, som havde ført forskellige befolkningsgrupper rundt i manegen,« forklarer Mads Ravn.

Dermed kørte debatten videre på fuldt blus, og i 2017 gik et svenskledet studie direkte i kødet på Willerslev og hans kollegers konklusioner.

Studiet analyserede DNA fra gamle skeletter fra Påskeøen. En enkelt knogle gik helt tilbage til 1445, men forskerne fandt ingen spor efter amerikanske indianere i skeletternes arvemateriale.

»De har 100 procent polynesisk ophav så langt tilbage, som vi kan se. Disse folk kom fra vest,« udtalte en af forskerne bag studiet, Pontus Skoglund, dengang til New York Times.

Altså et genetisk nakkedrag til både Willerslev og Thor Heyerdahl.

To mulige forklaringer

Spørger man Eske Willerslev kan der være to forklaringer på, at Pontus Skoglund og hans kolleger – modsat ham selv og det nye studie – ikke fandt tegn på fortidig kontakt mellem Påskeøen og Sydamerika.

»Pontus Skoglunds gruppe fik meget lidt DNA ud af de gamle skeletter. Måske har det ikke været nok til at se signalet fra indianerne,« siger Eske Willerslev og tilføjer:

»En anden mulighed er, at det ikke er alle individer på Påskeøen, som har haft indiansk DNA i sig på det tidspunkt, hvor skeletterne stammer fra. Det er meget tæt på tidspunktet, hvor mødet mellem de to befolkningsgrupper skal være sket. Så måske er det indianske DNA ikke blevet distribueret ud til hele befolkningen endnu.«

Spørger man Pontus Skoglund selv, lader det også til, at han finder det nye studie overbevisende. Da Videnskab.dk kontakter ham, har han ikke mulighed for et interview med kort varsel, men han skriver en kort kommentar til det nye studie:

»Studiet viser, hvad der for mig er interessant ny evidens for, at etniske amerikanere kan have mødt polynesiere, før polynesierne mødte europæerne. Det tyder på, at det etnisk amerikanske ophav ikke skyldes begivenheder i den nyere kolonihistorie,« skriver Pontus Skoglund, forskningsleder ved fra The Francis Crick Institute i London, i sin kommentar til Videnskab.dk.

Pilen peger på Heyerdahls paradisø

Det nye studie forsøger også at lokalisere, hvilke af de polynesiske øer der har de ældste tegn på kontakt med etniske amerikanere.

Og pudsigt nok peger den genetiske pil på Fatu Hiva. Øen, hvor 22-årige Thor Heyerdahl boede igennem et år med sin kone Liv. Og hvor han mødte en gammel høvding, som fortalte ham om sin forfader, der var kommet sejlende fra øst.

»Vores tidligste estimerede tidspunkt for kontakt er 1150 for Fatu Hiva i de sydlige Marquesas-øer. Tidsmæssigt er det tæt på kulstof 14-dateringen for bosættelsen på denne øgruppe, hvilket rejser den spændende mulighed, at polynesierne ved deres ankomst kan have mødt en lille, allerede etableret etnisk-amerikansk befolkning,« skriver forskerne i deres studie.

Med andre ord en lille håndsrækning til Heyerdahl. Det ER altså muligt, at de etniske amerikanere kom først – i hvert fald når det gælder Fatu Hiva specifikt.

Hvem besøgte hvem?

Muligheden er imidlertid ikke specielt sandsynlig, mener Eske Willerslev. For selvom studiet meget overbevisende viser, at der var kontakt mellem Sydamerika og Polynesien, så ved vi fortsat ikke, hvor på landkortet kontakten foregik.

»Spørgsmålet er, om det var indianere, som kom sejlende ud til Polynesien, eller om det var Polynesiere, som kom sejlende til Sydamerika for derefter at vende tilbage til deres øer. Det ved vi fortsat ikke,« siger Eske Willerslev.

Han påpeger, at polynesierne i forvejen havde tilbagelagt en ekstremt lang sørejse fra Asien i vest og spredt sig ud over hele Stillehavet igennem generationer (en vanvittig søfartsbedrift, som du kan læse mere om i denne artikel.).

Tanken om, at sejlkyndige polynesiere fortsatte hele vejen til Sydamerika er derfor nærliggende, mener Eske Willerslev. Han påpeger, at polynesierne kan have medbragt sydamerikanske børn, koner eller mænd, da de rejste tilbage til Fatu Hiva eller andre polynesiske øer.

»Vi ved, at polynesierne havde bådteknologien til at kunne krydse enorme strækninger. Derfor tror jeg, at det er mest sandsynligt, at det var polynesierne, som besøgte Sydamerika og ikke omvendt. Øerne er også domineret af polynesisk kultur – hvis indianerne havde ramt øerne før polynesierne, ville jeg forvente at se arkæologisk evidens af indiansk kultur,« siger Eske Willerslev.

Dermed er debatten om Heyerdahls teori – og polynesiernes kontakt med Sydamerika – nok ikke helt slut endnu. Om end de fleste nu ser ud til at være overbeviste om, at polynesierne mødte de etniske amerikanere, før europæerne kom på banen.

»Og det er trods alt en delvis genrejsning til Thor Heyerdahl,« konstaterer Mads Ravn.