Brug lige et øjeblik på at overveje: Hvad er et hjem for dig? Væggene? Menneskene, du deler det med? Eller måske tanken om, at det altid er der – også når du ikke er i det?
Og ikke mindst: Tror du, at 'hjem'-følelsen var anderledes for jernaldermennesker, end den er for dig i dag?
Sådanne overvejelser har dannet baggrund for arkæolog Anna S. Becks ph.d.-projekt 'Assembling the house, building a home', hvor hun diskuterer fænomenet 'hjem' ud fra et arkæologisk perspektiv.
Det gør hun blandt andet ved at sammenholde yngre jernalders langhuse med teltlejre på nutidens Roskilde Festival. Ja, du læste rigtigt – og det er skam helt alvorligt ment, forsikrer den nyslåede ph.d.
»Nogen kunne måske tænke, at sammenligningen alene er lavet for at skabe opmærksomhed omkring projektet, men det er vigtigt for mig at understrege, at inddragelsen af festivalen ikke bare er en gimmick, men en helt valid sammenligning. Vi er mennesker, der bor i verden. På tværs af tid og rum,« lyder det fra Anna S. Beck.
Fik ikke nok ud af kilderne
Det hele startede med en udgravning af en stor og rig boplads fra jernalderen ved Strøby Toftegård på det nordlige Stevns. Særligt langhusene, en hustype der første gang dukkede op i ældre bronzealder og dominerede i jernalderen, fangede Anna S. Becks opmærksomhed.
Men arbejdet sparkede også hurtigt til en frustration, som i forvejen lå og spirede i den unge arkæolog: Følelsen af, at hun og hendes kollegaer ikke fik nok ud af kilderne.
Først og fremmest fordi arbejdet med de arkæologiske spor efter husene ikke havde nok fokus på det liv, som engang blev levet i husene, men alene på husenes alder og konstruktion.
»Den traditionelle måde at arbejde på har været, at man ventede på at finde de meget velbevarede lokaliteter til at sige noget om livet i husene. De dårligt bevarede langhuse blev blot registreret og i bedste fald brugt til at datere bebyggelsen. Men det er en ret negativ måde at angribe det arkæologiske materiale på,« siger Anna S. Beck, som arbejder ved Museum Sydøstdanmark.
Mennesker gør ikke altid det, de tror, de gør
Ofte er det et vilkår for arkæologerne, at der ikke er ret meget tilbage af selve huset. Derfor kan det måske være svært at forestille sig, at man kan udtale sig om livet i husene, påpeger Anna S. Beck.
»Udfordringen i arkæologien har altid været, at vi kun står med de materielle spor efter, hvad mennesker har gjort, men ikke kan spørge menneskene selv, hvorfor de har gjort sådan. Arkæologien kan på den måde kun kigge på de handlinger, der rent faktisk bliver udført,« siger hun og fortsætter:
»Men da fysiske handlinger ofte sker ubevidst – og nogle gange i konflikt med, hvad mennesker tror, at de gør – er de materielle levn alligevel en ganske god kilde, der kan bidrage på en anden måde til vores viden om det levede liv end de historiske kilder eller antropologiske interviews.«
Ifølge Anna S. Beck har der inden for humaniora altid været et hierarki mellem kildetyper, hvor de materielle kilder ligger nederst i hierarkiet, fordi de bliver set på som mere usikre, end hvad mennesker siger eller skriver. Det er noget af det, hun prøver at gøre op med i sit projekt – det kan du læse mere om i boksen under artiklen.
\ Læs mere
Huse får en livsbiografi
Fremfor en ’sluttet ting’, besluttede Anna S. Beck sig for at prøve at tænke huset som en tilblivelsesproces, hvor husene har en livsbiografi.
Det vil sige en fødsel, et liv, en død; og måske også et efterliv. I stedet for at husene kun bliver repræsenteret ved en tidsperiode og en typologi – 'langhus, yngre jernalder' – får de på den måde en hel livsproces, som kan vise, hvordan folk har forholdt sig til deres huse, boliger og hjem, forklarer hun.
Hvis du synes, at det lyder noget abstrakt, så tænk for eksempel på dit eget barndomshjem og på alt det, der er foregået i og omkring det i de år, du har boet der – og så forestil dig, at nogen prøver at koge det ned til: Parcelhus i to plan. Typehus fra 1960’erne. Energimærkning F. Hvor er du i den mellemregning?
»De spor, vi har fra huset, er ikke kun spor efter huset som en fysisk ting, men også spor efter alle de aktiviteter, der har fundet sted omkring det. At bygge, bruge, reparere og til sidst at fjerne huset,« siger Anna S. Beck.
Og nu sidder du måske og tænker, hvad i alverden alt det her har at gøre med en teltplads på Roskilde Festival. Det kommer vi til lige om et øjeblik.
Byggede de samme huse igen og igen
Anna S. Beck gik i gang med at identificere og beskrive de komponenter, relationer og processer, der former langhusene. Hun kiggede især på stolpehuller, som kan være en guldgrube af viden til det levede liv. Hullerne efter bygningens bærende stolper kan sommetider være det eneste materielle bevis på, at der engang har stået et hus.
I stolpehullerne kunne hun aflæse, om et hus var blevet ombygget, repareret eller endda brændt ned med fuldt overlæg, som det var tilfældet for et af de ældste huse i bebyggelsen på Strøby Toftegård.
Hun kunne blandt andet se, at det var vigtigt for denne gruppe mennesker at bygge de samme huse igen og igen over en periode på 350 år.
»Et hus holdt måske i 50-55 år, fordi stolperne rådnede i jorden, men så rev man det gamle hus ned og byggede et magen til oveni. Det virker som en meget bevidst handling for at forlænge det oprindelige hus’ historie, og det er jo interessant, når man kunne have bygget noget helt nyt i stedet,« siger Anna S. Beck.
\ Læs mere
Havde brug for at markere indgang
Det var netop dér, at ideen om at inddrage teltpladsen fra Roskilde Festival, som Anna S. tidligere havde indsamlet data fra, kom i spil. Begge steder så hun fællestræk i menneskets behov for at skabe et hjem:
Mens jernaldermenneskene byggede det samme hus igen og igen, var det for eksempel vigtigt for mange festivallejre at bo det samme sted år efter år.
\ Arkæologer på festival
I 2006 og 2012 arbejdede Anna S. Beck og to andre arkæologer arkæologisk med Roskilde Festival i et samarbejde med Danmarks Radio.
»Selvom formålet for DR primært var formidling af festivalen, lavede vi reelle arkæologiske undersøgelser, som vi så formidlede ud fra. Vi kiggede specifikt på campingpladsen og registrerede, hvad vi så, som vi ville have gjort med en hver anden arkæologisk udgravning,« siger Anna S. Beck.
Undersøgelserne gav et stort indblik i, hvordan folk byggede deres lejre op, og hvordan de agerede i dem, også elementer som deltagerne ikke tænkte bevidst over, forklarer hun.
Mange havde valgt at markere lejrens 'indgang' som en klar markering til omverdenen af, hvorfra det var socialt acceptabelt at tilgå lejren. En lignende markering og fremhævning af indgangene kunne observeres i langhusene fra yngre jernalder.
»Det er jo et stærkt udtryk for, at man har brug for at kontrollere, hvem der kommer ind, og hvem der skal blive ude. Jeg ser det som et forsøg på at kontrollere det, som er ens hjem, også selvom det er midlertidigt. Dén kontrol er med til at skabe en uforanderlighed, som gør det til et hjem,« forklarer Anna S. Beck.
»Det, som er virkelig spændende ved sammenligningen mellem lejrene på Roskilde festivalen og yngre jernalders bebyggelser, er, at denne trang til uforanderlighed opstår, uanset om man bor et sted i én uge – eller i en bebyggelse, der strækker sig over mere end 350 år og dermed også over flere generationer,« fortsætter hun.
\ Læs mere
Konceptet hjem findes på tværs af tid
Arkæologi handler om at prøve at identificere fællestræk hos mennesker generelt, i stedet for at tænke på jernaldermanden som en jernaldermand, mener Anna S. Beck:
»Det er nemt at se ned på folk fra andre kulturer eller andre tider, hvis man fokuserer på forskelligheder. Men for mig er det vigtigt at holde de her to eksempler op imod hinanden og sige, at der er noget generelt i det med at bygge et hjem, som viser sig i, hvordan mennesker agerer omkring huset.«
Selvom begrebet hjem ikke findes på alle sprog, tilføjer hun, findes selve konceptet – en sikker base, man kan vende tilbage til – på tværs af kulturer – og altså også på tværs af tid.
»Hvis vi i dag skulle definere vores hjem, ville vi måske sige, at det er det sted, hvor folk sover, spiser og har deres ting, men min argumentation er, at et hjem er ikke nødvendigvis er en bestemt fysisk ramme, som ellers er det, arkæologien ofte har fokuseret på,« siger hun og fortsætter:
»Det er snarere et sted, hvor man gennem bestemte aktiviteter skaber en uforanderlighed, som giver sikkerhed; og dermed et sted, som man altid kan vende tilbage til – og de aktiviteter kan vi genkende i det arkæologiske materiale.«
Vi skal stille de rigtige spørgsmål
Konklusionen på Anna S. Becks ph.d.-projekt lyder i korte træk, at det er de samme mekanismer, der er på spil, uanset om man bor i en yngre jernalder-bebyggelse, som strækker sig over flere århundreder – eller om man flytter ind i en teltlejr en uge på den årlige Roskilde Festival.
Derfor, mener hun, skal der en ny tilgang til i bebyggelsesarkæologien.
»Det er ikke nødvendigvis det arkæologiske materiale, som har sat begrænsningerne for vores fortolkninger af langhuset tidligere, men i høj grad de spørgsmål, som er blevet stillet,« skriver hun i sin afhandling.
Det er en konklusion, som møder opbakning fra samtidsarkæolog Tim Flohr Sørensen, som var bivejleder på Anna S. Becks ph.d.-projekt. En samtidsarkæolog er en arkæolog, som arbejder med materiale i nutiden frem for i fortiden. Det kan du læse mere om i denne artikel.
»Anna argumenterer for, at vi skal prøve at genoverveje de rammer, vi sætter op for vores disciplin. Det kunne for eksempel være sammenligningsgrundlaget, hvor der er en lang tradition for at sige, at hvis man skal lave en sammenligning af to steder, skal de være så ensartede som muligt. Det er en ting, som jeg mener, der er god grund til at genoverveje,« siger Tim Flohr Sørensen, som er lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.
Uens situationer overraskende ens
Hvis man kun sammenligner steder og fundmateriale, som man på forhånd har besluttet sig for, ligner hinanden, får man ikke nødvendigvis det fulde udbytte ud af materialet, mener Tim Flohr Sørensen.
»Ved at sammenligne noget, der ikke har ensartede træk, bliver der også mulighed for at opdage noget, som overrasker og er helt anderledes end det forventede. Nogle gange kan noget meget forskelligt have nogle meget ens træk,« siger han og fortsætter:
»Det viser Anna meget fint i sit projekt, idet hun illustrerer, at på trods af, at en teltplads er grundlæggende anderledes end et langhus fra jernalderen, er der alligevel noget fundamentalt, der går igen. Og det, synes jeg egentlig, er en overraskende observation, når man tænker på, at folk på Roskilde har et erklæret formål om ikke at gøre det samme som i hverdagen og egentlig har frihed til at eksperimentere med, hvordan man er sammen.«
\ Arkæologernes opgør med Descartes
Ifølge Anna S. Beck bliver der ofte set ned på arkæologiske konklusioner, fordi vi i dag ikke kan spørge menneskene selv, hvorfor de gjorde, som de gjorde, og hvad de følte, da de gjorde det.
Traditionelt har der inden for det humanistiske felt været en hierarkisk inddeling af kildetyper, hvor det skrevne eller talte ord rangerede højere og blev betragtet som 'finere' end de materielle kilder – som eksempelvis et stolpehul fra jernalderen, fortæller hun.
Det er denne traditionelle tankegang, hun prøver at gøre op med i sit projekt, hvor hun argumenterer for, at de materielle levn kan være lige så gode kilder som eksempelvis de skriftlige.
»Arkæologien kan noget andet, da udgangspunktet IKKE er, hvad menneskene tænker om, hvad de gør, men de materielle spor efter, hvad mennesker rent faktisk gør,« lyder det fra Anna S. Beck, som medgiver, at materielle kilder (heller) aldrig vil give den fulde historie, men til gengæld kan give vigtige perspektiver, som endda nogle gange er i konflikt med det, mennesker selv tænker om det, de gør.
Det materielle er ikke farvet af dagsordener
Ifølge samtidsarkæolog Tim Flohr Sørensen stammer den traditionelle tankegang fra filosoffer som René Descartes, som siden 1600-tallet i høj grad har været dominerende for vestlig tankegang.
Descartes beskriver et hierarki, hvor det immaterielle – det vil sige sjælen, tanken og ånden – har forrang over det materielle. Ifølge Descartes er ånden nemlig den eneste vej til erkendelsen af Gud.
»Selvom der er sket en udvikling, hersker der stadig en hierarkisering af tanken over tingen, hvilket langt størstedelen af alle antropologer, og de fleste arkæologer, er formet af. I arkæologien kommer det for eksempel til udtryk ved, at en enkelt skriftlig kilde nogle gange tillægges meget større vægt end tusindvis af andre former for materielle levn,« forklarer Tim Flohr Sørensen.
Ifølge Tim Flohr Sørensen er det materielle et vidnesbyrd på lige fod med det skrevne eller talte ord. Det materielle har endda den fordel, at det ikke er farvet af de dagsordener, der kan være indlejret i skrift og tale, påpeger han og slutter:
»Det betyder ikke, at det materielle vidnesbyrd er mere 'sandt', men blot at de har hver deres kvalitet.«
