Engang var naturvidenskabsmanden og humanisten lykkeligt gift. De var ét kød og kunne snakke sammen og deles om alt.
Med tiden begyndte de dog at kede sig i hinandens selskab, de gled fra hinanden og fik hver deres interesser. Den ene søgte en mening med alting, mens den anden havde et større behov for at forklare, og til sidst blev kløften mellem de to parter så stor, at de gik hver til sit.
Opsplitningen af videnskaben i de to erkendelsesområder humaniora og naturvidenskab kan godt sammenlignes med en dramatisk skilsmisse efter et ulykkeligt ægteskab.
I hvert fald hvis man spørger professor Dr. Scient. og Dr. Phil. Helge Kragh fra Institut for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet. Som videnskabshistoriker har han skrevet et utal af bøger om videnskabsteori, bl.a. ‘Naturvidenskabernes teori’.
»Afstanden mellem de to erkendelsesområder er i dag så stor som den nogensinde har været. Det, der foregår på det humanistiske og det naturvidenskabelige fakultet har meget lidt med hinanden at gøre. De to lejre rynker på næsen af hinandens forskning, snakker ikke sammen og kører hvert sit løb,« fortæller han.
Fra enhed til opsplitning
Op til 1600-tallet gik videnskabsfolk ikke så meget op i, om det de studerede var biologi, historie eller litteratur. De kastede sig ud i det hele på én gang. Det fremgår tydeligt af datidens fagbøger og tidsskrifter, der bugnede at artikler, som på én og samme tid var litterære, naturvidenskabelige og filosofiske.
Herefter begyndte videnskaben at udvikle sig enormt. Forskerne var ved at drukne i viden om alt mellem himmel og jord, og for at nå ned til uopdaget land måtte de søge hver sit og grave sig dybere og dybere ned i de mindste detaljer.
De holdt op med at interessere sig for omverdenen og brugte alle kræfterne på at trænge ned i hver deres eget lille felt.
Den proces har langsomt men sikkert splittet videnskaben op i de to overordnede ‘erkendelsesområder’ humaniora og naturvidenskab, der hver især er underinddelt i et væld af fag. Tendensen er slået igennem på universiteterne, hvor de to fraskilte har fået tildelt hver sit fakultet, der ledes af hver sin uafhængige dekan.
Som nat og dag
Begrundelsen for at de to erkendelsesområder ikke kan leve under samme tag er, at naturvidenskab og humaniora har hver deres interesser og metoder, og at de tilmed også gør brug af forskellige typer af forklaringer – en tankegang, der med et fint ord kaldes for positivistisk, påpeger lektor Dr. Phil i fysik-filosofi og Ph.d. i moralfilosofi Steen Brock fra Institut for Filosofi og Idéhistorie på Aarhus Universitet.

Igennem sin karriere har han været redaktør på en lang række videnskabelige udgivelser om videnskabsteori, moralfilosofi, sprogfilosofi og senest problemer om aktiv dødshjælp.
»Det er en generel opfattelse, at naturvidenskaben forklarer, mens humaniora og samfundsvidenskaberne kun vil forstå,« siger han.
Humaniora og samfundsvidenskaberne interesserer sig for mennesker og samspillet mellem dem. Humanisten studerer den enkeltes psyke, identitet, normer, værdier, etik, moral og bevidsthed og har fokus på det unikke og historisk enestående – det, som kun sker én gang.
Naturvidenskaben går ud på at give en objektiv forklaring på generelle fænomener og processer i naturen. Naturvidenskabsfolk beskriver kort sagt det universelle og lovmæssige – dét, som sker hver gang.
Naturvidenskab og humaniora har hver sit interesseområde, som gør det meget svært for dem at finde fælles fodslag og enes.
»Der findes nogle uhyre vigtige spørgsmål inden for humaniora, som ikke eksisterer i naturvidenskaben. Hvad er meningen med en begivenhed? Det spørger naturforskere ikke om. Naturvidenskaben skelner ikke mellem, hvad der er godt og ondt,« fortæller Helge Kragh.
Han mener, at det ligger i naturforskerens opdragelse, at de kun undersøger ting, som man kan finde svar på – i modsætning til humaniora, hvor man både interesserer sig for de spørgsmål, som har et svar og ikke har et svar, eksempelvis hvad formålet med menneskets eksistens overhovedet er.
Går forskelligt til værks
Et andet argument for at opsplitte videnskaben i de to erkendelsesområder er, at naturvidenskabsfolk og humanister overordnet bruger hver deres forskningsmetoder.
Naturvidenskabsfolk har en forestilling om, at verden ligger derude og er, som den nu engang er, uanset hvem, der betragter den. Viden om naturen må derfor også nødvendigvis være uafhængig af den enkelte forskers observationer, og forskningsresultater skal være objektive, testbare og kunne genskabes af andre forskere.
For at leve op til det krav bruger de den såkaldte induktive metode, der går ud på at observere et specifikt fænomen og indsamle data om det. Ud fra dataene kan man efterfølgende opstille en hypotese om fænomenet.

Lektor Henrik Kragh Sørensen fra Institut for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet kender den induktive metode som sin egen bukselomme, og han siger:
»I fysikken fx observerer man, at en sten falder til jorden, hvorefter man laver en såkaldt induktiv slutning – dvs. at man generaliserer – at hver gang man slipper en sten vil den falde til jorden på samme måde som den første.«
Herefter bruger man den hypotetisk-deduktive metode, hvor man ud fra antagelser – dvs. hypoteser – udledte forudsigelser, som man så kunne teste med eksperimenter. Eksperimenterne kan så enten understøtte hypoteserne eller også trække tæppet væk under dem.
Feminist, freudianer eller historiker
Den tilgang giver ikke mening inden for humaniora – fokus er på individet, hvor hver person har en fri vilje, en baggrund, en kultur og en historie.
Inden for humaniora bliver verden ikke betragtet som en mængde af ting omkring os, men vores forståelse af dem. Den forståelse er ikke neutral, men er bundet op på alle de oplevelser og tanker, vi har haft igennem vores liv. Står vi over for et valg, vil vi vælge forskelligt alt afhængig af vores personlighed, og hvad vi tidligere har oplevet.
\ Videnskabsteori
Videnskabsteori er et tværvidenskabeligt område, der har videnskaberne selv som sin genstand. I Danmark taler man også om “forskning om forskning”, og somme tider bruges den løsere betegnelse “videnskabsstudier”.
Humanisten vil derfor aldrig kunne finde et entydigt svar på, hvorfor en person opfører sig på en bestemt måde. Men han kan komme med en fortolkning, der typisk laves ved hjælp af den såkaldte ‘hermeneutiske metode‘.
»Hermeneutik betyder at forstå kilderne, hvilket er noget andet end at vide noget. For at forstå andre mennesker, må man kunne sætte sig i deres sted, og derfor er det en forståelsesvidenskab,« forklarer professor i historie Lene Koch fra Københavns Universitet.
Humanisten sætter sig selv på spil
Fortolkningen sker ud fra en såkaldt forklaringsramme, der eksempelvis kan være freudiansk, feministisk eller historisk. Forklaringsrammen er altså den ‘brille’, som forskeren læser begivenheden eller teksten med, og hver ‘brille’ giver sin fortolkning.
»Naturvidenskabsfolk er opdraget til at tænke på en bestemt måde – forskningen inden for de humanistiske fag er derimod langt mere broget, fordi der her findes et hav af forskellige fortolkningsrammer. Der er rigtigt mange måder at lave humanistisk forskning på,« siger Henrik Kragh Sørensen.
To forskere, der har en forkærlighed for hver deres forklaringsramme, får to vidt forskellige fortolkninger ud af det, der ikke kan sammenlignes.
Afstanden mellem de to erkendelsesområder er i dag så stor, som den nogensinde har været
Helge Kragh, Institut for videnskabsstudier, AU
På den måde bliver fortolkeren inddraget i forskningen, fordi han trækker den forklaringsramme, som han selv tror mest på, ned over det, han skal fortolke.
»Den hermeneutiske metode er en tilbagevendende proces, hvor man læser en tekst, og så prøver du at forklare, hvad der står. Den fortolkning, som forskeren laver, siger både noget om teksten og om ham selv og den proces, han indgår i, og derfor ender man med et meget subjektivt resultat,« siger Henrik Kragh Sørensen.
Den opfattelse deler historiker Randi Markussen fra IT-Universitetet i København.
Hun er gæsteprofessor på IT-Universitetet og har arbejdet på informationsvidenskab på Århus Universitet. Hun har været med til at skabe et nyt miljø inden for videnskabsteori i Danmark kaldet STS (Science, Technology and Society).
Hun uddyber:
\ Vidste du?
Inden for humaniora bruges der andre metoder end den hermeneutiske – fx den såkaldte strukturalisme. I stedet for at fokusere på det enkelte individ, som hermeneutikken, så går strukturalismen ud på at beskrive nogle generelle forhold, som fx handlings-, familie- og samfundsmønstre.
»Som humanist studerer man mennesker, der også er i stand til at fortolke én selv. De fortolkede tolker dét at blive tolket, dvs. at metoden går i ring. Fortolkeren sætter så at sige sig selv på spil. Man taler om den hermeneutiske cirkel.«
Humanister snakker og snakker
Subjektiviteten er en af årsagerne til, at naturvidenskabsfolk ifølge Henrik Kragh Sørensen skælder ud på humanister, fordi den bryder med det fundamentale krav om objektivitet og uafhængighed, som de stiller til deres egen forskning. Det er en af årsagerne til, at humanisten og naturvidenskabsmanden traditionelt ikke samarbejder.
Helge Kragh mener nu ikke, at skilsmissen har ført til at naturvidenskabsfolk har en direkte modvilje mod humanisterne.
De er snarere ligeglade med humanisternes forskning, fordi de har svært ved at se, hvilke resultater, den giver.
»Hvis man går tilbage i tiden og spørger sig selv, hvad humaniora har bidraget med af gennembrud eller landvindinger, så kan de fleste naturvidenskabsfolk ikke komme på noget. De mener, at størstedelen af humanisterne har snakket og snakket, men at de ikke har skabt nogen ny erkendelse,« siger han.
Naturvidenskabsfolk er opdraget til at tænke på en bestemt måde -forskningen inden for de humanistiske fag er langt mere broget
Henrik Kragh Sørensen
Som et eksempel nævner han, at humaniora stadig trækker på fortidens store filosoffer som Aristoteles, Platon og Kant. Dør man derimod som fysiker, så er man for altid død, og så bliver man kun æret som en historisk skikkelse.
De spørgsmål, som Platon diskuterede for 2000 år siden er stadig relevante inden for humaniora i dag. Og man diskuterer stadig med Platon den dag i dag.
»Til gengæld er der ikke nogen, der kunne drømme om at diskutere med astronomen Tycho Brahe. Inden for Brahes felt ved vi nemlig i dag, hvad der er rigtigt og forkert, fx at han ikke havde ret i at planeterne og Solen kredsede om Jorden,« siger han og henviser til den enorme udvikling inden for astronomi, der er sket siden Tycho Brahes tid.
Synspunkt møder skarp kritik
De erkendelsesmæssige fremskridt spiller kort sagt en dominerende rolle for naturvidenskaben, men ikke i samme grad for humaniora, udbryder Helge Kragh. Men det billede kan docent Dr. Phil Hans Fink fra Institut for Filosofi og Idéhistorie slet ikke genkende.
»Det synspunkt er jeg dybt uenig i. Selvfølgelig sker der fremskridt inden for humaniora. Eksempelvis er den sprogvidenskab, vi har i dag, utroligt meget mere forfinet end den var for 100 år siden. Og det samme gælder for den arkæologiske og den historiske videnskab. Så det passer simpelthen ikke,« siger han.
Men han medgiver, at der er stor forskel på hvor gamle kilder forskerne inden for de to erkendelsesområder trækker på og henviser til.
Inden for naturvidenskaben henviser man sjældent til tekster, der er mere end fem år gamle. I historien kan man til gengæld godt referere til det, som Aristoteles skrev for 2000 år siden, forklarer han. Forskellen ligger i, at filosoffernes udsagn kan fortolkes på mange måder, og at humanisten kan være blevet opmærksom på vigtige formuleringer eller begivenheder, som man tidligere har overset.
Opfordring: Gå i parterapi
Én ting er Hans Fink og Helge Kragh dog enige om, nemlig at forskerne fra de to fløje burde gå til parterapi og finde sammen igen. For de fleste af de problemer, som samfundet står overfor, kan ikke kategoriseres som enten humaniora eller naturvidenskab men som ‘både og’.
»Konsekvensen af grøftegravningen er, at naturforskerne mister et overblik og et perspektiv, der rækker ud over deres egne faggrænser – og ditto for humanisten. I vid udstrækning arbejder man ud fra to forskellige perspektiver. Men det ville uden tvivl være gavnligt, hvis forskerne på hver sin side tog de tanker, der foregik i den anden lejr, mere seriøst, end man gør,« siger Helge Kragh.
Ifølge professor Dr. Scient. Helge Kragh fra Institut for Videnskabshistorie er de fleste naturvidenskabsfolk i dag totalt ligeglade med, hvad filosoffer mener. Men man skal ikke mere end 100 år tilbage til starten af det 20. århundrede før situationen var en anden. Dengang diskuterede de to geniale fysikere Niels Bohr og Albert Einstein i stor stil de filosofiske aspekter af deres forskning.
»I dag findes der kun nogle få discipliner inden for moderne naturvidenskab, hvor man har humanistiske og filosofiske diskussioner, og hvor der er en form for samtænkning mellem humaniora og naturvidenskab, og det er inden for de mere teoretiske discipliner, eksempelvis kvantemekanik,« siger han og fortsætter:
»Lige så snart det drejer sig om fortolkning af grundlæggende teorier om livets oprindelse og sådan noget, har filosoffer fra gammel tid haft en rolle at spille. Filosoffer har altid interesseret sig for de her ting.«
\ Ikke et ord om sundheds- og samfundsvidenskab
Umiddelbart virker det måske mærkeligt, at ovenstående artikel ikke nævner samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab, der typisk også får tildelt hver deres fakulteter på universiteterne.
Forklaringen er, at man godt kan argumentere for, at sundhedsvidenskab hører hjemme under naturvidenskab, mens samfundsvidenskab af mange betragtes som en slags humaniora.
Sundhedsvidenskab handler om kroppens funktioner og ikke om menneskeidentitet. Dermed hører det hjemme under naturvidenskab.
Til gengæld opfatter mange samfundsvidenskaberne som en del af humaniora. Argumentet lyder, at både humaniora og samfundsvidenskab kun kan være dét, man kalder for ideografisk. Den forskning, der foregår inden for de to områder, beskriver mennesker som individer, og dermed er det svært at finde noget generelt, der gælder. Man kan ikke finde noget universelt på samme måde, som man kan inden for naturvidenskaberne.