Så meget koster det at skære ventetiden på hospitalerne med ét minut

Danske forskere har beregnet, hvor meget det koster at spare kvinder, som måske er på vej i for tidlig fødsel, for ventetid, når de kommer til en fødeafdeling.

Helt præcist vil det koste sundhedsvæsenet eller den enkelte afdeling en halv euro eller tre kroner og 75 øre pr. sparet minut.

Det nye studie er et proof-of-concept-studie, der viser, hvordan man kan foretage en analyse på sundhedsområdet og få nogle estimater for, hvor meget det vil koste at skære i ventetiden på de danske hospitaler ved at give personalet en bestemt type træning.

»Vi går ikke ind og siger, om en halv euro er lidt eller meget, eller om det er det værd. Det er op til andre at beslutte. Altså hvor meget er politikerne eller afdelingslederne villige til at betale for at skære i ventetiden? Men vi viser, hvordan man kan regne på, hvor meget uddannelse af sundhedspersonale koster i forhold til dén effekt, det har på ventetider. Dermed kan man træffe mere velfunderede beslutninger om sammenhængen mellem omkostninger og kvalitet i patientbehandlingen,« forklarer læge og ph.d. Martin G. Tolsgaard, der står bag studiet, der støttet af TrygFonden.

Kvinder i for tidlig fødsel venter længe

I sin forskning har Martin G. Tolsgaard fokuseret på at beregne omkostningen ved at nedbringe ventetiden for de kvinder, som tager på hospitalet med mistanke om, at deres fødsel er gået for tidligt i gang.

Standardproceduren i den situation er, at en læge ultralydsskanner kvindens livmoderhals, og afhængigt af dens længde kan lægen afgøre, om kvinden er ved at gå i fødsel eller ej.

Er kvinden ved at gå i fødsel, skal hun i nogle tilfælde behandles, og hvis ikke, kan hun eventuelt sendes hjem igen.

»Ofte kan kvinderne sidde i lang tid og vente på, at en fødselslæge har tid til at undersøge dem. For dem, som skal have akut behandling, er det derfor en fordel, hvis de ikke skal vente så længe, og for dem, som bare skal sendes hjem, er det også en fordel, hvis man kan sende dem hjem tidligere og få beroliget dem,« siger Martin G. Tolsgaard.

Cirka syv procent af danske børn fødes for tidligt, hvilket vil sige, at det gjaldt cirka 4.000 af de i alt 58.205 babyer, der kom til verden i Danmark i 2015.

Oplærte jordemødre i at udføre skanninger

For at løse problemet med gravide kvinder, der venter på at blive tilset af en fødselslæge, oplærte forskerne bag studiet jordemødre i at kunne foretage ultralydsundersøgelserne, så der ikke var behov for at vente på en fødselslæge, medmindre kvinden var ved at gå i fødsel.

Hvis kvinden ikke var ved at gå i fødsel, kunne jordemoderen sende hende beroliget hjem igen, og hvis hun var ved at gå i fødsel, kunne jordemoderen kalde på en fødselslæge.

Derved kunne jordemødrene hjælpe til med at få de gravide hurtigere gennem systemet og enten indlægge dem eller sende dem ud ad døren igen.

Ved at udregne omkostningerne ved at oplære den enkelte jordemoder i at bruge ultralydsskanneren og sammenholde dem med den målte forkortelse af ventetid kunne forskerne regne sig frem til, hvor meget det kostede at spare hvert enkelt minut for den enkelte kvinde.

Forskerne sammenholdt to grupper: Én gruppe, hvor jordemødrene fik oplæring, og én gruppe, hvor de ikke fik det.

Her kunne forskerne se, at afdelingen med gruppen af jordemødre, som havde fået oplæring i at udføre ultralydsskanninger, gennemsnitligt fik sendt de ventende gravide videre i systemet 40 minutter hurtigere end den anden gruppe.

»Herfra er det er ren høkerregning, hvor vi ser på, hvor dyrt det har været at oplære jordemødrene, og hvor meget tid vi sparer patienterne for,« siger Martin G. Tolsgaard.

Professor er kritisk

Rikke Søgaard er professor i sundhedsøkonomi på Institut for Folkesundhed under Aarhus Universitet. Hun stiller sig kritisk over for, hvorvidt studiet viser vejen frem for, hvordan man skaber beslutningsgrundlag for investeringer i at reducere ventetid i sundhedsvæsenet.

»Som jeg forstår studiet, regner man på, hvad det vil koste at uddanne jordemødre, så de kan overtage en opgave fra fødselslægerne. Men man glemmer de mange afledte omkostninger, hvis sådan en opgaveglidning implementeres i praksis, ligesom man selvfølgelig bør overveje, om de gravide har mere eller mindre nytte ud af deres forløb, hvis de ikke nødvendigvis møder en fødselslæge under udredningen.«

»Man har i studiet brugt teknologi til oplæring af jordemødrene, som koster en halv million kroner bare i indkøb, og man vurderer, at jordemødrene så kan foretage 164 skanninger. Det er en forholdsvis høj stykomkostning, og man kan overveje, om de penge kunne være brugt bedre på en anden måde, og det er ikke adresseret i forskningen,« siger Rikke Søgaard.

Uenig i kritik

Martin G. Tolsgaard er ikke overraskende uenig i Rikke Søgaards kritik.

Han fortæller, at formålet med studiet ikke var at tage stilling til, hvordan arbejdet bedst struktureres, men i stedet at give et eksempel på og en model for, hvordan man kan beregne omkostninger ved uddannelsesaktiviteter.

»Når det så er sagt, er det vist ikke rimeligt at sammenligne indkøbspris af en simulator med, hvor mange skanninger én jordemoder når at foretage efter at være blevet oplært. Det svarer lidt til at undersøge, hvor meget det har kostet at køre de første 100 kilometer i en spritny bil uden at tage højde for, hvor langt den kører i alt. Så med de briller på kommer al investering i uddannelse til at virke meget dyrt, og det er akkurat derfor, vi har udviklet en model til at vurdere omkostninger ved uddannelse i sundhedsvæsenet,« siger Martin G. Tolsgaard.

Bør være mere nuancerede

Professor Rikke Søgaard ser også nogle metodiske problemer i det nye studie i forhold til at bruge studiet som en model for at analysere, om efteruddannelse er en god idé i sundhedsvæsenet.

»Vi bør nok være en smule mere nuancerede, når vi eksempelvis vurderer, om en skanning bør varetages af en jordemoder frem for en fødselslæge. Mange flere faktorer end uddannelsesomkostninger og ventetid vil formentlig spille ind, eksempelvis tryghed, serviceoplevelse, diagnostisk præcision, og hvad personalet alternativt vil foretage sig i den tid, som eventuelt bliver frigjort, fordi de ikke skal skanne. Man skal derfor passe på med at tro, at den eneste omkostning er uddannelsesomkostningen, og at den eneste værdi er sparet ventetid, og det er ikke taget med i dette studie,« siger hun.

Rikke Søgaard mener dog også, at opgaveflytning i bred forstand kan være en interessant mulighed for at bedre effektiviteten i sundhedsvæsenet og dermed lette presset på både personale og budgetter. Hvis en opgave kan varetages i samme kvalitet af en personalegruppe, som er billigere at aflønne, giver det mening.

Der findes dog ifølge professoren allerede etablerede og anerkendte sundhedsøkonomiske beregningsmodeller til at belyse sådanne spørgsmål, som hun mener, at man ville kunne få et bedre svar ud af at benytte.

Hverken enig eller uenig

Martin G. Tolsgaard er hverken enig eller uenig i denne kritik og henviser til anden forskning, som han har udført på området.

»Hvis man læser vores artikel, understreger vi netop, at det er svært at definere, hvilke faktorer man ønsker at medtage. For når man ændrer på én ting i systemet, har det ofte en række indirekte effekter, som kan være svære at afgrænse. Derfor har vi i en række andre studier undersøgt, hvordan samme type oplæring påvirker patienternes tryghed og ubehag i forbindelse med intime undersøgelser samt lægens diagnostiske sikkerhed og behov for, at en undersøgelse må gentages flere gange på grund af diagnostisk usikkerhed,« siger Martin G. Tolsgaard.

Kun 16 procent har behov for at se en læge

Martin G. Tolsgaard mener også, at beslutningstagere skal have andre faktorer med, når de skal afgøre, om hvert minut, de sparer den enkelte patient for, er 3,75 kroner værd.

Eksempelvis skulle kvinderne på den afdeling, hvor jordemødrene havde fået oplæring i at foretage ultralydsskanninger, kun i 16 procent af tilfældene tilses af en fødselslæge.

Dermed sparer man ressourcer på fødselslægen.

Omvendt bruger jordemødrene tid på at udføre ultralydsskanninger, og det tager tid fra dem i deres andet arbejde.

»Man kan bruge resultatet på den enkelte afdeling på den måde, at hvis man eksempelvis synes, at hvert minut sparet ventetid for kvinder med tegn på for tidlig fødsel er op til fem kroner værd, er det omkostningseffektivt at oplære jordemødrene. Så kan man bruge denne udregningsmetode til at foretage sin egen analyse af omkostningerne. Og det kan man jo gøre inden for mange forskellige typer af oplæring og kvalitetsparametre,« siger Martin G. Tolsgaard.

Fulgte 12 jordemødre i et halvt år

I studiet har forskerne optrænet og fulgt 12 jordemødre gennem et halvt år.

Halvdelen af jordemødrene fik træning i at bruge en ultralydsskanner til at måle livmoderhalsens længde, mens den anden halvdel ikke gjorde.

Ved at følge jordemødrene kunne forskerne se, hvor hurtigt patienterne kom gennem systemet. De kunne også regne på, hvor lang tid den enkelte jordemor gennemsnitligt var på afdelingen, før hun rejste derfra og dermed blev en tabt ressource for afdelingen.

»Der er stor udskiftning blandt jordemødre, så går man fem år ud i fremtiden, har de fleste faktisk skiftet job eller afdeling,« fortæller Martin G. Tolsgaard.

På den måde kunne forskerne regne ud, hvor mange patienter den enkelte jordemor kunne nå at undersøge og forkorte ventetiden for.

»Selv om jordemødrene kommer til en ny afdeling, er deres kvalifikationer selvfølgelig ikke tabt for samfundet, men de er tabt for den enkelte afdeling, der har brugt penge på at opkvalificere hende. Derfor er omkostningen relevant for afdelingen,« siger Martin G. Tolsgaard.

Sygehuse er måske ikke villige til at betale for kortere ventetid

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad hospitalerne er villige til at betale, for at patienterne ikke skal sidde og vente unødigt lang tid.

Det spørgsmål er ifølge Martin G. Tolsgaard en helt anden sag.

»Det koster nemlig ikke nødvendigvis sygehusene mere eller mindre at lade patienterne vente, og som det ser ud nu, er patienttilfredshed ikke noget, hospitalet får penge for. Men kommer det i fokus, og det tror jeg det gør med tiden, har vi vist, hvordan man kan regne sig frem til omkostningerne ved at skære i ventetiden,« siger han.