Der er faldet mange knytnæveslag siden den første ’Mission Impossible’-film i rækken om actionhelten Ethan Hunt (Tom Cruise), som redder verden i umulige missioner i allersidste sekund.
Tom Cruise formår som få at fastholde publikums opmærksomhed med sine vanvittige stunts, som han er kendt for i vid udstrækning at udføre selv.
Seneste film (’Mission: Impossible – The Final Reckoning’), der havde premiere for nylig, var ingen undtagelse, og Cruises’ 62 år er tilsyneladende ingen begrænsning.
\ \ Serie: Forskerens favorit
Det bedste, du ved – det er netop, hvad vi har spurgt forskerne om i denne serie fra Videnskab.dk’s redaktion ’Forskerne Formidler’.
Vi har spurgt en række forskere om deres personlige favoritter indenfor deres forskningsfelt.
Du kommer til at læse om alt lige fra geologens yndlingsmineral og astrofysikerens yndlingsgalakse til satireforskerens yndlingssketch.
Du finder alle artikler i serien her.
Derfor er den korte ’mockumentary’ fra 2000, hvor vi er med bagom kameraet på filmen ’Mission Impossible 2’ (der udkom samme år) med Tom Cruise og hans stuntmand Tom Crooze i skikkelse af komikeren Ben Stiller, også min favorit-parodi lige nu.
Den er nemlig et førsteklasses eksempel på, hvordan selvironi kan bruges til at gøre en ellers usårlig og oppustet fremtræden mere menneskelig og relaterbar.
Den inkompetente stuntdouble
Film efter film bygger på samme oppustede præmis, nemlig at kun én mand – vores helt – kan redde verden fra de værste bagmænd, som han absolut må jage i løb, på højhastighedstog og i spring fra flyvemaskine til flyvemaskine.
Netop fordi Cruise er kendt for sin lyst til og evner udi vilde stunts, er det komisk, at han ifølge denne mockumentary skulle have samarbejdet med en så lidt kompetent stuntmand som Tom Crooze på intet mindre end 14 film.
En mand, der ikke blot har antaget skikkelse af Cruise, men også et enslydende navn, og som ikke blot spørger sig selv, hvem Tom Cruise er, men også hvorfor Tom er Cruise…?
\ Hvad er en mockumentary?
En fiktionsfilm, der bruger alle grebene fra dokumentar-genren, så det fremstår som en dokumentar. Er ofte underholdende og satiriske.
Filmen ’Borat’ og tv-serien ’The Office’ er eksempler på mockumentaries
Cruise vs. Crooze: et stilistisk sammenstød
Ben Stillers parodi på Tom Cruises stuntmand, og dermed Cruise selv, er især vellykket, fordi den i al sin plathed ventilerer den varme luft i film og figur og viser os en anden side af den feterede skuespiller: En mand med en vis portion klædelig selvironi.
I ’A Theory of Parody’ definerer den canadiske forsker Linda Hutcheon en parodi som repetition med kritisk distance, der fremhæver forskel snarere lighed.
Den kritiske distance mellem parodien i forgrunden og det, der parodieres i baggrunden, er ofte signaleret gennem brug af ironi.
En ironisk leg med konventioner, der skaber et slags stilistisk sammenstød. I dette tilfælde opstår det stilistiske sammenstød mellem, på den ene side, den tjekkede Cruise med det smukke hår, hvide smil og den veltrænede muskulatur (den parodierede), og på den anden side, den kiksede Crooze/Stiller med det utiltalende garn, ubegavede smil og den splejsede krop (parodien).
Stiller er stuntmanden, ingen ønsker sig, eller har bedt om – undtagen Cruise selv tilsyneladende. I parodien smelter de to derfor til en vis grad sammen – de afslutter endda hinandens sætninger.
Parodien ’afslører’ dermed Cruise som lidt mindre perfekt, end man ellers kunne få indtrykket af. Det klæder både Cruise og film, da ’Mission Impossible’-filmene er noget af det mest højstemte, cirkelsparkende, slow motion action, man kan opdrive.
Mere Cruise og Stiller
Hvis man ligesom mig er til Cruise-Stiller-konstellationen, kan også komedien ’Tropic Thunder’ (2008) anbefales.
Her er Stiller i hovedrollen som den fallerede actionhelt Tugg Speedman, og Cruise spiller birollen som den halvskaldede filmproducer Les Grossman med et farverigt sprog.
Rygtet lyder desuden, at der i dag arbejdes på en ny film med Les Grossman i hovedrollen. Det kan kun gå for langsomt.
Vil du gerne vide mere om teorien bag en god parodi, så kan jeg anbefale flere bøger: ’A Theory of Parody’ (1985) og ’Irony’s Edge. The Theory and Politics of Irony’ (1994), der begge er skrevet af Linda Hutcheon, samt ’Parody: Ancient, Moderne and Post-Modern’ af Margaret A. Rose (1993).
