Kriminel humor: Hvor går grænsen for, hvad man må joke med?

Mandag den 24. februar afgjorde Landsretten, at 50 vittigheder på en hjemmeside bryder med racismeparagraffen, og indehaveren af hjemmesiden blev idømt 7 dages betinget fængsel.

Grove vittigheder kan dermed få alvorlige konsekvenser, men gør dommen os klogere på, hvor grænsen går for humor?

Sagen er især opsigtsvækkende, fordi den handler om vittigheder. De afviger fra normal sprogbrug i både form og indhold, typisk ved at føje noget uvirkeligt til virkeligheden og bryde med vores forventninger.

I vittigheder kan hunde tale, skilte kan have en holdning, og selv en bregne kan svare igen. Vittigheder kan være en uskyldig leg med ord, som den om Grev Draculas veganske fætter – ja, du gættede rigtigt: Grev Rucola.

I sagen fra Landsretten er nogle vittigheder imidlertid fundet ulovlige, så at sige, med en ordlyd à la »Hvordan får du plads til seks millioner jøder i en bil?«. Svaret må du selv tænke dig til.

Selvom jokes som denne udlægger uvirkelige scenarier, har retten vurderet, at disse vittigheders indhold overtræder straffelovens racismeparagraf (som du kan læse om i faktaboksen nedenfor).

Inden vi dykker mere ned i dommens mulige betydning, så lad os først se på, hvorfor der overhovedet findes racistiske vittigheder og grænseoverskridende humor mere generelt.

Vittigheder vil os typisk noget

De fleste vittigheder er ikke uskyldige, men 'tendentiøse'. Med andre ord tjener de et formål. Det bemærkede psykoanalytikeren Sigmund Freud allerede i starten af det 20. århundrede i sit værk om 'Vitsen og dens forhold til det ubevidste' (1905).

Tendentiøse vittigheder falder i to kategorier ifølge Freud: De er enten 1) fjendtlige og tjener dermed et aggressivt formål, er satire eller et forsvar for noget, eller også er de 2) uanstændige, sjofle, og søger dermed at udstille eller afsløre noget.

Freud observerede, at de fleste vittigheder har deres udspring i følelser, vi i dagligdagen undertrykker. Lyst og seksualitet, had, død, frygt og fobier er typisk tabubelagte emner, som vi normalt holder for os selv. Det fører til en ophobning af 'nervøs energi', som vi kan få frigivet, når vi ler.

Her kan vi også tilføje galgenhumor eller sort humor, som sætter ord på døden eller svære emner som sygdom, misbrug og lignende, vi sædvanligvis har svært ved at tale om eller se i øjnene. Vittigheden bliver en ventil for energien, vi bruger på at undertrykke de svære følelser, og latteren forløser os.

Man kan altså betragte grænseoverskridende humor, herunder vittigheder med et racistisk indhold, som et slags frirum. Det er samtidig nærliggende at forstå vittigheder som en måde at nærme sig et emne med distance.

Frem for at tale frit fra leveren, bringer vi et budskab ad omveje, på en indirekte måde, med en vittighed, som måske/måske ikke skal tages alvorligt, eller helt som vores eget synspunkt. På den måde kan man beskytte sig bag en vittighed, for det var jo bare for sjov – var det ikke?

En streg i sandet, men hvor?

Tilbage til retssagen og de lovovertrædende vittigheder.

Umiddelbart betyder dommen, at også vittigheder kan overtræde loven og derfor straffes af en domstol. Og det er første gang i Danmark, i hvert fald i nyere tid.

Selv om noget er sagt eller skrevet 'i sjov', med form som en vittighed, kan indholdet vurderes med alvor og dømmes som ulovligt. Dommen udpeger en faktisk grænse for, hvad man må lave sjov med.

Men præcist hvor grænseoverskridende skal en vittighed være, for at den kan dømmes ved en domstol som ulovlig? Er det skydeskiven eller ofrene for vittigheden, der er afgørende? Altså om vittigheden udstiller en bestemt gruppe eller tro?

Er det formen på vittigheden, eller snarere graden af grovhed eller vold, der er den primært udløsende faktor? Måske det også var mængden af vittigheder, der i dette tilfælde havde en betydning for udfaldet af dommen?

Nok er dommen entydig i sin vurdering af nogle vittigheder som ulovlige, men den giver ikke umiddelbart et entydigt svar på, hvor grænsen for humor går.

Grænsen for humor afhænger af en konkret vurdering

Det er med andre ord svært at udlede noget alment gældende om grænsen for humor ud fra dommen om de ulovlige vittigheder.

Den ændrer dermed ikke på, at man altid må foretage en konkret vurdering af en vittighed og de omstændigheder, der omgiver den. Hvem siger hvad til hvem og hvornår, og med hvilken formodet intention, er et godt udgangspunkt for en sådan vurdering.

Det er jo ikke ligegyldigt, om det er statsministeren, der lægger ud med en grov vittighed i sin nytårstale, eller om jeg deler én med mine tætteste venner. For de fleste af os mener trods alt, at der bør være en grænse.

Som to humorforskere skriver i bogen 'Beyond a Joke: The Limits of Humour', har mange nok en forventning om, at komikere (og dermed humor) vil skubbe til vores grænser og chokere os. Men samtidig har de en forventning om, at der faktisk findes en grænse.

Det vil sige, at komikere ikke kan tillade sig hvad som helst, og at der findes etiske retningslinjer for brugen af humor.

Er retten til at fornærme vigtigere end retten til ikke at blive fornærmet?

Ikke alle er imidlertid enige. Den kendte komiker Rowan Atkinson (særligt kendt for sin rolle som Mr. Bean) betoner i stedet retten til at lave sjov og fornærme frem for retten til at blive fornærmet.

Som han udtrykker det i førnævnte bog: »I min optik er retten til at fornærme langt vigtigere end enhver ret til ikke at blive fornærmet.« Som samfund vinder vi mere, hvis vi accepterer, at mindretallet kan føle sig fornærmet, end hvis vi indskrænker flertallets ret til at fornærme, synes han at sige.

Dermed ikke sagt, at komikeren ville bryde sig om de dømte vittigheder på hjemmesiden, men han ville med stor sandsynlighed stadig fastholde, at det er at foretrække, at vittighederne har ret til at eksistere, end at retten til at lave vittigheder indskrænkes.

I den danske sag kan det være, at afgørelsen ender i Højesteret. Den dømtes forsvarer mener i hvert fald, at sagen egner sig til at blive vurderet af øverste instans i retssystemet og har anket afgørelsen.

Uanset udfaldet slutter diskussionen om, hvor grænsen for humor går, ikke her – og det er kun et sundhedstegn i et demokratisk samfund.