Kan man sætte en økonomisk pris på et menneskeliv?

Danmark er lukket ned.

Alle offentligt ansatte er blevet sendt hjem. Lyset er slukket hos restauranter og frisører, og massevis af butikker holder lukket eller får meget få kunder.

Det har stået på i to uger, og det fortsætter som minimum i to uger mere.

For nylig advarede flere danske sundhedsøkonomer om, at indsatsen er dyr.

Det koster mellem 1-2 milliarder danske kroner, for hvert af de liv der bliver reddet ved at Danmark holder lukket, og coronakrisen kan blive ligeså dyr som finanskrisen i 2008, lød kritikken blandt andet i Kristeligt Dagblad.

Til sammenligning skrev Information i sidste uge, at Finansministeriet fastsætter værdien af et menneskeliv til 32 millioner kroner.

»Vi bruger rigtig mange penge på at være gearet til at redde nogle, der typisk er ældre og i forvejen svækkede. De penge, vi mister, kommer til at mangle et andet sted i systemet, hvor de muligvis kunne have gjort mere gavn,« siger Jakob Kjellberg, der er professor på VIVE - det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, til Videnskab.dk.

Men kan man overhovedet tillade sig, at sætte en pris på et menneskeliv?

Prisen på menneskeliv fastsættes konstant

Ifølge Jakob Kjellberg kan man ikke sætte en nøjagtig pris på et menneskeliv, men man er nødt til at overveje, om man bruger ressourcerne fornuftigt.

»Det handler ikke om pengene som sådan, men om, at det, vi nu giver til denne gruppe, tager vi fra andre. Det kan være andre steder i sundhedssystemet, som potentielt fører til, at andre liv går tabt. Derfor er vi nødt til at sikre os, at vi prioriterer rigtigt,« siger Jakob Kjellberg.

Den slags prioriteringer kan være meget svære, hvis ikke umulige, men det er noget, vi allerede gør, fortæller Kasper Lippert-Rasmussen, der er professor i statskundskab og blandt andet forsker i etik og moralfilosofi.

»Man kan diskutere, om vi reelt kan foretage en afvejning af nogle menneskers lidelse overfor andres på en ordentlig måde, men i praksis sker den slags afvejninger hele tiden og ikke bare i forbindelse med coronavirus,« siger han.

Han nævner opførelsen af Storebæltsbroen som et praktisk eksempel på, hvornår den slags afvejninger finder sted.

»Her ved man i forvejen, at nogle medarbejdere kommer til at risikere livet eller meget slemme arbejdsskader under byggeriet, men man vurderer alligevel, at det kommer så mange mennesker til gode, at det er det værd,« siger han.

LÆS OGSÅ: Trafikforsker: Vi skal tage hensyn til andet end menneskeliv

Derfor er vi villige til at opgive vores goder for andre

Et klassisk standpunkt indenfor moralfilosofien er utilitarismen.

Den går kort sagt ud på, at vi altid bør maksimere velfærden. Altså, gøre det, der kommer flest mulige til gode, på en måde så summen af velfærd bliver højest mulig.

Den tager altså udgangspunkt i, at goder kan aggregeres - regnes sammen.

Utilitarismen er fokuseret på konsekvensen af vores handlinger: Hvis vi kan gøre to personer glade fremfor én, er det en bedre handling, fordi velfærden maksimeres mest muligt.

Men betyder det så, at en utilitarist ville lade enkelte mennesker dø af coronavirus til fordel for flertallet?

Ikke nødvendigvis, for langt de fleste vil skelne mellem forskellige typer af goder, fortæller Kasper Lippert-Rasmussen:

»For langt de fleste mennesker er muligheden for at gå på restaurant hver weekend en triviel gode, som de godt kan undvære i en måneds tid. Men vi kan nok alle blive enige om, at det at overleve en farlig sygdom og måske leve mange gode år bagefter, ikke er en triviel gode,« siger han.

Kasper Lippert-Rasmussen påpeger dog, at alle goder, uanset hvor små og trivielle de måtte være, ifølge utilitarister kan regnes sammen og dermed komme til at veje mere end ikke-trivielle goder såsom overlevelse.

Læs mere om begrebet 'trivielle goder' i boksen under artiklen.

Mere kompliceret end som så

Kedsomhed og mangel på restaurantbesøg er dog den mindste konsekvens af, at Danmark holder lukket i en måned.

Jakob Kjellberg er blandt andet bekymret for, at det vil koste samfundet så mange penge, at det kommer til at gå ud over flere mennesker, end det gavner.

»Hvis pengene mangler et andet sted i sundhedssystemet, så kan det (nedlukningen, red.) potentielt koste flere liv, end det redder. Pengene kan også komme fra andre sektorer som uddannelse eller kultur, men de er også vigtige, og det ændrer ikke på, at vi bør diskutere, om det er for dyrt, det vi har gang i,« siger han.

Morten Ebbe Juul Nielsen, der er lektor i filosofi på Københavns Universitet og blandt andet forsker i moralfilosofi og anvendt etik, er enig, og tilføjer, at der ikke er noget i vejen for at sætte en økonomisk pris på menneskeliv.

»Det er forkert at sige det modsatte. Vi forblænder os, hvis vi tror, at vi kan have rene hænder. Vi kan ikke redde alle, og når vi ikke kan det, så er der mest grund til at redde dem, der er billigst, og det, vi gør nu, er ikke billigt,« siger han.

Ifølge hans vurdering bør vi kigge på, hvor mange potentielle gode og sunde leveår, vi får ud af indsatsen.

»Vi fokuserer overdrevent meget på det negative ved døden. Det, der i virkeligheden er vigtigt, er, hvor mange gode leveår vi vinder. Da risikogruppen, som muligvis dør af corona, består af meget gamle mennesker og mennesker med underliggende sygdom, så virker det evident at satse mere på at redde mennesker, der potentielt set stadig har et langt liv med et godt helbred foran sig,« siger Morten Ebbe Juul Nielsen.

LÆS OGSÅ: Så meget koster det at skære ventetiden på hospitalerne med ét minut

Har risikogruppen ikke ret til hjælp ligesom alle andre?

Én ting er, at ældre mennesker måske ikke kan regne med at leve lige så længe som unge mennesker.

Men de har stadig samme rettigheder som alle andre borgere, der betaler skat, og forventer, at sundhedsvæsenet hjælper dem, når de bliver syge.

»Det har de, men at betale skat fungerer ikke som en forsikring for rettigheder i fremtiden. Hvis du har betalt skat i mange år uden at bruge systemet, så får du jo ikke udbetalt differencen,« siger Jakob Kjellberg.

Morten Ebbe Juul Nielsen er enig.

»Der er aldrig nogen, der har lovet os noget. Selv om man er med til at bygge samfundet op med sine skattekroner, så nyder man også godt af det undervejs. Alternativet er jo, at vi skulle til at behandle dem, der har givet overskud, anderledes end dem, der har givet underskud.«

Men er det ikke aldersdiskrimination, hvis man prioriterer unge patienter højere end ældre?

For Jakob Kjellberg handler det ikke om alder, men om, at indsatsen står mål med gevinsten.

»Vi skal huske på, at vi er nødt til at prioritere hele tiden. På en almindelig influenzasæson dør der op imod 3.000 mennesker. Det tal kunne vi også minimere betydeligt, hvis vi lukkede samfundet,« siger han.

LÆS OGSÅ: Teolog: Menneskelivet har særlig status

Gør vi for meget?

Det bliver uden tvivl rigtigt dyrt at hold Danmark lukket i en måned. Men ifølge de danske myndigheder er det nødvendigt, for at vi holder smitten nede på et niveau, hvor sundhedsvæsenet kan følge med.

Ifølge Jakob Kjellberg er det dog på tide at diskutere, hvad vi gør fremadrettet.

»Medmindre vi skal være låst inde, indtil der kommer en vaccine, så er vi jo nødt til på et tidspunkt at lave en risikoafvejning. Jeg siger ikke, at det, vi har valgt at gøre, nødvendigvis er den forkerte løsning. Men der kunne måske være andre mindre omkostningstunge tiltag - for eksempel hvis det primært var risikogruppen, som holdt sig isolerede,« siger han.

Kasper Lippert-Rasmussen påpeger også, at vi skal passe på med at give coronavirus en særlig status.

»Vi skal huske, at der hele tiden er mennesker, som dør af alle mulige andre sygdomme. Det virker måske ikke lige så dramatisk, som når vi ser en italiensk læge græde i fjernsynet. Derfor mener jeg også, at det er vigtigt, at vi ser på, hvad vi får ud af vores indsats,« siger han.

LÆS OGSÅ: Ministeriums kolde kalkule: Prisen på dit liv opvejes mod tidsbesparelser

LÆS OGSÅ: Frygten for ebola koster menneskeliv

LÆS OGSÅ: Forskere trætte af debat om højere fartgrænser: Jo, flere vil dø!